New Earth

Det er år 4981. Menneskene er nødt til at flygte fra jorden til en ny planet, men det går ikke, som de vil have, selvom de har brugt år på at finde den helt rigtige "erstatnings" planet.

6Likes
8Kommentarer
764Visninger

2. 2

3 uger senere.

Vi er midt i aftensmaden, men man kan tydeligt mærke, at færgen sætter farten ned, så vi ikke støder ind i de andre foran os. De sidste 3 uger har stået på ren afslapning og et indblik i de riges verden. Jeg håber, det bliver sådan frem over, og at jeg ikke skal bo i et skur af et hus igen.

Stemmen over højtaleren lyder, "vi er kommet i vanskeligheder… Den første rumfærge er lige ankommet til planeten og råder os til at vende om. Gå ikke i panik!"

Hvad sker der for, at vi aldrig får en forklaring, og at når man endelig kan høre, hvad de siger, så er det dårligt nyt. Men de finder nok ud af det… håber jeg.

Et grønt lys skinner ind gennem vinduet.                                                                                    

”Hvad er nu det?” spørger Joshua. Han slår hænderne i bordet og rejser sig. Han er henne ved vinduet i løbet af få sekunder. Jeg skynder mig hurtigt efter ham.

Det grønne lys ser ud til at komme fra en stråle nede fra planeten.

”Et kraftskjold!” Han siger det, inden jeg overhovedet når at tænke det, men han har ret. Færgen kan ikke flytte sig. Vi er fanget.

Vi bliver trukket nærmere på planeten. Man kan høre motorerne slukke. Vi er ved at lande. De har brugt flere år på at finde den rigtige planet, endnu flere år på at udregne, hvordan vi kunne komme her til, og nu er vi her endelig, men jeg aner ikke, hvad der skal ske med os nu.

Vi har ikke hørt noget fra kaptajnen i et stykke tid nu. Det er ved at være en jordtime, siden vi landede, og der ikke sket noget. Vi har forsøgt at komme op til ham for at spørge, hvad der sker, men døren er låst. Ikke nok med det, så er strømmen også gået, og lågerne for vinduerne er lukkede, så vi har ingen chance for at se noget.

Hvad er det, jeg kan mærke. Er det… Er det kulde? Det har jeg aldrig oplevet før. "Jeg fryser."

”Undskyld hvad?” siger Joshua og kigger hurtigt over på mig.

”Hvad?”

”Du sagde, at du frøs,” svarer han. Kom jeg til at sige det højt?

”Kom,” siger han og lægger armene om mig. ”Jeg kan varme dig.”

Jeg vrider mig fri. ”Nej det er fint, jeg kan godt lide kulden.” 

Arghh!!! En høj tude lyd kommer over højtaleren.

"Nu da vi har jeres opmærksomhed, vil vi fortælle jer, at vi har kontrollen over jeres rumfærge, og et hvert tegn på modstand vil blive straffet." Det er en anden stemme, end den vi plejer at høre over højtaleren, men hvem er det?

Vi kan høre vores dør gå op. Der kommer fire mænd ind. de ligner mennesker, men så ikke helt alligevel, der er noget ven dem, som jeg ikke kan sætte min finger på. De er... Pænere på en måde. 

"Følg med os" siger den første.

Jeg kigger på Joshua. Han træder nærmere på mændene. Pludselig smadre han albuen ind i siden på den første, sparker den anden og vælter den tredje ned over den fjerde.

"Løb Cilla!"

Jeg går i panik og gør bare, som han siger. Han slår albuen ind i brandalarmen for enden af gangen, da vi løber forbi, så alle døre åbner. 

Vi løber hen til gangbroen og stopper op. Der står en masse af de underlige folk udenfor. Vi sætter os ud til siden, så folkene udenfor ikke ser os.

"Hvad gør vi?" siger jeg nærmest panisk.

"Vi venter," siger Joshua.

"På hvad dog?" det overrasker mig, at jeg lyder så frustreret. 

"På, at der kommer nogen, vi kender, eller bare nogen fra hvor vi kommer fra," forklarer han.

Der kommer ti mennesker et minut efter. De ser alle meget forvirrede ud. Jeg forstår dem godt.

"Kom ud til siden og duk jer," siger Joshua.

"Hvad er det, der sker" siger en af dem. En kvinde der virker lidt mere rolig end de andre.

"Det ved vi ikke, men vi må se at komme væk, inden der kommer nogen af de der mænd," forklarer Joshua.

"Hvilke mænd?" spørger kvinden. De har selvfølgelig ikke set dem, eftersom de sikkert bor nederst på gangen. 

"Det forklarer vi senere. Kom I forbi nogle andre på gangen?" spørger Joshua.

"Nej, der var ikke andre end os, men er der ikke brand," siger hun forvirret.

"Nej, men vi er nødt til at skynde os væk med så mange mennesker som muligt," siger han og kigger hurtigt ud på folkene udenfor. 

"Er i klar? Vi løber på tre," siger han. "En, to, tre! Løb!"

Vi skynder os at løbe, men hvor hen? Vi kender ikke området, vi kender ikke planeten. Vi følger bare Joshua. Vi prøver at få så mange af vores egne med, men det er svært. vi åbner mange bure ,men mange bliver fanget igen. Nogle af de underlige mænd er sat i løb efter os. Det her var ikke, som jeg havde regnet med, min første dag på den nye planet skulle være. Lige nu virker det hele meget kaotisk. Folk prøver at rive sig fri, bare for at blive fanget igen.

Jeg kigger mig hurtigt over skulderen. Vi er flere, end vi startede med, men ikke mange. Mændene har fået fat i en slags svævende scootere og er ved at indhente os, men der er så meget kaos tilbage ved færgen, at de må vende om.

Hvad er det jeg ser lidt længere fremme? Er det træer? Jeg har aldrig set nogen så store. De er mindst tre meter høje. Vi er nået så langt væk fra færgen, at vi ikke kan se den længere, så vi stopper op. 

"Vi er nødt til at lægge en plan, for hvad vi gør nu," siger jeg og gisper efter vejret.

"Ja," kommer det bekræftende fra de andre i gruppen.

Joshua træder frem. "Det vigtigste er at finde et sted med rent vand og et sted at gemme os." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...