New Earth

Det er år 4981. Menneskene er nødt til at flygte fra jorden til en ny planet, men det går ikke, som de vil have, selvom de har brugt år på at finde den helt rigtige "erstatnings" planet.

6Likes
8Kommentarer
723Visninger

3. 3

Vi har fundet et sted at gemme os. Det er en hule i et bjerg, midt inde i den kæmpe samling træer, som nogle af de andre kalder en skov. Jeg har talt os alle. Vi er 25. Kaptajnen er her også. Han er næsten ikke til kende uden sin hat. Den faldt af, da han slog ham, der holdt ham for at komme fri.

Man kan ikke helt slappe af. Man venter hele tiden på, der kommer nogen og fanger os. En kvinde sidder og trøster et lille barn på omkring 6 år. Det er underligt at kunne være i naturen uden at have sin dragt på eller ilt flasker.   

Hvis man går ud til udgangen af hulen, kan man se en sø. Jeg har aldrig set vand i naturen eller planter, kun jord og sand.  

Joshua er listet om bag mig og hvisker mig i øret: "Cilla, kom lige." Han tager min hånd og trækker mig med.

"Hvor skal vi hen?" siger jeg lavt.

Han svarer mig ikke men trækker mig bare længere ind i hulen. Der er helt mørkt.

"Cilla?" lyder en stemme i mørket.

"Ja, vi er her nu, kaptajn," svarer Joshua. 

"Sæt jer," siger kaptajnen, som om han ejer hele hulen, men det er vel naturligt, for ham at kommandere med folk.

"Hvad er det der foregår? Hvem er her?" spørger jeg. Jeg vil have et svar. Et rigtigt et.

"Vi er kun dig, mig og kaptajnen," svarer Joshua.

"Vi prøver at finde ud af, hvad der helt præcist sker, og der er ikke mange der ude, der er til nogen hjælp, så det er op til os," fortsætter kaptajnen.

"Hvad er det egentlig, der sker? Det må du da vide kaptajn." Jeg er helt forvirret.

"Ja, det er lidt indviklet," siger han.

"Så må du hellere komme igang." 

"Jo, altså ser I, som I nok ved, har vi.. altså mig, resten af kaptajnerne og lederne af jorden brugt lang tid på at finde den her planet. Vi overså bare en enkelt ting: at undersøge, om her var nogen i forvejen," siger han lidt flovt.

"Det kan vi så regne ud nu, at det er der," siger Joshua.

"Ja, vi havde egentlig bare håbet, at vi kunne vende om, men sådan ville de det ikke," siger kaptajnen lavt.

"Men hvad vil de med os?" spørger jeg lidt bange.

"Det ved kun de," svarer han. Det svar, jeg frygtede at få.

"Men vi må hellere gå ind til resten af gruppen, inden de bliver bekymrede," siger han. 

Jeg kan høre, han rejser sig. Jeg kan høre, at han en gang imellem går ind i væggene, men der kommer ikke en lyd fra ham. Er Joshua her stadig? Ja, jeg kan mærke varmen fra ham ved siden af mig. 

Jeg rejser mig og går i retning af, hvor vi kom fra. Jeg kan høre, at Joshua er lige bag mig.

Jeg misser med øjnene, da jeg kommer ud i lyset. Det er underligt at tænke på, at det er en anden sol end den, vi plejer at se.  

Kvinden sidder stadig med det grædende barn. Syv mænd eller nærmere drenge har samlet sig i et hjørne. De sidste 13 sidder lidt spredt. De ser alle meget bange ud. Jeg må gøre noget. Vi er nødt til at være et hold, hvis vi skal overleve det her.

"Hej." Der er ingen reaktion fra nogen.

"Hej!" prøver jeg igen bare højere. Nu reagere de alle samme ved at kigge på mig. Ikke fedt når man er så genert som mig. Okay, hvad nu? Jeg har deres opmærksomhed. 

"I er nok alle lidt forvirrede lige nu, men I skal nok få en forklaring." Jeg kigger over på Joshua som et råb om hjælp, men han smiler bare og ryster på hoved som i at, den her må jeg selv klare. Jeg kigger ned i jorden.

"Vi.. Altså, øh." Åh nej, det her går ikke.

