The Forgotten Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Færdig
Dette er den glemte historie om Alexandra. En historie glemt i tiden, men aldrig glemt af personerne som var en del af den.
Alexandra Winther var en agent for den britiske efterretningstjeneste, da hun får en ny og anderledes mission. Folk omkring i England dør af noget, som lader til næsten at være magi. Det er næsten, som om en krig foregår uden for deres vinduer, og Alexandra er fast besluttet på at afsløre gåden foran hende.
For at finde ud af det må hun komme tæt på den charmerende Sirius Black, men kan hun holde sine følelser i skak og ikke falde for ham? Kan de to overhovedet klare sig midt i en krig, eller vil de miste alt i kampens hede?
En Harry Potter Fanfiction.

16Likes
7Kommentarer
2324Visninger
AA

3. Sirius Black

Kapitel 3
-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-
Sirius Black


Alex lagde det sidste es over spar kongen, før hun lænede sig tilbage med et suk. Endnu en løst kabale lå på bordet foran hende, og hendes tålmodighed var ved at være tynd.

Hun havde været i huset i en uge nu, en uge uden noget som helst var sket. Samantha havde ringet, men ikke engang hun havde noget nyt at fortælle Alex. Netværket havde haft problemer i hovedkvarteret, så Samantha måtte lede efter kvinden og pigen manuelt, noget som sikkert ville tage længere end en uge.

Alex kunne mærke, at hun ikke ville kunne klare dette meget længere. Hun havde brug for et spor, hvad som helst som kunne give hende noget at lave. Hun havde allerede kigget alle papirer, billeder og videoer igennem, men intet af det viste meget mere, end hvad den første video allerede viste.

Vidneudsagnet havde ikke været meget nytte for hende. Det lod til enhver glemte alt om begivenhederne efter, at de var hændt. Uanset hvor meget du udspurgte dem, blev de blev med at fastslå, at intet var sket, som om de virkelig troede at intet var sket. Noget der på ingen måde hjalp med sagen.

Alex havde gjort alt, hvad hun skulle, for at kunne blive i huset uden at vække mistanke. Naboerne kendte nu den søde og charmerende Isabella Lewis, og ingen havde nogen form for mistanke om noget anderledes. Hun kendte området omkring huset, og vejene var alle fastlåst i hjernen.

Hun så sig om i det lille hus, som faktisk var blevet et hjem for hende i løbet af bare en enkelt uge. Et enkelt billede hang i køkkenet af den lykkelige familie hun engang var en del af. Isabella Lewis’s forældre var begge døde af hun var 10, noget som passede godt til Alexs egen fortid, bare med den lille detalje at Isabellas døde i en bilulykke. Det gjorde så også, at hun sagtnes kunne stille billeder frem i huset uden at vække mistanke. Gardinerne var stadig trukket for i både stue og soveværelset, en lille regel for agenter som Alex absolut ikke ville ændre på.

I det samme ringede telefonen, og Alex var der over øjeblikkelig. Forhåbentlig var det Samantha med noget nyt, hun kunne følge op på. Måske havde hun fundet identiteten af en af de to kvinder? Hun tog hurtigt røret op til øret.

”Isabella her”

”Samantha her” Alex åbnede munden for at svare, men hun fik ikke chancen, før Samantha fortsatte. ”Willow har bedt mig kontakte dig. Der sker noget på Gray st. lige nu og han beder dig om at skynde dig derud nu!” Hendes tone var seriøs og hurtig. ”Jeg ved dog ikke hvad det er at du skal, for jeg må åbenbart ikke få noget som helst at vide om denne mission, men Alex?” Der var helt stille ”Alex?”

Alex var dog ikke i stand til at svare telefonen, for hun var allerede ude af huset. Hun drejede hurtigt højre om og løb af sted imod vejen. Hun var lykkelig over, at man som aktiv agent havde en temmelig god konditon, så at løbe derover, var næppe et problem, ikke engang  de højhælede støvler var en hindring.

Da hun fik øje på vejen, så den øde ud. Hun sænkede sit løb til gang og trak hurtigt sin pistol frem fra under jakken. Hun havde selvfølgelig andre på sig, men dem ville hun ikke afsløre for potentielle fjender, som måske havde deres øjne på hende.

