Triple Trouble.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 27 okt. 2013
  • Status: Igang
”Jeg hedder Harry”
”Jeg hedder Marcel.”
”Jeg hedder Edward.”
”Jeg er Mel.”

Tre brødre. Tre forskellige personligheder. Tre forskellige virkeligheder. Tre forskellige mål.
En pige. En personlighed. En virkelighed. Et mål.
Én britisk pige. Tre britiske drenge. 4 forskellige verdener.
Men de deler alle fire én skæbne. Men kan én skæbne forsones med 4 forskellige virkeligheder, 4 forskellige mål?
Hemmeligheder spredes, løgne bliver fortalt, følelser eksploderer, og venskaber skabes. Men kan alt dette holde? Kan de selv sørge for det?
Nej. Deres skæbne bliver afgjort af tilfældighederne.

11Likes
4Kommentarer
1127Visninger
AA

2. The first twin.

Juni, 2010

 

Harrys synsvinkel:

 

Jeg sad lænet op af væggen og kiggede rundt på de andre deltagere. Der var mange, langt flere end jeg havde forventet. Måske var min chance ikke så stor, som jeg ville ønske.

”Mor, der er virkelig mange.” Jeg kiggede op på hende.

Hun flyttede blikket fra sin mobil, til at kigge rundt i rummet og så kigge på mig.

”Jeg ved det godt skat, men du har en lige så god chance som dem. Hvis ikke bedre.” hun strøg mig blidt på kinden og sendte mig et opmuntrende smil, og vendte så tilbage til sin mobil.

Jeg fortsatte med at kigge på folk, og prøve at styre min nervøsitet.

”Må jeg sidder her? Der er ikke rigtig nogen andre pladser.” Jeg kiggede op efter stemmen, og mødte nogle mørkeblå øjne. ”Ja selvfølgelig.” Jeg rykkede mig lidt, så hun fik lidt mere plads.

Der var rigtig fyldt. Der var ikke engang én siddeplads tilbage ved bordene.

”Jeg hedder Harry.” Jeg smilte og rakte hånden hen til hende. Hun havde brunt hår, der var sat tilbage i en rodet knold, der var små totter der tittede frem. Det klædte hendes slanke ansigt og figur godt. Hun var i det hele taget meget køn. Hun tøvede lidt inden hun svarede men sagde så: ”Jeg er Mel.” Hun tog min hånd, og jeg mærkede straks hvor kolde de var.

”Fryser du?” Hun nikkede, og gned blidt sine hænder. Jeg lænede mig frem, og begyndte at rode i min taske efter den cardigan jeg havde taget med.

”Værsgo. Den er ikke så varm, og det er nok heller ikke din størrelse, men lidt må den da hjælpe.” Hun tog taknemmelig imod den, og tog den straks på. Den var alt for stor til hende, men det var jo heller ikke meningen at hun skulle have den for evigt, den skulle bare holde hende varm.

”Tak. Den er dejlig blød.” ”Min mor har lavet den. Den er magen til mine brødres. Hun syntes det ville være sødt vi havde en ens cardigan. Kvinder,” jeg vendte for sjov øjne, og der undslap et lille fnis fra Mels læber.

”Hov hov, Harry. Du har brugt den cardigan mange gange,” Mor sendte mig et irettesættende blik, men smilte bagefter. ”Du har tvunget mig.” Hun ignorerede mig og henvendte sig til Mel.

”Hej, jeg er Anne.” Hun rakte hånden frem, ligesom jeg havde gjort, og Mel tog den med et venligt smil. ”Mel.” ”Kønt. Er du her for at deltage, eller er du her med nogen?” Spurgte min mor interesseret. Det ville jeg også godt vide, så jeg kiggede hen på Mel.

”Jeg deltager.” ”Det gør Harry også.” Hun smilede stort da hun sagde det. Hun havde glædet sig så meget til den her dag. Det havde jeg også, rigtig meget.

”Så lad mig høre.” Mel kiggede overlegent på mig, og smilede lumskt.

”Hvad skal jeg synge?” Jeg var ikke bange for at vise at jeg kunne synge, der var alligevel så mange mennesker der skulle høre det om to timers tid.

”Din audition sang.” ”Så skal du også gøre det bagefter.” ”Lover.”

Og så begyndte jeg. Stille, så alle de andre ikke blev alt for forstyrret.

”Isn't she lovely, isn't she wonderful.

