New Earth

Det er år 4981. Menneskene er nødt til at flygte fra jorden til en ny planet, men det går ikke, som de vil have, selvom de har brugt år på at finde den helt rigtige "erstatnings" planet.

6Likes
8Kommentarer
841Visninger

1. 1

År 4981...

Folk er ved at laste færgerne. Ingen har tid til at stoppe op og tænke over hvad der er ved at ske, undtagen mig. Her er ved at være varmt, meget varmt, så varmt, at intet levende kan gå på denne planet. Dyrene er for længst uddøde, vi klarede ikke at rede dem, så egoistiske som mennesker tit kan være. Vi kan kun spise de planter, der er i kølehusene. I kølehusene er der 30˚, men det er det koldeste sted. Den eneste grund til mennesket ikke er uddødt endnu, er fordi vi i sidste øjeblik fik fremstillet dragter, der ikke smelter i denne ekstreme varme, og som er i stand til at køle os ned og beskytte mod de farlige stråler fra solen.

Dem, der ikke rejser snart, bliver en del af denne kommende lille sol. Der er snart heller ikke mere vand tilbage på jorden eller ”den blå planet”. Jeg har kun set 2000 år gamle satellitbilleder, hvor man kunne kalde den for en blå planet. Vandet er forsvundet, ingen ved hvor hen eller hvordan. Vi har kun det tilbage, der er i flasker eller det kunstigt fremstillede af brint og ilt.

”Skynd dig Cilla, ellers når du ikke at komme med rumfærgen!” Det er Joshua. Den dreng har jeg kendt, lige siden jeg gik ind i ham i kølehuset for 3 år siden. Vi havde begge fået jobbet med at gøde planterne. Jeg havde stablet så mange spande, at jeg ikke kunne se, hvor jeg gik, så jeg kom til at gå ind i ham. Han fik gødning ud over det hele, men tog det helt roligt. Vi begyndte at snakke, om hvad kan jeg ikke huske. Han hjalp mig med at skovle det op, jeg havde tabt.

”Jeg kommer nu!” Jeg griber fat i håndtaget på min kuffert, hvor i de få ejendele, jeg ejer er og løber op til færgens indskrivning.

Kontrolløren kigger på mig. ”Navn og nummer,” siger han så koldt og kigger ned i sine papirer.

”Cilla Garner 60.000.”

Han kører lynhurtigt fingeren ned over papirerne og giver mig en seddel i hånden. ”Ja, du kan gå.”

Jeg går op af gangbroen til Joshua. Der bliver mumlet et eller andet uforståeligt over højtaleren, men jeg gætter på, at det, der blev sagt, var at vi letter. Jeg maser mig gennem menneskemængden hen til et vindue med Joshua lige efter mig. Vi kigger ned og ser jorden forsvinde under os. Den tørre jord bliver mindre og mindre. Så sker det virkelig. Jeg forlader den planet, hvor jeg har levet hele mit 16 år lange liv.

Stemmen over højtaleren lyder igen, og endnu en gang  kan jeg ikke forstå, hvad der bliver sagt. Folk begynder at sive hen mod beboelses gangene. Jeg kigger på min seddel. Gang 54 bosted 5. Jeg går hen til gang 54 og stopper op. Joshua kommer hen til mig. Gangen ser uendelig ud. Vi kigger på numrene over dørene. Heldigvis har vi fået nummer 5. Den ligger som nummer 3 på venstre side. Joshua fik en nøgle af kontrolløren. Han låser op og åbner døren for mig. Jeg går ind i et mørkt rum. Joshua kommer ind lige efter mig, klapper hænderne sammen og gnider dem nysgerrigt. Lyset tænder, og vi opdager, hvor stort rummet er, men der er intet i det bortset fra et lille panel med en masse knapper og en computerskærm.

”Hvordan tænder man?” Jeg vender mig mod Joshua.

”Det ved jeg ikke,” siger han og lægger hånden på en sort glasplade. En grøn laserstråle kører hurtigt frem og tilbage under pladen. Der lyder en lille summen og computerskærmen lyser op.

