Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8232Visninger
AA

2. The beginning.

 

Ericas synsvinkel

 

”Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor du stadig er sammen med ham…” Gentager Harry vredt. Jeg ved godt, han bare prøver at beskytte mig, men måden han siger det på, og det faktum at han bliver ved med at sige det samme, irriterer mig.

”Hvem er du? Min mor?” Jeg kigger trodsigt mod ham, så han himler lidt med øjnene.

”Nej, jeg er din bedste ven. Du bliver nødt til at åbne øjnene, Erica! Det er altså blevet et seriøst problem, og det er ikke længere noget, du bare kan ignorere. Jason er afhængig – det er sgu alvorligt.”

Jeg ryster afvisende på hovedet, selvom jeg inderst inde godt ved, han har ret. ”Nej han er ej. Det er bare en stribe en gang imellem, kun til fester!” Jeg holder desperat fast i løgnen, jeg fortæller mig selv dagligt. Kun til fester…

”Jamen så må hver dag da være en fest for ham! Hør nu på mig, han har brug for hjælp.” Han tager min hånd og giver den et lille klem. Jeg reagerer ikke, for selvom det ville virke mest oplagt lige nu, har jeg ikke lyst til at fjerne den.

Harry ved godt, at jeg kender til Jasons misbrug, men hvad, han ikke ved, er, at Jason ikke bare er afhængig af kokain længere. I hans desperate søgen efter penge, har han fået rodet sig ud i, at han nu også dealer en gang imellem. Han er kommet ind i noget, der er svært at komme ud af igen, og jeg ved ærligt talt ikke, hvad jeg skal gøre. Det eneste, jeg føler, jeg kan, er at se på fra sidelinjen, mens hans gæld kun bliver større og større. Den gæld er nu oppe på så mange penge, at alt, han gør, virker håbløst.

”Men hvad vil du have, jeg skal gøre? Droppe ham? Hvordan skulle det på nogen måde hjælpe…?” Trangen til at græde vokser, og jeg har mest af alt lyst til at give efter, så Harry kan trøste mig og fortælle, at det hele nok skal gå.

”Jeg ved det virkelig ikke…” Siger han, efterfulgt af et tungt, opgivende suk, der ikke ligefrem giver mig hverken håb eller mod.

Tanken om at slå op med Jason har strejfet mig mange gange. For at være ærlig kan jeg ikke en gang lide ham længere… Men hver gang jeg har fået nok, formår han på en eller anden måde at gøre det hele godt igen; Lover mig, at det hele snart er overstået. Han formår altid at få snoet mig om sin lillefinger. Jeg har også overvejet at melde ham et par gange, men jeg har bare aldrig kunnet få mig selv til det…

”Jeg tror bare, jeg tager hjem nu Harry…” Ender jeg med at mumle. Hurtigt rejser jeg mig fra den grønne lænestol, jeg plejer at sidde i. Jeg kan høre Harry sige mit navn bag mig, men jeg fortsætter min gang mod den lille entré. Hurtigt tager jeg mit overtøj i favnen, og knuger det tæt ind til mig, da døren smækker bag mig, og jeg skynder mig ned ad trapperne.

Det var egentlig ikke fordi, jeg havde lyst til at gå. Jeg ville langt heller blive i Harry og Louis’ hyggelige, lille lejlighed, der føles mere som et hjem for mig, end mit officielle hjem gør.

Da jeg kommer udenfor, slår den iskolde vind mod mig, og jeg er hurtig til at få min jakke på. Februar er ikke ligefrem måneden, man går uden jakke…

Jeg hader februar mindst lige så meget, som jeg hader januar. De er nok de mest deprimerende måneder jeg kender.

