Heavy Eyes - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 17 feb. 2014
  • Status: Igang
Kom med ind i Londons overklasse: En separeret verden, hvor penge er den eneste billet ind. Her finder vi Rachel, Katie, Niall, Liam, Mary, Louis, Claire, Zayn, Harry og Erica. På kryds og tværs mødes deres veje, og for nogens vedkommende, skilles de. Kærlighed, intriger og hemmeligheder fylder i deres hverdag, og da en psykisk syg stofmisbruger binder dem sammen, vendes der op og ned på alt. Hvem kan man stole på, og hvor langt vil man gå for at være tro mod sig selv? (Drengene er ikke kendte.) (Dette er en gen- og omskrivning af min tidligere movella med samme navn.) Denne movella er dedikeret til min bedste veninde Marie, der har plaget om mere i snart et år. Tusind tak for alt ♡

141Likes
157Kommentarer
8215Visninger
AA

9. Erase and replace my feelings.

 

Liams synsvinkel

 

Irriteret tripper jeg lidt med foden mod gulvet. Bevægelsen virker beroligende på mig, men er langt fra beroligende nok til at få mig til at falde helt til ro igen. Vreden og sorgen blander sig i mig og føles som jod i et sår.

Jeg er så sur på Niall og Rachel, at jeg kan springe i luften når som helst, men så kommer sorgen og slukker den indædte flamme. Hvad fanden skulle det overhovedet til for!? Var det for at gøre Katie jaloux? I så fald er det så plat, som noget kan være.

Niall burde have vidst bedre. Han burde have skubbet Rachel væk, for han ved, hvor meget hun betyder for mig. Han ved hvor dybt min forelskelse sidder. Derfor burde han også vide, hvor meget det ville såre mig. Men alligevel gjorde han det. Min bedste ven kyssede pigen, jeg elsker, lige foran mig, og har ikke engang anstændigheden til med det samme at gå efter mig og prøve at forklare.

Jeg har besluttet mig for at give ham 5 minutter mere, før jeg går, for hvis han har en forklaring, skal han have en chance for at fortælle den. Men hvis han som forventet ikke siger, at han har følelser for Rachel, er han den mest stupide, egocentrede person, jeg kender. Hvis han derimod, mod alle odds, rent faktisk kan lide hende, er jeg også i tvivl om, hvordan jeg skal have det med det. Alt i alt er jeg virkelig sur på ham lige nu, og der er sådan set ikke rigtigt noget, han kan gøre eller sige lige nu for at få mig til at køle af. Måske burde jeg bare skride nu. Hvem ved, det kan jo være at min far er kommet hjem?

Men på den anden side håber jeg ikke, det er tilfældet, for hvis han er hjemme, er det ensbetydende med, at hans seneste fangst også er der. Jeg gider ikke en gang huske nogen af de kvinders navne længere, for de er alle så ligegyldige. Han elsker ikke nogen af dem, selvom han påstår det. Det eneste, de er for ham, er trøst. Det, i sig selv, er også bare frastødende, og mor fortjener så meget mere respekt end det. Hvordan kan han være det bekendt, både overfor mig og mor, at finde trøst i den ene bimbo efter den anden? Det er jo ikke mors skyld, at hun er død.

Tanken om hende får min mave til at trække sig sammen, og mit i forvejen knuste hjerte til at splitres endnu en gang. Tårerne truer med at skylle op i mine øjne, og mit forsvar er ekstra svagt oven på hele situationen med Rachel og Niall. Beslutsomt knytter jeg min hånd sammen og holder min fod i ro. Jeg har lagt hende bag mig, for det blev jeg nødt til.

Jeg vender mig om for at gå, da jeg bliver stoppet af en person, der står så tæt på mig, at vores næsetipper næsten mødes. Forskrækket trækker jeg mig lidt væk, og der går et øjeblik, før jeg genkender pigen, der står foran mig. ”Erica?”

”Overrasket?” Svarer hun med et hævet øjenbryn og et hævngerrigt smil, der spiller på hendes læber. Hun lægger armene over kors, mens hun afmålt betragter mig. Men jeg er fyldt til randen med irritation, vrede og sorg, så det sidste, jeg har brug for lige nu, er at blive skældt ud.

