Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8214Visninger
AA

10. When you feel like you've lost the one who knows you.

 

Nialls synsvinkel

 

”Tag den nu…” Mumler jeg for mig selv, selvom jeg godt er klar over, hvad der vil lyde efter et par bip. Jeg sukker tungt, da Liam selvfølgelig stadig ignorerer mine opkald, og mimer med på hans telefonsvarer, som jeg efterhånden føler, jeg har en samtale med. ”Hej, du har ringet til Liam Payne. Jeg kan desværre ikke tage min telefon lige nu. Hvis du lægger dit navn og telefonnummer, vil jeg ringe tilbage, når jeg får tid. Tak.” Derefter lyder det lange bip, der hånende skærer mig i øret. ”Liam,” Starter jeg ud, men går i stå. Det ender med at jeg sukker og fortvivlet fortsætter. ”Bare ring tilbage…”

Da jeg har lagt på, står jeg lidt og stirrer på min telefon. Baggrunden er et billede af Liam og mig, der står imellem en masse mennesker, der alle smiler - vi står derimod og laver fjollede grimasser. Jeg kan tydeligt huske, hvordan alle blev sure på os, da billedet blev taget af en blogger, der selvfølgelig uploadede lige præcis dét billede til sin blog. Især min mor blev sur og sagde, at det var umodent og respektløst. Men det havde været det hele værd.

Mindet om det får mig til at smile, men der går ikke længe, inden smilet brister, fordi jeg kommer i tanke om, at Liam er sur på mig. Han er aldrig sur på nogen, især ikke mig, så jeg har ingen anelse om, hvordan jeg kan gøre det godt igen. Selvfølgelig kan han godt blive irriteret på mig en gang imellem, men der plejer det ikke vare lang tid, før han er god igen, og han tilgiver mig. Nu er det som om, jeg er luft for ham.

Jeg prøver at skubbe tankerne lidt væk og lægger mit fokus på mine omgivelser. Solen skinner, så de nøgne træer bliver badet i et skarpt lys, der reflekterer sig i de små dynger af sne, der er spredt udover det lettere brunlige græs. De ligger og funkler, som var de diamanter. Den sprøde luft har sin effekt på folk, så alle, jeg passerer, har vinterbidte kinder og røde næser. De går alle sammen med deres venner eller kærester, hvilket får mig til at føle mig ensom, fordi jeg som den eneste går her mutters alene, med min nu lunkne kop kaffe som min eneste ven. ”Pas dog lige på, idiot!” Udbryder en mand surt, da jeg går ind i ham.

Forvirret kigger jeg mig tilbage for at sige undskyld, men han er allerede langt bag mig, så det ville næsten være lige meget. Hvis Liam havde været her, havde han sikkert insisteret på, at jeg skulle råbe undskyld, uanset hvor langt væk den fremmede var.

Frustreret tager jeg en tår af kaffen, men formår ikke en gang at nyde den, da den langt fra hjælper på den dårlige smag, jeg har haft i munden siden i går. Der var ikke en eneste ting, jeg gjorde rigtigt, det er jeg godt klar over nu. Men i nuet føltes det bare rigtigt at kysse Rachel. Det føltes godt at kunne gøre det lige i fjæset på Katie, så hun kunne smage sin egen medicin. Det var bare ikke meningen, at det også skulle ske lige i fjæset på Liam… Og med hensyn til Katie, kan jeg også godt se hvor sølle det var: Hun er kommet videre, og jeg må bare acceptere, at jeg ikke er.

Jeg tror måske, jeg prøvede for hårdt at være nogen, jeg ikke er. Det resulterede så i, at jeg fik skubbet Katie endnu længere væk fra mig, end hun i forvejen var, at jeg gjorde Liam sur på mig, og dermed ikke har nogen at snakke med nu, og at jeg fik spoleret to bekendtskaber, der kunne være blevet venskaber, med Harry og Erica. Alt i alt var i går bare ikke min dag, og det er som om, konsekvenserne af mine handlinger virkelig har indhentet mig nu, for jeg har brug for at snakke med nogen, men har ingen, der gider at høre på mig. Eller jo, jeg har Mary, men hun kan sikkert ikke overskue at lægge øre til mine selvskabte problemer. Hun var der jo heller ikke i går, så hun er i grunden blevet skånet, og der er ingen grund til, at jeg skal blande hende ind i det. Staklen kastede op lige inden vi skulle gå.

