Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8212Visninger
AA

7. That's not what best friends do.

 

Liams synsvinkel

 

Jeg står lidt for mig selv og kigger rundt på folk, da mit blik låser sig ved Rachel. En varme spreder sig i mig, og den vokser i takt med, at hun kommer hen mod mig. Pludselig bliver jeg usikker på, hvordan jeg ser ud. Ser jeg lidt taberagtig ud, nu hvor jeg står alene?

En fin, lys kjole, der sidder ind i taljen og fremhæver, at hun er alt andet end tyk, pynter på hende, og dens skørt svajer lidt, mens hun går. Ukontrolleret smiler jeg til hende, da vores øjne mødes, men hun gengælder det ikke. Derimod ser hun bare irriteret ud. Men i mine øjne ser hun altid fantastisk ud, uanset hvilket humør hun er i.

Da hun kommer helt hen til mig, sukker hun let for at understrege hendes irritation. ”Hey Rach, hvad så?” Siger jeg henkastet, men kommer alligevel til at bide mig nervøst i læben, som var jeg en latterlig karakter i en dårlig ungdomsroman. For at få noget af den nervøse energi ud, lader jeg hvidvinen i mit glas glide rundt i cirkler. Jeg bliver altid nervøs, når jeg er alene med hende, og det er ærligt talt tungbelastende.

”Hej Liam.” Mumler hun bare mut, da hun stiller sig hen ved siden af mig. Hendes blik hviler på et punkt længere væk i lokalet, hvilket giver mig en god mulighed for at studere hendes ansigt. Det er som om, hun er indbegrebet af fint. Hendes næse er lille og fin, hendes læber fyldige og fine, og hendes øjne store og fine. Fint, fint og atter fint. Fantastisk fint.

Jeg kan mærke, hvordan jeg mod min vilje kommer til at rødme, da hun kigger hen mod mig, så jeg med det samme kigger væk. Busted. ”Loftet har en virkelig flot farve, synes du ikke?” Siger jeg febrilsk med blikket rettet derop, som var det dét, jeg havde nærstuderet og ikke hende. ”Jeg mener, det er ikke helt hvidt, men heller ikke creme. Man kunne stirre på det i evigheder! Ret fascinerende, synes du ikke?”

Et grin bryder igennem Rachels irriterede facade, og da jeg kigger mod hende, er hun lyst op i et smil. ”Liam, søde, loftet er gråt.” Forvirret kigger jeg fra hende, op i loftet igen, og så tilbage, kun for at kunne bekræfte, at hun havde ret – loftet er ikke en gang lysegråt, men derimod en kraftig mørkegrå, der langt fra kan blive forvekslet med hverken hvid eller creme. Jeg får en stigende trang til at slå mig selv i hovedet. Hvorfor skal jeg altid være sådan der?

”Det vidste jeg da godt…” Ender jeg med at mumle. På den lyse side, kaldte hun mig søde, selvom det er et ord, hun gavmildt deler ud af. ”Men, øh… Er du okay? Du ser lidt nedtrykt ud, så jeg tænkte, der måske er et eller andet galt. Hvad ved jeg, det skal jeg ikke gøre mig klog på, men-”

”Hvor skal jeg begynde? Den kjole, jeg havde købt, passede ikke, så jeg blev nødt til at låne en af mors,” Afbryder hun min talestrøm. Flygtigt lader jeg mit blik glide over kjolen igen, men jeg kan ikke se, hvorfor hun skulle være utilfreds. Jeg synes i hvert fald, den klæder hende, men måske er min dømmekraft ikke den bedste, når det kommer til Rachel… ”Min kære søster har løjet for mig, og i virkeligheden var hun ikke hos far det sidste år, men boede hos sin hidtil ukendte kæreste, som hed noget underligt, der ærligt talt lød som en eller anden emigrant fra Langtbortistan. Oven i det, er hende Erica Obel her også…” Frustreret puster hun til en vildfaren, mørk lok og tramper en enkelt gang i gulvet. Jeg kan ikke lade være med at finde det nuttet, at hun er så irriteret.

