Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8235Visninger
AA

11. Hi, I'm Alice. Nice to meet you.

 

Marys synsvinkel

 

”Er du sikker på, at du er blevet rask nok til at tage i skole?” Spørger min mor bekymret, inden hun rækker ud og stryger lidt hår væk fra min pande. Afvigende trækker jeg mig væk og klistrer et skævt smil på mine læber, der ser ud til at berolige hende lidt. Jeg har nu ligget syg i tre dage, inklusiv søndag, hvilket altså vil sige, at jeg hverken var i skole mandag eller tirsdag, uden nogen egentlig grund. Okay, jeg var ’syg’ – det troede min mor i hvert fald, jeg var, og jeg havde ikke rigtigt andre muligheder end at spille med på det. Derfor var jeg heller ikke med til Francesca Di Mauros housewarming. Ikke at det gjorde mig noget, for jeg har efterhånden været til utallige lignende arrangementer, og alle er ens. Den eneste grund, til at jeg ærgrer mig over det, er, at jeg gerne ville have sagt hej til Katie. Men sådan blev det ikke.

”Mor, jeg har det fint. Bare rolig.” Svarer jeg hendes spørgsmål, nærmest automatisk, da det ikke er første gang denne morgen, hun har spurgt ind til det. Hendes trøstesløse øjne hviler stadig tvivlsomt på mig, mens jeg prøver at se så overbevisende ud som muligt. Før jeg ved af det, har hun omfavnet mig. Hendes hånd kører blidt over min ryg, og følelsen sender mig tilbage til min barndom, hvor hun ville ae mig på præcis samme måde, hvis jeg var bange, kommet til skade eller blot var ked af det.

”Mind mig om, at vi aldrig skal få køkkenfolkene til at lave tuntatar igen. Det kan de jo tydeligvis ikke finde ud af!” Vrisser hun, inden hun trækker sig væk fra mig. En underlig følelse jager igennem mig, og jeg bliver pludselig nervøs for, at hun i mit blik kan læse, det ikke var tuntatarens skyld, at jeg havde kastet op. Det havde været mit eget valg, og det var ikke meningen, hun skulle have hørt det. Men hvordan skulle jeg kunne forklare hende det? Skulle jeg bare have viftet hende af, og sagt at jeg ’tit kaster op efter et måltid, fordi jeg får det bedre med mig selv på den måde’? Hun ville aldrig kunne forstå det, og sikkert tro at jeg er blevet sindssyg. Det er jeg ikke. Jeg har fuldstændig kontrol over det, men det ville hun ikke kunne forstå. Det ville ingen kunne forstå.

”Men jeg bliver altså nødt til at gå nu mor, for ellers kommer jeg for sent.” Får jeg smilende formuleret, som om det betød alverden for mig at møde til tiden. I virkeligheden kunne jeg ikke være mere ligeglad med skolen. Jeg kan godt se, at man lærer et par vigtige færdigheder, men udover det, synes jeg, det er komplet spild af tid. Alligevel skal jeg knokle med lektier, for hvordan ville det ikke se ud, hvis jeg ikke levede op til min families standarder? Det er jo ikke ligefrem fordi Niall er et geni. Han har klaret sig igennem college med et fint gennemsnit, og det var også godt nok, men når det kommer til mig, er kun det perfekte acceptabelt. Jeg har så mange ting at leve op til, som jeg egentlig er forholdsvis ligeglad med. Men jeg gør det hele, fordi jeg ikke vil skuffe nogen.

”Peter kan køre dig, hvis det er?” Foreslår mor så, men jeg ryster nærmest allerede på hovedet, inden hun når at sige hans navn færdigt. Det bliver over mit lig at skulle køre hele vejen til skole med Peter som den eneste mulighed for samtale. Han irriterer mig grænseløst, i sådan en grad at det ikke ville gøre mig noget, hvis han kom ud for en alvorlig ulykke. Hans mangel på situationsfornemmelse er ekstrem, hans jokes enten dårlige eller upassende. I det hele taget er han bare ikke god nok til mor. Han svarer til ende-skiven på et franskbrød, der har ligget frit i stuen hos en kæderyger i et par døgn: Tør, kedelig og sådan en, som kun de færreste mennesker kan lide og vil have. Desværre er min mor en ende-skive-person.

