Paranoia

Denne historie er til konkurrencen "Halloween" og er mulighed nummer 2), billedet med træerne.

Men du er selvfølgelig velkommen til at læse den alligevel ;-)

2Likes
0Kommentarer
149Visninger

1. Paranoia

Dumt.

   Idéen var dum. Idiotisk endda. Jeg havde ikke tænkt over det, da han foreslog det, men nu gik det op for mig hvor fuldstændig forfærdelig denne idé var.

   Ansel havde foreslået at jeg gik igennem skoven, for at komme hen til ham, for det var jo kortere. Han solgte idéen ret godt, så jeg gik med til det. Til at komme hjem til ham. Klokken otte om aftnen. På en mørk efterårsdag. Halloween, for at være helt præcis.

   Så nu stod jeg altså her. Foran åbning til skoven. Og havde mine tvivler om hvor vidt jeg skulle gå igennem skoven eller ej.

   Jeg trak min mobil op af baglommen på mine sorte jeans—mine yndlingsbukser. Den viste 19:43. Jeg kunne ikke nå at gå udenom. Men jeg ville heller ikke gå igennem.

   Tågen hang lavt i aften, og der var et tyndt lag frost på jorden. Det var usædvanligt. Normalt var det kun sådan her om morgnen. Måske havde det noget at gøre med at det var halloween.

   Pludselig lød en høj lyd, og noget brummede i min hånd. Det gav et sæt i min krop, og jeg tabte min mobil.

   ”Pis,” mumlede jeg, og bukkede mig ned for at samle den op.

   Ansels ansigt lyste op på min skærm. Vi havde været i London sammen sidste år, og taget fantastiske billede af hinanden på Madame Tussauds. Hans kontaktbillede var af ham og Justin Bieber, hvor Ansel så ud som om, han var en besat fangirl, selvom han i virkeligheden ikke kunne klare Justin Bieber. Jeg smilte ved mindet.

   Min mobil brummede igen, mindede mig om at den stadig ringede. Jeg trykkede på ’svar’ knappen, og holdt den op til mit øre.

   ”Hallo?”

   ”SHAI!” Råbte Ansel. Der var høj musik i baggrunden.

   ”Hej Ansel,” sagde jeg med et suk. De havde begyndt uden mig. Det gjorde mig lidt ked af det. Jeg havde håbet, at de kunne vente de tyve minutter det tog mig at komme.

   ”Hvor langt er du?” 

   Hvad skulle jeg svare? At jeg havde stået uden for skoven de sidste fem minutter, prøvet at finde på en løsning? Næppe.

   ”Øm… Jeg er næsten ved skoven.”

   ”Du står ved åbningen, gør du ikke?”

   Jeg lukkede mine øjne med et suk. Han kendte mig for godt. ”Jo.”

   Han grinte lidt fra den anden ende af røret. ”Shai altså. Hvad kan der ske? Tror du virkelig at du bliver myrdet ved at gå igennem skoven om aftnen?”

   ”Hey, det er sket før!” jeg prøvede at lyde seriøs, men jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Det lød egentlig ret latterligt.

   ”Shit,” sagde han. ”LAD SÅ DEN POTTE VÆRE! MIN MOR SLÅR MIG IHJEL HVIS HUSET IKKE ER I STAND NÅR HUN KOMMER HJEM!” Jeg grinte af hans panik. Han havde ikke de bedste venner. Eksklusive mig, selvfølgelig. På den anden side var de fleste af hans venner også mine venner. ”Nå, jeg må smutte, Shai. Vi ses om lidt, igås?”

   Jeg sukkede. ”Jo.”

   ”Elsker dig.”

   ”Elsker også dig.”

   Og så gik linjen død.

   Vi var ikke officielt kærester, men alle vores venner kaldte os ”Parret”.  Vi havde kendt hinanden siden før vi lærte at gå. Vores mødre havde været bedste veninder siden de var ti år, så naturligvis blev Ansel og mig tætte. Bedste venner, faktisk. Og når jeg sagde at jeg elskede ham mente jeg det. Jeg vidste bare ikke på hvilken måde endnu.

