The Forgotten Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Færdig
Dette er den glemte historie om Alexandra. En historie glemt i tiden, men aldrig glemt af personerne som var en del af den.
Alexandra Winther var en agent for den britiske efterretningstjeneste, da hun får en ny og anderledes mission. Folk omkring i England dør af noget, som lader til næsten at være magi. Det er næsten, som om en krig foregår uden for deres vinduer, og Alexandra er fast besluttet på at afsløre gåden foran hende.
For at finde ud af det må hun komme tæt på den charmerende Sirius Black, men kan hun holde sine følelser i skak og ikke falde for ham? Kan de to overhovedet klare sig midt i en krig, eller vil de miste alt i kampens hede?
En Harry Potter Fanfiction.

16Likes
7Kommentarer
2385Visninger
AA

2. Isabella Lewis

Kapitel 2
-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-
Isabella Lewis

 

Alex faldt ned i stolen i chok, over hvad hun hørte.

”Mine-” Hun kunne ikke selv afslutte sætningen, så målløs var hun. ”Den de var på, da de-?”

Jonathan nikkede alvorligt til hende.

”Ja.” Han rodede lidt mere i sine papirer og efterlod Alex til hendes egen tanker.

Hendes forældres død havde altid været et mysterium for hende. En uløst sag uden en skyldig. De var myrdet, det var alt hvad man vidste, alt hvad Alex havde behøvet for at vide at hun ville have hævn. Men sagen blev aldrig løst. Det faktum at de begge var agenter komplicerede kun sagen mere, da der ikke kunne fortælles nogen informationer, om den mission de var på, da de døde. For det var de. Alex huskede kun alt for godt alle de hemmelige samtaler, der foregik imellem dem, i håbet om at de kunne gå forbi hende. Hun havde selv tilbragt meget tid på at få Jonathan til at afsløre, hvad det var for en mission, de var på, men altid uden nogen form for held. Lige indtil nu. Nu tilbød han ikke kun at afsløre den, men også at lade hende afslutte den.

”Du er gammel nok til at vide det nu Alexandra, men-”

”Men hvad?!” Alex fløj op af stolen igen. Hun burde have vidst, at det var for godt til at være sandt.

Han så bare sørgmodigt på hende, som han langsomt gik over til en af de væglange vinduer i rummet.

”Dine forældre ville ikke have dig indblandet i noget af det her. De ville ønske, at du havde et normalt liv”

”Det er lidt for sent for det, tror du ikke Jonathan?” Hun fnøs irriteret af ham.

”Du har nok ret” Han sukkede dybt, før han vendte sig imod hende igen. Hans øjne, halvt skjult af brillerne, som havde faldet en smule ned af næseryggen, borede sig ind i hendes ”Måske er du den eneste, der kan opklare denne opgave”

Jonathan fumlede ved knapperne ved skjorten, og Alex så til som han fandt en nøgle i en kæde frem. Han låste den nederste skuffe i hans skrivebord op, en skuffe Alex ikke kendte indholdet af. Han tog en mappe op, og hendes øjne fulgte hans fingre, som han åbnede mappen, roede lidt i den, før han fandt et billede, som han rakte hende. Langsomt tog hun imod billedet. Hun vendte det om og kiggede chokeret ned på billedet.

En pige lå på jorden med arme og ben i unaturlige stillinger. Håret, hvis farve var ugenkendelig ved det sorthvid billede, lå spredt ud på jorden. Hendes hud var unaturlig bleg selv i sorthvid.

De sikkert engang flotte øjne stirrede lige ud fra sig uden nogen form for liv i dem, mens ansigtet var fortrukket i skræk. Den røde frakke og de sorte bukser var beskidte og revet i stykker, så hendes ben og arme var efterladt bare. Alexs øjne skannede hurtigt kroppen efter et sår, hvad som helst som kunne vise, hvordan denne pige døde. Små sår var over hendes bare arme og ansigtet, men intet var slemt nok til at slå nogen ihjel.

”Hvad døde hun af?” Spurgte hun uden at kigge op fra billedet.

