Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8233Visninger
AA

4. To be, or not to be (on the guest list).

 

 

Nialls synsvinkel

 

”Godmorgen skat.” Siger min mor og giver mig et hurtigt kys, inden hun fortsætter forbi mig og ind i stuen. Jeg smiler lidt for mig selv og træder ud i vores køkken. Store fade med alt, man kunne drømme om til morgenmad, står linet op på den kæmpe marmor køkkenø i midten af rummet.

I vores familie er vi ret loose i forhold til mange andre. Vi spiser nemlig morgenmad ude i køkkenet, da vi synes det er hyggeligere. Det er ikke fordi, vi bruger vores køkken. Faktisk er det bare en kulisse, for vores køkkenpersonale har deres eget, lidt mindre fornemme, køkken, der er gemt ude bagved.

Rundt om bordet sidder min stedfar, Peter, og min søster, Mary. Peter sidder i sin mørkeblå silkemorgenkåbe, mens han bladrer i sin avis og tager en lille slurk af sin kaffekop.

”’Morgen.” Hilser jeg, så de begge kigger op. Mary klapper på den ledige stol ved siden af hende, som jeg går over og sætter mig på.

”Har du sovet godt? Hvor er Liam?” Spørger Peter om, da jeg har fået sat mig ned. Han kigger venligt op over sin avis, så smilerynkerne ved hans øjne bliver tydelige.

”Han kommer lige om lidt. Han skulle vidst lige snakke med sin far…” Svarer jeg, mens jeg rækker ud efter et stykke brød, og lægger det på tallerkenen. Duften smyger sig op i mine næsebor og gør mig opmærksom på, at det er nybagt.

”Det er noget værre noget, hva’? Jeg mener, at nogen kunne bryde ind hos dem… Men med alle de penge, de har, gør det nok ikke så meget alligevel.” Brummer han og blinker til mig. Jeg smiler lidt over det, mens Mary bare sukker tungt.

Hun har aldrig rigtig brudt sig om Peter. Hvorfor, ved jeg ikke. Han har en lidt tør humor en gang imellem, men udover det er han utrolig flink. Han gør vores mor glad, og det er vel det, der tæller.

”Hvem er hende pigen, der sov her?” Spørger Mary så drillende og jager sin albue i siden på mig. Hun er officielt min lillesøster, og er præcis 15 måneder yngre end mig, men det føles som om, vi ligeså godt kunne have været tvillinger.

”Hun hedder Erica. Erica Obel,” Mine tanker ryger tilbage på dagen i går. Selvom Erica havde sagt, at hun kun ville have en enkelt kop kakao, blev det hurtigt til flere, og det endte med at blive så sent, at hun bare blev og overnattede. Hun var selv kommet med idéen, og virkede ærligt talt lidt for skrøbelig til at skulle være alene, så jeg sagde selvfølgelig ja. I morges havde hverken jeg eller Liam lyst til at vække hende, for vi havde begge hørt hende græde i nat – om det var i søvne eller ej, ved jeg ikke. Vi tænkte derfor, at hun nok havde brug for søvnen. ”Hun var kærester med ham, der brød ind hos Liam.”

Mary skal til at svare, da hun bliver afbrudt af Liam, der kommer ind ad døren. ”Godmorgen!” Siger han friskt, inden han finder hen til sin sædvanlige plads overfor mig. ”Mmm, hvor ser det bare lækkert ud Mrs. Horan. Det må du fortælle personalet, ikke?” Komplimenterer han til min mor, der også slutter sig til os. Hun smiler tilfreds over hans ros, inden han fortsætter, ”Der er jo næsten alt for meget mad! Så var det da godt, jeg kom til at invitere Rachel herover…”

Mor sætter hænderne i siden og ryster lidt på hovedet med et smil, der stadig spiller på hendes læber. ”Fint… Det er alligevel også lang tid siden, jeg har set hende, og som du selv sagde, er her jo rigeligt med mad.” Hun går hen til Peter og sætter sig ved siden af ham. Selvom hun er ved at være godt deroppe af aldersmæssigt, holder hun sig stadig godt, og har gjort det til en sport altid at se præsentabel ud.

Jeg griner lidt, da Liam smiler stort. ”Jeg takker på Rachels vegne. Hun er forresten ikke så langt væk, så hun er her sikkert lige om lidt.”

