Addicted to you - 5sos ♥

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 23 jan. 2015
  • Status: Igang
Michelle, en usikker pige med angst problemer flytter skole på grund af hendes mors job. Men det gør ikke så meget, for der er intet der binder Michelle til stedet.
Ingen venner.
Ingen kæreste.
Intet.

På den nye skole oplever hun at fire drenge er ret så interesseret i hende og hun ved ikke hvad hun skal sige til det.

42Likes
37Kommentarer
3795Visninger
AA

5. Friends.


Jeg skubbede den tunge dobbeltdør op , anden skole dag, det skal nok gå. Af en eller anden grund havde de drenge jeg havde frygtet vil være snobbet og selvglade være vennelige.

Og de havde snakket til mig som om vi havde været venner hele vores liv. Hvilket var underligt men jeg var alligevel glad for at jeg ikke behøvet at spise frokost alene.

Gangen var fyldt med elever, de fleste havde jeg aldrig set før men blandt mængden genkendte jeg Michaels blå hår. Og det fik mig til at smile.

Træk vejret Michelle. Det går nok.

Jeg gik ned af gangen og hen til mit skab hvor jeg lagde min jakke og mine bøger. Mens jeg fiskede mine fysik bøger ud af skabet blev jeg prikket på skuldren.

"Hey" Lød en glad stemme bag mig og jeg vendte mig om, bag mig stod samtlige fire medlemmer af 5 seconds of summer. De smilte alle og jeg rødmede straks.

"Hej" Mumlede jeg og så ned i jorden. Jeg lukkede skabet bag mig og holdte godt fast om mine fysik bøger.

"Vi vil bare høre om du havde haft en god dag i går? Du ved en god første dag er altid rar." Sagde den ene af de lyshåret drenge, hvis jeg ikke tog meget fejl hed han Luke. Jeg nikkede nervøst og så svagt op.

"Men jeg... jeg er nød til at smutte." Jeg skyndte mig forbi dem og hen af gangen i retning mod fysik lokalet, eller det vil sige jeg gik faktisk uden at vide hvor jeg gik hen. Pludselig stoppede jeg op og vendte mig om igen.

Drengende stod stadigvæk hvor jeg havde efterladt dem, med underlige udtryk i deres ansigter.

"Hvor ligger fysik lokalet?" Mumlede jeg og smilte svagt. Det små grinte og smilte. Hvis det havde været alle andre havde jeg følt mig til grin men jeg vidste at de grinte med mig og ikke af mig.

"Jeg skal også have fysik, vi kan følges" Sagde ham der hed Calum og trådte et skridt frem. Jeg nikkede svagt. Han trådte et skridt frem og på et splitsekund fik han vendte mig om og med en hånd på min skulder førte han mig mod fysik lokalet.

***

"I skal lave forsøger nr 16 B, om magnetisme." Sagde vores fysik lære Mr. Collins, jeg var ikke sikker på hvad hans fornavn var for han insisterede på at blive kaldt Mr. Collins.

"Hvis du finder magneterne finder jeg de andre ting?" Spurgte Calum og jeg nikkede forsigtigt som svar. Jeg vendte ryggen til bordet og gik hen for at finde magneterne. Jeg havde altid elsket fysik, det var så simpelt, hvis der var noget du ikke forstod så fandt du bare en formel for det. Ikke ligge som alt andet i verden.

Det var så simpelt og lige til.

Jeg lagde magneterne på bordet og så op på Calum. Hans øjne stirrede dybt ind i mine og jeg rødmede straks. Jeg hadede øjen kontakt. Jeg så hurtigt ned i bordet og ned på de magneter der lå på bordet.

Hvorfor kunne mennesker ikke være som magneter, enten tiltrækker man hinanden ellers frastøder man hinanden.

Easy peasy.

"Vil du sætte magneterne på?" Spurgte han og jeg så hen mod ham, jeg kunne set at han allerede havde sat forsøget op, undtagen de magneter jeg sad med i hænderne.