   Og han venter på dig, så få nu fingeren ud og kom af sted, sagde en stemme i mit hoved.

   Jeg tog en dyb indånding og begyndte at gå.

   Der var helt stille, så hver gang jeg tråde ned på jorden og de frostbelagte grene, lød der et højt knæk!

   Det føltes, som om mit hjerte sad helt oppe i halsen på mig. Mine øjne måtte være store som tekopper, når jeg kiggede mig rundt omkring hvert andet sekund. Jeg var forpustet, selvom jeg kun gik hurtigt. Jeg var bange.

   Det var som om nogen kiggede på mig.

   Jeg satte farten op.

   Shailene, der er ikke nogen der kigger på dig. Tag dig sammen, kommanderede stemmen igen.

   Mit hoved fattede ikke beskeden, men det gjorde mine ben. De besluttede sig for at stoppe.

   Jeg så dette som et godt tidspunkt til at falde lidt til ro. Jeg lukkede mine øjne og tog en dyb indånding.

   ”Bare indbildning, bare indbildning. Der er ikke nogen, det er bare indbildning,” mumlede jeg til mig selv.

   Dette virkede til at berolige mig lidt, og jeg åbnede øjnene igen.

   En skygge løb fra et træ til et andet.

   Det var ikke indbildning.

   ”Hve—hvem der?” stammede jeg.

   Intet svar.

   Hvad havde jeg også forventet? Hvilken morder ville svare på sådan et spørgsmål? ”tjoh, det er såmænd bare mig”? Ikke rigtigt.

   Bare tanken om at der var en morder ti meter fra mig, fik mit hjerte til at hamre i mit bryst.

   Jeg gik langsomt væk fra træet, som jeg havde set skyggen løbe om bagved, for ikke at lave en lyd.

   Min ryg ramte ind i noget, og jeg skreg.

   Det var slut nu. Mit liv skulle ende nu.

   Jeg elsker dig mor, især når du laver cookies til Ansel og mig, men det er slut med det nu. Jeg elsker dig far, selvom vi ikke fik så lang tid sammen som jeg havde ønsket, men vi ses vel nu. Jeg elsker dig Sophie, selvom du stjæler mit glattejern alt for tit, men du må få det når nu, når jeg dør. Jeg elsker dig Ansel—

   Det var et træ.

   Jeg var gået ind i et træ.

   Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt. Lige indtil jeg hørte en gren knække et par træer væk. Jeg tiede helt stille. En gren mere knækkede, tættere på.

   Jeg løb, alt hvad jeg kunne, så hurtigt som man nu kunne på en ujævn skovbund. Jeg vidste ikke om jeg løb rigtig vej, men jeg skulle bare væk. Væk fra hvem end det så var.

   Det var som om jeg blev forfulgt.

   Jeg vendte mit hoved om for at se, om der var nogen i nærheden. Og dér var min fejl. Jeg skulle ikke have vendt mig om, for at se om der var nogen, for så fjernede jeg min opmærksomhed fra jorden. Og snublede over en trærod.

   Før jeg vidste af det, landede jeg på jorden. Et frustreret støn røg ud af min mund, før jeg nåede at stoppe det.

   Der var en brændende følelse på mit venstre knæ. Jeg satte mig op og bøjede mit knæ så jeg kunne se bedre. Der var et stort hul i mine bukser, og en smule blod på mit knæ. Nok til at få små sorte pletter til at dannes for mit syn. Jeg rystede på hovedet og rejste mig. Lysningen, der indikerede slutningen af skoven, var ikke langt væk. Højst 50 meter væk. Jeg smilte.

   Jeg humpede hen imod lysningen, for mit knæ gjorde ondt.

   En skygge trak sig tilbage i mørket, lige da jeg vendte mig om, for at se om der stadig var nogen.