Jeg sukker stille for mig selv, mens mine efterhånden slidte støvler klikker mod fortovet. Tankerne hvirvler rundt i mit hoved, og min og Harrys samtale kører på replay, mens jeg begynder at gå i et hurtigere tempo. Selvom min lejlighed er alt andet end hjemlig, virker den stadig utrolig attraktiv, situationen taget i betragtning. Det er koldt, og bare det, at der er varmere end her, får mig til at sætte farten yderligere op.

Det eneste positive, ved den kolde luft, er, at den har en opfriskende virkning på mit hoved, der føles overdrevet tungt. Det er alt andet end rart at vide, hvor store problemer din kæreste er ude i, når du ikke kan gøre noget ved det.

Jeg kigger mig hurtigt for, inden jeg skynder mig over vejen, og tanken om, at jeg snart er hjemme, driver mig. Jeg vil bare hjem og prøve på at glemme alt for en stund.

 

⊙ ⊙ ⊙

 

Jeg skal til at tage en tår af min kaffe, da min telefon ringer i min jakkelomme. Jeg stopper op i bevægelsen, og skynder mig at tage min frie hånd ned i lommen, så syningen river mod min kolde hud.

”Hallo?” Siger jeg undrende, da nummeret var blokeret. Hurtigt tager jeg en tår af kaffen, så jeg brænder tungen, og begynder langsomt at gå videre.

”Snakker jeg med Erica Obel?” Lyder en myndig stemme, der får mig til at stoppe op, så en mand går ind i mig. Jeg sender ham et undskyldende blik, og træder til siden, så jeg ikke står på midten af fortovet længere. Min hals snører sig sammen, så min stemme lyder underlig, da jeg får sagt ja. ”De taler med Jack Obberman, fra politiet. Vi står her med Deres kæreste, Jason Smith. Han bad os om at ringe til Dem i stedet for hans forældre. Kan De bekræfte, at De kender ham?”

Det er som om, alt luft bliver slået ud af mig, og fordi jeg er mundlam, kommer jeg til at nikke i stedet for at svare. ”Ja. Ja, jeg kender ham.” Jeg tøver lidt, inden jeg fortsætter, ”Må jeg spørge om, hvad der er sket…?”

”Det omhandler et indbrud på privat ejendom. De vil få det hele forklaret, når De kommer herhen.”

”Herhen?” Gentager jeg, med fare for at lyde dum. Mine tanker kredser derimod om det, han lige sagde: Indbrud på privat ejendom. Har han virkelig været så desperat efter penge?

”På politistationen på Harrow Road. Vi forventer, at De kommer herhen.” Siger han bestemt, og jeg føler ikke rigtigt, at jeg har noget valg. Så må jeg bare udskyde min aftale med Harry, Louis og Claire… Selvfølgelig skal jeg da bare udskyde den!

”Oh, selvfølgelig. Jeg er tæt på Baker Street, så jeg tager bare toget til Edgware Road.” Forklarer jeg, egentlig mere til mig selv end til ham. Jack siger høfligt farvel, inden han lægger på.

Tilbage står jeg og føler mig ekstremt overvældet. Hvad er der lige sket?

På den ene side, er tanken, om at han er blevet snuppet af politiet, lettende, for det føles som om, det ikke længere er mit ansvar. På den anden side kan jeg ikke lade være med at have ondt af ham. Han er jo trods alt stadig min kæreste, og ikke alle mine følelser for ham er visnet bort endnu. Det er jeg i hvert fald ret sikker på…

Jeg tømmer min kop i 4 store slurke, så den stadig varme væske river lidt i halsen, inden jeg sætter den ene fod foran den anden og begiver mig mod politistationen.

 

⊙ ⊙

 

”I kan lige få et par minutter til at tale alene.” Siger Jack, inden han lukker døren efter sig, og dermed efterlader mig alene med Jason.

Vi sidder overfor hinanden ved et massivt træbord, og den lakerede overflade reflekterer det hvide lys fra lampen over vores hoveder.

Det halve smil, der har spillet på hans læber i alt den tid, Jack forklarede det hele i, begynder så småt at skræmme mig. Det ser så… sygt ud.