Derfor siger jeg noget, der lyder langt mere selvsikkert, end noget jeg normalt ville have sagt i en sådan situation. ”Næ.” Hun rynker brynene over mit svar, men da jeg prøver at mase mig forbi hende, stiller hun sig i vejen. ”Må jeg komme forbi?”

”Nej du må ej,” Siger hun forvirret og slår ud med den ene arm, så hendes fingre strejfer min brystkasse. Jeg prøver at undgå hendes blik, men det mislykkes, så hun til sidst fanger det. ”Det var meningen, du skulle have reageret anderledes.” Siger hun så.

Jeg glor lidt på hende. Det er som om, jeg har glemt alt om i morges, for det er først nu, det går op for mig, hvad hun mener. Hun havde regnet med, at jeg ville flippe ud og opføre mig arrogant, for det er vel sådan en person, hun ser mig som: En opblæst, rig nar, hvis eneste hobbyer er fine arrangementer og at nedgøre mindre velhavende mennesker. ”Ved du hvad Erica? Jeg kunne ikke være mere ligeglad med dig lige nu. Flot, du er her. Men hvis du vil have mig undskyldt, vil jeg virkelig gerne væk herfra.” Det sidste kommer desperat ud, og bliver næsten kvalt af gråden, der har taget godt fast i min hals. Hvorfor er jeg sådan en svans? ”Nu…” Beder jeg hende.

Hun ser et øjeblik forskrækket ud men tager sig så sammen. Hun kører en hånd gennem sit hår og nikker lidt. ”Selvfølgelig, jeg skal nok rykke mig…” Mumler hun så og tager et skridt til siden. Taknemmeligt skal jeg til at gå, da jeg mærker en hånd på min skulder.

Da jeg vender mig rundt, kigger jeg direkte ind i et par store, grå øjne, der er ligeså fine, som de altid er. ”Liam,” Siger Rachel og fjerner sin hånd fra min skulder. Jeg ser blot på hende, som var hun et maleri: Smukt, vidunderligt, men ikke levende eller virkeligt. ”Jeg har ledt efter dig overalt! Du gik bare, og jeg-”

”Rachel.” Jeg afbryder hende med en højere stemme, end jeg havde regnet med.  Det ligner langt fra, at hun har ledt efter mig overalt, som hun ellers sagde, og hvis jeg ikke tager helt fejl, så jeg hende for to minutter siden stå og tale med en eller anden gammel dame. ”Hvor er Niall?” Ender jeg med at snerre, så hun for et øjeblik ser forbavset ud. Det var ikke min mening at snerre, for normalt ville jeg aldrig kunne finde på at snerre af hende, men… Jeg tror bare, vreden har taget over lige nu.

”Niall tog hjem. Han regnede ikke med, du ville snakke med ham, hvilket er noget pjat. Du er jo okay, ikke?” Hun smiler og rækker hånden op til mit ansigt. De slanke fingre glider kærtegnende over min kind, så hårene i min nakke kort rejser sig.

”Jo…” Siger jeg sløvt, inden jeg tager mig sammen igen. ”Jo, jeg er okay, jeg kom bare lige i tanke om, at jeg skulle noget…” Min stemme dør langsomt ud, da Rachel selvfølgelig for længst har fjernet sin hånd og sin opmærksomhed fra mig.

I stedet kigger hun hen mod et andet punkt, og selvom det irriterer mig grænseløst, at hun ikke kan fatte, at jeg selvfølgelig ikke er okay, gør jeg ikke noget. Jeg kan ikke få mig selv til at blive sur på hende, for i princippet ved hun jo ikke, at jeg er forelsket i hende, så hvordan skulle hun kunne vide, at det ville såre mig? ”Det tænkte jeg nok.” Siger hun kort, inden hun fortsætter, ”Der er Katie og Zayn. Kom, lad os gå over og-”

”Faktisk,” Rachel bliver brat afbrudt af ingen mindre end Erica, der træder frem bag mig. Forvirret kigger jeg på hende, men hendes øjne er som naglet fast til Rachel, og mildest talt ser hendes blik alt andet end venligt ud. ”Liam var lige ved at gå. Med mig.”

