Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8471Visninger
AA

3. Just another hopeless heart.

 

Zayns synsvinkel

 

Jeg kigger ud af vinduet og opdager hvordan alt er gråt. Det begynder stensikkert snart at regne. Normalt ville jeg have noget imod det, for regn er sgu ikke lige min kop te, men lige nu passer det mig helt fint. Regnen gør nemlig at Claire, selvom vi allerede har overskredet vores aftale med en halv time, vil blive her lidt længere. Jeg regner i hvert fald ikke med, at hun har specielt meget lyst til at gå ud i regnen.

Mit blik glider tilbage på Claire igen. Hun sidder med de smukke, brune øjne rettet mod sin iPhone, mens fingrene hurtigt trykker på skærmen. Tanken, om at hun skriver med sin kæreste, Louis, får mit smil til at falme lidt, og jalousien stikker i mit hjerte.

Tæt efterfulgt kommer min skyldfølelse overfor Katie.

Lorte følelser! Hvorfor fuck skulle jeg også absolut falde for Claire, der har en kæreste, når jeg selv har en? En smuk, sød og fantastisk en, oven i købet. Men Katie er ikke Claire – langt fra…

Jeg har været kærester med Katie i omkring et år vel, men i den seneste måned af vores forhold, har mine følelser ikke været der længere. Selvom jeg virkelig prøver at grave og tvinge dem frem, er det umuligt. Jeg holder stadig af hende, men mere som en veninde.

Samtidigt har jeg ikke lyst til at slå op med hende, for jeg kender til hendes dybeste hemmelighed – faktisk var det mig, der reddede hende den gang. Det er et bånd, jeg ikke har lyst til at bryde, for det ville knuse hende.

Claire kigger kort op for at sende mig et smil, inden hun igen vender blikket mod telefonen. Hurtigt tager hun en af de brune slangekrøller om bag øret. Jeg er bevidst om, at jeg sidder og overglor hende lige nu, men jeg kan ikke lade være. Hver lille detalje ved hende er fantastisk, og jeg føler ikke, jeg kan se mig mæt.

”Send,” Siger hun og holder triumferende sin hånd frem, mens beskeden bliver sendt. Derefter lægger hun sin mobil tilbage i sin taske og kigger hen mod mig igen. ”Det må du undskylde! Jeg blev bare lige nødt til at skrive til Lou og sige, at jeg nok bliver yderligere forsinket på grund af regnvejret.”

Jeg stikker hende et skævt smil og nikker forstående. Regnen trommer mod ruden, og min fornemmelse af vejret tidligere bliver bekræftet. ”Yes, det er helt fint! Jeg skulle forresten hilse fra Katie.” Okay, det var en løgn. Katie ved ikke en gang, at jeg spiser frokost med Claire. De kender dog godt hinanden, og Katie ved, at vi har et stærkt venskab. Hvad hun ikke ved er, at jeg har fået udviklet nogle følelser, der er meget mere end venlige, for Claire.

”Tak. Hils hende tilbage, ikke? I to er simpelthen som skabt for hinanden, er du godt klar over det?” Hun smiler sødt, men jeg trækker bare lidt på skuldrene og prøver at synke den klump, jeg har i halsen.

”Tjah, det er i hvert fald, hvad folk siger til os.” Jeg smiler men prøver alligevel at afrunde emnet. Det føles forkert at snakke om Katie, når jeg sidder her med en anden.

”Er der noget galt?” Claire kigger indgående på mig, men jeg ryster hurtigt på hovedet.

”Nej… Jeg gider bare ikke snakke om Claire lige nu.”

”Katie.”

”Ja, Katie?” Jeg kigger spørgende på hende. Hun kigger underligt tilbage på mig, og ligner en, der ikke ved om hun skal grine eller ej. Var det ikke meningen, at vi skulle droppe Katie-emnet?

”Du sagde Claire.”

”Nej, jeg gjorde ej.”

”Jo du gjorde.” Griner hun, men lyder stadig bestemt. Hun kigger overbevisende på mig, så jeg faktisk bliver i tvivl om, hvad jeg sagde.

”Gjorde jeg?”

”Ja,” Hun nikker, og jeg kan se hvordan sejrsglæden lyser i hendes øjne, da jeg siger et lille ”nå.” Claire vil altid have ret – som i altid. Men af en eller anden grund, finder jeg selv det attraktivt.