"Vi kan ikke høre dig, når du kigger ned i jorden," siger en af drengene ovre i hjørnet, hvilket får alle de andre til at grine. Det er på en måde godt. Det ryster dem da mere sammen. Nu reagerer Joshua.

"Så ti da stille og lad hende tale!" råber han vredt.

"Vi er nødt til at arbejde som et hold, hvis vi skal overleve," fortsætter han i et lidt mere roligt tonefald, men stadig lidt vredt. Drengen i hjørnet lader sig ikke slå ud.

"Det bestemmer du måske," Drengen i hjørnet griner igen, men de andre er ikke med ham denne gang.

"Nej, du vil måske hellere her op, og fortælle hvad der sker?" spørger Joshua roligt, men jeg kan se på ham, at han er ved at være godt gal.

"Øh, nej, undskyld." siger drengen og kigger væk.

"Tak" siger Joshua og træder om bag mig. Nu er det åbent bart min tur til at tale.

"Hvad med at vi blander os i mindre grupper for at udforske området og finde noget at spise?" Folk nikker og kigger så forventnings fulde på mig. Åh nej, nu er jeg der igen, hvor jeg ikke ved, hvad jeg skal sige.

Kaptajnen tager over: "Hvad venter I på? Bland jer! Vi skal bruge fem grupper."

Jeg går hen mod Joshua. Han ryster på hoved og går hen til kvinden med barnet. En mand og en af drengene går hen til ham. Nu er der en gruppe.

Jeg får drengen der ikke kunne tiestille lige før, en af hans venner, en mand og en dame. 

"Vi finder brænde!" råber drengen og løber hen til indgangen. Vi andre går efter.

"Nå," siger han. Vi er nået et godt stykke ind i skoven.

"nå hvad," siger jeg.

"Hvad er dit navn så." 

"Cilla. Cilla Garner." 

"Okay, jeg hedder Vic. Jeg er 17," Han går hen til sin ven. Jeg kan høre dem grine af et eller andet.

Joshuas gruppe er allerede tilbage i hulen, da vi kommer. Jeg går hen til ham. Han giver mig et kram og holder mig der lidt. Det er ved at være mørkt udenfor, så vi tænder et bål og får noget at spise. Folk snakker og hygger sig. Jeg sidder selvfølgelig med Joshua. Vic kommer hen og sætter sig ved siden af mig.

"Det var altså ikke ondt ment," siger han og smiler skævt til mig.

"Det ved jeg godt, sådan tog jeg det heller ikke."

"Nej, men det gjorde din kæreste vidst. Bare så du ved det, så kan jeg altså godt være seriøs."

"Vent, hvad mener du? Joshua? Vi er altså ikke sammen."

"Det er jeg da glad for at høre." Han smiler igen, så man helt forsvinder i hans brune øjne. Joshua rejser sig og går.

"Undskyld mig lige," siger jeg til Vic og skynder mig efter Joshua.

"Vent Joshua!" råber jeg. Han sætter farten op, så jeg sætter i løb efter ham. 

"Hvad er der galt med dig?!" skriger jeg efter ham. Han stopper op.

"Hvad der er galt med mig?" Han vender sig om og går hen mod mig.

"Det er da ikke mig der... bare glem det," siger han og sætter sig på en sten. Vi er nået ret langt ind i skoven.

"Det da ikke dig der hvad, Joshua?" Jeg sætter mig ved ham.

"Bare glem det," siger han og kigger væk.

"Jeg troede slet ikke, du kunne lide den slags." Han kigger op på mig.

"Hvilken slag? Hvad mener du?" 

"Ham drengen." 

"Mener du Vic? Og hvad så hvis jeg kan?" 

"Du er altså ikke den eneste med følelser, Cilla."

Jeg rejser mig og går. Hvad mener han så lige med det? Vic sidder i indgangen, da jeg kommer tilbage.

"Hva så?" Han smiler igen.

"Hvad?" 

"Dine øjne er røde, og jeg tror nok det er en tåre, dér på din kind," han kører tommelfingeren hen over min kind for at tørre tåren væk. Jeg prøver at smile, men det går ikke så godt.

"Det er bare en dum dag," svarer jeg.

Han trækker mig ind til sig.

"Det skal nok gå." Han stryger mig over håret. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...