Det er lige før, jeg hellere ville være syg, end at have været der i går. Hvis jeg bare var blevet hjemme med Mary, havde jeg undgået at ødelægge alt for mig selv…

Men den person, der ødelagde alt, var jo ikke mig. Eller jo, det var mig, men det var ikke den udgave af mig selv, jeg gerne vil være. Jeg ville ønske, jeg kunne være ligesom Harry; Være min egen. Efterhånden er jeg blevet træt af hele tiden at blive presset til at gøre ting, jeg egentlig ikke gider. Jeg er træt af, at jeg hele tiden skal opføre mig forskelligt og tilpasse mig de personer, jeg er sammen med. Hvis jeg bare kunne være mig selv…

Lyden af min telefon får kort adrenalinen til at pumpe rundt, da tanken, om at det er Liam, der ringer, selvfølgelig er den første, der popper op i mit hoved. Men til min ærgrelse er det ikke hans navn, der står på min skærm, men derimod Rachels. Jeg kniber øjnene lidt sammen, da jeg tager telefon op til øret. ”Hallo?”

Niall,” Siger Rachel, næsten inden jeg nåede at udtale hele ordet. Jeg begynder langsomt at gå, mens jeg forbereder mig på at høre på Rachel. ”Hør, jeg vil bare lige gøre noget klart for dig: Det, der skete i går, betyder intet, og vi har lagt det bag os. Enig?”

Jeg kan ikke lade være med at udstøde et lille grin, så min ånde kort bliver til damp, over Rachels kontante ord. Hun forstår virkelig at gå lige til sagen. ”Ja, vi er enige Rach.” Jeg smiler stadig lidt over den skøre tanke, at jeg og Rachel skulle være sammen. Da vi kyssede, mærkede jeg virkelig efter, men der var absolut ingen følelser at spore. Det hele var så overfladisk, at det næsten føltes uvirkeligt. Det værste er, at jeg senere, efter at have overanalyseret hele scenariet, fandt ud af hvorfor jeg ikke bare skubbede hende væk: Jeg kiggede i hendes øjne. Til forveksling kunne de ligne Katies, og med den stålgrå farve indprentet på øjenlågene, havde jeg det som om, det var Katie, jeg kyssede, og ikke Rachel. Men det er ikke ligefrem en tanke, jeg har lyst til at dele med nogen, for det lyder ekstremt tåbeligt.

Godt. Er du forresten sammen med Liam? Jeg har ringet til ham, men han svarer ikke. I går gik han bare lige pludseligt, og jeg synes ærligt talt, han skylder mig en undskyldning, eller i det mindste en forklaring.” Siger hun irriteret, men jeg kender hende efterhånden godt nok til at vide, at hun også er urolig – præcis som jeg selv er. Hvad nu hvis der er sket ham noget? Han plejer ikke at boycutte os sådan. Med dette mener jeg ikke, at der er grund til panik efter blot en dag uden kontakt til Liam, men rettere at han ikke plejer direkte at ignorere både mig og Rachel.

”Nope, jeg har ringet til ham mindst tusind gange i løbet af dagen, men er kun blevet mødt af hans telefonsvarer… Hvorfor skylder han dig en forklaring?” Spørger jeg så nysgerrigt, inden jeg tager endnu en tår af kaffen, så noget bundfald kommer ind i min mund, og jeg rynker på næsen.

Du vil aldrig tro dine egne ører! Han gik sammen med Erica.” Hvæser hun, så jeg spærrer øjnene op. Erica? Hvorfor er hun ikke sur på ham? Han gik ikke en gang efter hende, eller sagde noget for den sags skyld, og alligevel vælger hun at tilgive ham men ikke mig?

”What?”

Præcis…” Svarer Rachel på mit lille udbrud. Det er som om, jeg kun halvt opfatter hendes forklaring om, at hun bliver nødt til at lægge på, inden et par bip lyder, der indikerer at samtalen blev afsluttet. Langsomt sænker jeg hånden. Det er som om, noget ikke helt hænger sammen. Hvorfor i alverden var Erica sammen med Liam? Liam. Vi snakker altså om den høfligste, godhjertede dreng, jeg kender – hvordan kunne han klare Ericas vrede i går, når jeg ikke kunne?