En brummen lyder fra hendes taske, så hun igen vender sig rundt og fisker den op med et snuptag. Mens hun læser beskeden, der stensikkert er fra Louis, vokser hendes smil. ”Aw, har jeg lige den sødeste kæreste, eller hvad? Louis kommer og henter mig i sin bil, så jeg slipper for at gå hjem.” Det virker som om hun taler til sig selv, og da hun ikke kigger, ruller jeg med øjnene.

”Fedt.” Mumler jeg bare, men hun hører det ikke og går i stedet i gang med at svare Louis. Det var ikke meningen, at den sidste del af vores frokost skulle handle om vores kærester…

Hun bliver færdig med at skrive, smider telefonen tilbage i sin sorte Chanel taske og kigger så smilende op på mig. ”Tak for at invitere mig Zayn, det har virkelig været hyggeligt.”

Jeg nikker bekræftende, for jeg har selvfølgelig også nydt hendes selskab. ”Selv tak. Jeg regner med, du betaler, ikke?” Hendes øjne bliver store, og det er først, da jeg begynder at grine, det går op for hende, at det var en joke. Hun kan ikke holde sit grin tilbage, hvilket er en af de bedste lyde jeg kender, mens hun tager sig til hovedet.

Vores grin stilner af, så hun nu bare sidder med et smil på de lyserøde læber. ”Jeg er så glad for, at vi er blevet så gode venner igen…” Hun refererer til en periode, da vi gik i highschool, hvor vi hadede hinanden. Jeg syntes, at hun var snobbet, arrogant og den største bitch, man kunne opstøve i London, og hun syntes, jeg var latterlig og klam, fordi jeg var lidt af en outsider. Men efter highschool gik det op for os begge, at vi egentlig havde ting tilfælles, hvilket blev starten på vores venskab.

”Samme her.” Svarer jeg. Hun kigger mig over skulderen og har vidst fået øje på nogen. Sekundet efter bekræfter hun min mistanke, og smiler stort og vinker.

Jeg vender mig rundt i stolen og ser en bil, der kører ind til siden og holder. Den er lav og har en blank, sort overflade, hvor det ligner, regndråberne bare praller af. Det er ikke en gang, fordi jeg kan sige, at hun fortjener bedre, for Louis har mindst ligeså mange penge som jeg og elsker hende ligeså højt. ”Louis er her nu. Endnu en gang: Tak for i dag Zayn.” Hun rykker sig selv og stolen ud, for derefter at tage sin taske.

Automatisk rejser jeg mig også op, hvilket får hende til at kigge på mig med en underlig grimasse. ”Jeg kan lige følge dig ud.”

”I regnen?” Fniser hun og får mig til at føle mig lidt tåbelig. Bestemt nikker jeg og smiler så.

”Ja, det er jo ikke fordi, jeg har tænkt mig at blive hængende her, helt alene…” Min kommentar får hende til igen at udstøde et lille grin. ”Venter du ikke lige på mig? Jeg skal lige betale.”

”Jo, selvfølgelig.” Svarer hun, men jeg er allerede på vej hen til en af de tjenere, der stressede render rundt. Her er forholdsvis fint, hvis man tænker på, at vi bare skulle spise en afslappet frokost, men når man, som mig, har pengene til det, hvorfor så ikke gøre det til en standard? Det er det i hvert fald blevet for mig.

”Undskyld,” Prøver jeg, men tjeneren suser bare hektisk forbi mig og ignorerer mit forsøg på at bede om regningen. Det irriterer mig lidt, at ingen lægger mærke til mig, deres kunde, der står og mangler assistance. ”Undskyld mig?” Siger jeg igen, og går denne gang ind foran tjeneren.

”Kan jeg hjælpe Dem med noget?” Spørger ham, jeg stoppede. Han smiler stift til mig, og det er tydeligt at se, at han ikke ligefrem føler, han har tid til mig.

”Ja, kan jeg bede om regningen?” Jeg peger hen mod bordet, jeg sad ved, og han nikker hurtigt for derefter at mase sig forbi mig og fortsætte sin powerwalk. Det er ikke ligefrem den bedste service, de har her, og jeg er lidt usikker på, om han overhovedet får skaffet regningen til mig.

