New Earth

Det er år 4981. Menneskene er nødt til at flygte fra jorden til en ny planet, men det går ikke, som de vil have, selvom de har brugt år på at finde den helt rigtige "erstatnings" planet.

6Likes
8Kommentarer
719Visninger

8. 8

Vi kan blive her på basen, hvis vi indvilger i at hjælpe dem. Det er vi vel nødt til, det ville være det rene selvmord at sig nej til det tilbud. Vi er kun 24 frie mennesker eller så frie vi nu kan blive her på planeten og de andre folk er flere millioner tror jeg, vi skal jo helst ikke have flere fjender.

Vi må også gerne bliver her uden at hjælpe, men så hjælper de ikke os, med at befri de andre mennesker der er fanget af fjenden.

De 24 der er her ser mig, som deres leder eller noget, de vil i hvert fald høre hvad jeg har at sige før alle andre. Det er underligt for jeg kender ikke nogen af dem særligt godt på nær Vic, efter det ude i marken er han ikke lige så populær, som han har været, et hvert tegn på svaghed eller svigt og man er ude.

Lige nu kan jeg ikke fokusere på andet end at vi skal have redet de andre mennesker og specielt en.

Hvis Joshua var her, havde han allerede sat noget i gang med at rede de andre. Jeg har været her i to døgn og intet er sket, men halvdelen at tiden var jeg jo bevidstløs. 

Hvis vi bare kunne storme dem med våben og få menneskene ud, men så var der nok ikke krig mellem de to folk der var her i forvejen, hvis de ene bare kunne storme de andre.

Hvis nu vi kunne indtage rumfærgerne og deaktivere deres magnetfelters maskine. jeg er nødt til at vide om fjenden er flere end menneskene og det andet folk til sammen om vi overhoved har en chance og hvor lang tid denne krig har stået på.  

"Cilla," lægens stemme bag mig.

"Ja," jeg vender mig om.

"Kom med," han tager mig om håndledet ligesom igår og trækker mig med hen til et stort telt af en slags for den ligner ikke helt, jeg har heller aldrig set et telt i virkeligheden, det på jorden jo var for varmt at campere i et telt, men jeg får straks svar, som hvis han kunne læse mine tanker.

"Det her er en vagga, jeg tror nok i ville kalde den for et telt. Det er vores hovedkommando vagga," hantrækker forhænget ind til vaggaen til side og træder til side.

"Damerne først tror jeg nok," siger han derefter. Fordi de ligner os så meget, havde jeg nær glemt, at de ikke har de samme traditioner. Det er utroligt at de prøver at indfinde sig efter hvordan vi levede på jorden, istedet for bare at få os til at indfinde sig efter deres traditioner og regler. 

"I mennesker har altid troet at i var de eneste intelligente væsner i universet, det var i også på jorden. På denne planet har her altid været to intelligente racer, det er derfor vi har lært at indfinde os efter hinanden, men hvad gik der så galt siden vi nu er i krig tænker du nok," siger han ud af ingen ting og går langsom hen ved siden af mig, med hænderne på ryggen og stadig haltende.

"Jo ser du, vi har de sidste 1000 år vidst at i mennesker eksistere og har holdt øje med jer, men Gandaerne blev jaloux på jer, de ville have planeten for sig selv ligesom i havde," fortsætter han.

"Hvordan fandt i ud af at vi eksistere?"

"I er ikke de eneste," siger han og retter sig op og går så helt normalt som om intet var galt med hans ben, før jeg ved af det er han væk.

Hvad mener han med at vi ikke er de eneste? Jeg opdager nu hvor stort teltet eller vaggaen er. Her er helt vildt højt til loftet, mere end nødvendigt. Jeg står i midten, jeg drejer rundt om mig selv for at se hele vaggaen. Her er fyldt med folk ved computere og en masse der bære en kæmpe stak papirer.

Jeg skal finde en delingsleder for at høre om hans deling kan hjælpe mig. Men hvordan skal jeg lige vide hvad der er hvad her, det meste her er jo anderledes. 

De har været i krig i 49 år nu, men har på fornemmelsen, at den snart vil ende, at vi er deres redning. Det tror jeg ikke, men de har redet os, så vi må gøre vores bedste.

"Cilla Garner ik?" siger en af de fremmede folk med en spøjs mørk stemme .

"Jeg er her for at besvare dine spørgsmål, så godt jeg nu kan," fortsætter han.

"Men hvordan vidste du at."

Han afbryder mig. "vi har studeret i jer mennesker i 200 år og har lært at se når i mangler svar og en masse andre ting. Vi har også lært jeres sprog så godt vi kunne."

jeg har jo mange spørgsmål, men lad mig starte med det vigtigste.

"hvor mange er vi ca. hvis i tæller menneskene med?"

"ja i mennesker er jo ikke mange fordi i halvt har formået at udrydde jer selv. Men på hver af vores tre baser er vi 7 millioner, det er langt fra så mange som vi har været en gang, men Gandaerne angreb uden varsel og slog flere milliarder ihjel. Så 21 millioner af mit folk og hvis Gandaerne har slået dit folk ihjel så 24 af din slags," siger han helt uden følelse i ansigtet.

"Tror du de er døde?" jeg kan mærke tårene presse på.

"Det tvivler jeg stærkt på, de er sikkert god arbejds kraft."

"Ved du hvor der er en delings ledere?"

han ser lidt forvirret ud som om han leder efter ordene.

"Nårh ja det, jeg er delings leder." siger han med det samme udtryk i ansigtet som før, men med en lidt mere stolt stemme.

"kan du så ikke hjælpe mig med at få sat en rednings aktion igang.?"

"Sikkert, men jeg er nødt til at søge om lov."

"Hvad venter vi så på." jeg tager ham i armen og trækker af sted, men stopper så op, jeg aner ikke hvor vi skal hen for at søge om lov.

jeg vender mig om."hvor skal vi egentlig hen?"

"den modsatte retning." han vender sig og begynder at, jeg er lige i hælene på ham.

vi går ind i den store kommando vagga.

"Udfyld de her papirer og aflever dem ved det der bord," han peger over på et bord i den anden side af vaggaen. 

jeg tager papirene der er seks sider, man skal forklarer hvad misionen går ud på hvor mange folk man skal bruge ja faktisk alt ned til mindste detalje.

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...