Hendes information synker ind, så jeg forvirret rynker brynene og kommer ud af mine tanker om, hvor nuttet hun er. ”Vent… Er Erica her? Hvor hyggeligt, jeg…” Min stemme dør ud, da jeg ser Rachels intense blik på mig, der fortæller, at jeg hellere må skrue ned for Erica-snakken. Alligevel prøver jeg kluntet at forklare mig selv. ”Jeg mener, jeg vil gerne se hende igen og sige-” Denne gang stopper jeg brat i min sætning og går lidt i panik, da Rachel ruller med øjnene af mig. ”Hvorfor er hun her overhovedet?” Ender jeg med at sige.

Rachel sukker og ryster stille på hovedet. ”Aner det ikke…” Vrisser hun, og irritationen er tilbage i både hendes stemme og ansigt. Jeg synker en klump, da det er tydeligt, at jeg dummede mig.

”Så… Katie har fået en kæreste?” Prøver jeg, i et håb om at emneskiftet vil virke. Rachels udtryk ændrer sig drastisk, mens hun nikker. Men jeg ved ikke helt, om hendes nye ansigtsudtryk er meget bedre end det forrige, og jeg føler mig ærligt talt som en klods, fordi jeg vader rundt i emner, der tydeligt ikke løfter Rachels humør. Jeg er en klods.

”Han hedder vidst Zack, eller sådan noget… Noget lidt fancy-udenlandsk-ish. Totalt latterligt navn. Sådan et navn, han sikkert har taget til sig efter at være gået til numerolog.” Vrisser hun, men hvis jeg kender hende ret, er hun ikke sur på Zack-fyren, men mere på Katie. Sikkert fordi hun først fortalte det til Rachel nu. Der er selvfølgelig også den anden mulighed, at Rachel er jaloux…

”Men er hun-” Mere når jeg ikke at sige, før jeg bliver afbrudt af Niall, der prustende løber hen til os. Han holder hånden frem, som ville han sige noget, men hiver efter vejret, hvilket resulterer i at ordene hakkende kommer ud.

”Katie og… Kæreste… Og jeg… Jeg løb... Puha… Kommer om li-…” Hans stemme dør ud i det sidste ord, og han ligner en, der lige har løbet et maraton. Hans kinder er helt røde og udvider sig, mens hans hiver efter vejret.

Jeg stiller hurtigt mit glas fra mig på gulvet, inden jeg lægger en beroligende hånd på hans ryg og prøver at fange hans blik. ”Hey, Niall, træk lige vejret. Ro på.” Da han ser ud til at være faldet lidt ned og noget af den røde farve er forsvundet, fortsætter jeg. ”Fortæl så, hvad der er sket.”

Han tager en dyb indånding, men man kan mærke på ham, hvordan adrenalinen stadig pumper rundt i ham og gør ham stresset. ”Katie har en kæreste, og da jeg mødte hende her og talte med hende, dukkede han lige pludselig op, og de ville snakke med mig i lang tid, men jeg gik i panik og sagde, at jeg skulle på toilettet, hvilket, set i bakspejlet, ikke var særligt charmerende…” Det sidste mumler han sammenbidt til sig selv, inden han tager endnu en indånding og fortsætter fortællingen på den samme hektiske måde, som om han ikke bruger hverken kommaer eller punktummer. ”Så jeg løb... Løb hele vejen ud af bagtrappen, ned på gaden, rundt om bygningen og ind i elevatoren…” Mens han fortæller, putter han livlige fagter på, som han selv følger med øjnene, og jeg bliver næsten helt forpustet bare af at se på ham. ”…fordi jeg ville finde jer, så jeg ikke så helt ensom ud, og så fandt jeg jer her, og fortællingen har indhentet os. Men Katie leder efter dig og dig,” han peger skiftevis på mig og Rachel, ”så de kommer nok lige om lidt, så i bliver nødt til at lade som ingenting!” Afslutter han, ånder tungt ind og prøver vidst at få pulsen lidt ned igen.