Jeg skal til at protestere, da Erica tager min hånd og giver den et klem. Rachel ligner en, der ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv. Hendes blik brænder, da hun retter det mod mig, men overraskende nok lyder et grin fra hende. ”Er det her en eller anden form for joke?” Spørger hun, stadig med grinet siddende på læberne.

”Ved du hvad, Rachel? Det er ikke en joke.” Jeg prøver at lyde sikker, men fejler lidt, da jeg ikke kan holde ud at kigge hende i øjnene. Hun ser af en eller anden grund trist ud, og bare tanken, om at det er min skyld, får det til at gøre ondt indeni mig. Jeg kunne aldrig finde på at såre hende, som hun sårede mig.

Hun sårede mig.

Vreden blusser op igen. Hun kan rende mig, kan hun. Hun kan skride ad helvedes til med alle sine fine ting og tage Niall med sig på vejen. ”Liam,” Knurrer hun nærmest og går et skridt tættere på mig, så jeg ubevidst knuger Ericas hånd. ”Hvis du efterlader mig og går med hende, så-”

”Så hvad? Gå du bare over til Katie, Rachel. Eller du kunne jo også tage hjem til Niall og afslutte det, i havde gang i lige før? Undskyld, men jeg har tænkt mig at gå nu.” Siger jeg hårdt og skubber mig forbi en måbende Rachel, stadig med Ericas hånd i min.

 

 

”Hvorfor sagde du egentlig det der i morges?” Spørger jeg. Erica dingler lidt med sine ben over det sorte vand, der blidt vugger under vores fødder. Hun læner sig tilbage på sin ene hånd, der hviler mod den kolde asfalt, mens hun rykker lidt på sig, så hun sidder bedre på kajen. Månen er skjult bag en drive af skyer, der langsomt bevæger sig over den stjernebesatte himmel, men en lygtepæl oplyser alligevel vores omgivelser og bader alt i et gulligt lys.

Inden hun svarer, fører hun den cigaret, hun tændte for lidt siden, op til munden og tager et langt hvæs. Langsomt puster hun røgen ud igen, så den danser i det gule lys, inden det forsvinder. ”Synes du ikke selv, det er ret indlysende?” Et lille smil spiller på hendes læber, inden hun vender hovedet mod mig. ”Hvis nogen havde sagt sådan om dig, havde du så ikke også svaret igen?”

Spørgsmålet runger i mit hoved, og den triste sandhed går hurtigt op for mig: Jeg ville ikke have sagt noget. Jeg ville have holdt min kæft, for hellere det end at komme til at såre folk eller starte et skænderi. Jeg er i det hele taget ikke særlig god til at være sur på folk, for det ender altid med, at jeg bukker under og tilgiver dem, selvom jeg ikke burde. ”Nej… Det ville jeg ikke have gjort.”

Hun udstøder et lille grin, der heldigvis ikke lyder hånende. ”Mener du det? Wow, du er bare høflig, er du ikke?” Jeg tager det sidste som et retorisk spørgsmål og vælger derfor ikke at svare. I stedet rykker jeg mit blik udover den lille kanal vi sidder ved.

”Hvorfor er du egentlig sådan der?” Spørger jeg så, efter et lille øjebliks stilhed. Jeg kan fornemme, at hun drejer hovedet og kigger på mig, men jeg fastholder alligevel mit blik på vandet.

”Hvordan?”

”Så ligeglad med alle de ting og principper, jeg har lært, er rigtige.” Igen bliver der stille, og jeg kniber øjnene sammen. Sagde jeg noget forkert?

”Lad os bare sige, at jeg ikke har det bedste forhold til mine forældre, der heller ikke ligefrem har givet mig opmærksomhed i form af ordentlig opdragelse. Udover det, er jeg bedste venner med Harry, der har lært mig, at folk som dig er de mest overfladiske, arrogante, helt igennem nederen mennesker, der findes.” Jeg slår blikket ned på mine sko, hvor lyset genspejler sig i den blanke overflade. ”Men du virker nu meget flink, Liam James Payne.” Mit navn bliver sagt i en drillende, affekteret tone, der får mig til at smile skævt.