”Ellers tak, jeg går bare. Jeg skal alligevel mødes med Rachel.” Forklarer jeg med ryggen til hende på vej mod elevatoren. Hun tøffer efter mig som en lille hund, der hjælpeløst følger sin ejer, selvom vores samtale egentlig burde blive defineret som slut. Jeg gætter på, at de fleste mødre bare er sådan.

”Er du sikker?”

”Ja.” Svarer jeg hurtigt og klikker på knappen til elevatoren, der lyser op. Jeg smiler et sidste anstrengt smil, da jeg ikke helt forstår hvorfor tre dages ’sygdom’ har forvandlet hende til en hønemor. ”Ses senere.”

”Hav en god dag, skat. Og hvis du får det dårligt igen, så ringer du bare.” Hun kysser mig på kinden, så hendes rosa læbestift, der får hende til at se ældre ud, end hun egentlig er, sikkert efterlader et aftryk på min kind, som jeg nu kan bruge et par minutter på at få væk igen. Jeg svarer med det sædvanlige ”tak” og ”det skal jeg nok” og træder så ind i elevatoren, hvis døre i samme øjeblik åbnes.

Da de igen lukker i, og jeg har fået trykket på knappen, der tager mig ned til foyeren, føles stilheden nærmest omklamrende. I de sidste tre dage har jeg ikke ladet stilheden få taget fat og sørget for, at jeg konstant hørte musik eller så tv, fordi jeg gerne ville undgå tankerne stilheden medbringer. Selv om aftenen, når jeg skulle sove, har rolig musik lavt spillet i baggrunden, så jeg kunne holde tankerne på afstand. Det er ikke selvdestruerende tanker i den forstand, at jeg bliver ædt op med tanken om, at jeg er grim, eller at ingen elsker mig. Nej, de er selvdestruerende på den måde, at jeg stresser mig selv. Jeg sætter krav for alle de ting, jeg skal nå og lave; Alle de ting, der skal opnås og udføres til perfektion. Men med alle de ting, som skal udføres perfekt, bliver jeg i nogen tilfælde nødt til at springe over der, hvor gærdet er lavest. Det gør jeg for eksempel, når jeg kaster min mad op. Det er bare så meget lettere og tidsbesparende end at dyrke motion.

Jeg er ikke som sådan perfektionist. Det er i hvert fald ikke en egenskab, jeg blev født med, men mere en, jeg blev påtvunget. Som forælder vil man ikke presse sit barn, og det tror jeg heller ikke, mine bevidst har gjort. Men da jeg var mindre, i tiden hvor mor og far stadig var sammen, føltes det som om, det var min perfektion, der holdt os sammen. Det løftede stemningen, når de havde skændtes, og gav dem noget de kunne være fælles om. Desværre holdt det ikke i længden, og mor skiftede far ud med Peter. Men måske var det min skyld. Jeg havde en periode, hvor jeg begyndte at lægge mere fokus på mit privatliv. En periode hvor jeg... Hvor jeg slappede af. Den periode kostede så min mors og fars ægteskab.

Jeg sukker kort, da et ding lyder, og træder ud af elevatorens klaustrofobiske rum. Lyset fra de store, hvide lamper, der vidst nok skal forestille at være moderne udgaver af lysekroner, genspejler sig i det glatte marmorgulv. Vores dørmand står og snakker med en dame, hvis pelsjakke går hele vejen ned til gulvet og ærligt talt ser alt for stor ud, som om hun prøver at bevise noget ved det. Alligevel nikker han venligt til mig, da jeg går forbi, og da han mimer ”god dag”, kan jeg ikke helt lade være med at smile.

Den kølige luft slår mod mig, men selvom februar er på sit højdepunkt, synes jeg alligevel at kunne ane forårets komme. Det er som om, den sprøde luft er blevet tilføjet noget varme, og som en dejlig overraskelse bryder solens skarpe stråler gennem de nu lysegrå skyer.

Jeg finder min mobil i min lomme og giver mig til at skrive en besked til Rachel. Mine fingre glider over skærmen, det lykkes mig at undgå stavefejl takket være auto-correct, og lige så hurtigt jeg havde taget den frem, lige så hurtigt er den tilbage i min lomme, med en sendt besked til Rachel om, hvor vi skal mødes. Der går ikke lang tid, inden mobilen vibrerer i min lomme, og jeg stopper min langsomme gang for at læse den.

