New Earth

Det er år 4981. Menneskene er nødt til at flygte fra jorden til en ny planet, men det går ikke, som de vil have, selvom de har brugt år på at finde den helt rigtige "erstatnings" planet.

6Likes
8Kommentarer
725Visninger

4. 4

Jeg har ikke set Joshua, siden vi skændes i går. Han kom ikke tilbage. 

Jeg håber ikke, der er sket ham noget.

"Nå, han er ikke kommet tilbage?" Det er Vic. Han er listet op bag mig. Jeg står og spiser nogle blade, jeg da tror, er spiselige.

"Nej, og hans navn er Joshua."

"Nå ja, undskyld." Han læner sig op af hulemuren og smiler det der skæve smil.

"Det er altså ikke sjovt." Jeg propper endnu et blad i munden.

"Nej, jeg ved godt, der er et eller andet helt specielt bånd mellem jer. Sig til hvis du har brug for nogen," han skubber sig væk fra muren og går hen til sine venner.

Jeg kigger over mod indgangen. Hvor er Joshua? Jeg gumler videre på mit blad.

"Hej, Josh fyren!" kan jeg høre Vic råbe. Jeg kigger op. Joshua! Han er tilbage. Jeg løber hen til ham og vil give ham et knus, men han skubber mig væk.

"Hvor har du været? Hvorfor kom du ikke tilbage igår?" siger jeg vredt.

"Bare ude i skoven. Jeg kunne ikke komme tilbage til hvor i var. Det ville have været for hårdt." Han lyder meget trist. Han kigger fra mig over til Vic og så tilbage igen. Han mumler et eller andet og går hen til maden. 

"Der blev man lige afvist hva?" Det er Vic igen. Jeg har ikke opdaget, at han er kommet hen til mig.

"Jeg forstår bare ikke, hvad hans problem er?"

"Er det ikke tydeligt? Han er da jaloux."

"På hvad?"

"Det finder du nok ud af." Han lægger armen om min skulder. 

"Men jeg giver ikke op," siger han så ud af det blå og går. Hvorfor skal alle forvirre mig?

Vi bliver nok nødt til at finde et nyt sted i dag. De har nok set, at vi har haft bål igår. Joshua kommer mig i forkøbet.

"Vi er nødt til at tage videre idag. Vi skal finde et sted, der ligger lavere, så de ikke kan se, når vi har bål," siger han højt, men fraværende og bliver ved med at kigge på mig og Vic, som om de andre ikke er her.

Folk begynder at pakke det sammen, vi har fundet, som stadig kan bruges. Vi kravler ned af bjergsiden. Kvinden med barnet har bundet det til sin ryg. Jeg er nået til bunden af bjerget. Joshua rækker mig en hånd for at hjælpe mig helt ned.

"Jeg har tænkt over det. Jeg vil ikke opgive dig så let," siger han og holder fast i min hånd, selvom jeg er kommet ned.

"Nå." Jeg slipper hans hånd. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal svare, mest af alt fordi jeg ikke ved, hvad han snakker om. Vi går i et stykke tid uden at sige noget.

"Nå, hvad snakker i så om?" Vic er kommet op på siden af mig.

"Ikke rigtig noget," siger jeg og trækker vejret dybt.

"Det var da kedeligt," siger han med et grin i stemmen og kigger hurtigt over på Joshua og så tilbage til mig.

"Jeg kan se i er blevet gode venner igen," siger han så lidt mindre energisk end han plejer at være. Plejer at være? Hvordan ved jeg det? Jeg har kendt ham i hvad? To dage? 

"Ja, det er vi," svarer Joshua hurtigt.

"Ahh!" Jeg er ved at falde over en rod, der stikker op over jorden. Vic er hurtig og griber mig.

"Her lad mig hjælpe," siger Joshua og bukker sig. 

"Nej, det går, jeg har hende," siger Vic og rejser mig op. 

"Er du okay?" siger de i munden på hinanden. Jeg nikker kort.

"Tak, Vic."

"Kan vi være her?" siger en af Vic´s venner til Joshua. Vi er ved en bæk inde i skoven. Joshua kigger sig omkring. 

"Ja, det her er fint," siger han. 

"Joshua og jeg finder brænde" siger Vic. Jeg beslutter mig for at lede efter noget, der kan spises.

Der er gået en halv time, tror jeg. Det er da Vic og Joshua, jeg går hen mod dem, men stopper op. Jeg kan høre, de snakker om et eller andet. Jeg lister lidt tættere på. Det er ikke pænt at smuglytte, men jeg er lidt nysgerrig, så jeg gemmer mig bag en busk.

"Vi ved det jo begge to!" Det lyder som Vic.

"Ja, men hun kan åbenbart ikke se det," kommer det fra Joshua.

"Enten så trækker du dig, eller også skal jeg nok sørge for, at du gør det!" truer Vic.

"Jeg har kendt hende i længere tid end dig. Du har først lige mødt hende," lyder det vredt fra Joshua.

"Som du vil. Jeg gav dig et valg." Vic lyder rolig.

"Jeg synes bare ikke at Cilla..." Joshua stopper.

Ingen siger noget. Jeg kan høre skridt i min retning. Har de opdaget mig? Jeg holder vejret. Nej, de går lige forbi mig, som om intet var sket. Jeg venter lidt, inden jeg går, for at det ikke skal virke, som om jeg har hørt noget. Jeg tager en omvej. Det var mig, de snakkede om. Hvor kunne de? Hvad med mig? De snakkede om, hvem der skulle have mig uden at inddrage mig i det. Det kan da godt være, jeg slet ikke vil have nogen af dem. 

"Hej Cilla!" Vic løfter mig og svinger mig rundt.

"Hvor er Joshua?"

"Det ved jeg ikke, men kan det ikke være lige meget." Han lyder skuffet.

"Jeg går ud og leder efter ham."

"Vent, Cilla" Han griber fat i min arm. Jeg vender mig om.

"Hvad!" Jeg river mig fri og går.

"Ved du, hvor Joshua er?" Jeg spørger kvinden med barnet.

"Ja, han kom, og så gik han med kaptajnen. Den vej." Hun peger ud i skoven.

"Tak." Nu hvor jeg ved, at han er sammen med kaptajnen, er jeg mere rolig. Så er han da i det mindste ikke gået på grund af samtalen med Vic.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...