Bullshit - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 26 nov. 2013
  • Status: Igang
Svar. Vi alle søger svar på et eller andet. Svar på, om man vil være kærester. Svar på om man må komme ind på en bedstemt skole. Men er der ligså mange som søger svar på hvorfor man han gentagende mareridt, som er det samme igen og igen? Hvor leder man efter sådan nogle svar? i bøger? På nettet? Eller hos sine venner? Hvad med at lede efter det inde i sig selv? Er det overhoved muligt?
Vi byder dig her med velkommen til et kaos fyldt med svar.
(Er en dør til at skrive resumé, men håber det er godt nok!)

5Likes
1Kommentarer
429Visninger
AA

3. Chapter two

”Så fik du noget i går?” Du skulle bare vide Mils.

”Mmmh” svarede jeg bare.

 ”Var han stor?” En smørret smil kom frem på hendes læber. Jeg nikkede og tog en bid af min chokolademad. Mils lavede store øjne, og begyndte at grine.

”Hvad?” Jeg kiggede på hende med et spørgerne blik. Hun rystede på hoved og begyndte at skrive videre i hendes notater. Vi er i gang med at forberede os på en prøve i morgen. Vi er begge i gang med at læse økonomi og erhverv. Prøven som vi skal til i morgen er udelukkende økonomi, hvilket jeg er glad for. Det er lidt svært at læse op til en prøve om erhverv. Men prøven i morgen handler om hvorfor folk typisk for problemer med økonomien, og hvad man kan gøre for at forhindre det. Og det er ret let. Lad vær med at købe en dyr bil, hvis du ikke har råd til det, drop rygning og lad for gudskyld vær med at bruge dine penge på noget så latterligt som en lejelighed som alligevel er for stor OG dyr, hvis du ved du ikke har pengene til det. Det er bare et godt råd.

”Jeg orker ikke mere, Cell. Kan vi ikke bare slutte her?” Mils kiggede bedende på mig. Jeg rystede bare på hovedet.

”Det svære Mils. Jeg bliver nød til at være 100 % klar til i morgen, jeg orker ikke kun at få 7 igen.” Mils rystede dog bare på hovedet og sukkede.

 

 

 

___________________

 

Jeg nåede lige at sætte det sidste punktum også ringede klokken. Jeg gav et nervøst suk fra mig og gik op til vores lære og afleverede prøven. Jeg havde på fornemmelsen at jeg havde klaret mig okay. Bare jeg i det mindste fik 10, så var jeg tilfreds. Jeg gik ned til mit bord igen og begyndte at pakke alle mine noter og bøger sammen, og puttede dem ned i tasken. Jeg svang den over min ene skulder, satte stolen op og gik hen til Mils, som stod og ventede på mig ved døråbningen.

”Jeg tror at jeg for 0.2. Jeg rystede helt vildt og det var ligesom om at alt hvad jeg om i går bare var væk.” Mils sukkede opgivende.

”Så var det godt at du skrev det ned, var?” Jeg gav hende et lille puf i siden og smilede skævt. Hun grinede lavt og sammen gik vi ud på parkeringspladsen. Jeg gav et lille vink til Mils og så skiltes vi. Hun giv over til sin lille skooter og jeg gik hen til min dyrebare Range rover. Det havde taget mig jeg ved ikke hvor lang tid, at få min far overtalt til at gi´ mig halvdelen, for ellers havde jeg ikke råd. Han mente i starten at så måtte jeg undvære, men jeg var og jeg er stadig, stædig. Og til sidst fik jeg ham overtalt.

Jeg smed min taske om på bagsæderne og så satte jeg mig ind i bilen. Nu skulle jeg bare hjem og slappe af også på arbejde senere. Hvis i gerne vil vide det, så arbejder jeg på en mega fin restaurant nede ved Big  Ben. Det er kun de fine folk som kommer der, og jeg havde været så heldig at jeg fik lov til at være tjener der. Og nu tænker i sikkert: Arbejder hun to steder? Ja det gør jeg. Jeg har svært brug for penge hvis jeg skal ha råd til min uddannelse, min bil, lejelighed, plus mad og diverse. Men det går lige op. Jeg skylder ikke nog

en penge og jeg har råd til at betale alle de regninger som kommer med når man bor til leje.

