Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8245Visninger
AA

6. When past and present meet.

 

Katies synsvinkel

 

”Hvad laver hun her?” Jeg følger Rachels blik, der er rettet mod en pige med sandfarvet hår, der står og griner sammen med en dreng, der har store, mørke krøller. De danser noget, der ligner en blanding af tango og vals, til den lave lounge-musik, der spiller i baggrunden, og sørger for at der ikke på noget tidspunkt kan blive stille.

Undrende kigger jeg tilbage på min søster. Det slår mig igen, hvor smuk hun er, og hvor meget hun er vokset på et år, men stadig på nogle punkter ikke har ændret sig spor. Det mørke hår er blevet længere, men er i aftenens anledning blevet sat op i en stram knold, der fremhæver hendes kindben. Hendes kjole er fin og forholder sig mest i pastelfarver. Farveskalaen virker ikke som en, hun selv har valgt, men mere som noget vores mor ville have insisteret på, hun skulle tage på. Men hvad ved jeg? Måske er hun blevet vild med lyse farver, mens jeg har været væk… ”Hvad mener du?”

”Det er Erica Obel.” Hun vrænger navnet, som om det ligefrem smager dårligt i hendes mund. ”Kan du ikke huske, jeg fortalte om hende? Du ved, det er hende, der var hjemme hos Niall i morges. Jeg begriber ikke, hvorfor Niall, eller Liam for den sags skyld, ville lade sådan en som hende overnatte. Hun kunne ligeså godt have været en ussel tyv ligesom hendes kæreste.” En klokke ringer, og jeg kigger over mod denne Erica igen. Var det virkelig hende, hvis kæreste brød ind hos Liam?

Jeg føler mig lidt diffus, fordi jeg bliver smidt midt ind i noget, der kunne ligne en opsejling til drama. På det punkt har intet ændret sig. ”Og,” Rachel fortsætter sin lange smøre, så jeg vender mit blik tilbage på hende igen. ”Hun havde modet til åbenlyst at nedgøre os – ja, selv Nialls mor! I hendes eget hjem! Hvem fanden tror hun, hun er…?”

”Hey, stop med at være så snobbet Rachel, det klæder dig ikke. Desuden ser hun altså sød nok ud, og jeg er sikker på, at hun ikke mente det ondt.” Jeg prøver mig frem med et smil og rækker ud og rører kort hendes arm. Hun står fortsat med armene over kors, mens hun irriteret betragter dem.

”Hør dig selv, Katie. Kan du ikke se det? Hun passer ikke ind her. Det er meningen, man skal gå rundt og spise pindemadder, og smalltalke med mennesker, der kan have en god indflydelse på vores fremtid. Ikke danse rundt som en abe. Det er jo direkte respektløst!” Jeg kan ikke lade være med at smile lidt, fordi hun lyder som en af de gamle, strikse krager, der også deltager her til aften. Da hun ser mit smil, ruller hun med øjnene.

”Kom, lad os gå hen og hilse på hende!” Rachel spærrer øjnene op og ryster bestem på hovedet, da jeg begynder at hive hende i armen.

”Men jeg har jo allerede mødt hende én gang, og det var tilstrækkeligt…” Mumler hun tvært og sætter hælene i jorden, selvom det ikke hjælper på min trækken. Som om hun er gået i hak, bliver hun ved med at ryste på hovedet, da hun til sidst må overgive sig og modvilligt går med mig.

Jeg ignorerer Rachel, for hvis der er noget, min mor har lært mig, så er det at have en god udstråling. Derfor smiler jeg venligt til Erica, da vi nærmer os hende og hendes ven. Jeg kan høre Rachel sukke ved siden af mig, men vil ikke lade hendes uforskammede udstråling gå ud over mig. ”Hej, du må være Erica, ikke? Jeg har hørt meget om dig. Mit navn er Katherine Gold, søster til Rachel. Bare kald mig Katie.” Det sidste tilføjer jeg smilende og rækker min hånd frem mod hende.

