The Forgotten Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Færdig
Dette er den glemte historie om Alexandra. En historie glemt i tiden, men aldrig glemt af personerne som var en del af den.
Alexandra Winther var en agent for den britiske efterretningstjeneste, da hun får en ny og anderledes mission. Folk omkring i England dør af noget, som lader til næsten at være magi. Det er næsten, som om en krig foregår uden for deres vinduer, og Alexandra er fast besluttet på at afsløre gåden foran hende.
For at finde ud af det må hun komme tæt på den charmerende Sirius Black, men kan hun holde sine følelser i skak og ikke falde for ham? Kan de to overhovedet klare sig midt i en krig, eller vil de miste alt i kampens hede?
En Harry Potter Fanfiction.

16Likes
7Kommentarer
2353Visninger
AA

13. Ja

Kapitel 13
-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-
Ja


Alex slog øjnene op og stirrede op i et hvidt loft. Hun lukkede træt øjnene igen, men havde ikke lyst til at sove mere. Den brændende hus og Bellatrixs grinende ansigt dukkede op for hendes lukkede øjne. Hun åbnede dem hurtigt igen, men billedet forlod ikke hende. Alex satte sig op i den utrolig dejlige seng og så sig omkring i det ukendte rum. Det lignede lidt et hospital, men hun var den eneste, som hun kunne se ligge der. Lysestager med levende lys var de eneste lyskilder i rummet.

Alex tog en dyb indånding overrasket over at hendes lunger lod til at være helt rene og tomme for røg. Hvor lang tid havde hun været bevidstløs? Hun huskede at hun havde løbet ind i det brændende hus i et øjeblik af vanvittighed. Hun huskede loftet kollapsende, og hvordan hendes hænder blev brændt i et forsøg på at beskytte hendes hoved mod de livsfarlige flammer. Hun så ned på hænderne. De var begge bundet ind, men ingen af dem gjorde ondt længere. Albuen hun havde smadret ruden med var også bundet ind, men den gjorde overhovedet ikke ondt.

Forsigtigt flyttede hun den ene forbinding en smule, men stoppede så snart hun så huden under. Den var rød, men huden var intakt. Den så slet ikke forbrændt ud. Det var som magi…. Så slog det Alex, det var jo magi. Hun burde efterhånden være blevet vant til det, når hendes kæreste var en troldmand, men tanken havde ikke slået hende før nu. Hun vidste ikke engang hvor hun var.    

”Årh du er vågen, det var godt” Alex vendte sig med et sæt imod stemmen og så som en kvinde kom gående imod hende.  Hun bar en slags sygeplejesketøj, den slags man brugte før i tiden. Hendes hår var skjult bag en matchende hat. Hun havde et venligt men samtidig strengt ansigt og i hånden bar hun en kolbe med gud ved hvad.

”Hvordan har du det?” Spurgte kvinden som hun tog Alexs hånd og undersøgte huden under forbindingerne. ”Din albue er stort set healet, mens dine hænder næsten er healet”

”Hvem er du?” Spurgte Alex bare.

Kvinden så strengt på hende.

”Mit navn er Madam Pomfrey.” Sagde hun så, og gav slip på Alexs hånd. ”Og du er utrolig heldig at være i live unge dame. At løbe ind i et brændende hus, hvad tænkte du dog på? Det var godt at Black kunne nå at redde dig ud i tide ellers-”

”Sirius, hvor er han?” Afbrød Alex Madam Pomfrey.

”Sover gør han.” Madam Pomfrey gik over til et forhæng og skubbede det til side, for at vise en sovende Sirius ligge i sengen. ”Han nægtede at forlade din side, så til sidst måtte jeg give ham-” Hun så ud til at overveje, hvad hun skulle sige et øjeblik. ”Et sovemiddel,  men det går nok-Hvad tror du lige at du laver?”

Alex svang ud af sengen og var ved Sirius side i sekunder. Hun kørte hånden over hans ansigt og lod mærke til de mørke rander under øjnene. Gud vidste hvornår han sidste havde haft en ordentlig nattesøvn uden ordenen møder, opgaver eller at skulle redde Alex fra sindssyge kusiner.

Hun tog hans hånd og log mærke til at han også havde en forbinding om hans ene hånd.

”Blev han såret?!”  Hun vendte sig mod Pomfrey som midt i at lede efter et eller andet i et skab.