Hun bevægede sig langsomt fremad og forbandede sig selv, for at have taget højhælede på den dag, så de klikkede imod cementen hvor gang hun bevægede dig. Alex kiggede ned af enhver sidevej, klar til at skyde enhver forkort bevægelse. Nogle skraldespande bevægede sig i en gyde, og pistolen var hurtigt peget mod dem, kun for at vise en kat komme ud af den. Hun åndede lettet op, men den varede kun et øjeblik før hun hørte stemme ude fra vejen.

Langsomt listede hun ud af gyden efter stemmerne.

”-din skøre kælling” Hun hørte en mand råbe efterfulgt af et råb af ”BLACK!” og så noget der lød som en eksplosion.

En kvindelatter hørtes næsten over hele gaden, og fik de små hår på Alexs arme til at rejse sig. Men hun kunne heller ikke ryste følelsen, af at have hørt den før af sig.

Alex kom ud af gyden og søgte tilflugt bag en bil, hvor hun nogenlunde kunne se dem som stod der. Fire mennesker stod foran hende. To på hver side som om de skulle til at duellere imod hinanden. Kvinden stod længst væk, med ansigtet gemt bag en maske, som dog ikke kunne skjule hendes lange mørke hår. Manden ved siden af hende bar også en maske, og de havde begge en af disse ’tryllestave’ i form af en pind i hånden. De to andre var begge mænd, begge også med pinde i hænderne. Ingen af dem havde ansigtet gemt, så man kunne frit se deres ansigter. Den ene så ud til at være en del yngre end den anden. Det var den unge der først tiltrak sig Alexs opmærksomhed. Han havde langt sort bølgende hår, noget man ikke så tit hos mænd. I afstanden mellem Alex og ham var det svært at se hans ansigt helt tydeligt, men han så nu ud til at have sit udsende med sig. Den anden mand, som stod tættest på Alex, var en del ældre, og rødderne i det lyse hår var allerede grå. Ansigtet var let rynket, mens øjnene gemte på en viden, så man næsten skulle tro, at han var flere hundrede år gammel.

Deres tøj stak ud. De tre mænd bar alle lange kapper, mens kvinden bar en lang sort kjole. Den unge og gamle bar farvet tøj, mens manden på kvindens side bar helt sort ligesom hende.
Kvinden svingede tryllestaven.

Dolor” En hvid stråle kom ud af staven som hun råbte. Den styrtede imod den unge mand.  Manden nåde kun lige at kaste sig væk, før strålen ramte ham, men var hurtigt på benene igen.

Den ældre mand og den sortklædte var også midt i en slags duel. Alle regnbuens farver fløj imellem dem, og Alex stirrede hver gang en af dem ramte den anden. Tit resulterede det i at en af dem faldt bagover for hurtigt at rejse sig op. Den unge mand og kvindens duel var værre.

Hver gang en af lysstrålerne ramt kunne Alex sværge på at adskillige sår åbnede sig.
Det fortsatte indtil Kvinden igen råbte hendes ’Dolor’ og denne gang ramte den unge mand, som faldt sammen med et skrig. Smerten mindede Alex om den hun havde vidnet på pigen i videoen.

Kvinden lo ondskabsfuldt.

”Black!” Den ældre mand råbte efter den unge, som han kastede en besværgelse mod den sortklædte mand, så han væltede bagover, hvorefter han bevægede sig frem, mens han sendte besværgelse efter besværgelse efter hende. Kvinden var tvunget til at afbryde den forbandelse hun havde over den unge mand, hvis navn var Black.

Den ældre mand stod nu næsten lige foran bilen, så Alex næsten sad nede på jorden for at undgå at blive set.

Bombardio!” Kvindens stemme skar sig skingert gennem luften.

Alex kiggede igennem ruden, og hun så, hvordan besværgelsen ramte forbi manden, og ramte bilen. Alex havde ingen ide om, hvad den denne besværgelse ville gøre imod bilen, men alle instinkter fortalte hende at hun skulle væk og dem fulgte hun gladelig, som hun hurtigt løb væk fra bilen, stadig forsøgte ikke at blive set. Hun nåde dog ikke langt, før bilen bag hende eksploderede.

Kraften fra eksplosionen ramte hende hårdt og slog hende omkuld, så hun kun lige nåde at redde hendes hoved, fra at ryge ned i det hårde beton. Men hovedet gjorde alligevel ondt, og mørke pletter begyndte at vise sig foran hendes øjne, og mørket overrumplede hende inden længe. 