Ericas øjne glider først hen på Rachel, derefter på mig, hvor hun lyser op i et smil. ”Hej, rart at møde dig Katie. Det her er Harry,” Hun tager ikke min fremstrakte hånd, men peger i stedet på fyren ved siden af hende.

Han smiler venligt til mig, så nogle smilehuller dukker frem, men jeg kan ikke helt finde ud af, om det også ser lidt stift og anstrengt ud. Høfligt tager han min hånd og ryster den kort. ”Hey.”

Jeg løfter let mine øjenbryn, da deres afslappede væremåde af en eller anden grund kommer lidt bag på mig. ”Og godaften til dig også, Rachel. Jeg havde ikke forventet at se dig her.” Siger Erica så og sender et smil til Rachel, der bare stirrer surt tilbage. Harry slipper min hånd, og han må sikkert føle sig ligeså malplaceret, som jeg gør.

”Jeg vidste ikke, at Francesca gik ind for velgørenhed. Ja, det må da være den eneste logiske forklaring på, hvorfor i kunne komme ind. Ved Francesca godt det med, at din kæreste er kriminel? Jeg mener, hvem ved, om du også kunne finde på at tage noget hist og her…” Rachel spytter nærmest det sidste ud, så jeg chokeret kigger på min søster. Det kan godt være, at hun ikke er den største fan af Erica men derfor behøver hun vel ikke at være så direkte uforskammet. 

”Rachel.” Siger jeg irettesættende og slår hende blidt på armen. Hun siger et sarkastisk, lille ”ups”, inden hun igen sender et koldt blik til Erica og Harry. ”Det må i undskylde…” Skynder jeg mig at sige på vegne af Rachel, stadig forbavset over, hvad hun sagde.

Dog ser hverken Erica eller Harry overraskede ud, men ligner derimod mere nogen, der ikke havde forventet andet. ”Det er helt fint Katie, du skal da ikke undskylde. Din søster har en fortræffelig humor.” Det sidste bliver tilføjet med en sarkastisk undertone, inden et falsk grin glider over Ericas naturligt rosa læber. ”Det må jeg huske at fortælle Francesca.” Hendes sidste kommentar får mig til at undre mig lidt; Kender de Francesca personligt?

”Men for at være ærlig, har jeg ikke lyst til at spilde mere af min tid på dig, Rachel. Du må hilse Liam, Niall og hans familie, ikke?” Erica vender sig mod mig igen og smiler denne gang oprigtigt. ”Det var hyggeligt at møde dig, Katie. Hav en fortsat god aften.” Med de ord vender hun ryggen mod os, og med armen under Harrys, bevæger de sig væk.

Rachel sukker irriteret og puster til en lok, der har revet sig ud af knolden. Nysgerrigheden spreder sig i mig, og jeg sender hende et spørgende blik. ”Hvad fanden gik der af dig, Rachel? Siden hvornår er du blevet sådan der?”

Hun åbner munden og skal til at svare, men ser ud til så at ombestemme sig. Hendes blik borer sig ind i mit og holder mine øjne låst fast, så jeg ikke har nogen chance for at kigge væk. De grå øjne, som er en af de eneste ting, vi har tilfælles, ser både trodsige og triste ud på samme tid. ”Siden du forlod mig.” Ordene rammer mig, og det føles som at få tværet alt for frossen sne i ansigtet.

For et øjeblik ser hun såret ud, inden hun tager sig sammen og får den kolde maske på igen. En klump samler sig i min hals, og da hun fortsætter med et tomt blik, har jeg det som om, jeg er ved at blive kvalt i skyldfølelse. ”Det er vildt, hvor meget man kan ændre sig på et år, synes du ikke?”

”Hey, Rachel, jeg forlod dig ikke. Jeg er lige her.” Forsikrer jeg hende hurtigt, og en trang, til at give hende et kram og beskytte hende mod alt ondt, stiger i mig. Jeg rækker kærligt ud efter hende, men hun undviger med et fornærmet fnys.

