Når man er allermest sårbar

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 20 okt. 2013
  • Status: Færdig
På et tidspunkt kan alt blive for meget.

3Likes
0Kommentarer
100Visninger

1. Kære dagbog.

19/10

Kære dagbog.

 

I dag har været en dag som alle andre, men jeg kan ikke holde det ud mere! Der er nødt til, at ske noget med mit liv. Snart springer boblen af ligegyldighed, snart vil jeg ikke være her mere. Min mor har igen prøvet, at få mig til, at skifte skole, men hun forstår det stadig ikke. Det er før skolen, mit liv drejede ned af en vej, de færreste vil vælge. En vej som de færreste kender til. ”Føler du dig svigtet?” spurgte skolepsykologen i dag. ”Ja” hviskede jeg. ”Af hvem?” ”Ingen.” sagde jeg og kiggede hende i direkte i øjnene for første gang. Det var første gang, vi rigtig havde snakkede sammen.

 

-Becca

 

 

”Hvorfor vil du ikke skifte skole?” spøger hun igen. Jeg skriver stadig på papirblokken, der efterhånden er fyldt ud med ord. ”Fordi jeg er anderledes” siger jeg igen. Vi har snart snakket om det her i en time. Hun ligger hendes briller på bordet og sukker. ”Må jeg se blokken?” Spørger hun og rækker ud efter den. Blokken ja, blokken jeg sidder og skriver i hver evig eneste dag. Blokken med alle mine tekster. Blokken med alle mine følelser og idéer. Blokken ingen andre end mig har læst. Jeg vidste, det vil komme en dag. Jeg rækker blokken til hende. Jeg ser, hvordan hendes øjne bliver større og større, for hvert ord, hver sætning hun læser. ”Hvorfor?” spøger hun. ”Fordi jeg er bange for at glemme!” det er jeg virkelig. Jeg er bange for, at glemme hvem jeg er og hvem jeg vil være. Jeg tager blokken ud af hånden på hende og går.

 

”Åh skat, da” siger mor da jeg kommer ind af døren. Hun omfavner mig, men hun forstår det ikke. Hun forstår ikke, hvorfor jeg er, som jeg er. Jeg trækker mig tilbage og skynder mig ind på mit værelse. Så psykologen havde altså ringet hjem, fantastisk. Jeg sukker og låser døren. Det er for meget, det her! Jeg troede, at sådan nogle havde tavshedspligt. Forstod hun ikke en skid, af alt det jeg skrev. Jeg åbner min bærebar og skriver psykologens mail adresse ind. Hvilken del af alt det jeg har skrevet, forstod du ikke? Send. Jeg tager blokken og blyanten. 'Jeg er bare den lille pige, der blev svigtet, igen!'

Er der nogensinde nogen, der vil komme til, at forstå alt det her? Jeg tvivler. Jeg tænder for anlægget og skruer op. Når jeg sidder her med musikken, er der intet der kan rører mig. Ingen tanke, der kan gøre mig fortræd. Det er, mørke tanker der fylder mit hoved, men de vil mig intet ondt. Jeg ved godt, at det er langt ude, men det er her jeg kan være mig. Det er her, ord siger alt, her ord betyder noget.

Min computer blipper. Jeg åbner mailen. Hvorfor skriver du sådan noget? Er alle psykologer så fatsvage? Jeg skruer op for musikken. Gæt... Katten efter musen. Jeg hader den leg. Det er altid den fysiske svage der dør, men musen er den psykiske stærke. Hvis dit udseende ikke passer til dit indre, tror folk noget forkert om dig. Det gør de i hvert fald om mig. Folk tror, at jeg er stille og generet, bange endda, men det er jeg ikke. Jeg har fundet en hjemmeside, hvor man kan lægge tekster, digte, alting ud. Jeg har lagt, jeg ved ikke hvor mange digte, citater og noveller ud. Jeg har også lagt en roman ud, men jeg vil ikke sende den ind til et forlag. Så finder folk bare ud af, hvem jeg er og det skal de ikke! Ingen har endnu gættet, hvem jeg er, men jeg har fået stor ros, for det jeg har lavet. De ved bare ikke, hvorfor jeg har skrevet det.