”Ja, men hans hånd er helt healet. I modsætning til dig” Hun sendte Alex et strengt blik, men Alex ignorede hende.

”Hvordan det?” Spurgte hun bare stille uden egentlig at forvente et svar.

”Hans magi hjælper med at heale ham hurtigere. Jeg kan hjælpe, men det er hans magi som selv får det til at gå stærkt.” Forklarede madam Pomfrey. ”I modsætning til dig hvor der ikke er noget magi til at hjælpe med at heale dig. Det tager længere tid, men med massere af hvile, så skal det nok gå, så derfor burde du-”

”Jeg hører at vores gæst er vågen” En ældre mands stemme sagde fra døren til værelset og Alex vendte sig hurtigt om.

Manden som stod foran hende så ud til at være temmelig gammel, men hun kunne helt vurdere, hvor gammel han var. Han var forholdsvis høj og havde langt gråt skæg, som gik hele vej ned til bælte som han bar uden over den lange kjole/kappe som han havde på. Han hår havde den samme hvide farve som skægget og var mindst lige så langt hvis ikke mere.  Ansigtet var rynket, mens de vise øjne bag halvmåneglassene holdte et glimt i dem. 

”Professor Dumbldore” Sagde madam Pomfrey alvorligt. ”Det her er en hospitalsfløj. Jeg har nok at gøre med hende uden at pigebarnet bliver mere di-”

Dumbledore løftede bare hånden op og Pomfrey tav hurtigt.

”Jeg vil gerne have lov til at snakke med frøken Winther” Sagde han så. ”Alene”

Madam Pomfrey sendte en olmt blik imod ham, og forlod modstræbende rummet.

”Det er dejligt endelig at møde dig Frøken Winther” Han sendte hende et smil. ”Jeg har hørt meget om dig”

Alex kunne næsten på tonen høre at han både havde hørt det dårlige og det gode om hende.

”Jeg ved ikke om han har nævnt mig-?” Dumbledore så spørgende på hende.

”Ikke rigtig” Svarede Alex ærligt. ”Han har kun nævnt dig kort i forbindelse med ordenen”

Dumbledore nikkede før han satte sig ned på sengekanten af en tom seng.

”Jamen så skal jeg da fylde hullerne ud.” Han smilede igen venligt, mens hans øjne glimtede.

”Mit navn er Albus Dumbledore. Jeg har adskillige andre navne, men de er alligevel ikke til at huske. Jeg har som du ved en del af ordenen og udover det så jeg er rektor på Hogwarts skole for heksekunster og troldmandsskab.”

Alex nikkede som svar. Sirius havde mildt sagt bombarderet hende med informationer om Hogwarts, men han havde faktisk ikke nævnt rektoren ved navn før.

”Jeg ved ikke hvor meget Sirius har fortalt dig om ordenen men-”

”Jeg ved at det en hemmelig organisation” Afbrød Alex og fortrød det straks. Dumbledore skabte en slags respekt hos hende, som kun Jonathan nogensinde havde skabt hos hende.

”Jeg kommer selv fra en, så jeg ved at nøgleordet er ’hemmelig’”

Dumbledore sendte hende et undersøgende blik.

”Ja, Sirius har fortalt mig en smule om det. Jeg er glad for at du forstår det, men det er faktisk ikke grunden til at jeg gerne ville snakke med dig Alexandra-”

”Alex” Rettede Alex næsten per automatik.

”Undskyld mig?” Dumbledore løftede øjenbrynene med et lettere forvirret ansigt.

”Kald mig Alex i stedet for Alexandra.” Sagde hun hurtigt. ”Jeg foretrækker Alex”

Dumbledore lyste op i et smil.

”Selvfølgelig Alex.” Han rømmede sig. ”Jeg vil faktisk spørge om du vil være en del af ordenen?”

Det tog et par sekunder, før Alex forstod, hvad det var, som han havde spurgt hende om.