”Den eneste grund til, at du er tilbage, er fordi mor tvang dig.” Jeg skynder mig at ryste på hovedet, for det er langt fra sandt. Jeg har ikke haft kontakt til min mor, før jeg for et par dage siden, trappede op i døråbningen. Jeg glemmer ikke, hvordan hun et øjeblik kiggede skræmt på mig, som var jeg en fremmed, inden hun hev mig ind til sig i en tæt omfavnelse. Men det var altså ikke hende, der bad mig om at komme hjem: Jeg kom tilbage af egen fri vilje, fordi mit savn blev for stort.

”Det passer ikke.” Mod min vilje begynder mit blik dog at flakke, for hvis jeg kender hende ret, vil hun nu forlange en forklaring, og det er lige præcis, hvad jeg ikke har til hende. Sandheden er for skamfuld, og jeg føler mig langt fra klar til at fortælle den til hende, eller nogen anden, endnu.

”Så du vil have mig til at tro på, at du bare havde lyst til at være hos far lidt? Og at du så fik nok af ham? Det kan godt være, at mor og alle andre er dumme nok til at tro på det, Katie, men ikke mig.” Sveden former sig nervøst i mine håndflader, og jeg løber tør for ord. Hvad vil hun have, jeg skal sige? Sandheden, selvfølgelig, men det kan jeg som sagt ikke.

En dårlig smag har spredt sig i min mund, da jeg endelig får åbnet den og svarer. ”Hvad mener du?” Mit desperate forsøg, på at holde fast i min løgn, virker håbløst, da hun ruller med øjnene. Hun står stadig med en god afstand til mig, og jeg føler, at luften imellem os er blevet ligeså kold, som det er udenfor.

”Så du tror ikke, at jeg som noget af det første ringede til far? Sjov historie, han anede ikke, hvor du var,” Hun slår en falsk latter op, men stopper brat, da hun fortsætter. ”Men bare rolig, jeg har ikke sladret til mor. Endnu, vel at mærke. Men hvis jeg ikke får en forklaring, ved man aldrig, hvad jeg kan komme til at fortælle…” Det tager mig ikke lang tid, før det går op for mig, hvad hun er i gang med. Min egen søster står der og afpresser mig.

Min hjerne arbejder på højtryk for at finde en skudsikker forklaring, men det eneste, jeg når frem til, er at kunne fortælle en lille del af sandheden. ”Det er rigtigt, at jeg ikke var hos far. Jeg var hos…” Jeg tøver lidt, men beslutter mig for, at jeg ligeså godt kan fortælle hende om Zayn. Han havde alligevel sagt, at han ville dukke op i aften, selvom jeg bedt ham om at lade være. Men så havde han spurgt, om jeg skammede mig over ham. Det gør jeg langt fra, men en lille del af mig, ville ikke have ham til at blive en del af mit gamle liv; Jeg ville gerne leve i den lille bobbel, jeg har levet i, i det seneste år. Men han fortjener at møde de mennesker, der har fyldt så meget i mit liv, og stadig fylder en del. ”Jeg var hos Zayn Malik.” Jeg sørger for at kigge hende i øjnene, så hun kan se, at jeg taler sandt.

”Og det er?”

”Min kæreste.” Rachels udtryk ændrer sig, og jeg kan ånde lettet op: Hun tror mig. Det er som sagt ikke løgn, for jeg har boet hos Zayn, men det er langt fra grunden til, at jeg 'forlod' dem, som Rachel så fint fik beskrevet min forsvinden.

”Så du stak altså af for at bo hos din kæreste?” Siger hun, men mere som om det er en forklaring til hende selv. Da hun siger det, lyder det næsten helt romantisk - som om jeg var madly in love, og vi stak af for at gifte os og leve lykkeligt til vores dages ende. Desværre er det så langt fra sandheden, som noget kunne være. ”Hvorfor sagde du det ikke bare til mig, Katie? Er du klar over, hvor bekymret jeg har været?” Jeg smiler svagt til hende, glad for at hun købte den.