Jeg nikkede og gjorde som anvist i fysik bogen.

"Såh, kan du lide at bo her i Sydney?" Han så nysgerrigt på mig og jeg nikkede.

"Det vel fint nok" Sagde jeg og nev mig selv af nervøsitet. Jeg var ikke meget for at snakke med folk jeg ikke kendte.

"Var det ikke svært at flytte, du ved sige farvel til venner... og kærester for den sags skyld?" Den sidste del tilføjede han og fortrød det hurtigt efter. Jeg smilte og nikkede.

"Jeg havde ikke så mange at sige farvel til" Jeg så rundt i lokalet og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det var længe siden jeg havde haft en så lang samtale med nogen.

"Nå, så var det måske meget fint at starte på en frisk?" Jeg nikkede svagt og så på ham.

"Men vi flytter sikkert igen om ikke lang tid, min mors arbejde flytter meget frem og tilbage" Han nikkede forstående og jeg nev mig selv igen.

"Surt, jeg havde ellers håbet at du vil blive hængende noget tid endnu" Hans smilte og grinte lidt af sig selv. Jeg smilte også og kunne ikke lade vær med at grine en smule.

"Ja det vil du ønske" Spyttede jeg ud og var i chok over at jeg lige havde spyttet en sådan kommentar ud. Men han gjorde ikke store øjne, han grinte bare forsat.

"Miss Wilson og mrs Hood vil i være venlige at vende tilbage til jeres eksperiment, dette er et fysik lokale ikke strikke klub" Vi nikkede begge hurtigt men stoppede ikke med at smile resten af timen.

***


Hun var genert men venlig, bange men modig, sød men mystisk, hun var så anderledes fra alle de piger vi normalt hang ud med, men nu sad vi her, i frokost pausen i kantinen og spiste forkost med hende. Og hun var bare så nervøs.

Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle håndtere det, jeg vidste bare at hendes forsigtige grin i fysik timen i dag var det hele værd.

"Nåh Michelle, har du nogen søskende?" Spurgte Michael og lænede sig hen mod hende. Hun smilte nervøst og rystede svagt på hovedet.

"Nej, ingen søskende. Det kun mig og min mor " Sagde hun og nikkede af sig selv.

"Hvad med din far?" Spurgte Ash men han blev hurtigt i tvivl om han havde sagt noget forkert for han begyndte at mumle et eller andet bag efter.

"Det fint nok, han..." Hun holdte en pause og så der efter op på Ash "Han døde da jeg var syv" Vi nikkede alle forsigtigt og smilte svagt.

"Kan du overhoved huske ham?" Spurgte eg forsigtigt og så på hende.

Jeg kunne vidste ikke hvorfor jeg havde spurgt om det, sådan noget spørg man altså ikke om?

Du en idiot Calum.

"Det er efterhånden så længe siden at jeg kun husker er den fyldte kirke med en masse mennesker jeg ikke kendte der alle var der for at sige farvel til ham, min far, jeg ønskede virkelig at det kun var mig og min mor der var der."

Jeg sank en klump og så ned på mine hænder.

"Er du okay?" Spurgte Luke som sad ved siden af hende og lagde en hånd på hendes skulder. Hun nikkede forsigtigt og tørrede sig under øjnene.

"Jeg er nød til at smutte" mumlede hun og rejste sig hurtigt op. Lige så hurtigt som hun havde rejst sig var hun ude af kantinen.

"Wow" Mumlede jeg og de andre nikkede bare svagt hist og her. Der var noget ved hende. Noget helt specielt.

"Ja det må man sige" Sagde Mickey og kørte en hånd gennem sit hår. Vi så alle undrende på hinanden.

"Burde løbe efter?" Spurgte jeg forsigtigt og de andre rystede svagt på hovederne.

"Hun vil nok gerne være alene, tror jeg" Sagde Luke og jeg nikkede. Det havde han sikkert ret i. Giv hende plads.

Du kender hende knap nok.

