New Earth

Det er år 4981. Menneskene er nødt til at flygte fra jorden til en ny planet, men det går ikke, som de vil have, selvom de har brugt år på at finde den helt rigtige "erstatnings" planet.

6Likes
8Kommentarer
724Visninger

5. 5

Han har gjort det igen, han er ikke kommet til bage. Denne gang er kaptajnen heller ikke kommet tilbage. Det ser ud til det kun er mig der har bemærket det, eller også er de bare ligeglade. Vic er i hvert fald, han har ikke en gang været henne, for at snakke med mig endnu. Er han mon sur på mig over at jeg kun tænkte på Joshua?

Nu er det nok jeg har ventet længe nok, jeg går ud og leder efter dem. Jeg river en af de kæmpe blade fra træerne af, jeg kan lige så godt finde nogle bær imens. 

Jeg går i retningen kvinden pegede igår, ikke ret langt væk er der en busk med bær, jeg plukker dem og går videre. 

"Kaptajn! Joshua!" hvor kan de være?

"Cilla?" der kommer en svag stemme bag en busk.

"Ja, det er mig" jeg går hen til busken, et grimt syn kommer mig i møde. Det er kaptajnen, hans kinder er skåret op fra mundvigene og op til slutningen af kæben, det undre mig hvordan han overhoved var i stand til at sige mit navn. En af hans fingre er skåret af. det er underligt at se den ellers så stolte kaptajn, ligger der helt hjælpeløs og såret. jeg smider bærene. Jeg går ned på knæ og tager hans hånd. 

"Hvem har gjort det her ved dig?" jeg er virkelig vred og ked af det.

"Det...det har...det har de" får han fremstammet. De, er det de fremmed folk ved færgen?

"Joshua" siger han. 

Det slår mig pludselig, at Joshua ikke er her. Hvis de har gjort det her ved kaptajnen og så bare efterladt ham, højst sandsynligt for at skramme os. Hvad kan de så ikke have gjort ved Joshua, drengen der startede flugten og hvad med resten af jordens befolkning?

"Vi må have dig tilbage til lejren Kaptajn"

Han ryster på hoved "ikke sikkert, red... red de... de andre" han lukker øjnene, han har brugt sine sidste kræfter på at holde sig i live så han kunne advare os andre, tårene presser på, men jeg holder dem tilbage.

Jeg er klar over at Joshua ikke er i skoven, de har ham. Jeg må tilbage, vi er nødt til at tage videre, men hvordan skal jeg forklare hvad der lige er sket til de andre?

Jeg løber tilbage til lejren. Det må ikke være forsent. 

"Vi må videre nu!" råber jeg så alle kan høre det. men hvad hjælper det, vi ved ikke hvor vi kan være sikre. hvad nu hvis de er ved det næste sted vi kommer, hvad nu hvis jeg leder dem ind i den visse død? Det er en chance jeg må tage, det kan jo være det reder os.

"Hvorfor så hurtigt?" er der en af drengene jeg ikke ved hvad hedder der siger.

"I får en forklaring senere"

"Vi er trætte af ikke at vide hvad der sker og bare blive flyttet rundt med" siger han.

"Vi er nødt til at skynde os, jeg kan forklare det på vejen, men så skal det også være nu" 

"Hvorfor haster det sådan? Vi mangler også Joshua og kaptajnen," siger kvinden med barnet. Det rammer hårdt at hun nævner dem, jeg kan mærke tårene presse på igen. 

"Okay så i vil have en forklaring? Så skal i få en, jeg har lige oplevet noget forfærdeligt ude i skoven, som  jeg ikke er klar til fortælle jer om nu," en tåre triller ned af min kind.  

Ingen siger noget, de ved ikke hvordan de skal håndtere det. de begynder at tage nogle af tingene og gå hen til mig.

"Så må vi hellere gå," siger en mand jeg heller ikke ved hvad hedder.

Jeg vender mig om og går i den modsatte retning af den vej hvor jeg fandt kaptajnen, jeg vil ikke have at, de skal se det samme jeg så.

De ved vi er i skoven så vi må ud af skoven, eller også er det de vil have. Det kan være de vil have os ud på de åbne marker, hvor vi ikke kan gemme os, hvor de har fordelen med deres våben og fly. På den anden side hvis vi bliver i skoven er vi fanget og de kan tage os en efter en som med kaptajnen, eller bare os alle sammen på en gang, så er det overstået. De leger med os, vi er deres legetøj. Jeg ville ønske at Joshua var her, han ville vide hvad vi skulle gøre. 

Jeg føre os ud af skoven, i retning af hvor vi flygtede fra færgerne. Jeg skal have hævn.

"Vent hvorfor føre du os hen til færgerne, det er jo der de er, de vil fange os," siger kvinden med barnet og holder barnet ind til sig.

Hun har ret, vi har intet at forsvare os med. Hvis jeg skal have hævn så skal det være ordenligt.

"Du har ret. vi må lægge en plan, men først må jeg heller fortælle jer hvorfor" jeg sætter mig ned mellem kornet, de andre gør det samme.

"Vi er flygtet fra færgerne, fordi her allerede er nogen på planeten og de vil ikke bare lade os gå, de skal bruge os til et eller andet, som vi ikke ved hvad er. Det vidste Joshua da de kom ind i vores boenhed og derfor startede han flugten. Jeg ved ikke hvor han er nu, men jeg regner med de har ham, for jeg fandt  kun kaptajnen ude i skoven, hvilket både kan være godt og skidt, for hvis han var ved kaptajnen da jeg fandt ham og at han var i samme situation som kaptajnen ville det ikke have været godt, men hvis de har ham er det heller ikke godt, den sidste mulighed er at han nåde at flygte." de kigger rundt på hinanden, de ved ikke hvordan de skal reagere. Det forstår jeg godt, de har aldrig stået i sådan situation før og havde sikker heller ikke regnet med at komme til det.

"Vi kan måske rede hele jordens befolkning," fortsætter jeg.

"De er langt flere end os og vi har lige mistet to, så vi endnu mindre end vi startede med" siger en af Vic's venner.

Vic rejser sig, "Vil i leve på flugt resten af jeres liv, eller måske dø, men blive husket som helte?"

"Helte!" råber en af hans venner og går hen til ham.

"Helte!" råber resten slutter sig til dem. Jeg rejser mig op foran dem og smiler.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...