Jeg klør mig lidt på kinden og prøver samtidig diskret at fjerne noget af det spyt, der havnede i mit ansigt under den livlige fortælling. ”Okay, Niall, du bliver nødt til at slappe lidt af…” Siger Rachel roligt og lægger sin perfekte, lille hånd på hans skulder. Han ånder dybt ind og ud et par gange, inden han retter blikket mod en tjener, der i samme nu går forbi. Hurtigt rækker han ud og tager et af de glas, der stod på sølvfadet, så tjeneren forskrækket kigger på ham. Uden et ord, sætter han glasset for munden og bæller det ukendte indhold i to store slurke.

Han tørrer sig om munden, skærer en grimasse og stiller så glasset tilbage, hvor han tog det, hvorefter tjeneren går videre med et undrende udtryk. Jeg forstår ham godt…

Niall sukker mut og kigger så på os igen. ”Jeg ved det, jeg ved det…” Endnu et suk forlader tungt hans læber. ”Jeg ved ikke, hvad der gik af mig. Jeg tror bare, jeg havde for høje forventninger til, hvordan det ville være at se hende igen.” Han ser så slukøret ud, at det gør ondt indeni.

Jeg har langt fra lyst til at se min bedste ven sådan og prøver derfor at komme med en opmuntrende bemærkning. ”Rolig nu, Niall. Det er godt og vel et år siden, du så hende sidst, og meget har ændret sig siden da. Både hende og dig selv er sikkert forandrede, men det er, hvad der sker…” Han kigger på mig med et trist blik, der ikke matcher det taknemmelige smil på hans læber. Jeg giver hans skulder et lille klem og presser mine læber sammen til en tynd streg.

”Det har du sikkert ret i, men-” Han afbryder sig selv, da noget fanger hans opmærksomhed, og pludselig er den triste grimasse erstattet af et strålende tandpastasmil, der til forveksling kunne se ægte ud. Han lægger en arm om mig, i et forsøg på at se afslappet ud, men ender med mere at se mekanisk ud.

Det er tidspunkter som disse, hvor Niall opfører sig som et kaotisk, følelsesmæssigt vrag, at jeg undrer mig over, hvorfor han er min bedste ven. Men samtidigt er det også hans underlige sider, der har forstærket vores venskab, og hans charmerende, bekymringsfrie personlighed, der fik mig til at kunne lide ham i starten. Senere har jeg jo så fundet ud af, at han indeholder mange flere lag og langt fra er så bekymringsfri, som han kan fremstå.

Men hans personlighed har også smittet af på mig og gjort mig mere udadvendt. Det var kun fordi, han var der, at jeg turde snakke med Erica, og det endte jo faktisk med, at vi fik et hyggeligt, nyt bekendtskab. Jeg burde virkelig snakke med hende, nu hvor hun er her til aften, og forklare hende, at det hele var en stor misforståelse i morges. Det må bare gøres på et tidspunkt, hvor Rachel ikke kigger.

”Niall, hvad laver du?” Rachels forundrede stemme river mig tilbage til virkeligheden. Niall står som forstenet, med smilet klistret på læberne, uden at have fjernet sin kammeratlige arm om mig.

”De kommer…” Får han mumlet ud mellem tænderne, overraskende nok uden at ødelægge det store smil.

”Hvem komm-” Når jeg at sige, før jeg endelig vender blikket mod det sted, Niall kigger. Da jeg ser Katie og ham, der må være hendes kæreste, går jeg i panik og ender med at stille mig i en ligeså flot position som Niall, med min arm over hans skulder.

”Hej venner!” Udbryder Katie glad, da hun kommer hen til os. ”Liam, hvor er det længe siden!” Hun smiler stort og omfavner mig med en sådan energi, at jeg næsten får overbalance. Med kun min ene arm til rådighed, får jeg halvt gengældt krammet. Mit blik låser sig med det samme ved hendes ansigt. Jeg må give hende, at hun ser godt ud. Jeg kan tydeligt se, at hun har ændret sig lidt, og små detaljer er anderledes, end jeg huskede dem. Hendes øjne er præcis ligeså stålgrå som Rachels, men hendes hår er blevet lysere.