Jeg kigger på hende igen. Hun sidder med et halvt smil på læberne, mens vinden blidt leger med hendes hår. Konturen på hendes skikkelse bliver markeret af det gule lys og får hendes ansigt til at ligge i skygger. Alligevel kan jeg sagtens se hendes øjne, hvor et drillende glimt synes at spille konstant. ”Du må undskylde for i morges… Jeg…” Jeg kan ikke færdiggøre sætningen og afbryder den med et dybt suk. ”Når Rachel er der, kan jeg ikke tænke rationelt. Normalt ville jeg have stoppet det, eller i det mindste gået efter dig, som Niall gjorde, men…”

”Det er okay.” Svarer hun kort og nikker lidt. Endnu en gang tager hun cigaretten op til munden og puster kort efter røg ud. ”Hvad er der egentlig med dig og Rachel? Er i kærester eller sådan noget?” Jeg kan mærke, hvordan alt i mig sukker.

”Hun er min første kærlighed, og forelskelsen er gået hen og blevet noget nær… kronisk. Kender du det? Kærlighed gør blind, du ved…” Mumler jeg. Hun rækker cigaretten frem mod mig, og selvom jeg ikke ryger, tager jeg alligevel imod den. Det føles unaturligt at have den mellem fingrene, men samtidig er det også fristende at tage et sug.

”Jeg kender det alt for godt. Man bliver forelsket i de største idioter, men man opdager det ikke, før det er for sent.” Jeg nikker lidt og tager bestemt smøgen mellem mine læber. Jeg kan næsten mærke det i slowmotion, hvordan røgen trænger gennem filteret og ind i min mund, hele vejen ned i min lunger og kradser lidt i min hals på vej op.

Tilfredsstillet puster jeg røgen ud igen og betragter den bevæge sig i den blide vind. ”Hun kyssede Niall lige foran mig.” Det er som om røgen kort transformerer sig, for øjnene af mig, til billedet af deres læber mod hinanden, inden et vindstød slår det i stykker.

”Bitch.” Svarer Erica kort og bestemt. Af en mystisk grund udstøder jeg et grin. Det udvikler sig og smitter åbenbart af på hende, for før jeg ved af det, sidder vi og griner så højt, at lydene bliver kastet tilbage som ekko fra bygningen på den anden side af kanalen. ”Hvad ser du dog i hende? Jeg har kun mødt hende tre gange i mit liv, og ingen af de gange, har hun været sød mod mig. Er du totalt blind eller hvad?” Det sidste griner hun og tjatter kærligt til min arm.

Jeg kigger smilende på hende. ”Ikke længere.” Enten er det mine ord eller mit blik, men noget får i hvert fald hendes smil til at ændre sig og blive mindre og mere mildt – nærmest genert. Det er som om, der kort opstår noget, jeg ikke helt kan definere, mellem os, inden hun skynder sig at slå blikket væk igen. En underlig følelse spreder sig i mig, og da jeg ikke helt ved, hvad jeg skal kigge på, ender mit blik på cigaretten, der er brændt ned. Jeg lader den dumpe ned i det mørke vand men fjerner ikke blikket fra min hånd.

En underlig følelse spreder sig i mig, og det er som om, det eneste, jeg kan tænke på, er Ericas øjne og smil. De erstatter tankerne om Niall og Rachel og får en underlig varme til at fylde i mig. Hvorfor har jeg det sådan her? ”Nå…” Erica klapper en enkelt gang sine hænder sammen og gnider dem så mod hinanden. Det går op for mig, at hun ikke har noget vanter på, inden hun fortsætter. ”Skal vi ikke gå videre?”

”Gå videre?” Spørger jeg omtåget og prøver at undgå hendes blik, der har en underlig virkning på mig. ”Hvorhen?”