Isn't she precious, less then one minute old.

Who would've thought, through love we'd be, making one as lovely as she.

But isn't she lovely, made from love.”

“Du har da en vildt god chance. Men finjuster lige din afslutning, Så sidder den helt i skabet” ” Tak. Din tur.” Hun lignede en der kunne synge, men hvad ved jeg om det.

Men da hun begyndte var der ingen tvivl.

”Here I am waiting, I'll have to leave soon, why am I holding on.

We knew this day would come, we knew it all along,

how dit it come so fast.

This our last night, but it's late and I'm trying not to sleep,

'cause I know when I wake I will have to slip away.

And when the daylight comes I'll have to go

But tonight i'm gonna hold you so close.

'cause in the daylight we'll be on our own

so tonight I need to hold you so close.

Woah, woah, woaaah

Woah, woah, woaaah.”

Hun kunne synge. Virkelig. ”Wow.” jeg var helt mundlam. Hun ramte de høje toner perfekt.

”Hvor har du fået undervisning henne?” ”Ingen steder. Selvlært.” Hun så stolt ud da hun sagde det. Selvlært? Det der?

”Virkelig?” Hun nikkede. Jeg vendte mig mod min mor og sagde: ”Nu har jeg jo ikke en chance.” ”Hun synger fantastisk, det må jeg give dig ret i.”

Vi sad og diskuterede sange, musiksmag og andre musikrealeteret ting, og jokede rundt. Hun var virkelig en person man følte sig godt tilpas med hurtigt.

”165998” Mit nummer lød i højtalerne, og jeg havde et kvarter til at gøre mig klar. Jeg rejste mig, og tog mine ting, krammede min mor og skulle lige til at gå da Mel tog min arm. Jeg vendte mig stresset mod hende. ”Hvad er det?” Jeg sagde det blidt, selvom jeg bare ville afsted. ”Giv mig lige dit nummer, så skriver jeg til hvordan det gik med mig, og du skriver hvordan det gik for dig.” Jeg smilte til hende, og gav hende hurtigt mit nummer. Hun skrev det ind og jeg slap fri. Jeg havde syv minutter, og nåede det kun lige.

Jeg trådte ind på scenen til et stort bifald. Jeg havde fået min cardigan igen, og havde taget den på. Den duftede svagt af Mels parfume.

”Hvad er dit navn?” Simon Cowell kiggede bedømmende på mig, og jeg skyndte mig at svare.

”Harry Styles.”

 

Mels synsvinkel:

 

Jeg var lige trådt af scenen efter at have fået fuldt hus på ja'er. Det var som den rene speed, jeg var fuldstændig væk. At have optrådt for så mange mennesker, selv for så kort tid, var fantastisk. Det var det jeg elskede. Jeg fandt min mobil frem, og skrev hurtigt til Harry.

 

For: Harry (X-factor)

Got full house. How did yours go? Mel x

 

Jeg lagde den tilbage i min lomme, og begav mig hjemad til bedstemor. Mine forældre var forsvundet straks efter min mor havde født mig, og det eneste de havde efterladt mig med var et brev. Det eneste der stod i brevet var: 'Sorry. We love you x'

Rimelig dårlig afsked ikke? Jo.

Min bedstemor havde så fået forældremyndigheden, og opfostret mig, sammen med bedstefar det meste af tiden, men han døde for ikke ca. et år siden. Han var også grunden til jeg havde deltaget i det her. Det var ham der havde opfordret mig, lige siden han hørte mig synge i badet første gang.

Det var hårdt han ikke kunne glæde sig over jeg var gået videre. Han ville have været så glad på mine vegne.

Jeg satte mig ind i min bil, og startede straks motoren og kørte hjem. Det her skulle Granna høre hurtigst muligt.

Der var heldigvis ikke så langt hjem. Jeg slukkede bilen og skulle til at stige ud, da min mobil bippede. Jeg fiskede den frem fra min baglomme, og så at det var fra Harry.

 

From: Harry (X-factor)

Of course you got in. Mine went just as good as yours. So I'll guess I'll see ya? x

 

Jeg smilede lidt ved x'et der var i enden, og skyndte mig at skrive tilbage.

 

For: Harry (X-factor)

I hope so x

Jeg kom ud, og smækkede døren efter mig.