Endnu en gang rækker jeg ud efter hende, og denne gang undviger hun ikke. I stedet lader hun mig omfavne hende, mens jeg betryggende aer hendes ryg. ”Undskyld Rachel, jeg ved ikke, hvad der gik af mig.”

Hun trækker sig væk fra mig og smiler så kækt, så hendes lige, hvide tænder bliver synlige mellem de lyserøde læber. Som hun står der, kan jeg genkende hende, og det er som om, intet har ændret sig; Som om hun stadig bare er lille, kække Rachel. ”Det er accepteret – foreløbigt. Tro ikke, at jeg ikke ved, der gemmer sig noget mere bag den forklaring.”

Mit smil bliver stift og mit grin lettere sammenbidt, men jeg håber, at hun ikke lægger mærke til det. ”Men nu må du have mig undskyldt. Pindemadderne kalder, og så tror jeg, der er en, der gerne vil snakke med dig.” Hun blinker og smiler så svagt, hvorefter hun peger på et punkt bag mig.

Da jeg vender mig rundt, er det som om alt luft bliver slået ud af mig. Jeg registrerer ikke, at Rachel går, for lige foran mig står Niall, og hans smil sender et hav af følelser igennem mig. Mine knæ bliver bløde, min puls stiger, og jeg aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv. Det eneste, jeg kan gøre, er at huske mig selv på, at jeg har en kæreste.

Det kører som en mantra i hovedet på mig, da han kommer hen til mig. Mit hjerte banker ukontrolleret hårdt i mit bryst, og før jeg ved af det, står han lige foran mig, så jeg kan fornemme hans kropsvarme. ”Hej Katie.”

Inden jeg kan nå at svare, har han omfavnet mig. Det er som om, verdenen omkring os forsvinder, og det kun er mig og ham, der er tilbage. Først nu går det op for mig, hvor meget jeg har haft brug for sådan et kram. Et kram, kun Niall kan give mig. Jeg snuser hans duft ind, som jeg næsten havde glemt hvordan var, men genkendelsen ved den er ikke til at tage fejl af, for pludselig falder min puls, og jeg føler mig afslappet. Han får mig til at føle mig tryg, og i et flygtigt øjeblik er jeg på nippet til at græde og fortælle ham alt.

”Hej. Længe siden…” Får jeg overvældet fremstammet, da han trækker sig ud af omfavnelsen igen. Han nikker lidt, og nervøst tager han sin hånd om i nakken, som om han ikke ved, hvad han ellers skulle gøre med den.

”Ja… Det er rart at se dig igen.” Han smiler stort, og hans øjne afslører, hvor meget han har savnet mig. Skyldfølelsen spreder sig som en gift i mig, så mit smil brister. ”Hvorfor svarede du ikke på mine beskeder?” Spørger han så, så jeg krymper mig. Det er tydeligt, hvordan han prøver at sige det let og henkastet, men i virkeligheden er såret og fortvivlet over mine ikke-eksisterende svar.

Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare, og kommer derfor til at udbryde det dummeste, mest følelsesløse, jeg overhovedet kunne sige. ”Niall, jeg har en kæreste.”

Først da jeg har sagt det, går det op for mig, at det måske ikke var den rette måde at sige det på. Derfor tør jeg ikke møde hans blik, men alligevel tiltrækker de blå øjne mine, som var de magneter. De ser knuste ud, hvilket får hans smil til at se utroligt falskt og tomt ud.

”Tillykke.” Han presser sine læber sammen og nikker lidt, mens han sørger for at kigge alle andre steder hen end på mig. Jeg fortryder mine ord inderligt, men nu er de sagt, og de kan ikke tages tilbage igen.

”Tak.” Er det eneste, jeg kan få kvækket, og mit vage svar ser ikke ud til at gøre en synderlig forskel. Jeg føler mig som det koldeste menneske, man kan opstøve, men han skulle jo have det at vide, på den ene eller den anden måde. Det var bare ikke sådan, jeg havde planlagt det.