Jack fortalte, at de tager ham i en slags karantæne, inden han skal i retten. Ikke kun for indbruddet, der by the way ikke var det første af sin slags, nej, de har også fundet ud af hans misbrug og handel. Det med misbruget er nu ikke så svært at regne ud, at dømme ud fra hans øjne, men det er virkelig noget lort, at de også fandt ud af, at han dealer. Det ser mildest talt fucking sort ud…

Alt i mig skriger, at jeg skal skynde mig væk, men jeg behersker mig og bliver siddende. ”Jason…” Lægger jeg ud, efter at have taget en dyb indånding.

”Erica, du behøver ikke sige det, for jeg ved godt, hvor det her fører hen. Det er slut, forbi, it’s over. Jeg havde nu heller ikke regnet med, at du stadig ville være kærester med mig, når jeg sad i spjældet.”

Jeg synker den klump, der har samlet sig i halsen på mig, og nikker så for at bekræfte ham i hans ord. ”Det er godt, du forstår det…” Siger jeg stille og fjerner mit blik fra hans uhyggelige smil.

Som han sidder der, virker han fremmed for mig. Jeg kan ikke kende ham overhovedet, og det er uhyggeligt at tænke på, at han er, eller rettere sagt var, min kæreste. Han ligner ikke den person, jeg mødte for et lille halvt år siden. Selvfølgelig er hans udseende ens, selvom det kraftige, mørke hår er mere rodet end normalt, og den grå iris i hans øjne næsten ikke er synlig, fordi hans pupiller har udvidet sig uhyggeligt meget. Men hans udstråling og det tomme smil gør ham fremmed og nærmest skræmmende.

”Men,” En ubehagelig følelse spreder sig i mig, da han rejser sig op og langsomt går hen mod mig. ”Et lille farvel-kys? Det skader ikke, vel?” Min mund bliver helt tør, og jeg har langt fra lyst til at kysse ham. Det eneste, jeg har lyst til lige nu, er at komme væk. ”Et lille møs…” Fortsætter han, og griber hurtigt og hårdt fat om min kæbe. Mit hjerte galoperer af sted, da hans vintersprukne læber skiller sig til et endnu større smil.

Før jeg kan nå at gøre noget, trykker han hårdt sine læber mod mine. Det hele er så brutalt, at jeg faktisk bliver bange, og instinktivt vrider jeg mig fri.

”Erica Obel…” Måden, han hvisler mit navn ud på, giver mig kuldegysninger. Jeg kigger ham dybt i øjnene, og aller inderst inde kan jeg skimte den dreng, jeg blev forelsket i.

Jeg kan mærke, hvordan jeg slapper af i mine skuldre, da døren går op, og Jason fjerner sig. Jack sender mig et lille nik, så jeg med et ryk får rejst mig op.

Inden jeg forlader lokalet, kigger jeg en sidste gang på Jason. Han ser ekstremt ynkelig ud, som han sidder der. ”Farvel Jason.” Siger jeg, og med de ord hængende i luften, følger jeg med Jack ud.

Jeg følger efter ham, ad en lille, dunkel gang, der fører ud til receptionen. Da vi kommer derud, giver han mig pænt hånden og siger farvel, inden han går tilbage til Jason igen.

Da jeg står alene, kan jeg mærke hvordan tårerne begynder at prikke i mine øjne, og trangen til at græde vokser sig større og større. Jeg har det som om, en kæmpe sten lige er blevet lettet fra mit hjerte.

Mit blik vandrer rundt i receptionen. Her er mennesketomt, bortset fra to drenge og en ældre kvinde, der sidder i nogle af de små sofaer, der står rundt omkring. Til min irritation opdager jeg, at det endnu en gang er begyndt at regne udenfor. Perfekt timing…

Lorte februar! Hvorfor skal det altid regne i februar? Jeg nægter at gå ud i det vejr, og beslutter mig for at slå mig ned i en af de hæslige sofaer. Hvem end der har valgt de her møbler, må enten være skudt eller blind – måske begge dele. Det ligner, at min bedstemor har kastet op herinde.