Der sænker sig en ro over os, da alle sidder fordybede i deres egne ting. Både Liam og Mary sidder med deres telefoner, Peter med sin avis, og min mor med et modeblad. Jeg lader sultent mit blik glide over maden. Røræg og bacon ligger på et stort fad, ved siden af en skål med jordbær. En tallerken er fyldt med gyldne pandekager, og i en lille kande ved siden af står siruppen. Jeg kan næsten allerede smage den søde, lidt krydrede smag af pandekagerne, der er lavet, præcis som jeg kan lide dem: med lidt kanel, for at give dem en mere rund smag. Der er også yoghurt og ristede nødder, som jeg kan se Mary har taget. Hvis jeg kender hende ret, har hun dog også hældt honning over, for selvom hun prøver at være åh så sund, kan hun ikke modstå de søde ting. Jeg ender med at tage lidt af det hele, bortset fra yoghurten, på min tallerken sammen med brødet, som jeg smører med noget nutella.

Jeg når at tage en bid af min nutellamad, inden Mary bryder stilheden. ”Hvad med jeres veninde, hvad var det nu hun hed… Erica? Kommer hun snart ud og spiser? Jeg vil gerne møde hende.” Hun kigger ud under de lange, mørke vipper, der allerede har fået mascara på, selvom det bare er søndag morgen. Hun må have arvet mors forfængelige gen…

”Åh, lille Mary dog, er du så desperat efter venner, at du skal bruge os?” Driller jeg, så hun ruller med de store, blå øjne af mig. Liam griner lidt, og Mary kan heller ikke lade være med at smile svagt.

”Nej, kære broder, jeg er bare lidt interesseret i, hvem det er. Er hun lækker?” Jeg glor underligt på hende over spørgsmålet, men Liam reagerer hurtigt med en bemærkning.

”Er du lesbisk?”

”Er du?” Svarer Mary skarpt tilbage, så Liam tager hænderne op foran sig. Jeg begynder at grine, og det samme gør Mary, inden hun tager en af stofservietterne og krøller den sammen til en lille bold, som hun kaster over på Liam.

Han skal lige til at kaste den tilbage, da en velkendt stemme lyder ude fra entreen. ”Hallo?” Liam rejser sig op med et kæmpe smil, da han genkender Rachels stemme. Han er hovedkulds forelsket i hende, og har været det så længe nu, at det næsten gør ondt at se på.

Da han kommer tilbage igen, står Rachel ved hans side og smiler stort. Også hun har fuld makeup på og ligner ikke just en, der lige er vågnet. Jeg kan ikke lade være med at føle mig lidt sjusket i mine joggingbukser og sponsorerede T-shirt fra en eller anden bank. ”Nej, se lige en gang: Hele familien Horan er vågnet! Der er intet som en god omgang Horan-morgenmad.”

Hun går over og hilser på min mor ved at give hende et kindkys, inden hun slår sig ned ved siden af Liam. Det er ikke ligefrem første gang, hun er her, og derfor begynder hun bare at tage mad på sin tallerken, som var hun hjemme. ”Hyggeligt at se dig Rachel. Alt vel?” Lyder det fra Peter, så hun smilende kigger hen på ham.

”Jo tak, alt er meget vel. Og hej Niall og Mary,” Tilføjer hun til sidst, så vi hurtigt svarer med et smil. ”Tusind tak for at jeg måtte komme… Jeg kunne simpelthen ikke holde ud at være derhjemme! Stemningen var ikke særlig rar, og jeg kunne ikke helt gennemskue, om der er sket et eller andet mellem mor og Katie…”

”Er Katie tilbage?” Jeg er ved at kløjes i den juice, jeg lige har taget en stor slurk af. Lyden af hendes navn bringer så mange følelser tilbage hos mig, at det føles som om, alt luft bliver slået ud af mig.

”Ja, min kære søster er tilbage fra far. Det gik endelig op for hende, at hun heller ikke kunne holde ham ud. Men jeg må indrømme, jeg har savnet hende. Hey, hvad siger i til at holde en lille reunion-middag? Dig, mig, Liam, Mary og Katie – lyder det ikke hyggeligt?” Smiler hun til mig.

Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal have det med det. På den ene side glæder jeg mig til at se hende igen, men på den anden side kan det let gå hen og blive yderst underligt og akavet. Jeg beslutter mig dog for at tage med. De andre behøver ikke kende til mine tanker om det… ”Jo, det gør det! Jeg er frisk.”

De andre erklærer sig hurtigt enige, og jeg skal lige til at sige noget mere, da vi bliver afbrudt af nogen, der lavt hoster, bag os. Alle, selv min mor og Peter, retter sin opmærksomhed mod Erica, der står i døren, kun iført trusser og en T-shirt, hun lånte af mig i går. Hendes sandfarvede hår står pjusket ud til alle sider, og en  rosa farve spreder sig langsomt i hendes kinder. Som hun står der, ser hun yderst utilpas ud og ligner en, der ikke rigtigt ved, hvad hun skal gøre af sig selv.

”Godmorgen Erica,” Siger jeg for at undgå tavsheden, der så småt havde sænket sig, ”Kom og spis, der er nok til alle.” Jeg smiler betryggende til hende og klapper på stolen ved siden af mig. Hun tøver lidt, inden hun med hurtige skridt går hen og sætter sig.

Selvom hun nu sidder ned, og dermed ikke har hendes underbukser blottede længere, ser hun stadig utryg ud. Jeg burde nok lige præsentere hende for de andre. ”Erica, det her er min lillesøster, Mary.” Mary smiler stort, da jeg siger hendes navn, og vinker en enkelt gang til Erica. ”Hun har glædet sig meget til at møde dig.” Tilføjer jeg med et lille grin, der får Mary til at sukke.

Hun slår mig blidt på armen. ”Du skal ikke tage dig af ham; Han er familiens sorte får…”

”Det der er min stedfar, Peter, og ved siden af sidder min mor.” Siger jeg og ignorerer Marys kommentar. De smiler begge to varmt til Erica, men jeg kan ikke undgå at lægge mærke til min mor, hvis smil ser lettere stift ud. Hendes blik glider dømmende over Erica, og hun rynker lidt på næsen.

”Rart at møde dig, Erica.” Siger Peter oprigtigt, mens min mor nikker lidt ved siden af.

”Du behøver ikke se så skræmt ud, kære. Vi gør dig ikke noget.” Hun formår at sige det kærligt og forsigtigt, men jeg er stadig usikker på, om hun synes om Erica, eller bare er høflig.

Erica forholder sig stille, så jeg vælger at fylde ud på vegne af hende. ”Så er der Liam, som du jo godt ved, hvem er. Ved siden af ham sidder, sidst men ikke mindst, Rachel. Liams bedste, og eneste, veninde.” Det sidste tilføjer jeg drillende, og kan ikke lade være med at grine lidt, da Liam sender mig et sigende blik. Fordi hans forelskelse nærmest er blevet kronisk, er det sjovt at drille ham lidt med det en gang imellem. Det føler jeg i hvert fald er okay, nu hvor jeg er hans bedste ven.

”Hej Erica, hyggeligt at møde dig.” Siger Rachel og kigger på hende med samme blik, som min mor gjorde. Som om hun er under vores standard eller sådan noget. Erica ligner heller ikke en, der føler sig overdrevet velkommen.

”Kunne du ikke tænke dig noget mad?” Spørger jeg så, i et forsøg på at få hende til at føle sig bedre tilpas. Det irriterer mig lidt, at Rachel i det mindste ikke kunne dække lidt mere over sin arrogance.

”Jo tak…” Svarer hun stille og kigger ikke en gang på mig, men i stedet ned i bordpladen. Først da jeg tager en tallerken og placerer den foran hende, kigger hun op igen.

”Og hun kan også sige noget. Jeg er imponeret!” Siger Mary grinende. De andre griner med, og selvom jeg ved, at Mary ikke mente det på nogen ond måde, kan det let lyde hånende. Måden Erica krymper sig på bekræfter min tanke, og jeg sender Mary et strengt blik. Hun ser et øjeblik forvirret ud, inden hun nikker lidt.

”Sorry, det var bare for sjov…” Hun smiler undskyldende til Erica, der gengælder det med et svagt smil. En kvælende stilhed sænker sig over os, og det eneste, man kan høre, er lyden af bestik der kører mod tallerkenerne. Jeg har svært ved at genkende Erica, der ellers virkede ret rapkæftet i går.

