The Forgotten Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Færdig
Dette er den glemte historie om Alexandra. En historie glemt i tiden, men aldrig glemt af personerne som var en del af den.
Alexandra Winther var en agent for den britiske efterretningstjeneste, da hun får en ny og anderledes mission. Folk omkring i England dør af noget, som lader til næsten at være magi. Det er næsten, som om en krig foregår uden for deres vinduer, og Alexandra er fast besluttet på at afsløre gåden foran hende.
For at finde ud af det må hun komme tæt på den charmerende Sirius Black, men kan hun holde sine følelser i skak og ikke falde for ham? Kan de to overhovedet klare sig midt i en krig, eller vil de miste alt i kampens hede?
En Harry Potter Fanfiction.

16Likes
7Kommentarer
2308Visninger
AA

9. Sandheden

Kapitel 9
-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-
Sandheden 

 

I det skuddet ramte Bellatrix, skreg hun så højt, at alle andres øjne lå på dem. Skuddet havde ramt hende i låret, præcis hvor Alex havde sigtet. Hun ville ikke dræbe en som hende bare sådan lige. Hvem vidste hvilke informationer, en psykopat som hende kunne have.

”Du-” Bellatrix var faldet end på jorden, hænderne klamrende omkring det sårede lår, mens resterne af hendes tryllestav lå foran hende. ”-vil betale for det her. Hører du efter din beskidte mudderblod! Jeg skal nok få dig, om jeg så skal jage dig til verdens ende! Jeg vil føre dig igennem så meget smerte, at du vil ønske at du var død!”

Alex lod sig ikke gå op af trusler. Hun var efterhånden blevet vant til dem.

”Kom Isabella” Hun mærkede en røre hende på skulderen og så Remus stå der ud af øjenkrogen. Han lagde roligt sin hånd ovenpå pistolen og begyndte blidt at sænke den. Først da den var helt sænket, tog han hendes pistolfrie hånd og trak hende med ud af vinduet. Han halvløb med hende vaklende efter ham, benet som havde gået af led lidt af en forhindring. Det var først, da de var et godt stykke fra det huset, at han stoppede, og Alex fik chancen for at kunne se sig omkring.

”Tag hende med tilbage til hovedkvarteret Remus” James kom op ved siden af dem halvt slæbende på Sirius. Lily stod på den anden side af ham, også med en arm under Sirius’ anden arm, men trak sig væk da James sagde dette.

James sendte Alex et blik, før han tog bedre fat i Sirius, drejede sig om på stedet og forsvandt med et højlydt Plop.  

Alex stirrede chokeret på stedet hvor James og Sirius havde stået få minutter forinden. Hvordan kunne de bare sådan forsvinde?

”Hvor er-?” Alex prøvede at spørge forvirret, men Lily afbrød hende.

”Vi skal væk herfra lige nu!” Lily så på Remus. ”De kan komme hvert minut det kan være. Vi var heldige, at kunne bryde igennem deres skjolde en gang. Sandsynligheden for at vi kan gøre det igen er minimale”

”Jeg ved det” Remus nikkede, før han skævlede ned til pistolen, som Alex hurtigt gemte væk.

”Isabella” Hun så op på ham. ”Jeg kan få os væk, men du skal gøre præcis som jeg siger” Alex nikkede hurtigt. ”Luk dine øjne og slap af. Det bliver lidt ubehageligt, men det kan få os væk. Hold godt fast”

Alex strammede sit greb om Remus, og lukkede langsomt hendes øjne. Hun mærkede Remus dreje på stedet og det næste sekund stod hun ikke længere på jorden. Press kom fra alle sider af, og hun kunne ikke trække vejret. Det føltes, som om hun blev klemt igennem et rør.

Følelsen forsvandt dog hurtigt igen, og det øjeblik Alexs fødder ramte jorden gav de efter under hende. Heldigvis nåde Remus at gribe hende, før hun faldt.

”Er du okay?” Spurgte han bekymret, som han fik hende løftet op. ”Det kan godt være lidt ubehageligt i starten men-”

”Det var ikke rejsen, men-” Hun tog en dyb indånding. ”Mere udmattelse. Hvordan gjorde du det her?”

”Det er kaldt Special Transferens” Alex rynkede brynene. ”Forklaringen kommer senere. Lige nu skal vi herind.”

Alex så sig omkring, men hun kunne ikke se, hvad det var han snakkede om. Der var intet at se, så hun havde ingen ide om, hvad han snakkede om. De stod på græs i udkanten af en skov, ingen bygninger i miles omkreds.

”Hvad snakker du om Remus? Her er intet”

”Jo. Du kan bare ikke se det.” Svarede han, som han begyndte at gå imod et eller andet som hun åbenbart ikke kunne se.

”Kan du ikke fortælle mig hvad sker, imens vi går mod noget, som jeg så ikke kan se, men du godt kan?”

Remus så ikke tilbage, med blev bare ved med at gå.

”Sirius skal nok forklare det senere” Remus strakte hånden frem og tog fat i noget, som Alex i hvert fald ikke kunne se. Han drejede hånden og trak den til sig, næsten som om han åbnede en dør. Han tog et skridt frem og trak hende blidt med sig. I det øjeblik hun trådte forbi det punkt som Remus havde åbnet, ændrede hendes omgivelser sig. Hun stod ikke længere på græs med en skov som det nærmeste. Nu stod hun i et hus. Hun vendte sig om og så ud gennem en åben dør, som åbenbart var det, som Remus havde åbnet før.