Et tungt suk forlader mine læber, da jeg dumper ned i  en sofa. Det er som om, det stadig ikke er gået op for mig, hvad der er sket. Det hele er gået så hurtigt, at jeg har det som om, følelserne først er ved at indhente mig nu.

Jeg beslutter mig for at ringe til Harry. Han ved altid, hvad han skal sige til mig, når jeg er ked af det, og lige nu har jeg brug for at få lettet mit hjerte. Det hjælper altid at sætte ord på.

 

 

”Okay, hils Lou og Claire… Ja, vi ringes ved senere. Ses,” Jeg afslutter samtalen og skynder mig at tørre mig under øjnene. Jeg plejer ikke at græde, men alligevel tudede jeg næsten gennem hele samtalen, og nu føler jeg mig ærligt talt lidt latterlig.

Jeg kigger op fra min mobil og bider mærke i, at damen er gået. De to drenge, som faktisk må være på omkring min alder, er her stadig. De sidder og overglor mig, mens de hvisker til hinanden, som var de to små piger.

De er sikkert bøsser. Ikke for noget, men de ser ret fimsede ud. Den af dem, der ser ældst ud, og sikkert er manden i forholdet, rømmer sig kort og fanger mit blik. ”Undskyld, det var ikke fordi jeg sad og snagede i din samtale, men jeg kunne ikke undgå at høre, at du nævnte navnet Jason Smith?”

Jeg kigger irriteret på ham, da jeg ikke bryder mig om, når fremmede folk blander sig i mine ting. ”Øh, ja? Hvad kommer det dig ved?” Det kommer lidt hårdt ud, men det passer mig fint, for jeg er ikke ligefrem i humør til at sidde og smalltalke med en fremmed bøsserøv lige nu.

”Sorry, mit navn er Liam. Liam James Payne.” Det sidste tilføjer han med et stolt smil, der er lige til at få kvalme af. Jeg rynker lidt på næsen, og lader mit blik glide over ham. Både Liam og ham ved siden af ser velhavende ud, som de sidder der i deres dyre kashmir cardigans i henholdsvis blå og rød; De ser ret snobbede ud.

Med et går det op for mig, hvem det er. Det er ham, rich-kid, Jason brød ind hos. Jeg havde mere forestillet mig, at det var en gammel mand, for huset blev beskrevet utroligt overdådigt. Det er sikkert Liams fars hus. En tier på at han ejer et eller andet stort, fisefornemt firma, jeg egentlig ikke kunne være mere ligeglad med.

”Erica Obel,” Præsenterer jeg mig selv, ”Jeg regner med, at det er dig, der lagde hus til Jasons desperate indbrud?” Jeg smiler falskt til ham, men han sender et ægte smil tilbage. Han burde overveje at fornemme stemningen…

”Jeps, det er mig. Eller faktisk var det min fars hus, men han er ude og rejse, så-”

”Fedt.” Afbryder jeg ham, og prøver denne gang virkelig at understrege sarkasmen i det, jeg siger. ”Hvem er så dit lille vedhæng, der?” Jeg nikker mod den lyshårede fyr, der indtil nu har forholdt sig stille.

”Hvem, mig?” Kvækker ham, og jeg er lige ved at tage mig selv til hovedet. Jeg har ikke ligefrem overskuddet til at håndtere en, der umiddelbart virker ret blank eller også bare er langt væk.

”Nej, stolen? Ja dig, sjovt nok.” Siger jeg kort for hovedet og kigger ud mod vejen, hvor regnen stadig pisker ned. Jeg orker ikke de typer lige nu, og vil meget hellere hjem til min seng, drikke varm kakao og se dårlige film resten af dagen, så jeg måske kan fortrænge det her. Måske skal jeg bare sige fuck det og gå ud i regnen?

