Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8398Visninger
AA

8. Meet and forget.

 

Claires synsvinkel

 

”Er du okay?” Louis’ stemme bryder igennem til mig, så jeg hurtigt får rystet min stenede tilstand af mig. Mit hår flyver med i bevægelsen, så jeg automatisk skynder mig at placere det hele bag mine skuldre, så mine elskede krøller kommer til deres ret. Jeg blinker et par gange med øjnene, inden jeg kigger hen på ham.

”Undskyld, jeg faldt bare i staver… Men ja, jeg har det fint.” Jeg smiler svagt og nikker lidt, inden jeg igen kigger væk fra de isblå øjne, der efterhånden har lært at se lige igennem mig. Sandheden er, at jeg ikke faldt i staver, men stod og spejdede efter Zayn. Jeg kan sværge på, at jeg så ham lige før. Men måske er det bare min underbevidsthed, der spiller mig et puds. Hvorfor, min underbevidsthed skulle få Zayn til at dukke op som et fatamorgana, kan jeg dog ikke regne ud.

Min hånd, der ligger i Louis’, får et lille klem, så jeg igen fejlagtigt kigger ham i øjnene. Han smiler dog bare skævt til mig og har ikke kunnet læse mine tanker om Zayn. Selvom det ville være lige meget, har jeg alligevel ikke lyst til at sige, at jeg troede, jeg så Zayn, for hvis det nu viste sig, at det ikke var ham, ville jeg have taget fejl. Og at tage fejl er en af de mange ting, jeg aldrig gør. ”Fair nok…” Siger Louis roligt, som svar på min forklaring. ”Det, jeg sagde, før du faldt i staver, var bare, at din nye kjole er flot.”

Instinktivt kigger jeg ned ad mig selv, selvom jeg allerede er klar over, hvad jeg har på: En sort Chanel, der sidder til i livet. Ved halsen pynter en smuk blondekant, der fint indrammer min nye halskæde. Tilfreds smiler jeg og kigger igen på Louis, der også står og smiler.

”Tusind tak, skat.” Siger jeg ærligt, da det er rart, at han lagde mærke til, at kjolen er ny. ”Dit jakkesæt sidder forresten virkelig flot. Jeg sagde jo, at det ville se godt ud. Du ved, jeg elsker, når du har jakkesæt på. Det komplimenter virkelig, hvem du er.” Jeg hæver øjenbrynene lidt og kigger indgående på ham for at understrege min skjulte hentydning til, at han burde klæde sig sådan oftere.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har en ekstrem svaghed for Louis, når han ser rig ud. Der er bare et eller andet specielt ved det, som jeg ikke helt kan sætte en finger på. Måske er det, fordi det, som jeg sagde, komplimenterer, hvem han er. Når man har råd til dyrere og lidt lækrere ting, hvorfor så ikke vise det? Det er i hvert fald den overbevisning, jeg lever med.

Derfor forstår jeg stadig ikke helt, hvorfor Louis fortsat deler en lille, skod lejlighed med Harry, der bedre er kendt som Drengen Der Sagde Fra, når han nemt kunne købe noget, der var hundrede gange bedre. Faktisk ville de begge have råd til hver deres overdådige lejlighed, hvis altså Harry ikke havde været så ekstremt hjernedød at slå hånden af sig selv.

Men selvom jeg faktisk finder deres lejlighed direkte frastødende, kunne jeg aldrig finde på at nævne det for Louis. Jeg ved jo, hvor meget han holder af det sted, og selvom jeg har svært ved at forstå det, har jeg accepteret det. Jeg kan selvfølgelig godt se, at lejligheden, på sin egen billige måde, er lidt rå og personlig, men udover det, er der ikke noget ved den, der falder i min smag. Faktisk er den næsten det præcist modsatte af min smag.

”Tak søde – alt for at gøre dig glad.” Svarer Louis mit kompliment, inden han kysser mig på kinden, så jeg tilfreds smiler. Han ved lige, hvad han skal sige for at gøre mig glad.