For omtrent 117. gang i dag sukker jeg og skuler olmt mod koppen i min hånd, der egentlig ikke har været til spor glæde med sit lunkne indhold og frastødende bundfald. Med hastige skridt går jeg hen til den nærmeste skraldespand og samler begge hænder om koppen, inden jeg med al min kraft og vrede tyrer den ned i spanden. Der lyder et højt dunk, der undrende får mig til at hæve et øjenbryn. Den lyd burde et næsten tomt papkrus ikke lave…

Der går nogle sekunder, inden det går op for mig, hvad jeg lige har gjort. ”Shit…” Mumler jeg ud mellem mine tænder, inden jeg tager mig til hovedet og knuger øjnene sammen, i et ønske om at spole tiden et minut tilbage, så jeg kunne stoppe mig selv i at være så overdrevet dum. Jeg har lige kylet min telefon ned i en offentlig skraldespand.

Forsigtigt kigger jeg mig omkring for at sikre mig, at ingen så det, inden jeg tager det sidste skridt hen til skraldespanden. Åbningen er forholdsvis lille, og jeg er i et kort øjeblik nærmest stolt over hvordan det lykkedes mig ikke at ramme ved siden af. Et prust ryger ud af munden på mig, da det går op for mig, hvad jeg bliver nødt til.

Med væmmelse i kroppen smøger jeg mit ærme op, så det strammer ubehageligt på min arm, inden jeg stikker min hånd ned i skraldet i min søgen efter min telefon. Jeg får et surt opstød, da min hånd ryger direkte ned i noget tykt og flydende, der sikkert er yoghurt, og prøver desperat at tørre fingrene af mod indersiden af skraldespanden, selvom det måske ikke ligefrem hjælper.

Dumme Liam. Det er hans skyld, at jeg sidder her og ligner en komplet idiot, med hånden fedtet ind i yoghurt og andet skrald. Hvis han bare ville tage sin telefon, så jeg ikke skulle gå alene og være så frustreret og ked af over, hvor dum jeg var. For nu er alle de følelser blevet til vrede og irritation, fordi de ikke er kommet ud, hvilket resulterede i at min hjerne et øjeblik slog fra.

”Undskyld? Har du brug for hjælp…?” Forskrækket vender jeg hovedet mod stemmen og er i fuld gang med at finde på en forklaring, der lyder mindre dum end sandheden, da jeg går i stå. Foran mig står drengen med krøllerne; Drengen, der sagde fra.

”Harry?” Kvækker jeg og føler mig om end endnu mere latterlig, end jeg gjorde i forvejen. Han udstøder et grin og stikker hænderne i lommerne på sin sorte jakke, inden han afslappet bevæger sig hen mod mig. Hans hår er halvt gemt under en armygrøn hue, og under jakken kan man skimte en forvasket skovmandsskjorte i samme farve. Hans brune, mudrede støvler er ikke snørede, og der er to store huller i hans bukser på hvert af hans knæ. Men selvom hans tøj mest af alt lyder som noget, en hjemløs ville have på, klæder det ham, og han får mig til at føle mig alt andet end cool.

”Hvor pudsigt…” Kommenterer han vores sammenstød med en lattermild stemme, ”Hvad laver du? Leder efter pantflasker?” Et flabet smil lyser hans ansigt op, men de grønne øjne er hverken spottende eller hånlige, hvilket gør mig lidt mere rolig: Han er ikke i gang med at nedgøre mig.

Jeg kan ikke forhindre et lille smil i at komme frem på mine læber, da jeg godt kan se, at min situation må se pænt komisk ud udefra. ”Nope, jeg leder efter min hjerne.” Han når at glo underligt på mig, inden jeg fortsætter, ”Jeg var så overdrevet dum at smide min telefon derned. Nu kan jeg så ikke få den op igen… Jeg er ikke så øvet i at rode i skraldespande, som du måske kan se.”

Han griner let, inden han går helt hen ved siden af mig. ”Nej, det kan jeg da godt se.” Han skubber til mig, så jeg tager min arm op, og fortsætter så, ”Lad de professionelle komme til.”

Jeg når knapt nok at få tørret min hånd af i en sammenkrøllet serviet, jeg havde i lommen, før Harry holder min telefon frem mod mig. Hurtigt tager jeg den i mine hænder og tjekke den for mulige skader. Til mit held er intet sket, så jeg lettet kan ånde ud. ”Tak Harry.”

”Skulle det være en anden gang?” Han trækker lidt på skuldrene og smiler så. Jeg klikker på home-knappen på min telefon, så min skærm lyser op, men skuffet må jeg indse, at Liam ikke har ringet tilbage i den tid, min telefon lå i skraldespanden. ”Hvorfor ser du sådan ud?”

