Once upon a time - One Direction/Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 15 feb. 2014
  • Status: Igang
Karoline Ellehaven. En moderne, smuk og fantastisk pige. Alle falder for hende, men der er ingen der er perfekte nok for hende. Hendes første kæreste skal også blive hendes sidste. Det tror hun ihvertfald, men det skal du nok læse mere om. Hun har verdens mest vidunderlige personlighed, og alle kender hende. Hendes forældre, er Benedicte, og Erik Ellehaven, Landets rigeste mennesker, men hun er ikke forkælet. Hun er blevet behandlet som alle andre børn. Siger hendes forældre ihvertfald. Nu er hun 18 år, og hun vil gerne ud og opleve verden. Møde hendes drømmefyr. Den fyr der er perfekt. Derfor vælger hun at flytte til et sted, hvor hun tror ingen vil genkende hende, men... Hvad tror i der sker?

6Likes
2Kommentarer
542Visninger
AA

1. Moving out

 

„You can only reach your dreams, if you fight for them.“

 

 

"søde skat, du er sikker på du gerne vil flytte? Det er ikke engang en uge siden du fyldte atten..." Min mor var altid så irreterrende overbeskyttende. "Ja mor, og nej, du skal ikke betale min husleje, jeg skal også lære at klare mig selv" Hun havde spurgt flere tusind gange, om hun ikke liiiiiiiige skulle betale huslejen, eller om hun ikke liiiiiige skulle betale min nye seng, eller liiige betale dit, eller liiiiiiige betale dat. Jeg var så gået med til at hun måtte betale min rejse til London, og min rejse til USA, for at få hende til at tie stille. Og det havde også hjulpet. En lille smule.

Jeg vinkede farvel til mor og far, og begyndte at snakke lidt med chaufføren. Ja, jeg havde min egen chauffør. Det var min fars ide, så jeg ikke skulle køre helt alene, ud til min lejlighed, som lå godt 100 kilometer fra mors og fars hus. Jeg ville bare ikke blive genkendt. 

Jeg var kommet hjem. Hjem til min egen lejlighed. Alle mine ting var her, godt nok pakket ind i flyttekasser, og bobleplast. (min mors ide, så INTET gik i stykker) jeg gik ind i mit soveværelse, og smed mig på min seng, som jeg havde fået flyttemændene til at sætte på sin plads, da den var lidt tung. Jeg lå og kiggede lidt op i loftet, og tænkte, Hvornår vil jeg finde min eneste ene? 

Jeg var begyndt at pakke ud. Jeg havde startet med tallerkner, glas og bestik. Det var vidst nemmest. Derefter gik jeg ind i stuen og begyndte at rykke rundt på møblerne. Jeg havde smidt hættetrøjen for længst. Det var blevet meget varmt, så jeg gik hen for at åbne et vindue. Derefter begyndte jeg igen at rykke de sidste møbler på plads. Flyttekasserne stod hele tiden i vejen! Det var mega irreterrende, så til sidst flyttede jeg alle kasserne ud i køkkenet.

Jeg fandt min håndtaske og begyndte at rode efter min pung og telefon, så jeg kunne bestille en Dürumrulle, da klokken var ved at være mange. Jeg elskede Dürumrulle! Det var min livret! Jeg fik fundet min pung, og fik tjekket hvor mange penge der var i. Til min store overraskelse (egentlig ikke) Havde mor eller far lagt 1000 kr. i. Jeg ville have ringet til dem, men jeg havde ikke tid, for jeg var hundesulten. Så jeg fik ringet, sagt min adresse, og satte mig i sofaen, og beundrede mit mesterværk. Det var egentligt blevet ret flot. Min stue på omkring 15 kvadratmeter var blevet meget pæn. Min limegrønne sofa, stod og så fin ud i det ene hjørne, mens mit hvide spisebord stod i hjørnet længst væk fra sofaen. Eller det vil sige, ikke helt op i hjørnet, men lige sådan at der kunne stå fire stole rundt om. En på hver side. 

Min dürumrulle ringede på døren. Eller, manden med den, ringede på. Jeg tog fat i den hundredekronseddel jeg havde lagt på mit spisebord, og løb ud til døren. Jeg flåede nærmest døren op, og gav manden der stod ude i opgangen et kæmpe chok. "Ej undskyld! Det var ikke meningen jeg ville give dig et chok! Ej det må du altså meget undsk.." Han afbrød mig. "Du er.. Du er Karoline Ellehaven, ikke?" Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg stod bare og tænkte lidt, indtil jeg fik en fantastisk idé. "Nej, du må have forvekslet mig med en anden. Jeg hedder ... Alex ... Alex Harris." Han så ud til at tro på det, for hans ansigtsudtryk ændrede sig, ligesom menneskers ansigtudtryk gør når de tror på en. "Nå, undskyld så. Men du ligner hende faktisk ret meget, ved du hvem det er?" Spurgte han, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Han kunne være den eneste der kendte mig her i byen, men alle kunne også vide hvem jeg var. "Nej, desværre, jeg er lige flyttet hertil. Skulle jeg kende hende?

____________________________________________________________

Første kapitel ... 
Hvad siger i til det? :)
Skal jeg fortsætte, eller bare stoppe nu, og slette det hele? :D 
I må gerne like og dele med alle jeres venner :) 

Knuz: 

Zille x3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...