Dog bliver min tvivl afkræftet, da jeg ser ham, jeg snakkede med før, tale med en kvinde, der smilende vinker mig hen til sig. Jeg skynder mig derhen, da jeg kommer i tanke om, at jeg har ladet Claire stå og vente på det her. Hun fører mig hen til en kasse, og jeg er ikke en gang opmærksom på hvor meget det bliver. Jeg sætter bare kortet i, skriver min kode, og tripper så utålmodigt med foden.

Måske har tjenerne smittet mig, for jeg føler mig stresset. ”Kvittering?” Spørger hun roligt, og jeg skynder mig at ryste på hovedet, da jeg ikke kunne være mere ligeglad med kvitteringen. ”Hav en god dag.”

”I lige måde.” Svarer jeg automatisk og sender hende et lille smil, inden jeg, med lange skridt, går tilbage til Claire, der nu står ved døren. Hun lyser op, da hun ser mig, og har min jakke over armen, som hun rækker frem mod mig, da jeg når derhen.

”Det tog sin tid…” Påpeger hun, så jeg ser undskyldende på hende. Jeg skal til at undskylde, men hun vifter mig af med en bemærkning om, at vi burde gå udenfor.

Jeg tager min jakke fra hende og får den hurtigt på. Ikke at den er til meget hjælp, for da vi kommer udenfor, står det praktisk talt ned i stænger. Vandet finder hurtigt igennem min lidt for tynde jakke, og jeg bliver gennemblødt på hvad der føles som mindre end 10 sekunder. Jeg hader vand så inderligt, at selv dette kan få mit humør til at styrtdykke.

Claires Louboutin stilletter, der har den klassiske, røde sål, klikker mod det våde fortov, mens hun tripper hen mod Louis, der kommer ud af bilen. Han smiler stort, da han ser hende, og de omfavner hinanden. Da deres læber mødes i et kys, vender jeg blikket væk, for misundelsen er ikke til at holde ud.

Som jeg lige troede, mit humør ikke kunne blive mere ødelagt, bliver døren på den anden side af bilen åbnet, og ud kommer han: Harry fucking Styles, idioten over dem alle.

Jeg kan slet ikke tage ham, for selvom han ikke er arrogant som sådan, føler han sig altid så hævet over alle andre. I hvert fald alle os, der er i overklassen. Vores forældre kender hinanden, og det har de gjort siden jeg var helt lille. Hurtigt blev jeg venner med ham, men som vi blev ældre, voksede vi fra hinanden og fik forskellige interesser og nye venner. Dengang følte jeg stadig, han var min ven, for vi mødtes jo hist og pist til forskellige arrangementer, og der føltes det som om, intet havde ændret sig. Indtil han pludselig begyndte at brokke sig over alt; Begyndte at fable om, hvor forfærdelig hele vores 'verden' er.

Til sidst brokkede han sig også over mig. Han syntes, det var latterligt, at jeg ikke kunne se det. Men hvad var der at se? Vi lever det søde liv. Hvad fanden havde han så at brokke sig over?

Det hele endte med, at han slog hånden af sig selv og droppede sine forældre og hele den kreds, han ellers altid havde skullet være i. Det er det mest hjernedøde, jeg nogensinde har hørt nogen gøre. Hvorfor slå hånden af sig selv? Jeg mener, hvordan kunne han droppe den livsstil, han havde, og erstatte den med en middelmådig en?

”Malik.” Hilser han olmt, i det han går forbi mig. Jeg nikker en enkelt gang og kigger afmålt på ham. Hans krøller har han aldrig gjort noget ved, og de sidder bare henkastet på hans hoved. Selvom det regner, har heller ikke han en jakke på, sikkert fordi han ikke har tænkt sig at være udenfor, men blot en slidt, mørkegrøn skovmandsskjorte. Hans sko ligner, at de er blevet brugt i flere årtier, og snørebåndene er helt flossede.

”Styles.” Svarer jeg. Mere siger vi ikke til hinanden, før han hopper ind på bagsædet. Claire kommer hen til mig og giver mig et lille kram, inden hun skynder sig, så hurtigt hun nu kan i hendes sko, hen og overtager Harrys gamle plads ved siden af Louis.