Jeg gik op af den smalle sti der førte op til vores hoveddør. Vores hus var rimeligt stort til kun to menneske, men vi ville ikke flytte, af indlysende grunde.

”Gæt hvem der gik videre i dette års X-factor?” Var det første jeg råbte da jeg trådte ind i huset.

”Er det min lille Mel-pige?” Granna kom til syne i døren med det største smil jeg havde set længe.

”Ja da. Hvem ellers?” hun tørrede hurtigt hænderne i hendes blomstret forklæde, og gav mig så et kram. ”Jason er her. Han sidder inde i køkkenet og spiser æblekage. Skynd dig, ellers får du ikke noget” Mere behøvede hun ikke sige før jeg nærmest løb ud i køkkenet. Jason var min barndomsven, og min bedsteven i dag.

”Kom du videre?” Han kiggede ikke op fra det stykke kage han var ved at spise, da han spurgte.

”Ja. Selvfølgelig.” ”Godt. Sæt dig og spis noget kage. Den er rigtig god. Og tag så den skrækkelige paryk af.” Han skovlede endnu en bid ind, og jeg satte mig. Sagen var den, at jeg ikke turde leve mig helt ind i at skulle være kendt, så der gik lidt Hannah Montana i den, og jeg havde valgt at have paryk på, og en anden slags makeup.

Det kan være du undrer dig lidt over han ikke sagde tillykke, og blev helt vildt glad, på mine vegne?Vi behøver ikke alt det der 'Tillykke', 'jeg vidste du kunne gøre det', 'Godt klaret', eller 'Jeg er stolt af dig'. Vi har ganske enkelt ingen grund til at sige sådan. Vi ved at den anden vil støtte en igennem alt, og være glad for en, uanset hvad. Jeg tog et stykke kage, og vi begyndte at snakke.

”Var der nogen specielle mennesker?” spurgte Jason. ”Ja, en der hedder Harry. Han sang vildt godt. Men du kender mig, jeg overøser ikke folk med ros. Så det endte med at jeg gav ham lidt kritik og fik hans nummer. Han gik også videre. Han virkede rigtig flink” Jeg snakkede altid om drenge med Jason. Ja, vi havde været kærester, men det gik ikke rigtig, så det sluttede hurtigt. Nu var han min bedsteven, og drengeguide, jeg havde ikke rigtig nogen tætte pigevenner, så alt det der pigefnidder øsede jeg ud over Jason, der bare tog imod det med udstrakte arme. Jeg er sikker på han er bøsse, men jeg vil have ham selv til at indse det. ”Er han lækker?” ”Like I said, han så sød ud. Han havde de sødeste krøller.” Jeg tog en slurk af det mælk jeg havde hældte op. Jeg kiggede hen over glasset kant, hen på Jason der sad med min mobil. ”Han har sendt et x. Yay.” Det mærkelige ved det her er, at han er gladere for det x end jeg er. ”Jeg ved det godt. Jeg har også sendt et tilbage.” Han scrollede ned til min sidste besked, og læste den.

Han smed mobilen hen til mig da den bippede, og jeg tjekkede hurtigt den nye SMS.

 

From: Harry (X-factor)

Me too. You seemed sweet. Where are you from in the country? x

 

Et lille smil poppede op, og jeg skrev igen hurtigt tilbage.

 

For: Harry (X-factor)

I thought the same about you. Not long from the X-factor, so here in London. You? x

 

Jeg lagde mobilen på bordet og rejste mig. Jeg tog mit glas og min tallerken, og gik over til køkkenbordet, hvor Jason stod. ”Hvad skrev han?” Han vaskede sin tallerken af imens han spurgte.

”At jeg virkede sød, og hvor jeg boede.” Jeg gav ham min tallerken og mit glas. ”Og du svarede?” Han tog glasset og lagde det ned i baljen med sæbevand. ”I lige måde og at jeg bor her, i London. Og hvor han boede.” Jeg tog viskestykket fra knagen, og begyndte at tørre tingene af der var vasket op.”Jason spiser du med i aften?” Granna tittede frem fra døråbningen. ”Ja, hvis jeg må.”

”Selvfølgelig må du det, det er jo nærmest hverdag nu.” Og så forsvandt hun igen.

Vi blev færdige med at vaske op, og gik op på mit værelse for at vente på at maden blev klar.

Der gik ikke længe før jeg fik endnu en SMS fra Harry, og det fortsatte sådan cirka hele aftenen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...