Dog falder min glæde, da jeg ser Harry og Erica nærme sig. Den glade følelse bliver erstattet af irritation, og jeg sukker indvendigt. De er vel søde nok, men langt fra nogen, jeg frivilligt ville være sammen med. Men ligesom lejligheden, betyder de meget for Louis, så jeg planter et smil på mine læber, gør mit bedste og er nogenlunde sød mod dem.

”Hey Claire! Du ser fantastisk ud, søde!” Udbryder Erica, da de kommer hen til os, med en affekteret stemme. Hun skubber Louis væk, så hun kan plante et kind-kys på hver af mine kinder. Jeg kæmper mod trangen til at tage hånden op og tørre aftrykket af hendes læber væk. Dog kommer jeg til at rynke lidt på næsen, da hendes opførsel er alt andet end normal.

Harry må have lagt mærke til mit udtryk, for han sukker og smiler så lettere irriteret. ”Tag dig ikke af hende, Claire. Jeg er lidt usikker på, hvad der sker for hende, men hun har været sådan overfor de fleste hele aftenen – dog er det kun blevet værre. Der er sikkert et eller andet galt med det dyre sprøjt, tjenerne går rundt med.” Endnu en gang må jeg kæmpe mod trangen til at gøre noget, de uden tvivl ville finde snobbet. Så jeg undlader at rulle med øjnene, selvom Harry ellers ville have godt af det, eftersom han tydeligt ikke ved, hvad han udtaler sig om. ”Vidste i for eksempel, at det ikke er champagne, men hvidvin?” Hans ord bekræfter min mistanke om hans uvidenhed indenfor drikkevarer.

Jeg svarer ham ikke, da jeg ikke har noget godt at sige. Det er en regel, jeg bliver nødt til at følge, hver gang jeg taler med enten Erica eller Harry, eller endnu værre: Dem begge på en gang. Hvis jeg ikke har noget godt at sige, skal jeg bare lade være med at sige noget. ”Edward, der er ikke noget galt med hvidvinen. Jeg prøver bare at passe ind i dette fine selskab.” Forklarer Erica irettesættende til Harry.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at hun aldrig vil kunne passe ind, uanset hvor hårdt hun prøver. Det ligger bare ikke til hende. Harry hiver mig væk fra mine nedladende tanker, da han surt kigger på Erica. ”Du ved godt, jeg hader, når du kalder mig mit mellemnavn!” Ordene bliver nærmest hvæset ud mellem hans sammenbidte tænder, og selvom han faktisk ser oprigtigt sur ud, vælger Erica at irritere ham endnu mere ved at række tunge af ham. Hvis hun så gerne vil passe ind, kunne hun starte med at stoppe med at være så barnlig.

Det kommer bag på mig, da Louis begynder at grine over sine to venner, for ærligt talt: Hvad var der sjovt ved det? Louis’ grin smitter af på Harry, der erstatter sit tvære udtryk med et lille smil. Erica og Harrys forhold har altid undret mig, for en gang imellem virker de som hund og kat, men der går aldrig lang tid, før de smiler igen. Jeg har altid tænkt, at de havde en ting for hinanden, men så fik Erica en kæreste, og dermed bristede min lille idé. Men nu hvor Jason er ude af billedet, kan det jo være, at jeg får ret alligevel. Jeg tager jo som sagt aldrig fejl.

”Hey i to, måske er det på tide, i tager hjem? I har vidst begge allerede fået en miljøskade…” Louis smiler sødt til dem, og jeg skynder at nikke mig enig. For min skyld må de hjertens gerne smutte hjem.

”Yes! Må jeg gå?” Harry ser med ét utroligt glad ud, og hans smil vokser sig om end endnu større, da Louis med et grin nikker. Smilende vender Harry sig mod Erica, og ligner næsten at han ikke kan være i sin krop af ren og skær glæde. ”Kommer du med Erica? Jeg har brug for at tage på McDonald’s eller Burger King – hvad som helst, der ikke minder om det her.”