Hun rynker brynene lidt, da hun lægger mærke til min og Nialls akavede stilling, og griner så et grin, jeg næsten havde glemt, hvordan lød. ”Zayn, det her er min gode ven, Liam Payne.” Hun smiler til ham, der må være Zayn. Det var altså det, han hed, som Rachel havde fået til ’en eller anden fancy udgave af Zack’. Jeg smiler venligt til ham, da jeg rækker ham min frie hånd.

Et undertrykt grin spiller i hans blik, da han trykker min hånd. ”Hej. Rart at møde dig Liam,” Han vender hovedet mod Katie og fortsætter så i en lavere stemme, der dog bevidst stadig er høj nok, til at vi kan høre det. ”Men Katie, hvorfor står han og Niall sådan der?”

Jeg kan mærke hvordan Nialls vejrtrækning igen bliver hektisk, sikkert fordi han føler sig latterlig, men mod mine forventninger griner Zayn bare venligt og understreger, at det bare var en joke. Hans grin er hverken ondt eller hånligt.

Katie smiler, tilfreds over sin kærestes venlighed, men retter så blikket mod Rachel, der har forholdt sig utroligt stille. Også jeg retter mit blik mod hende, og mit smil falmer lidt, mens jeg fascineret kigger på hende. Hun ser nervøs ud. Det er meget sjældent, at hun ser sådan ud, for normalt er hun nok det mest selvsikre menneske, jeg kender. For at være ærlig, er det lige før, jeg bedst kan lide hende, når hun ser sådan der ud. Det er… specielt.

Katie rømmer sig lidt. ”Og det bedste til sidst: Min elskede lillesøster! Zayn, mød Rachel.” Mistroisk rækker Rachel sin hånd frem, som Zayn, uden at lade sig mærke af Rachels tilbageholdenhed, tager. Et stort, charmerende smil kommer frem på hans læber, som jeg tager mig selv i at misunde.

”Hvor er jeg glad for endelig at møde dig, Rachel. Katie har fortalt så mange gode ting om dig! Hun havde virkelig ret i, hvor smuk du er,” Rachel rødmer svagt og slår forlegen blikket ned, så misundelsen for alvor spreder sig i mig. ”Det ligger vidst til familien.” Det sidste tilføjer han smilende henvendt til Katie, der også smiler.

Rachel tager sig sammen og ryster kort hans hånd. ”Mange tak. Det er også hyggeligt at møde dig, selvom jeg dog først har kendt til din eksistens tidligere på aftenen.” Noget koldt kommer frem i hendes blik, da hun rykker det fra Zayn hen på Katie.

Det er som om, Niall kommer ud af en trance, da han kort ryster på hovedet og hurtigt trækker sin arm til sig. Pinligt bevidst om hvor længe, vi har stået med armene om hinanden, tager jeg også min arm ned langs siden igen. Niall rømmer sig lidt for at få deres opmærksomhed. ”Det er hyggeligt, du er tilbage Katie, men som jeg sagde før, er der altså mange ting, der har ændret sig.” Han ser lidt usikker ud, som om han selv er i tvivl om, hvor han vil med hen med det.

Jeg løfter let et øjenbryn, da jeg heller ikke helt kan se det. Det var sikkert et desperat forsøg på at virke ligeglad med Zayn, men nu står Niall bare i den irriterende situation, at han bliver nødt til at komme med en eller anden form for uddybning. Lige som alt håb så ud til at være ude, træder Rachel et skridt hen mod ham og kommer ham til undsætning ved at understøtte det, han lige har sagt. ”Ja, du skal være klare over, at der er sket en masse. Især for Niall.” Hun klapper ham blidt på ryggen.