”Og du kan også tie stille… Det må jeg nok sige, det virker som lidt af en bedrift!” Siger Erica så med et glimt i øjet, mens hun kigger mod Mary. Det føles som om, tiden står stille, inden Mary bryder ud i et grin og anerkendende nikker. Vi andre griner også, og stemningen blev mindst 10 gange lettere.

Nu hvor stemningen er knapt så akavet, begynder småsnakken igen, og jeg tager mig friheden til at sende Erica et smil og påtage mig rollen som vært, hvilket Liam tydeligvis har glemt alt om, nu hvor Rachel er her. ”Har du sovet godt?”

Hun nikker lidt, mens hun hælder noget juice op i sit glas og sætter det for munden. ”Hvornår kom alle de mennesker?”

Jeg kan ikke lade være med at grine lidt over hendes spørgsmål. Vi ejer to hele etager af bygningen, hvor den ene halvdel af den nederste er min. I går var vi kun der, så det er jo klart, at hun ikke vidste, vi ikke var alene hjemme. ”De har hele tiden været her. Eller Rachel er lige kommet, men udover det… I går var du jo også kun på min del af etagen, så det er jo forståeligt nok.”

Hendes øjne bliver store og hun glor måbende på mig. ”Din del af etagen? Har du din egen stue? Og dit eget badeværelse? Hold da kæft…” Hun lader blikket glide rundt i det meget lyse køkken, og det er som om det først nu går op for hende, hvor velhavende jeg er. ”Hvor rig er du lige? Jeg føler mig pænt sølle lige nu…”

Jeg smiler svagt og skal til at svare, da jeg bliver afbrudt af lyden af en telefon, der højt ringer. Erica kigger undskyldende på mig og rykker sig ud. ”Sorry, det er min telefon.” Hurtigt får hun rejst sig op og småløber ud mod gangen, både for at nå at tage telefonen, men sikkert også for at undgå at vise mere af sine underbusker.

”Kommer i til Francesca Di Mauros housewarming i aften?” Spørger Rachel højt og får alles opmærksomhed. ”Min mor tvinger mig og Katie med. Måske er det dét, de blev uvenner over… Det ville under alle omstændigheder blive sjovere, hvis i også kom.”

”Vi skal i hvert fald med. Jeg ved ikke med dig, Liam? Francesca har personligt ringet og inviteret os.” Siger mor, og hun lyser af stolthed, da hun siger det sidste. Francesca og min mor har 'kendt' hinanden i lang tid, og siden Francesca er så stort et navn indenfor modebranchen, er det en ærefuld ting at blive inviteret til – i hvert fald ifølge min mor.

”Vi er også blevet inviteret, men jeg tror, det kun er mig, der kommer. Min far kan ikke nå hjem i tide…” Forklarer Liam, og Rachel stråler, mens hun ekstatisk klapper i hænderne. Hun ligner en lille pige, som hun sidder der og jubler. Hun er på alder med Mary og derfor yngre end både Liam og mig.

”Hvad med Erica? Tror i, hun kommer?” Spørger Mary, så min mor er ved at kløjes i sin kaffe.

”Ikke for noget, men jeg tror ikke ligefrem, Obel står øverst på gæstelisten.” Siger Liam. Det lyder måske lidt snobbet, men han har jo ret: Hvor skulle Erica kende en verdensberømt skodesigner fra? Der bliver fniset lidt, inden Rachel fortsætter.

”Nej, det står snarere på ventelisten!” Fnisene udvikler sig til grin, og min mor sidder og klukker højlydt.

”Hvor har i dog støvet hende op henne?”

Jeg er ikke i tvivl om, at min mor faktisk mener det dybt seriøst, men blot prøver at dække det med sit grin. ”På politistationen…” Svarer jeg med et grin, da det er et ret komisk sted, at have mødt nogen. Altså, at have mødt nogen, man derefter har inviteret med hjem. Lyden af de andre, der griner af noget, jeg har sagt, får en tilfreds følelse til at sprede sig i mig. Jeg elsker, når jeg kan få folk til at grine, og må nok indrømme at det er en af mine svagheder.

”Hvorfor overrasker det mig ikke? Sådan nogle, som hende-”

”Jeg tror, jeg går nu.” Erica afbryder min mor. Hun står fuldt påklædt i døråbningen, og har allerede taget sit overtøj på. Over hendes skulder hænger en gammel, slidt lædertaske, og lugten af genbrugsbutik formår at komme hele vejen ud i køkkenet.