Hvis han så gerne ville gå, kunne han så ikke bare være skredet for lang tid siden? Det er jo ikke ligefrem fordi, han er blevet tvunget til at være her, vel? ”Men Haz, jeg vil ikke hjem endnu. Jeg har ikke brugt så lang tid på det her,” Erica peger mod sit tøj, og jeg tager Harry i at give hende et elevatorblik, inden hun fortsætter, ”for at gå tidligt. Beklager, men jeg skal vise snobberne, at jeg fandeme godt må være her, og hvis jeg går, har de vundet.”

Erica, jeg før kiggede på, mister min opmærksomhed, da en skikkelse bag hende fanger mit blik. En skikkelse, jeg var sikker på, jeg så tidligere. En skikkelse, der tilhører ingen mindre end Zayn. Hans blik møder mit gennem lokalet, og jeg smiler hurtigt til ham, selvom jeg indeni er forvirret. Hvad laver han her? Han gengælder straks mit smil og begynder roligt at kante sig forbi folk og hen mod mig.

”Erica, jeg vil hjem. Hvis du vil med mig, er det nu eller aldrig. End of story.” Harrys stemme skærer igennem, så jeg mister fokus fra Zayn og irriteret følger med i deres intetsigende samtale igen. Kan Harry ikke bare fatte, at Erica ikke vil hjem nu? Hvorfor skal de spilde deres, eller rettere sagt alles, tid på det her?

”Men Ha-” Mere når hun ikke at sige, før hun afbryder sig selv. ”Hey, er det ikke Liam, der står der?” Hun kigger på et punkt bag ved Louis, men jeg er ikke en gang interesseret nok til at kigge derhen. ”Jeg skal lige hilse på ham. Kom godt hjem darling.” Det sidste siger hun henvendt til Harry, som hun blidt og kærligt klapper på kinden. Måden, hun sagde darling på, minder mig om min mor, så lidt ros må hun da få for sit forsøg på at ’passe ind’.

Harry når ikke at svare hende, hvilket jeg ærligt talt er glad for, for de kunne bruge yderligere 10 minutter på at snakke om, at hun ikke skal kalde ham darling eller klappe ham på kinden, før Erica har fået banet sig vej forbi nogle mennesker og dermed forsvinder. ”Well, så tager jeg vel alene hjem. Ses vi senere Lou?”

Selvom Harrys spørgsmål tydeligt er henvendt til Louis, kigger de alligevel hen på mig, som om jeg har svaret. ”Måske… Jeg ved ikke, om jeg sover hos Claire?” Siger Louis så og fanger spørgende mit blik. Jeg beslutter mig for at være lidt utydelig i mit svar, da jeg ikke kan beslutte mig lige nu, og smiler derfor blidt, hvorefter jeg trækker på skuldrene. Det må de tolke, som de vil.

”Okay mate,” Harry hviler tungt sin hånd på Louis’ ene skulder, så jeg kun kan drømme om de folder, han laver, da han hurtigt giver skulderen et klem. ”Vi ses!” Han fjerner sin hånd fra Louis, smiler stort til ham, vender derefter blikket mod mig, og sender også mig et af hans blændende smil, som jeg ærligt må indrømme er yderst charmerende. Jeg smiler skævt tilbage og vil egentlig bare gerne have, at han snart får taget sig sammen til at gå.

”Ses Harry,” Louis når at svare, inden Harrys udtryk ændres til et irriteret et. Han skuler mod et punkt bag mig, inden han laver et enkelt nik med hovedet. Uden flere hilsner, lusker Harry væk, mens han mumler noget, der bliver utydeligt, da han vender ryggen mod os. Også Louis kigger mod punktet, Harry lige så på, inden han åbner munden.