Rachel: Sry søde, havde glemt, at jeg først skal møde senere, fordi historie er blevet aflyst, men vi kan følges i morgen, hvis det er? Ses vi måske senere? <3 xx”

Irriteret sukker jeg, da det langt fra er første gang, hun bare sådan aflyser en af vores aftaler. Ikke at det betød det store for mig, men alligevel gav det mig endnu mindre lyst til at møde op. Nu er der ligesom ikke nogen til at tvinge mig derhen, og en sygedag til eller fra gør vel ikke det helt store, vel? De savner mig sikkert ikke i skolen. Måske har ingen overhovedet lagt mærke til min manglende tilstedeværelse, og så kan det hele vel være lige meget.

Jeg svarer ikke på Rachels besked, men slukker derimod min telefon og lader den dumpe ned i min lommes mørke, den ikke vil komme ud af lige foreløbigt. Med skolen og alle de ting, jeg skal, skubbet bagerst i hovedet, vender jeg om på hælen og giver mig til at spadsere den stik modsatte vej end den, alle forventer, jeg vil gå, for en gangs skyld.

 

 

”En latte tak.” Siger jeg med et svagt smil til den forholdsvis unge ekspedient. Hun betragter mig kort, som om hun skal evaluere, om jeg er velkommen her, inden hun til sidst nikker og smiler. Min bestilling bliver hurtigt kradset ned på en seddel, og lidt efter ligger mine penge i hendes hånd, der derfra bliver ført videre til kasseapparatet. Den samme rutine i alle caféer.

Jeg smiler taknemmeligt, både over hendes accept af min tilstedeværelse og over min kaffe, der i samme nu er ved at blive lavet. Jeg ser mig nysgerrigt rundt i den underlige café. Der er ikke højt til loftet – langt fra, og jeg gætter på, det er blandingen af det lave loft, stearinlysene, som er placeret på alle borde og i alle vindueskarme, de mange mennesker og dampene fra henholdsvis te og kaffe, der blander sig sammen og skaber en tung varme, der på en gang føles rar men samtidig kvælende i forhold til luften udenfor. Glasdøren er dugget til, og der opstår en lille damp-sky, hver gang den bliver åbnet. En trang, til at tage mit overtøj af, rammer mig pludseligt, så jeg næsten føler mig helt klaustrofobisk i min store vinterjakke.

Men selvom jeg har det som om, jeg er ved at smelte, beslutter jeg mig for at finde et sted at sidde, før jeg tager overtøjet af. Endnu en gang må jeg se mig om, for i modsætning til de caféer, jeg er vant til, består denne ikke af et stort rum, men derimod en masse små. Jeg kan mærke på mig selv, jeg ikke har tålmodigheden til at gennemgå dem alle, da et blik gennem en af døråbningerne er nok til at bekræfte min mistanke om en labyrint af lokaler.

Derfor træder jeg ind i det første det bedste rum og slår mig ned ved et ledigt bord. Jeg får hurtigt hevet halstørklæde, vanter og sidst, men ikke mindst, jakke af, og smider det på den turkis træstol, der matcher bordet, den står ved, som er beklædt med lammeskin. Med et lille tilfreds suk bevæger jeg mig tilbage til kassen for at hente den latte, der i samme øjeblik bliver stillet på disken. Min perfekte timing giver mit humør et ekstra boost. Dog daler det hurtigt igen, da jeg opdager, hvad der ligger på den store underkop, min kaffe står på: Et halvstort stykke chokoladekage.

Bare synet af den giver mig følelsen af at tage 100 kilo på, og modvilligt stiger kvalmen i mig samtidig med trangen til bare at bukke under for den. Forvirret kigger jeg mod ekspedienten for at spørge, om der er sket en fejl, men hun er allerede i gang med at hjælpe en anden kunde. Det eneste, jeg får ud af hende, er et irriteret blik i min retning, fordi jeg åbenbart står i vejen for nogle af de andre kunder.

Hurtigt tager jeg både kaffe og kage og skynder mig tilbage til min plads. Jeg stiller det fra mig på bordet, fjerner overtøjet fra stolen og dumper ned på den. Da jeg sidder ned, begynder mit blik endnu en gang at vandre rundt, og jeg kan ikke lade være med at føle mig som lidt af en outsider.

