Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8208Visninger
AA

5. That's what best friends do.

 

Harrys synsvinkel

 

”Mener du det der helt seriøst? No way Lou, du ved godt, jeg ikke kan klare sådan nogle opblæste arrangementer!” Chokeret kigger jeg på min bedste ven, der bare kigger bedende tilbage på mig.

”Kom nu! Please? Det er heller ikke fordi, jeg gider, men nu har jeg lovet Claire det, og hun kan ikke slippe ud af det…” Jeg kigger tomt på ham, så han irriteret sukker. ”Kom nu Harry! Du kan tage Erica med? Så skal det da nok blive sjovt. Vi kan crashe den housewarming totalt… Bebe, bebe, bebe!” Han skyder sin underlæbe frem og laver hundeøjne til mig.

Afvisende ryster jeg på hovedet. Han kan plage, ligeså tosset han vil – jeg har ikke tænkt mig at spilde min søndag på at tage til en ligegyldig housewarming, fyldt med snobbede mennesker.

”Hallo?” Vores dør går op, og Ericas stemme lyder. Jeg smiler lidt, for jeg har ærligt talt savnet hende og er ked af, at jeg ikke har været der for hende, mens hun er gået igennem alt det med Jason. Louis kigger bedende på mig en sidste gang, så jeg opgivende sukker.

”Okay, det er op til Erica så: Jeg tager med, hvis hun gør.” Jeg smiler overlegent til Louis, der ligner en, der har tabt på forhånd. Jeg ved med sikkerhed, at Erica ikke vil med til sådan noget latterligt fis.

Hun træder ind i stuen og smiler til os. Vi rejser os begge op og omfavner hende på samme tid. Det føles godt at kunne holde om hende og passe på hende, og tanken, om at hun ikke er sammen med Jason længere, gør mig så glad. Efter at have stået lidt tid, trækker vi os væk fra hende. Hun smiler men sukker så, mens vi går tilbage til sofaen. ”Hold kæft, hvor er mit liv bare fyldt til randen med lort. Lort, lort og atter lort!” Hun smider sig i den grønne lænestol, der efterhånden er blevet hendes, mens hun gnider fingrene mod tindingerne.

”Så er det jo godt, du har os! Vi kan spise noget is og se lorte-tv, hvis det kunne friste? Det matcher fint til lorte-temaet, du har kørende.” Siger Louis venligt, så Erica smiler taknemmeligt.

”Spar mig Lou, jeg orker absolut ingenting i dag. Jeg vil bare ligge under min dyne og vente på at dø. Bortset fra at jeg ikke gider tage tilbage til min tomme lejlighed.” Jeg har ondt af hende, men alligevel bobler en lille glæde i mig, for der er ikke en jordisk chance for, at hun vil med til housewarmingen.

”Du er velkommen til at blive her,” Siger jeg og fortsætter så, ”Så må du også lige give mig ret i, at vi ikke gider at tage med Louis og Claire til Francesca Di-marengs-et-eller-andets housewarming i aften.” Mine ord får hende til brat at sætte sig op og stirre på mig, så jeg et øjeblik bliver forvirret.

”Mener du Francesca Di Mauros housewarming?” Louis nikker ivrigt over hendes ord, mens jeg bare sidder og er lettere målløs. ”Om jeg vil? Lad os da komme af sted!”

Louis jubler og peger triumferende fingre ad mig. Jeg sidder bare og kan ikke tro mine egne ører. Hun har sgu da lige sagt, at hun ikke orkede noget i dag? Forvirret kigger jeg over mod hende, og opdager hvordan et lidt for lusket smil har formet sig på hendes læber. ”Hvad er bagtanken?”

”Stop med at se så mistroisk ud Haz, det klæder dig ikke…” Smiler hun til mig, inden hun trækker lidt på skuldrene, som om det næste, hun siger, ikke betyder så meget. ”Jeg har bare noget, jeg vil bevise.”