”Velkommen, Joshua Timerty. Ønsker du at indrette din bolig?” lyder en robotagtig stemme fra panelet. En model af rummet dukker op på skærmen. Ude i siden af skærmen er der en masse muligheder: møbler, væge, døre og meget mere. Jeg trykker på ikonet, hvor der står væge. En ny række kommer frem med forskellige tapeter.

”Hvad skal vi vælge?” Jeg kigger på Joshua.

”Bare noget enkelt.” Han trækker fingeren hen over mulighederne, så der kommer nye muligheder, indtil han finder en hvid og trykker på den.

”Hvad så nu?” spørger han.

”Vi skal vel lave en væg.” Jeg sætter min finger på skærmen og trækker den fra den ene side af rummet til den anden. Der er nu en væg på modellen. Vi deler det ene af rummene op og sætter en dør ind til hvert rum. Vi har nu tre rum på modellen: badeværelse, soveværelse og køkkenalrum.

Joshua trykker på tilbage feltet på skærmen og derefter møbler. Der er bedre møbler, end vi ville have råd til på jorden. Det her er måske starten på ligestilling mellem alle mennesker. Jeg trykker på badeværelset. Jeg sætter et boblebad, en bruser, et toilet og en håndvask ind. Joshua trykker på soveværelset. Vi sætter to enkelt senge ind en i hver side af rummet, to natborde med lamper, og så er det det. I køkkenalrummet laver vi et køkken med al tilbehør og en stue med spisebord. Alle de luksus møbler vi kan finde uden at overfylde rummet.

”Er vi færdige?” spørger jeg og kigger på Joshua.

”Ja det tror jeg” Han trykker på Done knappen.

”Gå venligst ud af bostedet inden for 60 sekunder og kom så ind igen,” lyder computerstemmen.

Vi går ud af rummet. Der lyder en summen og skrammelen. Vi går ind igen. Rummet ligner modellen med alle luksus møblerne.

”Hallo hallo, det er kaptajnen. Ingen må kigge ud af vinduerne, med mindre i vil være blinde, haha,” lyder det over højtaleren uden videre forklaring.

"Skal vi gå ud og se rumfærgen?" spørger Joshua.

Vi møder Joshuas kusine Jacquelyn ude på gangen.

”Ved du, hvorfor vi ikke må kigge ud af vinduerne?”

”Øhh ellers bliver vi blinde,” siger hun, som om jeg er dum.

”Ja ja, men hvorfor bliver man blind?”

”Det ved jeg ikke.” Denne gang forstod hun.

”Vil du med op til kaptajnen,” foreslår Joshua til Jacquelyn.

Vi går op af en lang vindeltrappe, indtil vi når en rund dør. Underligt at der ikke er en elevator eller en lufttunnel. Jeg løfter hånden for at banke på, men jeg når ikke så langt, inden en stemme bag døren siger: ”Kom ind.”

Jacquelyn tager i håndtaget og går ind. Joshua og jeg er lige bag hende. Kaptajnen sidder med ryggen til os i en stol med et højt ryglæn.

”Hvordan vidste du,” kaptajnen afbryder mig.

” At i kom. Sådan noget ved jeg bare,” siger han uden at vende sig for at se, hvem vi er.

”Men..”

Han afbryder mig igen ”Ej, det vidste jeg heller ikke, men jeg har dog overvågnings kameraer,” han drejer rundt på stolen og smiler grinende til os. Han ser rar ud med smilerynker omkring øjnene, men med et tomt blik, der gør mig lidt utilpas.

Der er stille i et stykke tid.

”Men hvorfor er i her?”

”Nåh ja, vi ville egentlig bare vide, hvorfor vi ikke må kigge ud af vinduerne,” siger Joshua.

”Det er fordi, vi flyver så hurtigt, at I bliver blinde, hvis I kigger ud. Vi er forresten på den nye planet indfor et par uder,” siger han venligt og drejer om på stolen igen.

”Hvordan kan du så se, hvor du flyver?”

”Jeg er allerede blind. Smut nu med jer. Jeg har en rumfærge, der skal styres,” Hans tonefald er skiftet fra at lyde venlig og varm til at lyde sur og fornærmet.

Hvordan kan det være et svar?

Vi skynder os ud, for ikke at gøre ham mere vred.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...