Hun griner kort, inden hun trækker sine ben op og får rejst sig. Kort børster hun eventuelt skidt af sine bukser og trækker så på skuldrene. ”Det ved jeg ikke. Hvor som helst.” Jeg aber efter hende og rejser mig også op. ”Det er jo det fantastiske ved ikke at skulle noget bestemt: Vi kan helt selv bestemme, hvad der nu skal ske.”

Noget, der minder om et grin, ryger ud af min mund, så min varme ånde bliver til damp. Usikkert flakker mine øjne lidt, da jeg ikke ved, hvad jeg skal svare til det. Men irriterende nok bliver de fanget af Ericas øjne, så den underlige følelse fra før kort overtager hele min krop, inden jeg udstøder en samling af ord, jeg ikke en gang tænker over, før de er ude. ”Fryser du om hænderne? Jeg mener, du har ikke nogen vanter, og…”

Hun rynker brynene, mens et smil vokser sig større og til sidst blotter hendes tænder i et lille grin. ”Nu du spørger så pænt: Jo, mine fingre er nærmest dybfrosne, men jeg var så smart at glemme mine vanter.” Forklarer hun smilende og himler lidt med øjnene af sig selv. ”Man skulle tro, jeg ville huske dem, når det er så skide koldt hver aften, men nej, jeg glemte dem selvfølgel-” Hun afbryder sig selv og stirrer på sine hænder, der nu ligger mellem mine.

Mens hun snakkede, tog jeg mine vanter af og tog ubevidst hendes kolde hænder mellem mine varme, så den store kontrast næsten fik mig til at trække hænderne tilbage igen. Langsomt begynder jeg at gnide lidt på dem, så jeg får udlignet forskellen, og smiler så lidt. ”Undskyld, jeg… Jeg ville bare varme dine hænder. Her,” Jeg tager fumlende vanterne, jeg hurtigt havde fået proppet i min ene lomme, frem med den ene hånd og rækker dem mod hende. Jeg skynder mig at trække den hånd, der stadig holder om hendes, væk, og holder begge hænder på vanterne.

Hun smiler taknemmeligt, da hun tager dem ud af hænderne på mig. ”Tusind tak…” Hendes smil er som naglet fast til hendes ansigt, og jeg kan heller ikke få mit eget til at forsvinde. Da hun har fået vanterne på, tager hun uventet sin arm under min og begynder at gå, så jeg ikke har nogen jordisk chance for at nå at indvende noget. Ikke, at jeg har noget imod det, men… ”Rachel fortjener dig ikke Liam, er du godt klar over det? Du er alt for godhjertet.”

Hendes ord får mig til at smile. Måske har hun ret? Det er jo ikke ligefrem første gang, Rachel har knust mit hjerte eller gjort mig sygeligt jaloux, men jeg har altid fundet på undskyldninger for hende og tilgivet hende i mit stille sind; Måske er jeg for sød mod hende. Men denne her gang gik hun over stregen, og selvom hun er min bedste veninde, er jeg træt af, at det altid er mig, der skal komme til hende og ikke omvendt. Denne gang må hun selv opdage, at hun har gjort noget dumt, og tage ansvar. ”Jamen tusind tak. Du snakker som om, du altid har kendt mig…” Bemærker jeg grinende, så Erica trækker på skuldrene.

”Måske er du bare ret nem at se igennem.”

 

_____________________________________________________________________________________

Heeeeej og glædelig bagjul!!!

Havde i en fantastisk aften? Det håber jeg. Min var i hvert fald perfekt og indeholdt alt, der skal være på en god juleaften: Familie, hygge, lækker mad, god vin og dejlige gaver <3

Og bliver lige nødt til at juble, for jeg har skrevet denne A/N og rettet kapitlet på intet mindre end min nye iPhone! Den er en virkelig fantastisk erstatning på min gamle Sony Ericsson skub-op mobil og iPod 4, der blev holdt sammen af elefantsnot. Har i også fået gode gaver? Let me know!

Og skriv også lige, hvad i synes om kapitlet, ikke? Nogen Eriam/Lirica shippers derude?

Hvem shipper i egentlig? Har i nogen otp???

xx Silke

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...