Jeg sukker lidt og ruller med øjnene. Louis kigger afventende på mig, og forventer vel at jeg erkender mit nederlag. ”Fint,” Siger jeg opgivende og mut. ”Fint! Vi tager med…”

 

⊙ ⊙

 

Jeg står og kigger på champagnen i det fine glas. Boblerne bliver ved med at søge op mod overfladen i den gyldne væske, og jo mere jeg kigger på det, jo flottere synes jeg, det er. Jeg holder glasset op mod lyset fra en lysekrone, der dog ikke har stearinlys i, men elpærer.

”Hvad laver du?” Jeg farer sammen og er lige ved at spilde champagnen ud over min blazer. Irriteret vender jeg blikket mod den fremmede dreng, der talte til mig. Han ser faktisk ret cool ud, så at sige, i forhold til de andre, på min alder, her. Han har ikke jakkesæt på, men i stedet en mørkeblå sweater, der ser yderst blød ud. Mit trænede øje siger mig, at den har kostet en mindre formue, der efter min mening er fuldstændigt spild af penge. Jeg kunne sikkert strikke en, der var ligeså flot! Okay måske ikke, men du ved, hvad jeg mener…

”Glor på mit glas.” Svarer jeg kort for hovedet. Vi kom tidligt, da der næsten ikke var kommet nogen endnu. Louis skulle hen til Claire og hendes forældre, og Erica smuttede også med oplysningen om, at hun ”lige skulle ordne noget”. Det betød altså, at de efterlod mig totalt ubekvem og alene. Hurtigt valgte jeg at trække ud til siden, da jeg helst gerne ville undgå at blive genkendt.

”Lyder spændende…” Griner han, og jeg kigger overrasket på ham, fordi at han ikke lod sig påvirke af mit korte svar. ”Hvad laver du egentlig her? Jeg mener, du ligner ikke en, der tit dukker op til sådanne arrangementer – jeg har i hvert fald ikke set dig før.”

”Jeg er her med nogle venner. De tvang mig med, men nu er de forsvundet. Tro mig, jeg gad ikke være her.” Richkid nikker lidt og sukker så.

”Jeg følte mig også ret tvunget. Jeg ved ikke, om jeg faktisk havde lyst til at tage med, for der er denne her pige, som jeg ikke har set i lang tid, og… Undskyld, det var irrelevant. Men jo mere jeg tænker over det, jo mindre har jeg lyst til at være her. Du er heldig, at der i det mindste ikke er nogen, der forventer dig her.” Han kigger kort væk fra mig og ud på mængden af mennesker, der står rundt omkring i den overdådige stue.

”Hvem er du da, siden folk forventer dig her?” Spørger jeg oprigtigt interesseret, for jeg ved præcis hvordan, han har det. Det var en af de mange grunde til, at jeg ”slog hånden af mig selv”, som folk så fint benævner det.

”Mit navn er Niall Horan,” Jeg kender godt til hans familie. De er stinkerige uden at have gjort en skid, præcis ligesom størstedelen af de folk, der er her, inklusiv mig selv, hvis jeg altså stadig havde ret til min families penge. ”Hvad med dig?”

Han smiler venligt til mig, men jeg tøver lidt. ”Harry…” Jeg trykker hans fremstrakte hånd og håber inderligt på, at han ikke genkender mit navn. ”Harry Styles.”

Hans øjne bliver for et kort øjeblik opspilede, og genkendelsen står malet i ansigtet på ham. ”Rart at møde dig.” Ender han med at sige og vælger, til min lettelse, ikke at kommentere på, hvem jeg er. Måske har han fornemmet, at jeg ikke rigtigt gider at snakke om det.

Egentlig er historien ikke så lang: I flere generationer har min familie været et stort navn på boligmarkedet. Alle forventede, at jeg ville gå i mine forfædres fodspor; At jeg ville overtage familievirksomheden en dag. Men alle de forventninger steg mig til hovedet, og jeg kunne ikke holde ud, at jeg ikke havde nogen kontrol over min fremtid. Jeg begyndte at nægte at tage til arrangementer som dette, for jeg kunne ikke døje alle de snobbede, dømmende og arrogante mennesker, deriblandt mine forældre. Det endte med, at jeg flyttede hjemmefra og dermed fraskrev mig de ”glæder” mit navn indebærer. The end.