”Magi”

Alex så op på hendes onkel, med en forventning om at se et smil omkring hans læber. Men der var intet udover det seriøse blik, han sendte hende.

”Hvad?” Hun så ned på billedet igen og op på ham igen, i håbet på at det hele var en joke.

Men hun vidste også godt, Jonathan ikke var en person, der lavede sjov med ret meget i sit liv.
Men det var umuligt! Alex var vant til kendsgerninger og videnskab, ikke noget så usandsynligt og fuldstædig umuligt som magi. Hun var opdraget på den måde, uden ret meget overladt til fantasien.

”Du hørte rigtigt. Der er ingen former for dødelige sår, indre blødninger, organ- eller musklelproblemer.  Hendes krop var alt i alt helt rask”

”Men hvad er dødsårsagen?” Alex så forvirret på Jonathan som hun lagde billedet på bordet.

”Ifølge obduktionen er hun død af skræk”

”Død af-?” Hun spurgte chokeret, hvorefter hun rystede på hovedet. ”Det er umuligt.” Hun så med et op på ham. ”Hvordan kan det være magi?”

Jonathan svarede ikke, men rakte hende i stedet bare et andet billede. Alex skulle lige til at kommentere over det faktum, at han bevist ignorerede hendes spørgsmål, da hun så billedet.
Det lignede den samme pige, men man kunne ikke se hendes ansigt tydeligt nok til at være sikker. Hendes arme hang ude i luften og benene helt strakte, som om en usynlig kræft holdte dem der.  Men det var ikke det der foruroligerede Alex mest. Det var det faktum, at det så ud som om hun hængte i den frie luft uden en eneste bygning omkring hende.

”Det må jo være falsk.” Hun så op på Jonathan. ”En snor om livet eller-?”

Jonathan rystede hovedet, lænede sig frem og tog billedet ud af hænderne på hende. Han så kort på det, vendte det rundt og gav det tilbage til Alex.

”Og det værste er at det skal vende sådan”

Alex tog imod det og så igen ned på billedet, som denne gang åbenbart vendte rigtigt. Pigen hang på hovedet med benene øverst, som om en usynlig snor holdte dem oppe.

”Det her kan ikke være rigtigt” Hun smed billedet på bordet, før hun så op på Jonathan. ”Det her må altså være falsk”

”Jeg kan forsikre sig om at det er sandt.” Han lagde et videobånd foran hende. ”Billederne er alle taget fra denne video”

Alexandra tog langsomt fat i videoen.

”Vi har et hus parat til dig, og din nye identitet er parat til dig” Alex mødte Jonathans seriøse blik og indså at de ikke længere var onkel og niece men chef og ansat.

Jonathan skubbede en plastiklomme og papirerne, han havde siddet med imod Alex, som hun langsomt samlede op. Hendes øje kørte hurtigt over informationerne.

”Isabella Lewis?” Hun læste sit ’nye’ navn højt, mest for at høre hvordan det lød.

”Ja. Din adresse står på sedlen. Du kan hente sagsmapperne i kælderen sammen med nøglen til dit hus” Alex nikkede, for at vise at hun forstod. Intet af dette var noget nyt for hende. ”Vi kontakter dig, hvis vi opdager noget nyt i din sag. Du må gerne gå nu”

Alex rejste op samlede papirerne og vendte sig imod døren for at gå ud.

”Og lige en ting til Winter” Alex vendte sig imod Jonathan, hånden allerede på håndtaget. ”Ikke noget med at gå på Jameson på vej ud. Og ikke et ord til nogen om missionens detaljer!”

Jonathan sendte hende et smil ”Held og lykke, Alexandra”

Alex gengældte hans smil, før hun drejede håndtaget og forlod kontoret. Hverken Samantha eller Martin var til syne, da hun kom til foden af trappen. Hun fandt sin vej hen til elevatoren og fik hurtigt trykket nummeret til kælderen ind. Hun ventede få sekunder før dørene gik ind, og elevatoren begyndte sin tur nedad.