Jeg åbner min mail igen. Er du bange? Tror hun, at jeg er bange? Det kan hun godt glemme alt om. Jeg er ikke bange, jeg er anderledes! Jeg er anderledes end de andre! Det er det, jeg er. Jeg tænker på ting, jeg ikke burde tænke på. Jeg skriver om ting, jeg ikke burde kende til. Nej du er ej, du har bare brug for, at snakke med nogen! Og det tror hun hjælper, at snakke med nogen. Nej, hvis du vil have mig til, at være normal, skal du fjerne flere af mine tanker, end jeg tror, at du kan tælle til. I don't like pain, but I bring it to life. I don't like scars but I am good with a knife. I don't like tears when I'm starting to cry. And then I realize I'm destroying my life... Har jeg stadig bare brug for, at snakke med nogen? Det tror jeg ikke.

Hvis du tænker på alt det, som jeg har tænkt på, så er det ikke så underligt, at jeg har skrevet alt det her. Kom over på skolen. Hvorfor, hvad skal det hjælpe? Mit liv er dykket så langt ned, at det er for sent, at rette op på det igen. Nogle gange kunne det være rart bare, at forsvinde. Forsvinde væk fra alting.

Nej, læs mine ting! Der er nogen der er nødt til, at forstå mig, og du er nok den eneste, der nogensinde kommer til, at forstå det, bare en lille smule. En lille smule. En person der ville komme til, at forstå mig, bare en lille smule. Det er et lille spinkelt håb, jeg er nødt til at have.

Prøv og hør her, du er nødt til, at snakke med nogen! Snakke med nogen, har hun ikke forstået det? Jeg bliver okay igen, bare ikke i dag, ikke i morgen, men i mit næste liv. Det her liv er for sent, at rette op på! Det er det virkelig. Jeg ved slet ikke hvad jeg vil gøre med det. For mig kunne det lige så godt være givet til en anden, for jeg har ikke brug for det mere.

Jeg tager papirblokken op igen. Der er en hel tekstsamling her! Man ville jo kunne lave en bog med det. Jeg tager blyanten op igen og skriver videre. 'Du kan se det på hende, verden kan ikke nå hende!'

Hvor ved jeg egentlig meget om livet, jeg ikke burde vide. Jeg kender alle de mørke sider af det, til ingen nytte. Det eneste jeg får ud af det, er alle de her tekster. Jeg burde kende til de lyse sider, men jeg ser dem næsten aldrig. Der er kun små strejf af lys for, at jeg kan se ind i mørket. Men når lyset brander ud, er der kun mørket, mørket og mig. Ja, mørket er den del af mig, der er størst og den bliver kun større og større. Snart er der ikke mere tilbage af mig.

Nu ved jeg det! Nu ved jeg, hvad jeg skal gøre! Jeg sender det hele ind ind til forlaget, alt sammen. Alle citaterne, digtene og novellerne, selv romanen. Det er lige meget om folk får, at vide hvem jeg er, hvis jeg ikke er her mere! Jeg tror, det er den bedste ide jeg har fået i lang tid, men jeg bliver nok nødt til at skrive et brev til min mor. Hun vil nok ikke forstå det, men hun skal vide at jeg er okay.

 

27/10

Kære dagbog.

Smerte og sorg er noget alle skal igennem, men man bliver okay, ikk'? Det er jeg i hvert fald ved at blive, for nu ved jeg, hvad jeg vil. Man kan ikke løbe fra sin fortid, det har jeg lært. Den vil altid indhente en uanset hvad. Så jeg vil prøve lykken et andet sted! Det må briste eller bære. Lige pludselig er man nød til, at se virkeligheden i øjnene. Jeg tror, at det er på det punkt, man er allermest sårbar.

 

- Becca

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...