”Jeg hedder Niall James Horan.” Griner han let, men jeg kan ikke ligefrem se det morsomme i det.

”Flot navn. Payne og Horan. I lyder nærmest royale! Og så har i matchende mellemnavne – hvor er det bare nuttet!” Jeg smiler sukkersødt til dem, inden jeg fortsætter, ”Så, hvor længe har i to datet?” Jeg prøver at lyde interesseret, mens jeg spørgende læner mig fremad og hviler hovedet mod min hånd.

Det er gået op for mig, at de ikke er bøsser, men jeg nyder egentlig bare at se deres pinlige og akavede udtryk. Nialls kinder bliver næsten lige så røde som hans cardigan. Liam prøver sig frem med et lille grin. ”Vi er altså ikke homoseksuelle – vi er bare venner.”

Homoseksuelle. Virkelig fin på den. ”Man ved jo aldrig…” Svarer jeg og læner mig tilbage, med blikket rettet mod vejen igen.

Jeg gør virkelig mit bedste for at vise, at jeg ikke gider at snakke videre med dem, men det må på en eller anden måde have mislykket, for der går ikke lang tid, før Niall endnu en gang åbner kæften. ”Hvor kender du Jason fra…?”

Jeg vender irriteret hovedet mod ham igen. Han sidder alene i sofaen, mens Liam er gået hen til receptionisten og, så vidt jeg kan se, udfylder nogle papirer. ”Kan du huske for lidt siden, hvor du ikke sagde noget? Det var rart. Kunne vi eventuelt gøre det igen?”

”Jeg spurgte faktisk bare for at være venlig.” Svarer han surt. Hans hårde tone fanger min interesse, da den pludselig tilføjede nye dybder til ham. Prettyboy kan altså godt være andet end irriterende og grinende…

”Han var min kæreste,” Nialls udtryk ændrer sig, og han ser ikke længere sur ud. Faktisk tror jeg næsten, et smil flygtigt gled over hans læber. ”Vi har faktisk lige slået op… Men det har jeg haft lyst til, lige siden han begyndte at tage stoffer.” Siger jeg neutralt, som om det var et helt normalt hverdagsemne.

Niall kigger lidt på mig og nikker så forsigtigt. Lige som jeg troede, stilheden igen ville sænke sig over os, rejser han sig med et ryk, går hen og sætter sig ved siden af mig.

Jeg skuler til ham og rykker hurtigt lidt væk for at signalere, hvor underligt det her er. Niall ser dog ikke ud til at blive påvirket af min reaktion. ”Er du okay Erica? Det gør mig ondt at høre, det med Jason…”

Wowowowow, stop lige en halv. Jeg har kendt ham i hvad? Et kvarter? Hvorfor spørger han sådan ind til mig? Normale mennesker ville have været ligeglade…

”Næ, jeg er egentlig ikke okay. Men tak fordi du spurgte.” Jeg sender ham et halvhjertet smil, som han hurtigt gengælder.

”Det er der heller ikke nogen, der forventer af dig.” Han kigger betryggende på mig, og jeg ønsker virkelig at tro ham. Der er noget i hans blik, der overbeviser mig om, at han har ret. ”Hvad så?”

Med et tungt bump sætter Liam sig på den anden side af mig, så jeg næsten får et hjerteanfald. Hvad er der med de to, og deres mangel på situationsfornemmelse? ”De sagde, at de lige skal undersøge lidt mere, før jeg kan komme hjem. Kan jeg sove hos dig?” Svarer Liam Niall.

De snakker ind foran mig, og jeg når lige at beslutte mig for at melde mig ud af samtalen, da Niall nævner mit navn. ”Selvfølgelig kan du det! Vil du med Erica?”