   Jeg vendte mig om, og skyndte mig videre. Ansels hus var ikke langt herfra, maks et par minutter i mit nuværende tempo.

   Da jeg begyndte at kunne høre bassen fra høj musik, vidste jeg at jeg var tæt på. Jeg satte farten op, så meget jeg kunne. Jeg var på Ansels vej, næsten ved hans hus.

   ”SHAI!” Jeg kiggede op. Nat, Ansels bedste drengeven, stod op ad naboens hæk og pissede.

   Jeg grinte. ”Nat!” sagde jeg med min bedste skuffede stemme. ”Man må ikke pisse i folks hække!”

   Hans smil forsvandt. Han kiggede ned på busken, og så op på mig igen. ”Ups?” sagde han som smilet fandt sin vej tilbage på hans læber.

   Jeg grinte igen. ”Jeg går lige ind, så vi ses derinde.”

   ”Mmkay.” mumlede han, dybt fascineret af sit tis. Han var åbenlyst fuld.

   Jeg gik op til Ansels dør og ind. Jeg bankede ikke på. Hvorfor skulle jeg også det? Vi var bedste venner, og han ventede mig.

   Jeg fandt ham i menneskemassen, og satte en hånd på hans skulder. Musikken var for høj til at kunne høre noget som helst. Han vendte sig om, og da han så mig smilede han og bukkede sig ned og kyssede mig på kinden. Jeg løftede mit ben op for at vise mit sår. Uden at tænke over det, tog han fat i min læg for at støtte mig. Han så med det samme mit sår, og gav mig et kort nik før han slap mit ben. Han tog min hånd og guidede mig ovenpå.

   Der var lidt mere stille ovenpå. Man kunne endda høre hinanden. Wow.

   ”Hvad skete der?” sagde han efter at have sat mit på det lukkede toilet. Han fumlede med noget i skabet over toilettet. Hans bluse blev trukket lidt op når han løftede armene, og jeg kunne se et stykke af hans muskuløse mave. Hvilket var omkring 15cm fra mine øjne. Jeg kunne ikke lade være med at glo en lille smule.

   ”Jeg… øm…” Ordene kunne ikke rigtig formes i min mund. Tydeligvis hans maves skyld. Da han endelig var færdig i skabet, og sænkede sine arme, og satte sig ned på knæ foran mig, kom ordene i stride strømme. ”Jeg gjorde som du sagde, og gik igennem skoven, og så var der nogen der fulgte efter mig, og så troede jeg skulle dø, og så løb jeg, og så faldt jeg, og så kom jeg endelig herover uden at blive dræbt,” sagde jeg i ét åndedrag. Jeg sukkede når jeg endelig havde sagt det, og tog en dyb indånding.

   Han stirrede på mig som om jeg havde fået et andet hoved. ”Oooohkay.”

   ”Det er rigtigt nok!”

   ”Det var nok bare indbildning, skal du se.” Jeg valgte at tro på ham. Han kiggede på mit knæ og lavede en grimase. ”Shailene, jeg kan ikke komme til at rense dit knæ ordentligt. Du bliver nødt til at tage dine busker af. Hey, er det ikke dine ’babies’?”

   Jeg gispede, da det gik op for mig, at han havde ret. Der var gået hul på mine yndlingsbukser. Jeg rejste mig op og hev bukserne af. Det var ikke fordi at vi ikke havde set hinanden med mindre tøj på. En lille del af mig var dog glad for, at jeg havde taget et par flotte sorte blonde-trusser på.

   ”Jeg henter lige noget plaster, så kommer jeg,” sagde Ansel, og lukkede badeværelsesdøren efter sig.

   Kun få sekunder efter slukkede nogen lyset (mit ”hey!” blev ignoreret) og døren åbnede. Jeg kunne kun se figuren til personen, men det var ikke Ansels. Og det var heller ikke nogen af mine venners.

   Det kunne kun betyde én ting.

   Personen i skoven havde ikke været indbildning. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...