Selvfølgelig har den historie langt flere dybder og nuancer, men jeg har ikke lyst til at tænke mere på det, da det bare ødelægger mit humør, der, til min overraskelse, er kommet lidt ovenpå igen.

”Jeg har mange gange haft lyst til at gøre det, du gjorde.” Siger han så efter lidt stilhed. Undrende kigger jeg på ham, for det er ikke særlig tit, min beslutning får komplimenter af folk fra den kreds.

”Tak, tror jeg…” Niall virker ret rar og nede på jorden, så jeg beslutter mig for at blive. Jeg kan ligeså godt føre en samtale med ham, nu når mine venner er gået. Jeg tager en tår af min champagne, som jeg egentlig har nøjedes med bare at stå med indtil nu, og spidser læberne. Smagen kommer bag på mig, og er alt andet end god. Det smager jo overhovedet ikke af champagne!? ”Fuck, det her smager jo af opvaskevand!”

Jeg glor frastødt på glasset, og Niall griner lidt. ”Meget dyrt opvaskevand. Jeg hader virkelig denne her hvidvin, den smager virkelig ikke godt, nej.”

”Hvidvin?” Jeg kigger fra glasset til ham, og så tilbage på glasset igen, mens jeg undrende rynker brynene. Det forklarer den underligt sure smag.

”Ja, vi står og drikker hvidvin. Årgang could-I-care-less…” Griner han og stiller glasset fra sig, på et smukt udskåret træbord, der står ved siden af os. Jeg efteraber ham og gør det samme.

”Jeg kunne godt drikke en øl lige nu…” Sukker jeg så. Niall nikker sig hurtigt enig. Han kigger sig lidt rundt og spotter en, som han vinker hen til os. Tjeneren, som det viste sig, var ham, han vinkede til, kommer over, og afslappet giver Niall ham besked på, at vi kunne tænke os to øl.

 

 

”Jeg er imponeret.” Nikker jeg anerkendende, da jeg står med øl nummer tre i hånden. Den er blevet hældt op i et hvidvinsglas, og selvom det ikke har helt samme farve, lægger folk ikke mærke til det.

”Tja, lidt kan man vel bruge sit navn til.” Griner han. Med fare for at lyde som en, der alt for hurtigt drager konklusioner, synes jeg virkelig, han er en fed person. Jo mere jeg har snakket med ham, jo mere er det gået op for mig, hvor cool og nede på jorden han rent faktisk er.

”Det kan du have ret i… Nogle gange, ikke? Så udnytter jeg stadig mit efternavn. Der er bare en eller anden ekstremt fed følelse ved at kunne sige sit navn og derefter få folk til at gøre, præcis hvad man vil have dem til.”

Han griner let, hvilket jeg har lagt mærke til, han har en tendens til at gøre. ”Hvorfor kommer det ikke bag på mig? Vi har jo fået det ind med modermælken.”

”Mmm, lækkert billede Niall…” Siger jeg, men kan ikke lade være med at bryde ud i et grin, der er højere, end jeg havde troet. Folk kigger dømmende hen på mig, men det får mig ikke til at stoppe. Først da to ældre kvinder nærmer sig, vælger jeg at dæmpe mit grin.

”Niall, mød Francesca Di Mauro,” Den tydeligt yngste af dem trykker Nialls hånd og smiler, da han komplimenterer hendes tøj. Hvorfor han gør det, kan jeg ikke helt regne ud. Hendes højtaljede, flerfarvede bukser er sgu ikke lige mig… Hun er utrolig tynd, og hendes sorte hår er klippet i en kort page, der får hendes ansigt til at se firkantet ud.