 

-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-

 

”Er der nogle andre?” En stemme vækkede Alex op fra sin bevidstløse tilstand.

Hun åbnede med stort besvær sine øjne og stirrede ned i det grå beton, som hendes hjerne prøvede at huske, hvordan hun var havnet der. Hele hendes krop var øm og føltes tung, og hun bar inderligt at hun ikke var alvorligt skadet. Hun lå på maven, med hovedet til siden og i en ubehagelig stilling.

”Der ligger en der!” En stemme, som hun var ret sikker på at hun havde hørt før men ikke kunne placere, råbte, efterfulgt af hurtigere skridt der kom nærmere hende. Hurtigt lukkede hun øjnene og koncentrerede sig om at gøre vejrtrækningen langsom og nogenlunde normal.

”Oh Merlin” Mærkeligt udtryk, tænkte Alex. ”Hun er vel ikke-” Nu kunne kun huske stemmen. Det var den unge mand. Black, havde ham den ældre vist kaldt ham.

Alex mærkede, en hånd gribe sin hendes håndled et kort øjeblik, før hun var ladt gå igen.

”Nej” Det var den ældre mand. ”Hun er vist bare besvimet. Stakkels muggler” Endnu et mærkeligt udtryk hun var ret sikker på, var nyt for hende. ”Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.”

”Hun er ret lækker” Alex måtte hindre sig selv i at smile smørret af Blacks kommentar.

”Black!” Den ældre mand lød som en far, i færd med at opdrage et uartig barn.

”Jeg fortalte jo bare sandheden.” Black lød som om han smilte. ”Skal vi bare slette hendes hukommelse og komme videre?”

Slette hendes hukommelse? Alexs hjerne begyndte at arbejde på højtryk. Var det derfor, ingen af vidnerne huskede noget af, hvad der havde sket. Hun kunne ikke lade hendes hukommelse blive slettet. Aldrig i livet!

”Vent” Den ældre mand lød seriøs nu. ”Hun har måske slet ikke set noget. Hun blev slynget ned i jorden med hovedet først, Black. Det er livsfarligt. Det ville være bedst, hvis vi ikke skal pille for meget ved hendes hjerne, især hvis den allerede er blevet skadet skadet”

”Men vi kan ikke lade en muggler gå rundt og-” Black lød irriteret.

”Nej selvfølgelig ikke. Væk hende op og se hvad hun husker. Et sådan slag kan skabe hukommelsesproblemer”

Der var det, hendes vej ud derfra. Alex skulle simpelthen bare lade som om, hun ikke havde set noget som helst. Hun håbede inderligt, at hun ikke ville blive gennemskuet.

”Hey” Hun mærkede, hvordan hun blev vendt rundt, så hun nu lå på ryggen, men hun forholdte sin øjne lukkede. ”Vågn op” Hun mærkede, hvordan hun blev rusket blidt i armen. Da hun ikke reagerede gjorde han det igen, lidt hårdere denne gang.

Alex åbnede langsomt øjnene og missede med øjnene, før hun fik et klart billede.

”Er du okay?” Black sad på knæ ved siden af hende. Det sorte hår var endnu smukkere tættere på og grå øjne stirrede på hende, med noget der lignede bekymring. ”Hvad kan du huske?”

Tid til at hun måtte vise sin indre skuespiller.

”Jeg har det fint – tror jeg. Jeg kan ikke huske meget.” Hun rystede langsomt på hovedet, men stoppede da hovedpinen kun blev værre. Hun havde alligevel slået sit hoved en smule ”Jeg var ude og gå en tur… Ja, det var jeg. Jeg gik herned, og det næste sekund den her bil eksploderer.”

Black nikkede, før han vendte sig om og førte en lydløs samtale med den ældre mand, før han vendte imod hende.

”Bor du her i nærheden?” Alex løftede et øjenbryn af den ældre mands spørgsmål. ”Min ven Sirius her vil gerne følge din hjem”

Både Black og Alex så overraskede ud. Hun stirrede på Black, hvis fornavn lod til at være noget i retning af Serious? Det gav ikke meget mening, at nogen forældre ville give deres barn et sådant navn, men måske hørte hun bare forkert?