Det var ikke fordi, vi var kærester, før jeg ’forsvandt’. Vi har kysset et par gange, men mere blev det aldrig, selvom jeg er sikker på, at det sagtens kunne have blevet det. Der har altid været noget mellem os, men vi tog aldrig skridtet videre, i frygt for at vi ville ødelægge vores venskab. Jeg var ellers klar på måske at få sagt mine følelser, men så skete det, og jeg… Jeg havde ikke lyst til at se ham, eller nogen af de andre, i øjnene. Jeg følte mig beskidt og forfærdelig, og måske er jeg en kujon, men jeg ville bare væk.

Så kom Zayn ind i mit liv, og fik mig til at glemme dem, med sit kække smil og varme øjne. ”Undskyld Niall…” Får jeg endelig fremstammet, men han ryster bare lidt på hovedet, og smiler så, selvom det stadig ikke er et smil, der når op til øjnene.

”Det er, hvad... et år siden sidst? Katie, tror du ikke, jeg for længst er kommet videre?” Han fnyser og griner højt, så jeg forvirret rynker brynene. ”Jeg har haft gang i en masse, hvis du forstår, hvad jeg mener.” Det sidste bliver understreget med et lidt for voldsomt blink, og han griner endnu en gang halvhjertet.

Skuffelsen ruller ind over mig. Jeg havde nok lidt gået og troet, at intet ville have forandret sig, når jeg kom hjem. Men hvor egoistisk har den tanke ikke også været? At forvente at Niall ikke ville finde en anden, når jeg selv fik en kæreste. ”Sådan, champ.” Jeg slår ham på armen i et forsøg på at være sjov, men både hans og mit grin bliver akavede, præcis ligesom stemningen er det.

Vores forsøg på kammeratlige grin dør ud, da jeg mærker en hånd på min skulder. Jeg vender mig rundt og kigger direkte ind i et par velkendte, brune øjne, der smukt er indrammet af mørke vipper. ”Zayn, du kom?” Siger jeg overrasket. Zayn nikker og smiler, inden han blidt trykker sine læber mod mine. Det føles underligt at stå og kysse Zayn foran Niall, og derfor sørger jeg for, at det ikke varer alt for længe.

”Selvfølgelig kom jeg. Jeg ville da ikke gå glip af endelig at møde dine venner og familie.” Han smiler stort og varmt. Han har et mørkegråt jakkesæt på, med en sort skjorte indenunder, og jeg kan ikke lade være med at bemærke, hvor godt han ser ud i jakkesæt. Jeg flytter blikket fra hans krop tilbage til hans ansigt, og i et øjeblik lader jeg mig trygt svømme ind i hans øjne, inden Niall rømmer sig bag mig.

Vi vender vores opmærksomhed mod ham, og straks sidder skyldfølelsen igen og nager i mig. ”Godaften. Niall Horan, Katies… Ven.” Præsenterer han sig. Hans smil er anstrengt, da han høfligt rækker hånden frem mod Zayn, så jeg bliver nødt til at rykke mig, for at han kan trykke den.

”Så du er Niall – hyggeligt endelig at møde dig!” Siger Zayn venligt til Niall, og overraskende nok bliver hans smil gengældt med et ægte et. Lettet over Nialls reaktion, smiler jeg også.

Det her skal nok gå… Det hele skal nok gå.

 

____________________________________________________________________________________

Og så blev vi sørme også præsenteret for Rachels storesøster, Katie! Hvad tror i, hendes historie er? (Jer, der har læst den gamle udgave, please ikke spoil - det ville være pænt nederen... (hvis det altså overhovedet er det, der er sket denne gang, dam dam dammmm))

Kan se i kommentarerne, at nogen af jer allerede har en yndlingskarakter: Hvis du har, hvem er det så indtil videre? Synes jeg ville være hyggeligt at læse :)

Og undskyld jeg ikke har fået svaret på jeres skønne kommentarer! Ved ikke hvorfor, men har ikke fået nogen mails om det...

Hører little black dress på repeat - elskerelskerelsker den sang ohmygod......

Anyways... xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...