 


Jeg skubbede hurtigt døren op til pige toiletterne og skyndte mig ind på den første bås jeg så. Jeg hadede at skulle fortælle om min far til komplet fremmede. Det var det værst jeg kunne forstille mig.

Du skulle aldrig være kommet i dag. De drenge gider ikke høre om din syge historie.

Jo de vil.

Nej Michelle, de kunne ikke være mere ligeglade.

De ord fik tårerne til at løbe. Jeg hadede high school, mest af alt på grund af alle de mennesker. Det ville bare være så meget bedre vis jeg kunne blive hjemme undervist i stedet for.

Alle de mennesker fik mit hovedet til at banke og mit hjerte til at slå hurtigere og hurtigere. Som om det ikke var nok så føltes det altid som om jeg var omringet af mennesker der ikke kunne være mere ligeglad. Som om murene kom tættere og tættere på.

Jeg lænede mig op af båsens dør og forsøgte at holde mine tåre tilbage.

Jeg savnede ham bare så meget, selvom jeg knap kunne huske ham så var han en stor del af mig. Uden for båsen kunne jeg høre nogen hviske til hinanden og efter noget tid var der en der sagde noget.

"Er du okay?" Jeg skyndte mig at slå brættet ned og sætte mig på toilettet. Hvor efter døren blev skubbet ind og en pige med brunt krøllet hår stak hovedet ind.

"Ja..." Mumlede jeg og hun fnøs svagt.

"Jeg kan jo se du ikke er okay, jeg hedder Amber" Hun satte sig på hug foran mig og smilte svagt. "Lad os starte med at fjerne noget af det mascara du har under øjnene" Sagde hun og tog et stykke toiletpapir.

Hun tørrede forsigtigt mig under øjnene og smilte forsigtigt til mig.

"Du ny ikke?" Jeg nikkede svagt og hun trådte ud af båsen for at smide papiret ud.

"Kom ud" Jeg gjorde som hun sagde og gik ud til spejlene.

"Hvad hedder du?" Spurgte hun med et stort smil på læberne.

"Mi... Michelle" Stammede jeg og forsøgte at smile. Hun var underligt venlig og ligefrem.

"Hvad er der sket med dig Mich?" Hun kastede helt naturligt et kælenavn ud og lænede sig op ad vasken.

"Jeg, jeg er ikke så god til det med mange mennesker" Sagde jeg og grinte lidt af mig selv. Hun grinte også svagt og smilte.

"Det skal vi nok få ændret på, spiste du frokost alene?" Spurgte hun og jeg rystede på hovedet.

"Nå,nå så er du måske ikke så dårlig til det alligevel?" Spurgte hun med en grinende undertone.

"Joh, jeg er ekstremt dårlig til mennesker. Men man kan ikke ligefrem bare sig nej når fire lækre drenge spørg om man vil spise frokost med dem?" Jeg fortrød straks at jeg havde sagt det og kiggede hurtigt ned i jorden.

Hun grinte bare højlydt og smilte.

"Fedt, hvem?" Jeg så op på hende og hun så inderligt nysgerrig ud.

"Øhm... Calum, Michael, Ashton og Luke tror jeg nok?" Hun måbede og grinte så.

"Altså five seconds of summer?" Jeg nikkede lidt for ivrigt og bed mig i læben.

"Ja de er lækre!" Udbrød hun og smilte. Hun gik hen mod udgangen og jeg fulgte efter hende.

"Hvad skal du have?" Jeg åbnede en af mine bøger og så på mit skema. Jeg skulle have...

"Matematik, med Mary-Ann Claire." Hun nikkede og smilte.

"Det skal jeg også" Sagde hun og smilte.

"Hun er sød nok, du skal bare aldrig grine når hun siger noget du syntes er sjovt, hun mener det." Jeg så undrende på Amber og smilte.

"Okay, det vil jeg prøve at huske" Hun tog mig i armen og vi skyndte os så mod matematik lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...