”Allerede?” Spørger min mor, men ser ikke synderligt bedrøvet ud. Smilet fra før sidder stadig på hendes læber, da hun siger det, hvilket får hende til næsten at se glad ud ved tanken om, at Erica er på vej hjem.

”Ja, jeg skal hjem til min ven…”

”Jamen, har du tænkt dig at gå udenfor i det der?” Rachel kigger kritisk på hende. Jeg kan ikke gennemskue, om hun generelt bare mener, at det ser for grimt ud til at blive set offentligt i, eller om det er i forhold til Ericas helbred. ”Dine sko kan da ikke klare regnen.” Får hun tilføjet og prøver så at smile, men det redder ikke helt det, hun sagde før.

”Niall skat, kan du ikke køre hende?” Lyder det så fra min mor, og jeg er hurtig til at nikke. Da jeg kigger tilbage mod Erica, ser hun godt og grundigt irriteret ud.

”Jeg klarer mig fint med den offentlige transport, hvis i kender til den?” Siger hun hånligt, hvilket kommer lidt bag på mig. Hvorfor er hun pludselig så sur?

”Vær nu ikke fjollet, Erica. Lad Niall køre dig. Jeg kan også køre dig, eller vi kan få min chauffør til at-” Begynder Liam, der ellers ikke har sagt noget til hende i dag, men bliver hurtigt skåret af.

”Nej tak, jeg har ikke brug for noget af jeres overdådige fråds. Hvis i vil have mig undskyldt, vil jeg nu tage hen til min ven, der ikke har nogen fin gæsteliste. Men hvis han havde, kan jeg forsikre jer om, at Obel ville stå øverst på den, og alle snobbede overklasseløg, som jer selv, ville absolut ikke være velkomne. Men heldigvis er sådan nogle som mig ikke så fine på den, at vi har brug for gæstelister. Hav en fortsat god dag, og tak for mad – det smagte udsøgt!” Hun hiver lidt ud i sin jakke, som var det en kjole, nejer overdrevet formelt, vender sig rundt og går så hurtigt væk. Jeg kan høre elevatoren sige et ding, da dørene lukker og efterlader os mundlamme.

Hurtigt rejser jeg mig op. Det var ikke fair, hun skulle høre det der, og nu har hun sikkert fået et helt forkert indtryk af os. ”Niall, sæt dig dog bare ned igen.” Siger Peter, og de glor alle på mig, som om jeg var sindssyg.

”Det var sgu da synd for hende! Jeg går efter hende og siger undskyld.” Svarer jeg irriteret. Jeg kigger afventende på Liam, der kigger på Rachel. Hun ser ikke ud til at ville gå med mig, og derfor bliver Liam også bare siddende. Jeg sukker over hans dumme, undskyldende blik, før jeg begynder at gå ud til elevatoren.

Min finger trykker den efterhånden slidte knap ind, og lidt efter åbner dørene. Da jeg træder ind i elevatoren, bliver jeg ladt alene med mine tanker. Jeg føler mig ærligt talt pinligt berørt. Hvad må Erica ikke tro om os? Hun må synes, vi er forfærdelige…

Få sekunder efter går dørene op igen, og jeg træder ud i receptionen. ”Godmorgen Niall,” Hilser dørmanden venligt, men jeg ignorerer ham og skynder mig ud af døren. Erica kan umuligt være kommet langt.

Udenfor regner det, og dråberne rammer min tynde T-shirt, så den begynder at klæbe mod min overkrop. Uanset hvor meget jeg spejder, er hun ingen steder at se. Opgivende sukker jeg, og kører en hånd gennem mit nu drivvåde hår. Hvorfor skal vi også absolut være så arrogante?

 

_____________________________________________________________________________________

Så fik i også Nialls synsvinkel og blev introduceret til hans familie. Hvad siger i til det hele? 

og wow 10 favoritlister fra 100... wuup! Love you guys! Glem nu ikke at like... Tænk hvor fabulous det ville være, hvis den blev månedens populære.. okay, ved godt, det nok ikke vil ske, men tanken er alligevel rar...!

Nyd nu jeres weekend for helvede...!

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...