”Godaften Zayn.” Han forholder ansigtet neutralt, selvom noget i hans blik ikke helt hænger ordentligt sammen med hans udtryk. Jeg vender mig endelig rundt, og ganske rigtigt står en smilende Zayn lige foran mig. Mit blik bliver hurtigt fanget af Zayns betagende øjne. Nogle gange mistænker jeg ham faktisk lidt for at gå med mascara, men hvis han gør, gør det ikke noget, for et smukt maleri har jo også brug for en ligeså smuk ramme, ikke?

”Hej Louis,” Zayn smiler høfligt, men hvis jeg ikke tager helt fejl, vokser smilet lidt, og hans blik bliver varmere, da han kigger mod mig. ”Og hej Claire.”

Louis rømmer sig lidt, og jeg behøver ikke en gang kigge på ham for at vide, at han føler sig truet af Zayn. Det har han altid gjort, men jeg har ærligt talt ikke noget imod det – tværtimod føles det godt, og jeg synes det er lidt sødt. Jeg elsker Louis og ville aldrig vælge nogen, end ikke Zayn, fremfor ham, men derfor må han stadig godt være lidt i tvivl. For jo mere han er i tvivl, jo bedre fast vil han holde på mig. ”Jeg skal lige have noget mere hvidvin. Skal jeg tage noget med til dig, skat?” Det sidste tilføjer han med ekstra tryk på, mens han smilende nikker mod mit tomme glas.

Jeg bliver henrykt over den effekt, Zayns tilstedeværelse har på Louis, og nikker derfor med at stort smil. Min glæde eksploderer, da Louis læner sig frem og kysser mig intenst, inden han tager mit glas og går. Jeg får altid et vidunderligt sug i maven, når han kysser mig på den måde: Som om jeg er den eneste person, der betyder noget for ham.

Da Louis er ude af syne, kan jeg høre Zayns klukkende latter, der langsomt vokser sig større. ”Du kan godt sige til din kæreste, at han ikke behøver at afmærke sit territorium. Jeg tror lidt, han glemmer, at jeg ikke prøver at stjæle dig fra ham.” Det sidste bliver sagt med en underlig tone, jeg ikke helt kan sætte fingeren på. Det er en af de ting, jeg elsker ved Zayn: Hans personlighed. Han er så… Jeg kan ikke en gang sætte ord på det. Han er bare noget specielt, og jeg er uendeligt glad for at have ham som ven.

”Jeg aner ikke, hvad du snakker om,” Svarer jeg med et lille grin, inden jeg fortsætter, ”Hvad laver du overhovedet her? Har du ikke bevæget dig lige lovligt langt væk fra dit eget territorium?” Med et ser han lidt forvirret ud, som om han stadig selv prøver at finde ud af, hvorfor han egentlig er her.

”Jeg er her med Katie,” Siger han så, ”Det var meningen, jeg endelig skulle møde nogle af hendes venner, hendes søster og hendes mor, men jeg tror ikke, nogen af dem kendte til min eksistens før i aften… Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal have det med det. Jeg mener, jeg ved jo godt, at Katie ikke har snakket med nogen af dem i lang tid, men jeg havde alligevel regnet med, at hun ville have forberedt dem på en eller anden måde…” Han sukker stille og slår blikket ned mod de bredde træ-planker. ”Hendes mor virkede virkelig sød og imødekommende, men hendes søster og venner, de… Hvordan skal jeg formulere mig? De opførte sig ret mærkeligt.” Han kigger op igen og møder mit blik, så jeg får frit udsyn til nervøsiteten og forvirringen i hans øjne.

”Hvis der er nogen, der har en kæreste med mærkelige venner, er det da mig. Jeg forstår dig virkelig godt Zayn, men hvis du virkelig holder af Katie, må du bare acceptere hendes venner. For er det ikke en meget lille pris at betale for noget så fantastisk som det, i har?” Han nikker lidt over mine ord, og lyser langsomt op i et smil. ”Men hvor er Katie?”