Tankerne fløj rundt i hovedet på hende. Det virkede stadig uvirkeligt, at hun endelig havde chancen for at afslutte en sag, som hendes forældre havde startet og forhåbentlig finde sandheden om deres død. Hun havde altid troet at deres opgave og død på en eller anden måde hang sammen, men lige nu kunne hun ikke se det. Jonathans ord om at det var magi var stadig så utroværdige, at det bare ikke kunne være sandt. Hun så ned på båndet hendes hånd knugede sig om. Forhåbentlig kunne det give hende de svar hun manglede.

Elevatoren stoppede og dørene gik op langt om længe. Alex trådte hurtigt ud i mørket. Hun havde været her et par gange før, men stedet var helt sikkert ikke en af hendes favoritter med de mange kasser, støv og mørke. Hun ville bare have kassen hun skulle bruge og ud herfra.

Alex fandt sig vej igennem halvmørket og over til den tomme skank.

”Og hvad kan jeg gøre for dig?”

Hun prøvede ikke at vise sin forskrækkelse da Thomas, passeren af kælderen, dukkede op af ingenting.

”Jeg skal hente sagsmapper omkring-” Hun så ned på papirerne for at finde navnet på den. ”5-1-6-8-4. Jeg har sedlen fra Mr. Willow her” Hun rakte sedlen frem, og Thomas tog den fra hende.

”Udmærket” Uden flere ord forsvandt han i mørket, og Alex slappede en smule af. Da hun var yngre havde hun været rædselsslagen for den ældre mand i kælderen, og nægtet at gå i nærheden af ham. Det var hun ikke længere, hun… brød sig bare ikke om ham.

”Her er den” Thomas kom tilbage med en forholdsvis lille kasse, som han hurtigt gav til Alex før han igen forsvandt igen.

Kassen var af blankt metal med et enkelt nøglehul. Den var heldigvis ikke særlig tung, så det var intet problem at bære det hele. Alex, som havde hverken tid eller lyst til at blive et minut længere, løb næsten tilbage til elevatoren. Hen gik ud til højre i stedet og ned af en lang gang, som førte ned til parkeringskælderen.

De mange biler stod alle parkeret på rad og række, og det tog da også sin tid, før hun fandt hendes gamle bil. Hun havde ikke brugt den ,siden før hun tog af sted. Han åbnede døren og satte sig ind i den sorte Porsche. Kassen og papirerne blev hurtigt stillet på sædet ved siden af hende, mens hun kørte sine hænder over rattet. Dette var hendes skat – hendes baby. Hun havde selv sparet pengene sammen og købt den. Hurtigt slog hun solskærmen ned, så hun kunne tage nøglerne derfra. Hun fik hurtigt startet den, og smilede tilfreds ved lyden af motoren. Sikkerhedsselen var på i løbet af sekunder og at komme ud fra den tætte parkering var intet problem. Hurtigt var hun ude af kælderen af Thames House og ude på vejen, hvor farten hurtigt blev højre.


-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-

 

Turen til huset var hurtig og behagelig. Alex følte sig hjemme i denne bil, og for første gang i månedsvis følte hun at hun havde intet at bekymre sig om. Det var først, da hun stoppede foran hendes nye hus at bekymringerne strømmede tilbage.

Hun trådte ud af bilen og så op på huset. Det var faktisk et ganske nydeligt hus. De hvidmalede mure stod godt til den blå matchende dør og vinduer og det røde tag. Alt i alt så huset faktisk ret godt ud.

Alex fik hurtigt sine ting ud af bilen og den låst før hun trådte op til hoveddøren. Hun fiskede nøglen frem og låste døren op. Varsomt sparkede hun døren helt op, før hun trådte ind. Hun så ind i en lille entre med et stativ til jakker til høje, og en enkelt dør til venstre. Hun fik lukket døren efter sig, som hun gik igennem døren til venstre. Hun stod nu i et forholdsvis nyt køkken.

Hun smed hurtigt sine ting på køkkenbordet, før hun trådte videre ind for at inspicere sit hus. Udover køkkenet og entréen bestod huset af en stue, der lå ved siden af køkkenet og en dør, som ledte ind til et enkelt soveværelse. Der var et enkelt badeværelse som havde en dør der gik gennem soveværelset værelset, noget som på langt sigt godt kunne være upraktisk, især hvis man får besøg af gæster. Møbler var der allerede og et enkelt kig i et køkkenskab, fortalte hende, at hun havde alt, hvad hun behøvede.  Et par kufferter i soveværelset fortalte hende at hendes ting også var der.