Det irriterer mig, hvor tydeligt han ændrer sig. Lige nu virker han ligeså irriterende og snobbet, som en hver anden rigmandssøn. ”Mig en fornøjelse. Må jeg have lov at kommentere hvidvinen? Den kunne godt have modnet lidt længere, efter min smag. Ellers er her yderst delikat!” Han blinker charmerende til hende, og kvinden ved siden af Francesca, jeg går ud fra er hans mor, smiler stolt over sin søns charme. Jeg er næsten ved at brække mig.

”Ah oui, jeg kan godt se, hvad du mener.” Francescas franske accent er meget tydelig og sætter sit præg på hvert ord, hun siger. Jeg står lidt ved siden af og overvejer at smutte, da hun vender sig mod mig og smiler. ”Og hvem er du så?” Hun virker umiddelbart rar, taget i betragtning af at hun er en verdensberømt skodesigner, og typer som Nialls mor er i hendes omgangskreds.

”Harry.” Svarer jeg og undlader at sige mit efternavn, da det egentlig er lettere irrelevant. Jeg trykker hendes hånd, da hun rækker den frem mod mig, og den er så spinkel, at jeg er bange for at brække den.

”Harry…” Hun tygger lidt på mit navn og udtaler ikke H’et. ”Jeg kan godt lide din stil, Harry. Helt calme. Den minder lidt om denne fantastisk charmerende pige, i virkelig skulle møde. Hun er, hvad hedder det nu… Fabulous! Ah, der er hun jo! Hey,” Hun kigger hen mod en klump af mennesker og begynder at vinke.

Til min overraskelse, vinker ingen mindre end Erica tilbage til hende. Hun kanter sig forbi nogle folk, og smiler stort til Francesca. Jeg kan ikke stoppe mit blik i at glide over hendes krop. Hun har sine fineste stiletter på, nogle stramme, sorte jeans og en grå T-shirt, der faktisk ser dyr og lækker ud. På hendes hals pynter en guldkæde, jeg ved, hun har arvet fra sin mormor. Hun oser af selvtillid, da hun går hen mod os, og jeg smiler lidt over hende. Hun skiller sig virkelig ud blandt alle de andre mokker, der er til denne fest, der ligner kopier af deres mødre. Jeg må være ærlig overfor mig selv og indrømme, at hun fandeme ser godt ud…

”Hvad laver hun her?” Kommer det lavt fra Nialls mor, så jeg undrende kigger hen på hende. Hvor kender hun Erica fra?

Da hun kommer herover, giver hun kindkys til Francesca, så jeg igen ikke kan lade være med at smile, for jeg ved, at hun lever sig fuldstændigt ind i rollen som it-pige lige nu, og af en eller anden grund klæder det hende faktisk. ”Åh Francesca, her er vidunderligt! Virkelig et cool sted. Og udsigten – betagende!”

Francesca griner lidt, og lyden, hun laver, afslører at hun må have røget i meget, meget lang tid. ”Når det kommer fra dig, Erica, tror jeg på det. Kom her, der er nogen, jeg vil have skal møde dig.” Jeg bider mærke i, hvordan hun sagde ’jeg vil have skal møde dig’ og ikke ’jeg vil have, du skal møde’. Erica ser ud til virkelig at have formået at charme sig ind på den franske designer.

Erica trykker både Niall og hans mors hænder, og de ser begge meget overraskede ud. ”Godaften Niall og Mrs. Horan. Jeg havde ikke forventet at se jer her…” Hun slår en lille latter op, der tydeligt ikke behager Nialls mor. ”Var det denne her housewarming, i snakkede om i morges? Der kan man vel bare se, hva’?”

Derefter går hun hen til mig og giver mig et kys på kinden, så en varme spreder sig fra det sted, hendes læber rørte min hud. ”Spil med,” Lyder hendes stemme lavt i mit øre, og hendes varme ånde sender kuldegysninger ned langs rygraden på mig. Hurtigt får jeg samlet mig selv og smiler stort.