Harrys stemme får mig til at kigge op. Hans blik hviler afventende på mig, mens hans øjenbryn er krøllede i en undrende grimasse. Vi begynder at gå videre ad stien, mens jeg forklarer, ”Jeg håbede bare på, at Liam ville ringe tilbage.”

”Liam?” Spørger han forvirret, men inden jeg når at uddybe, hvem han er, snakker Harry videre. ”Er det ham, Erica er sammen med i dag?” Hans øjne ser et kort øjeblik fortvivlede ud, inden han sukker og kigger væk fra mig og frem for sig. ”Hun kom ikke hjem i nat, og det eneste, jeg vågnede til, var en SMS om, at hun ikke kom på uni, fordi hun skulle være sammen med denne Liam. Ja, jeg regner da med, at vi snakker om den samme person, siden hun ikke kender andre, der hedder Liam, så vidt jeg ved…”

”Vent,” Jeg stopper kort op, så Harry forvirret kigger på mig. ”Er Erica din kæreste? Jeg troede, hun var sammen med ham, der brød ind hos Liam…” Harrys udtryk ændrer sig, men jeg kan ikke helt se, om han ligner en, der er ved at græde, eller en, der er ved at grine.

”Hun-” Han afbryder sig selv og vinker kort med hånden med blikket rettet mod et punkt bag mig. ”Hey Lou. Undskyld, du blev nødt til at vente, men jeg skulle lige hjælpe Niall her med noget.” Han smiler stort til ham, der lidt efter står ved siden af mig.

Han kigger nysgerrigt på mig og smiler så venligt. ”Hej, jeg er Louis, Harrys roommate og bedste ven.” Han rækker hånden frem mod mig, som jeg tager, men vælger bevidst at bruge den, der ikke har været nede i skraldet.

”Niall.” Smiler jeg venligt tilbage, inden han vender sin opmærksomhed mod Harry. Hans jakke er grå og ser dyr ud. Faktisk ser alt hans tøj dyrt ud, fra kashmirtørklædet, der skødesløst er slynget om halsen på ham, til de sorte lædersko på hans fødder. 

”Og det er okay Haz, jeg fandt dig jo alligevel.” Griner Louis til Harry, der bare smiler som svar. ”Hvad snakker i så om?” Spørger han nysgerrigt, og vi begynder alle tre at gå igen.

”Om Erica.” Svarer jeg, ”Harry skulle lige til at svare på, om de er kærester.” Mine ord får Louis til at slå en høj latter op, så Harry sukker og ruller med øjnene. Jeg føler mig dum uden at vide hvorfor.

”Harrys og Ericas forhold er… Kompliceret.” Siger Louis så, da hans grin er stilnet af. ”Ikke også Haz?” Drillende jager han sin albue i siden på Harry, der udstøder en utilfreds lyd og stikker hænderne i lommerne. Han sender Louis et surt blik, inden han retter sine øjne mod mig.

”Nej, vi er ikke kærester, og det har vi aldrig været. Hun er min bedste veninde.” Endnu en gang griner Louis, hvilket han prøver at skjule bag et host, så jeg heller ikke kan lade være med at smile lidt. ”Og som vi faktisk rigtigt snakkede om, før du kom og afbrød os, er hun sammen med Liam, der er Nialls ven.” Forklarer Harry Louis, så der straks er to sæt øjne rettet direkte mod mig.

”Vent, så du er Niall? Ham den fucking irriterende, snobbede rich kid?” Spørger Louis gravalvorligt, og der hersker ingen tvivl om, at det var Ericas ord om mig. Vreden ulmer i mig, da jeg ærligt talt synes, hun opfører sig barnligt. Hun kan da ikke bare dømme en person på den måde efter én fejl fra deres side? Var det måske ikke hende, der spurgte om hun måtte komme hjem til mig og drikke min kakao?

”Jeg ville hverken betegne mig selv som fucking irriterende eller snobbet, men ja, jeg er Niall.” Svarer jeg irriteret og kigger frem for mig i stedet for mod Louis, der kort ser tænksom ud. Ud af det blå lyder en latter ved siden af mig, hvorefter en anden tilslutter sig, og jeg bukker under for min nysgerrighed og vender blikket mod Harry og Louis, der begge har et stort smil klistret fast til deres læber. ”Hvad?”