Alle dem, der sidder herinde, har slidt tøj på. Men det er slidt på en pæn måde. Som om det er menneskerne, der gør det pænt. De sidder hjemmevante på de vakkelvorne gamle stole og bænke, og nogen af dem drikker urtete fra et glas, men selv det kan de få til at se cool ud. Hår i alle farver stikker ud under en piges grå hue. Hun ler let, sådan helt ubekymret og ægte, til en fyr, hun sidder ved siden af. Det første, der springer i øjnene på mig, er det utal af ringe, han har i sit ene øre. Fra hvor jeg sidder, kan jeg ikke tælle dem. De er så også de mest… anderledes mennesker herinde.

Deres diametrale modsætning sidder overfor, tæt omslyngede, kun iført slidt lysegråt tøj, med henholdsvis brunt og lyst hår. Pigen har ikke makeup på, ser det ud til, men hendes udseende og udstråling gør det helt og aldeles unødvendigt. Alligevel minder de mig om det første par: Alle herinde har noget tilfælles. Noget, jeg ikke helt kan sætte finger på.

Da går det op for mig, at jeg sidder og stirrer. Derfor skynder jeg mig at vende min opmærksomhed mod kaffen foran mig. Vant får jeg ført den op til munden, så den varme væske fylder mig til randen, og jeg lukker kort mine øjne i af nydelse. Det er lige før, jeg synes, det er den bedste latte, jeg i mit liv har smagt.

Tænk hvis jeg ikke havde taget toget til en tilfældig station, ikke var gået ned ad tilfældige gader, jeg normalt ikke ville gå på, og ikke tilfældigt var gået ind på denne lille café. Så havde jeg aldrig fået den bedste kaffe nogensinde. Livet er bygget på tilfældigheder, og i dag er de til min fordel.

Jeg tager den ene tår efter den anden, og det har en afslappende virkning på mig. Først nu opdager jeg, at jeg havde spændt i mine skuldre, fordi jeg var utryg ved at pjække. Jeg har gjort det før, men hver gang er jeg bange for at blive opdaget. Men kaffen får det til at føles okay; Ja, den får det nærmest til at føles som det eneste rigtige, jeg kunne have gjort.

Jeg har lyst til at blive her for evigt, i min lille fredfyldte boble, fyldt med god kaffe, rar varme, hyggelig stemning og behagelig stilhed. Desværre føles det som om, boblen bliver sprængt, i samme øjeblik som jeg tager den sidste tår af min latte og efterlader koppen tom. Bundfaldet griner mig op i ansigtet og minder mig om alle de ting, jeg kommer bagud med ved at sidde her og lave ingenting. Konsekvenserne går op for mig, for nu er bunken med lektier blot blevet større.

Irriteret sukker jeg og skuler til kagen, der også bare ligger dér og håner mig. Det er som om, den ved, jeg ikke vil spise den, men samtidig har en brændende lyst til det. Hvorfor skal jeg også være en person, der tager på så let som ingenting? Hvorfor er jeg ikke en person, der går i slidt tøj og drikker urtete? Hvorfor er jeg mig?

Jeg skubber tallerkenen lidt væk i et forsøg på at gøre det samme med tankerne, men det lykkes ikke helt. Lige pludselig virker stilheden irriterende, og jeg prøver at fokusere på den lave musik, der hele tiden har spillet i baggrunden. Jeg kender ikke sangen, men de behagelige toner smyger sig ind i mit øre og lader mig puste ud.

”Skal du ikke have den der?” En stemme ved siden af mig får mig til at fare sammen. Med hjertet siddende i halsen, drejer jeg hovedet mod den fremmede. Jeg bliver mødt af et stort smil, hvilket straks beroliger mig. Da han har fået min opmærksomhed, fortsætter han. ”Den er virkelig god, skulle jeg hilse og sige.”

Jeg sidder som forstenet og ved ikke helt, hverken hvad jeg skal sige eller gøre. Undrende glor han tilbage på mig, og endnu en gang går det op for mig, hvordan jeg igen stirrer. Jeg ryster kort på hovedet, både som svar på hans spørgsmål, men også til at ryste min stenede tilstand af mig. ”Jeg er allergisk.” Forklarer jeg dumt, og har ærligt talt lyst til at slå mig selv over den latterlige sammensætning af ord, der fløj ud af min mund.