Smilet bliver til en underlig grimasse og hans blik bekymret. ”Hun snakker med sin søster. Det var virkelig underligt og akavet, da jeg mødte hende. Hende og en af Katies venner blev ved med at snakke om, hvor mange ting, der var sket, siden Katie sidst havde set dem.” Den sarkastiske og irriterede måde, han sagde ’venner’ på, får mig til at spidse ører. ”Ud af det blå begyndte de to så at kysse. Eller rettere sagt snave. Det hele havde været fint nok, jeg mener, jeg kunne jo ikke vide, om de var kærester eller sådan noget, men måden Katie reagerede på… Jeg kunne mærke på hende, at hun blev påvirket af det. Så jeg er kommet frem til konklusionen, at han måske er hendes ekskæreste, og de har noget uforløst mellem dem. Udover det, blev endnu en af Katies venner sur på dem, og jeg føler, jeg er blevet kastet midt ind i et drama, jeg gerne ville være fri for.” Han sukker tungt og ser opgivende på mig. ”Hun kunne godt lige have advaret mig mod ting som det…”

”De forstår da at give et førstehåndsindtryk.” Siger jeg med et svagt grin for at muntre ham lidt op. Det lykkes mig da også at få et smil tilbage på hans læber, inden han trækker lidt på den højre skulder. De brune øjne ligger ikke længere på mig, men på et punkt bag mig, og et kærligt smil pryder hans ansigt.

”Når man taler om solen…” Jeg vender mig rundt og spotter hurtigt Katie, der kommer hen til os. Hun er virkelig pæn, og den vinrøde kjole, der let smyger sig om hendes krop, fremhæver alle de ting, jeg misunder hende. Da hun kommer hen til os, kommer hun til at gå ind i mig i farten, men når ikke at sige undskyld, før Zayn har hevet hende ind til sig. ”Er du okay?” Spørger han bekymret og trykker blidt sine læber mod hendes pande.

Et stille suk forlader hendes læber, men hun står med ryggen til mig, så jeg ikke kan se hendes ansigt. Alligevel er det ikke svært at høre, hvad hun siger. ”Der var en grund til, jeg ikke ville hjem igen. Kan jeg ikke bare blive hos dig, til jeg dør?” Det sidste lyder lidt useriøst, og Zayn griner da også let, mens han ryster på hovedet. Der er to ting ved Katie, jeg altid har undret mig over: 1. Hvordan hende og Zayn mødtes. De har aldrig givet en sammenhængende forklaring, og efter mine observationer dukkede hun op ud af det blå. 2. Hvorfor hun først har besluttet sig for at vende tilbage til sin familie nu. Hvorfor tog hun overhovedet væk til at starte med?

”Katie, du ved godt, du ikke kan gemme dig hos mig for evigt…” Hans blik bliver trist, men hans smil drillende, inden han kysser hende en enkelt gang på næsen. Jeg kan se hvordan deres fingre bliver flettet sammen, og en underlig følelse spreder sig i mig. En følelse, jeg ikke vil give opmærksomhed. Apropos opmærksomhed, føler jeg, at jeg får for lidt lige nu. Derfor vælger jeg at afbryde deres stirre-konkurrence ved at rømme mig tilpas højt.

Katie vender sig rundt og ser med det samme undskyldende på mig. Hendes kinder blusser svagt, da hun går hen og omfavner mig. ”Hej Claire, længe siden,” Hun trækker sig ud af krammet og griner let. ”Jeg så dig slet ikke… Det må du undskylde! Hvordan går det?”

Jeg gengælder smilet, og hun stiller sig hen ved siden af Zayn igen. Han betragter hende omsorgsfuldt, men jeg tror ikke, hun lægger mærke til det. Som de står der, slår det mig, at jeg ikke behøver nogen forklaring på, hvorfor de er sammen. De er perfekte for hinanden, og sådan noget behøver ingen forklaring. Jeg åbner munden for at svare, da jeg bliver afbrudt af to arme, der samler sig om mit liv.