Forvirret kigger jeg på Niall, der bare smiler. Da jeg vender hovedet for at spørge Liam, om Niall altid er så creepy, møder jeg bare det samme, venlige udtryk, og jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre af mig selv. ”Jeg tror, jeg springer over. Det er ikke så tit, jeg bliver inviteret til pyjamas-party af en fremmed.”

”Kom nu, det bliver hyggeligt!” Plager Niall, så jeg glor undrende på ham. Han opfører sig som en lille dreng. Også Liam kigger bedende på mig, men jeg ryster bestemt på hovedet. Det ville altså være for mærkeligt, hvis jeg sagde ja. ”Måske en anden gang…” Siger jeg afvigende.

”Så lad mig da i det mindste køre dig hjem, så du slipper for regnvejret.” Tilbyder Liam mig med et skævt smil. Det lyder fristende, og ud fra den trommende lyd, der kommer fra ruden, kan jeg konstatere, at det stadig regner.

”Jo tak, det ville være rart…”

Liam smiler stort og rejser sig op, hvilket jeg og Niall også gør. De tager deres ting, mens jeg får mit overtøj på. Overraskende nok har de faktisk formået at holde mine tanker væk fra alt det, der er sket…

”Niall, kan vi ikke få en eller anden til at lave noget kakao til os?” Spørger Liam Niall, der med det samme begynder at nikke.

”Vi har lige fået importeret noget nyt, ægte kakao fra Belgien hjem, faktisk,” Forklarer han ivrigt. ”Og hvis jeg ikke tager meget fejl, har vi også nogle mini-skumfiduser. Jeg får bare en af køkkendamerne til at piske noget flødeskum, og så er der fandeme kakao!” De to drenge griner lidt, og nyder sikkert tanken om deres fantastiske rigmandsliv, med importeret kakao og køkkendamer, der gør alt, hvad de vil have dem til.

Men jeg må nu give dem, at det lyder lækkert… Det får lidt min pulverkakao, der venter på mig derhjemme, til at blegne. Måske kunne jeg fedte mig til en enkelt kop kakao? Jeg mener, de er jo ikke det værst tænkelige selskab, og som jeg konstaterede før, kunne de holde mine tanker på afstand.

”Er du klar til at gå?” Spørger Liam, der har fået sit overtøj på, ligesom Niall. Begge har sorte jakker, der næsten ser skræddersyede ud. Hvor rige er de lige?

”Faktisk, så…” Jeg tøver lidt. Hvordan skal jeg formulere det her uden at virke grådig? ”Jeg tænkte på, om jeg måtte komme med og få en kop kakao. Det er bare fordi, det kunne jeg virkelig godt bruge oven på alt det her, og jeg skal alligevel ikke noget…” Liams smil vokser og Niall udbryder en lille, glad lyd, inden han hurtigt nikker.

”Selvfølgelig, du er mere end velkommen!”

”Bare en kop,” Siger jeg. Om det er til dem eller mere sagt til mig selv, er jeg faktisk lidt i tvivl om. Men lige nu tager mine instinkter over, og skubber fornuften væk sammen med tankerne – og mine instinkter fortæller mig altså, at jeg har brug for kakao. Hvem ved, måske får jeg nogle nye venner ud af det her…?

 

___________________________________________________________________________________

Hej venner!

Så kom første omskrevne kapitel ud, og jeg håber virkelig, i kunne lide det! Jeg håber ikke, i synes, det gik for hurtigt frem, men det er in medias res, og i bliver derfor bare smidt direkte ind i handlingen. Det er forresten lidt længere, end kapitlerne vil være fremover - bare så i ikke synes, det virker alt for uoverskueligt...

Jeg ser virkelig frem til at fortsætte med historien, da jeg synes, den er blevet så meget bedre, end den var før...!

I må hjertens gerne smide en kommentar om, hvad i synes. Og wow, 41 favoritlister og 21 likes før første kapitel... Er meget overvældet... Kan ikke sige andet end tak!

xx Silke

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...