Han skjuler et grin, der desværre er tydeligt i hans øjne, hvis farve jeg ikke kan se om er brun eller grøn. ”Du er simpelthen allergisk for kage?” Spørger han, bare for at træde lidt i det. Dog vil jeg forsvare mig selv og pointere, at jeg jo sagtens kunne have ment, jeg var allergisk overfor noget i kagen. ”Sikke et tilfælde; Det er jeg også!”

Denne gang er det min tur til undrende at glo på den fremmede, der, ud fra det sorte forklæde på hans hofter, må være en tjener her. ”Ja, ligesom jeg er allergisk overfor pengefråds, jordskælv og albinoegern.” Der går det op for mig, at han endnu en gang gør grin med mig, og jeg kan mærke varmen skylle op i mine kinder. En trang til at forsvinde væk i lammeskinnet stiger i mig, og jeg ved endnu en gang ikke, hvad jeg skal sige. Måske opfatter han det, for pludselig ser han undskyldende ud. ”Smag den nu bare. Den er god, det lover jeg.”

Opfordrende skubber han kagen hen mod mig. Jeg glor skiftevis på den og ham, inden et lille smil bryder frem på mine læber og forhåbentligt liver mit ansigt lidt op. ”Ellers tak. Jeg er ikke så vild med kage.” Bestemt skubber jeg den væk fra mig igen, selvom alt i mig skriger, at jeg for helvede bare skal smage på den.

”Hvordan kan man 'ikke være så vild med kage'?” Mumler han undrende. Jeg tror et øjeblik, han skal til at gå, da han dumper ned på stolen foran mig. Han hviler sit hoved mod sin hånd og kigger indgående på mig. ”Du er underlig.” Konstaterer han så, hvilket jeg ikke helt ved, hvordan jeg skal have det med. I lyset fra stearinlyset på bordet, kan jeg nu se, at hans øjne er grønne. Et par brune krøller stikker ud under en sort hue, der afslappet sidder på hans hoved. Et par smilehuller, jeg af en eller anden grund finder charmerende, bliver tydelige i lyset, da han smiler venligt til mig. ”Jeg rykker mig ikke, før du smager.”

Et lille grin slipper ud af min mund, mens jeg hæver et øjenbryn. ”Så kommer du til at sidde her længe.” Svarer jeg og føler mig lige pludselig selvsikker. Jeg læner mig tilbage i stolen, mens jeg overbærende betragter ham. ”Jeg har hele dagen.”

Han får et mystisk drag om munden, inden han efteraber mig og også sætter sig bedre til rette. Udfordrende kigger han på mig, inden han endnu en gang rykker tallerkenen mod mig. ”Smag nu. Det er min yndlingskage, og den fortjener ikke at gå til spilde. Desuden,” Han kigger kort på min krop, inden hans øjne igen møder mine, ”du tager langt fra skade af lidt kage.”

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal reagere på hans kommentar, der vel var ment som et kompliment. Jeg kigger ned på tallerkenen og skal til at skubbe den væk igen, da jeg giver op. Modvilligt griber jeg gaflen og sender et sigende blik mod pladsen overfor mig, inden jeg hugger ned i kagen. Forsigtigt balancerer jeg det op til munden, og det er som om tiden står stille, mens jeg holder den ved mine læber.

Jeg lukker øjnene og lader stykket dumpe ind i min mund. Den søde smag spreder sig straks og når at gøre mig glad, inden tanken om alle de ting, der ikke er gode for mig, slår rødder i mit hoved. Derfor er det modvilligt, da jeg synker og igen åbner øjnene. Den gode smag sidder stadig overalt i min mund, da jeg åbner den. ”Den var da udmærket.”

Fornærmet lægger min modpart armene over kors. ”Udmærket.” Vrænger han, men jeg kan let gennemskue, at han ikke er blevet ægte sur. ”Den er guddommelig. Du vil bare ikke indrømme det.” Det fornærmede udtryk dominerer stadig hans ansigt, men alligevel lykkes det ham at se venlig ud. Da han rækker hånden frem mod mig, tror jeg et øjeblik, at det er fordi, han vil tage tallerkenen. I stedet stirrer han mod min hånd, som en hentydning til, at han vil trykke den. Kluntet tager jeg hans hånd og giver den et lille ryst. ”Jeg fik ikke præsenteret mig ordenligt. Jeg er Harry. Hyggeligt at møde dig, også selvom, du ikke kan lide kage…” Det sidste bliver sagt med et underspillet grin, inden han slipper min hånd igen, så jeg stadig kan mærke det varme aftryk.