Jeg giver et chokeret spjæt fra mig og kan kort efter høre Louis’ lave latter lige ud for mit øre. Forsigtigt slipper han grebet om mig, så han ikke spilder vinen fra glassene i hans hænder. Det kunne virkelig have gået galt, og hvis der var kommet vin på min nye kjole, så-

Louis afbryder mine tanker ved at placere et kærligt kys på min kind, så jeg ikke kan andet end at smile. Han er virkelig gavmild med de kys her til aften, men det er kun rart. Jeg tager imod mit glas, så han kan tage sin arm om mig. ”Katie, det her er min kæreste, Louis. Jeg tror ikke, i har mødt hinanden før, vel?” Siger jeg smilende henvendt til Katie. Det føles godt at kunne vise Louis frem.

Louis vender ansigtet mod Katie, og i samme øjeblik stivner han kort. Uroligt kigger jeg mod hans ansigt, men det forholder sig i neutrale folder. Men da jeg igen kigger hen mod Zayn og Katie, bliver jeg overbevist om, at der er noget galt. Zayn hilser på Louis og ser normal og afslappet ud, men Katie står derimod helt stille. Hendes øjne er let opspilede, og hendes blik ser vredt og bange ud. Hun bider hårdt sammen og ligner en, der ikke ved, hvad hun skal gøre eller sige. Ingen af dem hilser på hinanden, så stilheden sænker sig hurtigt over os, i takt med at uroen vokser i mig. Hvad er det, jeg ikke ved?

Katie ryster hurtigt på hovedet, sikkert for at ryste den følelse, hun havde, af sig. Det ligner, hun kommer ud af en trance, for med det samme ligner hun sig selv. ”Undskyld, jeg tror lige, min mor kaldte på mig. Kom Zayn.” Hun knuger sin hånd om Zayn ærme og trækker blidt men bestem i ham. Undskyldende smiler han til os, inden de går væk.

I samme sekund, som de er ude for hørevidde, vender jeg mig mod Louis. ”Hvad gik det ud på? Kender du hende?” Undersøgende gransker jeg ham, men må slået indse, at jeg ikke kan finde noget i hans blik, der kunne afsløre ham.

”Nej…” Mumler han og kigger kort mod den vej, de gik. ”Nej, det gør jeg ikke. Hun har sikkert bare en dårlig dag…” Det sidste bliver sagt med et blidt smil. ”Så det var altså Zayns kæreste? Hun virker sød. Jeg vidste slet ikke, han havde en kæreste… Der kan man bare se.” Hans emneskift falder ikke i god jord, men det desperate forsøg bekræfter dog min mistanke om, at han løj før. Han kender Katie. ”Kom, lad os sige hej til mine forældre! De står lige derovre,” Skynder han sig at sige, inden jeg spørger mere ind til Katie emnet. Sikkert for at lukke min mund, kysser han mig, og begynder så at føre mig hen mod hans forældre.

Jeg vil godt lade ham leve i troen om, at jeg bare glemmer den lille scene for nu, men det var for mistænksomt til at blive overset, og jeg skal nok finde ud af, hvor de kender hinanden fra, på den ene eller den anden måde… 

_____________________________________________________________________________________

Jeg har det røv-dårligt... Er blevet mega syg og kan næsten ikke bevæge mig, fordi hele min krop er i smerter. Nogen der vil bytte liv med mig, eller hurtigt kan kurere mig til på mandag, for jeg har virkelig ikke tid til at være syg...!

Anyways, hej! Jeg håber, i kunne lide kapitlet, der egentlig bare har ligget og ventet på, at jeg ville publicere det...

Brugte også 100 år på at finde en titel til kapitlet, så jeg til sidst måtte søge hjælp (lad os alle give credz til Marie for den fabulous titel)

Uh, og hvad synes i btw om Claires synsvinkel???? Leave a comment!

Håber i har det godt, og at i ikke er syge!

host, snot, slim

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...