Starbucks i sigte. Jeg sætter farten en smule op for at komme hen til Starbucks. Jeg er hurtig til at parkere bilen, slukke motoren og hoppe ud. Jeg skynder mig at låse bilen og går direkte ind i Starbucks. Og med det samme bliver duften af kaffe fyldt i mine næsebor. Jeg går tilfreds op til disken og bestiller den sædvanlige cappuccino. Det er himmelsk.

 

"Ellers andet?" Damen bag disken vækker mig midt i min tankestrøm

"Nej tak" svare jeg hurtigt. Jeg betaler prisen og går ned i den anden ende for at vente på min cappuccino. Der går ikke lang tid før mit navn bliver råbt op og jeg tager min kaffe. Jeg vender mig om og... BANG! Jeg banker lige ind i en person og min ellers længe ventede cappuccino varme væske ryge ned af min bluse og jeg føler at jeg skal dø. Men det goderne jeg ikke.

"Det må du virkelig undskylde, jeg så mig ikke lige for! Undskyld, virkelig mange gange, undskyld." En meget hæs og undskyldende stemme lyder i mit øre.

"Hey jeg er ikke død endnu, jeg tror nok at det går." Jeg kigger op og ind i et par flotte og lidt genkendelige grønne øjne.

 "Her lad mig hjælpe dig. Jeg giver en ny cappuccino.” Vi rejser os op og går hen til disken igen. Han bestiller min cappuccino, og da jeg ved at der vil gå lidt tid før den kommer, ser jeg muligheden for at gå ud på toiletterne

”Jeg går lige ud på toilettet og for det ordnet” Jeg går ud på toiletterne og kigger mig på maven. Den er lidt meget rød, men ikke andet. Jeg tager noget papir og putter noget koldt vand på. Stille og roligt dupper jeg det på og selvom det gør ondt som bare fanden, så bider jeg tænderne sammen.

”Det må du virkelig undskylde, det var ikke min mening at skulle gå ind i dig” Drengen fra før står i døren ud til toiletterne og kigger nervøst på mig.

”Det går nok” Jeg sender ham et lille smil og begynder at duppe med papiret på min mave igen. Da det ikke gjorder så ondt mere, stoppede jeg og smed jeg papiret. Jeg tog min bluse over hovedet og jeg kunne tydeligt se på drengen, at det havde han ikke lige forventet.

”Kan du ikke lige gå ud og spørger personalet om de ikke har en pose til min bluse, jeg må låne?” Drengen sank en klump og nikkede. Han vente sig nervøst om og gik. Jeg grinede lidt og fandt en bluse nede i min taske. Af en eller anden grund havde jeg altid en ekstra bluse med. For så mærkelig er jeg.

”Her” Dreng står igen i dørkammen og rækker mig en pose. Jeg går stille og roligt over til ham og tager imod posen og putter min kaffebluse (Ja jeg ved ikke lige hvor det kom fra, men det kan da også være lige meget) ned i den. Jeg pakkede alle mine ting sammen og gik ud fra toiletterne igen.

”Igen du må altså virkelig undskylde. Jeg er ret klodset” Drengen var over ved mig igen.

”Prøv og hør her, jeg har ikke brækket, eller forstuvet noget, og jeg er ikke ved at dø. Jeg tror nok at jeg klare mig.” Jeg smiler til ham, vender om og går ud af døren. Jeg vender dog hurtigt tilbage da jeg skal ha min cappuccino. Jeg tager den ud af hånden på drengen og går igen. Jeg sætter mig ud i min bil og køre videre ned, mod Big Ben. For jeg skal nemlig på fucking arbejde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...