Et øjeblik ser Niall forvirret ud, inden han taknemmelig kigger på Rachel, der bare fastholder sit blik mod Katie og Zayn. ”Javel så… Hvad er det, jeg er gået glip af?” Griner Katie, men hendes grin lyder mere nervøst, end hun sikkert havde tænkt sig. Hun ser lidt utryg ud, som om hun forventer det værste. Zayn må have fornemmet det på hende, for instinktivt lægger han sin arm om hende og giver hende et lille klem.

Katie ligner mere og mere en, der gerne vil væk, i takt med at et skummelt smil breder sig på Rachels læber. Hævngerrigt kigger hun direkte på sin søster, og en masse følelser blander sig i hendes blik, så selv jeg bliver nervøs for, hvad hun har tænkt sig. ”Ting som det her.”

Før nogen kan stoppe hende, griber Rachel om Nialls ansigt med begge hænder. Jeg ser det i slowmotion, da hun presser sine læber mod hans, og det er som om, tiden står stille. Det eneste, jeg kan høre, er lyden af min puls og mit åndedræt, og verdenen snurrer om mig. Det eneste, der står stille, som lyser mig lige i hovedet, er Rachel og Niall, der står og kysser.

Efter kort at have set overrasket ud, lukker Niall også øjnene, lægger sine hænder på hendes hofter og kysser med. Jeg har det som om, jeg bliver dolket i ryggen, og sorte pletter af vrede og fortvivlelse flimrer for mine øjne, mens jeg prøver at overbevise mig selv om, at det her ikke sker. Min bedste ven står ikke og kysser med pigen, jeg har været forelsket i, i så lang tid, jeg kan huske. Det kan ikke være rigtigt.

Desværre hjælper det ikke, og da de trækker sig fra hinanden, har jeg det som om, kysset varede en evighed. Vreden stiger i mig, og jeg har det som om mit indre er et hav, hvis bølger vokser sig større og større.

Katie udstøder en lille, chokeret lyd. Hun må uden tvivl være overrasket og vred over det, hendes søster lige gjorde. Ud af øjenkrogen kan jeg se Zayn, der uroligt rykker på sig. Han føler sig sikkert ekstremt malplaceret, og jeg kan ikke lade være med at have lidt ondt af ham, for heller ikke han må kave kunnet undgå at fornemme, hvor hårdt det slog Katie, at Rachel kyssede lige præcis Niall.

Mine øjne er dog låst fast ved ham, jeg kalder min bedste ven. Han ser nervøs ud, som om han først nu er ved at evaluere konsekvenserne af det, han lige gjorde. Da det går op for ham, hvor meget det kunne have såret mig, rykker han blikket hen og møder mit. Men jeg tror ikke, han kan forestille sig hvor meget, det faktisk sårede mig.

Han, der kender alt til mine følelser for Rachel, han, der kender mig bedre end nogen anden, kigger undskyldende på mig, som om det ville gøre alt godt igen. De blå øjne leder efter forståelse hos mig, men lige nu har jeg absolut intet tilovers for hverken ham eller Rachel. Jeg ryster kort på hovedet af ham og afbryder ham, da han skal til at åbne munden.

”Det var rart at møde dig, Zayn,” Siger jeg, og vender mig mod ham og Katie, der stadig ser ud, som om hun lige har set et spøgelse. ”Og velkommen tilbage Katie. Du er ikke gået glip af noget.” Det sidste hvisler jeg iskoldt ud mellem tænderne, inden jeg vender om på hælen og skynder mig væk, så hurtigt jeg kan.

___________________________________________________________________________________

Dam dam dam, så blev Liam pissed...

Hvad siger i så? Kommenter, kommenter, kommenter! (elsker at læse jeres kommentarer)

Nu har vi snart været igennem alle synsvinkler, og jeg synes lidt, at vi vader rundt i denne her housewarming, men jeg lover, at der snart kommer nye omgivelser!

Jeg håber, jeg lever op til jeres forventninger, og at i stadig finder den interessant!

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...