”Men Peterson-?!” Black stirrede på den ældre mand.

”Vi tales ved Black” Den ældre mand, som åbenart hed Peterson sagde før han vendte sig om og gik.

”Peterson! PETERSON! Pis også!” Black var tydeligvis sur.

Alex sagde ingenting men ventede derimod på, at Black var færdig. med hvad han så end havde gang i. Endelig vendte han sig imod Alex igen og kløede sig i nakken.

”Skal vi få dette overstået så?” Spurgte han, som han rakte sig hånd til hende.

Hun overvejede det kort før hun tog den, og han hev hende op på benene. Heldigvis var hovedpinen ved at være væk, så forhåbentlig ville hun snart være helt fint igen. Hendes hænder derimod så ikke gode ud, men det kunne have været værre.

”Jeg bor ikke særlig langt væk, så lad os bare få det overstået” Alex prøvede et smil, som han hurtigt gengældte. ”Jeg skal nok føre an”

De begyndte at gå af sted sammen i stilhed. Alex vidste, at hun ikke kunne stole på ham, men hun vidste heller ikke hvilken rolle, han spillede i denne kamp mellem nogle, som muligvis var en slags troldmænd.

”Hvad sker der meget dit tøj?” Spurgte Alex så og hentydede til kappen, han havde på.

Sirius så hurtigt ned af ham selv. ”Vi øhmm…. Jeg kommer fra en sted hvor det er skam er helt normalt”

”Virkelig?” Alex og hævede hendes øjenbryn i mistro.

”Virkelig” Svarede Sirius ”Det er ikke klogt at gå ude alene om aften, bare så du ved det” Alex så over på ham. Hun var ret sikker på, at han skiftede emne med vilje.

”Jeg kan godt klare mig selv” Alex smilede smørret til ham.        

Black holdt hænderne op foran sig i overgivelse.

”Udemærket” Black smilede skævt til hende. ”Navnet er Sirius Black, Frøken Selvtillid”

”Du skulle nødig lave sjov med navne. Hvad for et navn er Serious?”

”Det kommer af stjernen Sirius” Han kiggede over på hende som de drejede ned af hendes vej.

”Tja, det giver en smule mere mening” Alex smilede svagt til ham ”Jeg har altid haft et eller andet med den stjerne”

”Virkelig?” Han kiggede på hende med løftede øjenbryn

”Ihh ja. Jeg havde et astronomiflip, kunne du vel kalde det. Jeg gik helt amok med stjernerne” Alex havde faktisk ingen ide om hvad hun havde gang i. Det her var Alexs oplysninger ikke Isabellas.

De havde nået hendes hus nu. ”Jeg bor lige derind så…. Farvel.” Hun vendte sig om for at gå ind i huset.

”Må jeg slet ikke høre dit navn?”

Hun vendte sig tilbage mod ham.

”Isabella Lewis” Sagde hun så.

”Så ses vi senere Frk. Lewis” Han smilede sit skæve smil igen.

”Hvem siger egentlig at jeg ikke er gift?”

”Du ligner bare ikke en desperat hustru”

”En desperat hustru” Hun rullede øjnene af ham. ”Jeg må gå nu. Farvel Sirius” Hun vendte sig om og gik op til døren.

”Er vi på fornavne nu?” Hun kunne høre næsten høre latteren i hans stemme, men hun vinkede bare tilbage til ham. ”Vi ses Izzy” Råbte han efter hende.

”Hvem siger vi ses?” Råbte hun tilbage. ””Og vi er slet ikke på kælenavne endnu”

”Endnu betyder at der er håb” Hans råbte stadig, for at hun kunne høre ham. ”Jeg tror det her er skæbnen, derfor vil vi mødes igen.

”Godnat Sirius” Hun trådte ind, lukkede og låste døren efter hende. Hun ventede et par minutter før hun tjekkede vinduerne, og ganske rigtigt var han væk.

Hurtigt var hun henne ved telefonen, og drejede nummeret som næsten var indplantet på hendes hornhinde.    

”Samantha heeeeeeeeeeeer” Hun lød træt, og gabet fik kun det til at vise sig mere.

”Hør her Samantha, det her er vigtigt” Alex fingerede med ledningen, som gik mellem røret og telefonen. ”Jeg har brug for alt hvad du kan finde om en ung mand ved navn Sirius Black”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...