”Hey Haz,” Siger hun højt til mig og vender sig så rundt mod de andre igen. ”Francesca, Niall og Mrs. Horan, mød Harry, min bedste ven. Det var ham, jeg fortalte om tidligere.” Forklarer hun, men nok ikke så meget til Francesca. Endnu en gang glider et overlegent smil over hendes læber.

Jeg er ved at dø af nysgerrighed over, hvor hun kender Niall og hans mor fra, og hvorfor hun tydeligvis ikke kan lide dem. ”Men Francesca, jeg havde ikke regnet med, at der ville komme så mange snobbede mennesker…” Fortsætter hun lavt, henvendt til vores vært, der slår en høj latter op.

”Jeg ved det, jeg ved det… Men nu må i have mig undskyldt, jeg skal hen og snakke med flere snobbede mennesker. Er hun ikke bare charmerende?” Det sidste ler hun let til Mrs. Horan, der stift smiler og kort nikker. Med de ord hængende i luften, går Francesca videre.

”I må have mig undskyldt, der er en, der kalder på mig.” Mumler Nialls mor, og sender os det mest falske smil, jeg i mit liv har set, inden hun også skynder sig væk. Det var tydeligt, at der ikke var nogen, der kaldte på hende, men at det bare var en dårlig undskyldning for at kunne gå.

Det efterlader så mig, Niall og Erica tilbage. ”Erica, undskyld for i morges. De kan godt være lidt snobbede en gang imellem, men-”

De? Du var da ligeså meget med som dem? Drop at skyde skylden på andre, for jeg er ærligt talt lidt ligeglad.” Vifter hun ham af. ”Men hvor er dine overklasse-venner? Er du bare helt, mutters alene?” Hun laver en lille, sarkastisk, trist grimasse, der får mig til at udstøde et grin, som jeg prøver at holde tilbage.

Niall kigger irriteret på mig og så tilbage på Erica. ”Hvorfor er du sådan der? Jeg er ikke ligesom dem.”

Denne gang kan jeg ikke holde mit grin tilbage. ”Så siger vi det, mors dreng.” Kommentaren forlader mine læber, og det føles godt at få den ud. Han kigger såret på mig, og selvom jeg ikke burde, får jeg faktisk lidt skyldfølelse. Hvorfor gør jeg det? Han er jo bare endnu en snobbet, rig kegle, som jeg lige har mødt. Jeg troede ikke, han var sådan i starten, men det har han lige bevist, at han er.

Mit blik fanger Ericas, og hun smiler svagt til mig, inden hun retter sit blik mod Niall igen. ”Men smut du nu hen til dine rige venner, så i kan snakke om jeres bankkontoer og alle de fantastiske gæstelister, i står på. I mellemtiden vil vi gå ud og have det sjovt, for i modsætning til jer, er vi pænt ligeglade med, hvad andre folk tænker om os.” Erica giver mig en high-five og vinker så smilende farvel til Niall.

Jeg tager hende under armen, og vi begynder at gå væk fra der, hvor jeg havde stået det meste af aftenen. ”Du bliver nødt til at fortælle mig, hvor du kender dem fra.” Siger jeg lavt til hende.

Hun nikker og kigger op på mig, så vores hoveder er lige ud foran hinanden. ”Selvfølgelig! Du får hele historien ned til den mindste detalje. Du er jo ikke min bedste ven for ingenting.”

Jeg smiler skævt til hende. Jeg er hendes bedste ven, og det er alt, jeg nogensinde vil være for hende…

 

____________________________________________________________________________________

okay, ærligt ved jeg ikke hvorfor, jeg først har opdateret nu... kapitlet har ligget i udkast siden jeg publicerede movellaen....... 

Men oh well, nu fik i det endelig! Hvad synes i om det? Har i nogen favoritkarakter so far...? let me know!

og yayayayayyyyy over 100 favoritlister! WUUP WUUP OH YEAH

tusind tak til hver og en af jer!

xx Silke

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...