 ”En del af ordenen?” Spurgte hun overrasket. ”Men jeg er jo bare en muggler som-”

”Lige præcis” Dumbledore nikkede. ”Du er bare en muggler. Vi troldmænd indser ikke, hvor stor en del i allerede er af krigen. Ganske få af jer kender til vores hemmelighed, noget som selvfølgelig skal fortsætte på den måde” Han sendte hende et strengt blik. ”Du kender allerede til vores verden, og indtil nu har du kunne forsvare dig selv imod magien. Jeg mener selvfølgelig ikke at vi vil sende dig ud på missioner imod en som Bellatrix Lestrange, som kan dræbe med et vift fra hendes stav, men derimod mindre missioner, undercover missioner”

Dumbledores blik borede sig næsten ind i hende. ”Voldemort og dødsgardisterne vil undervurdere dig, og det vil kun være til vores fordel. Hvad siger du Alex? Jeg vil selvfølgelig acceptere et nej for et nej men-”

”Nej” Alex hørte en stemme svare bag hende før hun selv fik chancen for at svare.

Alex vendte sig imod sengen som Sirius havde lagt på og så nu en lysvågen Sirius som havde øjnene stift rettet imod Dumbledore. 

”Hun skal ikke være en del af ordenen Dumbledore!” Sagde Sirius bestemt som han kom ud af sengen.

”Sirius-!” Alex havde lyst til at råbe af ham. Ingen skulle fortælle hende hvad hun skulle og ikke skulle gøre! Men før hun kunne nå at sige eller gøre noget, havde Sirius afbrudt hende.

”Ikke nu Alex” Han gik forbi Alex og over til Dumbledore, og gjorde hende godt gal i skralden.

Han nåde ikke at sige et ord før hun havde grebet fast i hans hånd og hevet ham tilbage.

”Du skal ikke sige hvad jeg skal ikke skal Sirius Black!” Vrissede hun af ham.

”Du-”

”Jeg tror jeg at jeg vil forlade jer to så I kan klare jeres uenigheder selv” Sagde Dumbledore og rejste sig for at forlade dem.

Alex og Sirius stod bare og stirrede på hinanden, begge med raseriet kogende i det.

”Du bestemmer ikke over mig!” Sagde Alex endelig og brød øjenkontakten. ”Hvis jeg vil være med i ordenen så er jeg med i ordenen, og ingen overbeskyttende kæreste skal forhindre mig i det!”

Hun vendte sig om mod døren som Dumbledore havde gået igennem, og skyndte sig hen til den mens hun inderligt håbede at Sirius ikke ville følge hende.

”Hvor skal du hen?” Hørte hun ham, efterfulgt af løbende skridt som indikerede.at Sirius var lige i hælende på hende. ”Alex!”

Alex gik bare med hurtige skridt ud af døren og fortsatte ned af en tilfældig korridor. Det var først da hun kom ud på en trappe som pludselig flyttede sig at hun indså at hun ikke var i et normalt hus. Hun havde haft så travlt med at komme væk at hun ikke havde haft tid til at se sig omkring. Trapper omkring hende bevægede sig af sig selv, mens malerier omkring på vidste personer som bevægede sig! Hun havde set et par hos Lily og James, men det var intet i forhold til dette. Det her var magi. Det var den magi som hun havde fantaseret om som helt lille.

Trappen stoppede og Alex fortsatte ned af trapperne, denne gang mere opmærksom på hendes omgivelser. Sirius var ingen steder i syne, så hun behøvede ikke længere at skulle skynde sig.

Det var først da hun var løbet tør for trapper at hun forlod dem. Stedet virkede så stor, og næsten umulig at finde rundt i. Man burde have haft en kort.

Alex mødte en stor trappe som hun langsomt gik ned af. Til venstre for hende var en kæmpe dør, foran hende en større dør, mens mindre døre var på den højre side. Hun trådte et skridt frem, men stoppede brat som noget koldt løb igennem hende. Det var næsten som om hendes krop frøs til is, døde. Hun så sig omkring for at finde en årsag.

Hendes øjne opspilede sig da hendes øjne mødte den svævende lyseblå gennemsigtige skikkelse.

”Jamen halløj” Skikkelsen vendte sig imod hende, og hun så nu formen af en mand, med kort strittende hår og tøj som fik ham til at ligne en som burde have levet for mange år siden. ”Jeg har vist ikke set dig heromkring før. Hvad laver du overhovedet her i sommerferien?”

”Du…? En….? Spøgelse…? Død…?” Alex stammede forvirret og chokeret. Det var fuldstændig vanvittigt. Der stod et spøgelse foran hende! Et spøgelse som lige havde gået igennem hende!

”Alex!” Både spøgelset og Alex så op som Sirius kom imod hende, fra en sidedør fra højre. Hvordan han kom dertil var en gåde for Alex.