”Farvel Zayn. Hav det godt, ikke?” Louis sender mig et skævt smil og et kort vink, inden han også sætter sig ind i bilen. Jeg svarer ham ikke, men kigger blot på Claire gennem ruden, der har fået taget sin sikkerhedssele på. Hun kigger ud og fanger mine øjne. Smilende vinker hun og mimer et ’hej hej’. Jeg tager hånden op og gengælder vinket. Det er kun møntet på hende – de andre kan ærligt talt rende mig.

Bilen gasser op og sprøjter en ordentlig omgang vand op på mig, inden den kører væk. Hvis jeg ikke var gennemblødt før, kan jeg da godt love for, at jeg er det nu.

Irriterende nok stopper det med at regne, og fordi alle andre var fornuftige nok til at holde sig indenfor under bygen, er jeg nu en af de eneste, der er drivvåde.

Mine sko svupper for hvert skridt jeg tager, mit tøj klæber sig til min kolde krop, og det føles som om, jeg har tisset i bukserne. Som prikken over i’et kommer der et vindstød, der blot får mig til at fryse endnu mere.

Mine tænder klaprer, mens jeg sætter farten op. Jeg overvejer stærkt at tage en taxa, men siden jeg ikke bor overdrevet langt væk, og jeg ikke kan se nogen i nærheden, ville det være lidt åndssvagt at ringe efter en vogn. Så ville jeg jo skulle stå stille og vente, og det ville heller ikke ligefrem varme mig.

Målrettet fortsætter jeg min gang, og jo tættere jeg kommer, jo flere mennesker er der. Ingen af dem er våde, og de glor alle sammen på mig, som om de ved præcist, hvad der skete, og jeg bare er verdens mest latterlige menneske.

Det er jeg vel i princippet også, hvis man stiller det op sådan her: Jeg valgte at gå ud i regnen, for at sige farvel til den pige, jeg er dybt forelsket i, efter at have spist frokost med hende, uden min kæreste kendte til det. Det gør mig ikke kun latterlig, men også idiotisk og dum.

Med et hårdt bump går jeg direkte ind i en pige, der stoppede op lige foran mig. Hun sender mig et undskyldende blik, inden hun snakker videre i sin telefon. Min irritation varer dog ikke længe, for jeg lægger mærke til, hvor chokeret og bange hun ser ud. Som om hun lige har fået en dårlig nyhed.

Hurtigt går jeg videre og undlader at sige en irriteret kommentar. Min krop føles tung, og jeg har det som om, jeg er Katie utro bare ved at tænke på Claire.

Katie er ikke i min lejlighed i dag, for hun har besluttet sig for at tage kontakt til hendes familie igen. Se, jeg bliver jo nødt til at være der for hende - som en støtte. Hvis jeg slog op med hende nu, ville hendes, i forvejen ustabile, verden ramle sammen om ørerne på hende.

Men da hun sagde, at hun var klar til at komme hjem igen, strittede jeg ikke imod – tværtimod bakkede jeg det 100% op, med den skumle bagtanke at hun ville flytte helt ud og derfor være nødsaget til at droppe mig. På den måde ville vi jo begge få det, som vi ville have det…

Jeg ryster lidt på hovedet af mig selv. Hvad er jeg dog for et menneske? Jeg har det forfærdeligt, og lige nu har jeg bare brug for at få tankerne hen på noget andet.

 

______________________________________________________________________________________

Hej venner! 

Wow, 80 favoritlister allerede... Jeg er virkelig så overvældet og taktaktaktak! Føler mig fame B-) (<---- mit forsøg på en cool smiley...)

Anyways: Hvad siger i så? You like? I hope so... 

Det ville virkelig betyde meget for mig, hvis i ville huske at smide et like (ingen tvang, bare et forslag 10hi f9z (ja, med z))

 

Nå ja, der er mange der har kommenteret på coveret (som jeg btw så på forsiden under det der "flotte covers"-dims), og jeg er også blevet spurgt, om jeg ville lave en tutorial-video til hvordan, jeg har lavet det... Nogen der er interesseret i det? (det tager en krig, og er usikker på om jeg 1) kan lave det samme igen og 2) kan finde ud af at filme det, hahahaha) Leave a comment below! 

xx Silke 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...