”Kom med” Remus lukkede døren bag dem og gav slip på hende, før han forsatte længere ind i huset. Alex så sig omkring i den lille entre, før hun fulgte efter ham. Huset virkede stort og fint og gjorde det faktum at hun kunne se det udefra mere uvirkelig.

Det var først, da hun kom ind i stuen, at hun indså præcist, hvor stort huset var. Alene stuen var større end hele hendes eget hus tilsammen! Remus sad allerede derind omkring et enormt spisebord sammen med et par andre, hvoraf Alex genkendte nogen som dem, der havde kommet for at redde hende og Sirius. Sirius selv sad i sofaen ved siden af James, og i klar lys kunne Alex se, præcist hvor skadet han var. Adskillige rifter og sår dækkede alle synlige dele af hans krop. Han var ligbleg og lignede en som kunne falde om til enhver tid.

James så op som Alex trådte ind, og hun så hvordan hans øjne kørt over hende. Sirius så derimod ikke op. Faktisk så virkede det, som om han gjorde alt, hvad han kunne, for ikke at reagere det mindste på hende.  

Døren smækkede og Alex vendte sig imod stuens døråbning, hvor Lily nu stod. James var ved hende i sekunder, og trak hende ind i et knus.

”Jeg har det fint James” Forsikrede hun lige så snart, hun var ude af knusset igen. Hendes blik kørte over forsamlingen i stuen, før hun stoppede på Alex.

”Går det Isabella?” Spurgte hun og trådte imod hende. ”Jeg har noget, som kan hjælpe på eftervirkninger af dolorosaforbandelsen”

Alex fulgte hende med øjnene, som hun gik over i et skab og fandt en lukket kolbe, som hun rakte Alex. Det var det rystende hænder, at hun tog imod den, men hun drak ikke af den.

”Tag den” Opfordrede Lily. ”Det vil hjælpe”

Alex tog langsomt proppen af flasken og tog en slurk af den. Hun var ikke helt sikker på hvorfor hun stolede på hende. Måske var det mén fra den smerte, hun lige havde været igennem? Den smagte forfærdeligt, og hun havde mest lyst til at spytte det hele ud igen, men tvang sig selv til at drikke det hele.

”Det smager ikke særlig godt” Remus smilede til hende. ””Sæt dig ned, så begynder det at virke lige om lidt”

Alex vaklede over til sofaen og satte sig ned ved siden af Sirius, som stadig ikke så på hende.
”Sirius-” Prøvede hun, men han afbrød hende.  

”Hvem er du Isabella?” Han stirrede over på hende, med næsten blødende øjne.  ”For det der ude var en side, som jeg sværger at jeg aldrig nogensinde har set før.”

Der var ingen som sagde noget, og Alex kunne næsten mærke deres blik på dem.
”Det er ikke som du tror Sirius. Jeg-”

”Hvem er du?!” Afbrød han igen.

”Det-”

”SVAR MIG!!” Skreg han næsten, og han stod op. ”Bare fortæl mig hvem du er! For den som lige skød Bellatrix og knækkede hendes tryllestav kan umuligt være den pige, som var helt uduelig til at skøjte og faldt ned af en havemur”

”Det er mig!” Alex havde også rejst sig op.” Mit navn er-” Hun tog en dyb indånding. ”Alexandra Winther og jeg er agent for MI5”

Sirius’ ansigtsudtryk ændrede sig fra vred til chokeret på et øjeblik.

”Hvad…?” Spurgte han bare.

”Jeg er en agent for MI5” Gentog hun bare. Det var tid til sandheden. ”Jeg er på en mission, for at finde ud hvordan folk kan dø af noget, som ligner skræk.”

”Vent lige lidt” James trådte frem imod hende. ”Du kender til magi?”

”Ikke ret meget” Svarede hun bare. ”Men folk dør for guds skyld. Var der virkelig ingen som troede, at vi ville lægge mærke til det? Troede I at vi var dumme? I sletter måske folks hukommelse med jeres såkaldte tryllestave, men troede I ærlig talt, at vi aldrig ville lægge mærke til noget?”

”Du er på en mission” Alex vendte sig imod Sirius som han begyndte at tale. ”Det hele var bare en mission? Du var ikke bare ude for at gå en tur, da vi mødte, var du? Du vidste at der foregik noget”

Hun åbnede munden for at svare ham, men han gav hende aldrig chancen.

”Det hele var bare et spil ikke? Intet af det betød noget. Hvert kys betød intet. Det at jeg fortalte at jeg elskede dig betød intet?”

”J-”

”Ud”

”Sirius” Prøvede Remus, men Sirius var ligeglad.

”Ud herfra!” Råbte han af Alex. ”Skrid tilbage til dit åndsvage agentjob Alexandra. Jeg vil aldrig se dig igen!”

Alex stirrede på ham et øjeblik, før hun forstod, at han mente det. Hun rejste sig og gik imod døren. James flyttede sig bare uden et ord. Alex vendte sig tilbage med hånden på dørkarmen.

”Jeg tror ikke at jeg har noget agentjob længere” Sagde hun bare tørt med tårer, som truede med at falde.

”Og hvorfor ikke det?!” Vreden var tydelig i Sirius’ stemme.

”Fordi jeg brød regel nummer 1” Hun vendte sig om, ude i stand til længere at holde hendes tårer tilbage. ”Jeg forelskede mig i missionen. Jeg forelskede mig i dig.”

Med de ord forlod hun huset med tårerne trillende ned af kinderne. Hun vidste, at dette sikkert var den sidste gang, hun nogensinde ville se Sirius.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...