”Hej Sirius” Spøgelset gav ham et smil. ”Hvad bringer dig til Hogwarts?”

Det her var Hogwarts? Alex så sig omkring i hallen, og ledte halvt efter et skilt, som kunne fortælle hende at det var Hogwarts.

”Lang historie som jeg ikke har tiden til at fortælle i dag Nick” Svarede Sirius hurtigt, før han så over på Alex. ”Der er du jo. Alex det er Nick. Nick det er Alex”

Nick bukkede for Alex. ”En sand glæde Alex. Mit navn er sir Nickolas-”

”Ja det er Næsten hovedløse Nick” Afbrød Sirius ham og tog fat i Alexs hånd. ”Vi skal videre nu, men vi ses sikkert senere.”

Sirius ventede ikke på hans svar før han halvt trak Alex med ham ud af den største af dørene.

”Sirius!” Alex stoppede op lige så snart hun så op. De stod udenfor og så ud over et fantastisk udeareal.
Hun fik dog ikke lang tid til at beundre det før Sirius tog hendes hånd og trak hende med ham.

”Hvad mente han med næsten hovedløs?” Spurgte Alex så.

”Han blev vist forsøgt halshugget over 80 gange eller sådan noget, men det lukkes ikke at gøre ham helt hovedløs, kun at dræbe ham”

Alex så chokeret på ham.

”Og er han det eneste.. spøgelse her?” Hun havde lidt svært ved at klare det her.

”Nej, der er mange flere” Svarede Sirius bare og trak hende med videre.

”Sirius!” Alex prøvede igen. ”Du kan ikke bare løbe fra det her. Du bliver nødt til at forstå at du ikke kan tage mine beslutninger for mig. Det er sødt at du prøver at beskytte mig men jeg kan godt-”

Hun stoppede op lige så snart hun så hvor Sirius havde ledt hende hen. De stod tæt ved søbredden, og foran dem stod et veldækket bord, med to stole. En vase stod på midten hvor en rød rose hang let til den ene side. Solen spejlede sig ned på søens overfalde og fik det hele til at ligne noget taget ud af et eventyr.

”Jeg ved godt at du selv kan tage dine beslutninger. Vi har mistet så mange gode folk, og jeg kan ikke klare tanken om at måske er dig næste gang.” Hørte hun Sirius stemme. ”Jeg kan ikke klare tanke om at du skal risikere dit liv”

Alex vendte sig imod ham.

”Det ville ikke være første gang” Sagde hun blidt. ”Det er mig. Jeg er ikke den som sidder med hænderne på lårene. mens andre er ude og kæmpe om sit liv. Jeg er derude Sirius. Og det vil jeg også være nu.”

Sirius sukkede. ”Fint, okay” Alex smilede glad til ham. ”Men lad os glemme det lidt. Jeg har ikke betalt James for at gøre dette for ingenting”

Han smilede skævt som Alexs øjenbryn hævede sig. ”Nej okay, det var faktisk min ide. Kom nu” Han tog hendes hånd igen og ledte hende over til den ene stol. Han trak den tilbage for hende og Alex satte sig hurtigt ned og kiggede ud over søen.

”Det er smukt” Sagde hun  så. ”Var det her du plejede at skøjte?”

Hun så over på Sirius som også havde sat sig ned. Han kiggede ned på hans lår, næsten som om han sad og så på noget, men å hurtigt op da han mærkede hendes blik.

”Ja, det var det” Svarede han så og smilede et nervøst smil, som gjorde Alex mistænksom.

”Har du det okay?” Spurgte hun ham.

”Spørger pigen som var idiotisk nok til at løbe ind i et brændende hus” Svarede Sirius, og

sendte hendes et seriøst blik. ”Noget som var meget dumt og farligt”

”Jeg ved det” Hun så ned. ”Jeg ville bare-” Hun kom i tanke om billedet og så op på Sirius.

”Det billede jeg holdte. Har du det?” Spurgte hun ham så.

Sirius nikkede kort, før han tog noget frem fra under bordet. ”Jeg lagde det herud da det måtte være ret vigtigt. Du holdte om det som det gjaldt liv eller død”

Hun tog imod billedet. ”Det gjorde det næsten også.” Sagde hun som hun så ned på det.

”Det er dine forældre ikke?” Spurgte Sirius så. 

”Jo, de-”

”Blev myrdet af Bellatrix?”

