New Earth

Det er år 4981. Menneskene er nødt til at flygte fra jorden til en ny planet, men det går ikke, som de vil have, selvom de har brugt år på at finde den helt rigtige "erstatnings" planet.

6Likes
8Kommentarer
720Visninger

7. 7

Jeg mærker et smæld i baghoved og alt bliver sort.

Jeg åbner langsomt, mine øjne, alt er stadig sort. Hvor er jeg? Jeg sætter mig op.

"Er her nogen?" det giver ekko, jeg må være i en grotte.

Jeg får et chok, jeg har sat min hånd i noget koldt og vådt. Jeg tørre min hånd i mine bukser og rejser mig langsomt, for ikke pludseligt at støde op i grotteloftet.

Der kommer et ekko "Cilla?" lyder det spørgende.

"Ja?"

"Godt du er vågen" stemmen er helt tæt på mig nu, så tæt at jeg kan mærke ånden fra personen, det lugter af blod.

"Kom med mig" personen tager mig om håndledet og trækker mig med. gennem en masse små gange, en gang imellem kommer der lidt lys ind gennem små sprækker, jeg når at få enkelte glimt af personen. Han ser gammel ud, men lyder ikke sådan, han går lidt krumbøjet og halter lidt på det ene ben, men virker alligevel stærk.

Vi når ud for enden af en stor tunnel det skærer i mine øjne da lyset rammer mig, jeg holder min frie hånd op for hoved, for at skærme mod det stærke lys.

Nu da jeg ikke er blindet af lyset, ser jeg det hele klart, jeg står i en dal omgivet af høje bjergsider.

Manden slipper mit håndled, han har fået øje på en. 

Cilla!" Vic løber hen til mig og løfter mig op som var jeg vægtløs, han holder mig ind til sig i lang tid. 

Manden der fulgte mig ud af grotten rømmer sig, hvilket får Vic til at slippe mig.

"Skal vi gå?" spørger manden så.

"Ja, lad os det," siger Vic.

"Hvor skal vi hen, og hvor lang tid er der gået siden vi gemte os i marken?" spørger jeg Vic lavt.

"Vi skal ikke så langt," siger manden som hørte mig, selv om det ikke var meningen.

"Der er gået en dag ca." siger Vic og kigger på mig ud af øjenkrogen.

Jeg vil også gerne vide hvor vi er og hvordan vi er havnet her, men jeg venter indtil jeg er alene med Vic, og hvis jeg kender ham ret, går der ikke ret længe.

Jeg har ret vi er lige kommet hen til de andre mennesker, Vic griber om min arm og trækker mig til side.

"Jeg var bange for det var noget alvorligt" siger han.

"Hvad var alvorligt?"

"Det med dit hoved."

Nu husker jeg, at da vi kom ud af marken, blev jeg ramt af noget i mit baghoved. Min hånd går om til baghoved og ruder i mit brune hår og mærker efter om der er noget med mit baghoved. Der er intet andet en en lille skaldet plet, men det er intet, det bliver alligevel dækket af der andet hår.

"Har du ondt?" 

"Nej, jeg skulle bare lige."

"Hvad med ham der din ven? Han blev jo ramt."

Vic kigger ned i jorden, det må betyde han er død, men så smiler han.

"Menneskets vilje til at overleve er utrolig," han kigger væk, han vil ikke se mig i øjnene.

"Det er da godt," jeg prøver at fange hans blik, men mislykkes.

"Ja... Men jeg ville bare have efterladt ham," han kigger vredt på mig.

"Du skal da ikke være sur på mig på grund af det," skynder jeg at forsvare mig selv.

"Det er jeg heller ikke, jeg er sur på mig selv over at jeg kunne finde på det," han kigger væk igen.

"Det skal du ikke, du gik i panik, sådan ville mange have reageret."

Jeg er nødt til at lede det her over på noget andet.

"Hvor er vi egentlig og hvordan er vi havnet her?" 

"Vi er på nord siden af planeten. Ham manden du lige har mødt er læge. Det viser sig at planeten er i krig. Mellem to intelligente racer, der er dem der har jagtet os og dem her der ligner os, men ikke en mennesker, de vil gerne hjælpe os."

Nu får jeg ondt i maven ved tanken om, at det andet folk har Joshua.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...