”Sorry – Ericas ord, ikke mine.” Forklarer Louis så, hvilket resulterer i et skævt smil fra min side. Jeg sukker stille og prøver at lade gårsdagens oplevelser summe lidt i mig. De sidste 24 timer har været aldeles hektiske og fyldt med unødvendig drama, jeg tildels har været skyld i. Hvis bare jeg ikke havde kysset med Rachel, og hvis bare jeg aldrig havde mødt Erica. Hvis bare jeg ikke havde fucket alt totalt op. Hvis bare jeg var en helt anden person; Hvis jeg havde et andet liv og andre venner. "Men Niall, bare rolig. Indtil videre synes jeg bestemt, Erica har fejlbedømt dig."

Louis' venlige tilføjelse får mit smil til at vokse lidt. "Erica har det med at overdrive og drage til hurtige konklusioner - man lærer at leve med det..." Nikker Harry og smiler også stort til mig. I det mindste lytter de ikke blindt til, hvad hun har sagt om mig. "Hun er lidt... Speciel."

"Uhlala..." Driller Louis igen, så Harry højt sukker og stopper op. Hans grønne øjne er mørke, mens han betragter sin bedste ven, og jeg har efterhånden erfaret, at Erica-emnet er noget, Harry bliver drillet med på et dagligt niveau.

"Louis, du fremstår som en kæmpe idiot. Ikke, at du ikke er det, men vil du virkelig give Niall indtrykket af, at du ikke er andet end dum og irriterende?" Snerrer Harry, så lidt spyt flyver ud af hans mund, da han siger ordet 'idiot'.

Louis tager beskyttende hænderne op foran sig og har tydeligvis svært ved at holde sit grin tilbage over Harrys kommentar. "Sorry mate..." Siger han med et undskyldende blik og fører langsomt hænderne ned langs siderne igen. Derefter vender han sig mod mig, "Niall, synes du, jeg virker som en dum, irriterende idiot?" Han prøver at lyde såret over Harrys ord, da han opremser dem, med smilet i hans øjne får ham til at fejle, og selvom han står med ryggen til, ruller Harry alligevel med øjnene over hans ord. "Jeg mener, det er jo bare kærligt dril. Faktisk er det mig, du burde have ondt af."

"Dig?" Spørger Harry mistroisk og lægger sine arme over kors. Han pruster kort, og irritationen til Louis er tydelig, selvom han heller ikke helt kan lade være med at smile lidt. Prustet resulterer i, at en vildfaren krølle kort danser ud fra hans hoved.

"Ja, mig," Svarer Louis, som var det det mest logiske nogensinde. "Er det måske ikke mig, der har en bedsteven, der hele tiden nedgør mig og ikke kan tage en joke? Niall, jeg har ret, har jeg ikke?" Jeg når ikke en gang at svare ham, før han har lagt sin arm om mig og vendt sig mod Harry, der afventende kigger på os, med sit ene øjenbryn hævet. "Faktisk kan jeg bedre lide Niall, end jeg kan lide dig. Så fuck dig Harry, nu er Niall min bedste ven."

"Jeg er ked af at skulle bringe den sørgelige nyhed Lou, men Niall har allerede en bedsteven: Liam." Svarer Harry bare overlegent, og det virker som om, han altid har et svar i ærmet, der kan skyde Louis ned. "Er det ikke rigtigt, Niall?"

"Det ved jeg sgu ikke rigtigt..." Mumler jeg så og kigger slukøret væk. "Lige nu hader han mig pænt meget." Mine ord dræber den drillende stemning, og Louis trækker sig væk fra mig og studerer mig undersøgende.

Jeg forventer spørgsmål om, hvad der er sket, men i stedet får jeg et klap på ryggen og et stort smil. "Så er det godt, du har os." Louis ser opmuntrende på mig, og Harry udstøder et lille grin, inden han stikker mig en thumbs up. Smilet, der vokser frem på mine læber, føles stort nok til at strække sig fra øre til øre. Med tankerne om Liam, Erica og Rachel skubbet bagerst i mit hoved, fortsætter vi vores gang og ligegyldige samtale, som på mig virker ekstremt befriende og lige præcis som det, jeg havde brug for.

 

____________________________________________________________________________________

Hey, hey, hey,

Sidder på en café med the one and only Marie, og det er da bare hyggeligt. Nu skal vi til at tilmelde os til en besøgsdag på OEG, og vi har lavet lektier and shit (vi er så gode)

 

Anyways: Håber, i kunne lide kapitlet! 

 

p.s. Hollaaaaaahhh fra Marie!

 

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...