Alex så overrasket på ham, mens han nervøst kørte hånden gennem sine mørke lokker.

”Jeg tjekkede dine papirer ud i ministeriet for magi. Der stod kort at dine forældre var myrdet af Bellatrix, men det vidste du ikke før gjorde du?”

Alex rystede bare på hovedet og så ned på billedet. Billedet bestod af otte billeder af hende enten med eller uden hendes forældre. Det var hendes mor som havde lavet den til Alex da hun bare var en lille pige.

”Alex”

Alex så op chokeret over nu at se Sirius siddende på knæ foran hende.

”Sirius, hvad…?”

Han stoppede hende med et blik. Alex så næsten skrækslagen på ham. Havde han virkelig tænkt sig at spørge om…?

”Jeg ved godt at vi kun har kendt hinanden mindre end et år.” Sagde han så. ”Vi har ikke boet sammen, men jeg ved med sikkerhed at jeg elsker dig. Jeg ved også at jeg ikke kan leve uden dig.” Han tog en dyb indånding. ”Det er måske kort tid, men vi er midt i en krig. Jeg mistede dig næsten for tre dage siden, og tanken slår mig næsten ihjel, og det kunne være mig i morgen. Derfor vil jeg gerne spørge dig, Alexandra Winther. Vil du gifte dig med mig?”

Alex så bare på ham.

Hun elskede Sirius, ingen tvivl om det. Men ægteskab? Det var noget helt andet. Hun var ikke sikker da han først var på knæ foran hende. Men da Sirius var færdig med at snakke og endelig kom med spørgsmålet, så kendte Alex godt svaret.

”Ja,” Hviskede hun næsten. ”JA!” Hun lo og kastede sig over Sirius og væltede ham omkuld. Han lagde armene omkring hende og lo sammen med hende.

”Vil du have din ring nu?”

Alex så op på ham. De lå ved siden af hinanden på græsset, med armene om hinanden.

”Ja, da” Sagde hun med et smil. ”Selv hvis den var af plastik så vil jeg med glæde have den på”

Sirius grinede som han tog en lille sort æske frem, tog ringen og lagde den i Alexs hånd.
Den var enkel og smuk, med en stor diamant i midten og små rundt i kanten. Sirius tog den igen satte den med et stort smil på hendes venstre ringfinger.

Sirius trak hende ind i et heftigt kys som Alex med glæde gengældte. De rullede rundt i glasser indtil Sirius lå på toppen med et kæmpegrin.

”I kan godt komme frem nu” Råbte Sirius så.

Alex så sig forvirret omkring før James, Remus, Lily og Peter kom ud fra deres skjul bag en lille rund hytte.

James var henne ved dem i sekunder, og efter at have givet Sirius at broderligt klap på skulderen, tog han fat om livet på Alex og svingede hende rundt.

”Velkommen til familien Alex” Råbte han højlydt. ”Jeg har altid ønsket mig en lille søster.”
James satte hende ned. Hun var lettere rundtosset og måtte holde sig til ham før ikke at falde.

”Tillykke Sirius” Hørte hun Remus sige. ”Du fik alligevel da du sagde at du hvis du nogensinde skulle giftes så ville du fri på Hogwarts.”

”Ja tillykke” Sagde Peter også lettere nervøs. Han var næsten altid nervøs foran Alex, men hun var ikke helt sikker på hvorfor. Måske kunne han bare ikke lide hende? Hvis det var grunden, så var det gengældt.

”Tillykke” Sagde Lily da hun kom som den sidste, med hendes store gravide mave, og smilede bredt først til Sirius, så til Alex. ”Vi skal så meget planlægge brylluppet sammen”

Alex nikkede langsomt. ”Jo, men det skal være et lille bryllup”

Sirius lagde armen om hende. ”Snarest muligt”

”Og hvornår er det?” Spurgte Alex med et smil.

”På lørdag?”

”Aftale”

Lily stirrede chokeret på dem begge.

”Vil I giftes om fire dage???!” Spurgte hun dem så.

”Ja, hvorfor ikke” Sirius smilede bredt igen, og Alex kunne ikke lade værre selv. Hun klemte blidt om Sirius frie hånd som havde fundet hendes og blidt kørte over hendes nye ring.

For første gang siden hendes forældres død, følte hun sig rigtig lykkelig; Hun havde en familie igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...