”Jamen i lige måde da, Harry.” Svarer jeg. Navnet passer til ham. Han ser lige præcis ud, som en Harry ser ud. ”Jeg hedder…” Jeg går kort i stå. Mit blik glider over ham, og det går op for mig, at han, ligesom alle andre herinde, har en afslappet stil, med en slidt skjorte over en t-shirt med huller, der matcher dem, han har på knæene. Han er, ligesom alle andre herinde, ikke ligesom mig; Jeg er udskuddet; Jeg er freaken. Det er mig, der skal tilpasse mig her. Med den tanke åbner jeg munden, og før jeg kan nå at stoppe mig selv, er et navn fløjet ud af min mund. ”Jeg hedder Alice.”

”Alice: Pigen, der ikke kan lide kage.” Konstaterer han smilende, totalt uvidende om min løgn. Mit smil bliver derimod anstrengt, da jeg ærligt talt er ved at gå i panik indvendigt. Hvorfor sagde jeg ikke bare Mary? Men nu er det jo ligesom lidt for sent at indvende og sige, at jeg kom til at opgive et forkert navn – hvad vil han så ikke tro om mig?

Egentlig burde jeg være ligeglad, for jeg kommer sikkert aldrig til at se denne Harry igen i mit liv, men samtidig er der noget i mig, der stritter imod. For at være ærlig, må jeg indrømme, at følelsen, der stritter imod, er følelsen af, at jeg gerne vil se ham igen. Jeg vil gerne lære ham at kende, for han virker forfriskende. Han er ikke som nogen anden, jeg kender. Måske kunne han lære mig at slappe af; Han kunne lære mig at leve.

”Men Alice,” Siger han, som om navnet var noget specielt, han aldrig før havde udtalt, og rejser sig fra pladsen overfor mig. ”Arbejdet kalder, og i modsætning til dig, kan jeg ikke blive siddende her hele dagen.” En underlig følelse ruller igennem mig, og der føles allerede tomt på den anden side af bordet, selvom han ikke er gået endnu. ”Men vi ses forhåbentligt igen?” Tilføjer han spørgende.

Jeg smiler til ham og nikker lidt, mens varmen endnu en gang spreder sig i mine kinder, hvilket er til stor irritation. Også hans smil ser mere usikkert ud, end han sikkert ønskede, og han skynder sig at tage min tomme kop og underkop i hænderne. Hurtigt lægger jeg dog min hånd ovenpå hans, så et lille stød går igennem mig. ”Lad kagen stå.” Han kigger sejrsfuldt på mig, inden jeg opgivende fortsætter. ”Den var pænt god…”

”Jeg sagde det jo!” Griner han så og stiller kagen tilbage på bordet. Et lille farvel er det sidste, der forlader hans læber, inden han vender ryggen til mig og forlader mit bord. Jeg kigger lidt på kagen. Den smagte godt, og det ville jo være synd at lade den gå til spilde – præcis som Harry sagde.

Med fornyet energi tager jeg endnu en bid af den, og et lille smil former sig på mine læber. Det kan godt være, at Mary ikke hørte hjemme her, men Alice derimod… Alice er en person, jeg kan skabe fra bunden. Det er som at få en ny start, et nyt liv, foræret. Som jeg sidder her, er jeg ikke længere Mary Horan, men derimod Alice. Alice, der hører til her. Alice, der har verdenen og livet liggende for sine fødder.

 

_________________________________________________________________________________

Så kom det længeventede Mary-kapitel endelig, og jeg håber virkelig, det falder i god jord! Til jer, der læste den tidligere udgave: I kan nu se, hvordan historien har fået en anden drejning end før, og det er en, som jeg selv virkelig er tilfreds med.

 

Men ja, hvad siger i til det hele? Smid en kommentar and make my day!

 

Jeg håber, i alle har haft en fantastisk vinterferie, eller går en dejlig en i møde. Personligt skal jeg selv i skole igen i morgen, og så er det jo fuldstændigt latterligt, at jeg ligger vågen til klokken lort for at skrive kapitlet færdigt, men yolo i ved... (i har bare, at være glade)

 

en masse kærlighed til jer alle, og endnu en gang tak for, at i gider følge med - det betyder virkelig meget 

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...