Efter hendes runde i huset tog hun kassen og papirerne ind i stuen, og begyndte at trække gardinerne for. Hoveddøren blev også låst, før hun satte sig ned på knæ ved det lave kaffebord. Hun lagde de to billeder frem foran sig med billedsiden opad. Hun gik igennem de forskellige dokumenter, hun havde fået om hendes nye identitet, Isabella. Hun byttede dem ud med dem, hun havde som Alex.

Så fandt hun nøglen til sagsmapperne i plastiklommen og fik den lukket op, og skimmede hurtigt indholdet. Der var adskillige vidneudsagn, som hun ville læse senere, flere billeder som hun lovede at kigge mere på senere, og et par videobånd.

Alex tog videobåndet, som Jonathan havde givet hende og gik målrettet over til det lille fjernsyn og videomaskinen, som stod under den. Hun tændte for dem begge og stak videoen i. Hun måtte vente på, at den spolede videoen tilbage til start, så hun så videre i papirerne i mens. Hun fandt en note fra Jonathan.

Pas på knivene. De kan være skarpe.Lampen kan for øvrigt blive brandvarm.

Alex smilte til sig selv, som hun gik over i køkkenet, og trak gardinerne for. Det var det negative ved at gå undercover. Man skulle altid passe på. at ingen så eller fik mistanke om noget.

Alex åbnede skuffer, indtil hun fandt den med knivene i. Hendes finder kørte rundt i kanten af skuffen, indtil hun ramte en knap. Langsomt trykkede hun på den og så til som adskillige våben kom til syne i det lille køkken. Skuffer vendte sig om, og skabe lukkede sig op for at vise forskellige pistoler, knive, aflytningsudstyr, videoudstyr og alt hvad en agent måtte få brug for.

Alex lod sin hånd glide over et par af dem, for hun igen trykkede på knappen og lod dem forsvinde.

Alex gik derpå ind i soveværelset, og fik rullet de gardiner for. Køkkenet og soveværelset var altid det sted hvor agenter gemte noget, det var bare noget man som agent vidste, og derfor var det altid det sidste sted man ville kigge. Alex måtte her prøve et par lamper før hun fandt den rigtige knap under natlampens skærm. Skabet vendte sig og viste et rum næsten magen til det i køkkenet, dog kun med våben. Hun hørte et klik fra stuen, og trykkede hurtigt på knappen, for at få våbnene til at forsvinde. Hun gik ud i stuen, satte sig ned på gulvet foran fjernsynet, og trykkede play på videomaskinen. Efter en smule rumlen og en smule flimren begyndte et billede at vise sig på skærmen. Et billede af en gyde vidste sig. Alex så til, som folk gik fordi, uden at der skete noget usædvanligt. Utålmodig satte hun hastigheden op på videoen. Hendes øjne var fastlåst til skærmen, som tidstageren i bunden af skærmen blev til flere og flere timer.

Det var først da Alex så en velkendt pige komme ind i billedet.  Det var pigen fra billederne. Der var der ingen tvivl om, da hun havde det samme tøj og det samme hår. Hun satte videoen ned til normal hastighed, og fulgte pigen som hun gik ind i gyden. Pigen lænede sig op af væggen, tydeligvis udmattet, men med et smil om læberne. Alex så til, som en anden kom en ind billedet. Det var en smuk kvinde, med langt krøllet hår og sort tøj. Alex så, kvinden gik imod pigen, og det så ud som om, de snakkede sammen. Hvad de sagde, kunne Alex dog ikke høre. Lydenpå videoen var dårlig, og alt hvad hun kunne høre var støj fra vind. Hun så til, som kvinden pludselig trak noget frem, der lignede en pind. Hun pegede den imod pigen, og Alex lænede sig nærmere fjernsynet som noget hvidligt fløj ud fra den og ramte pigen. Det næste øjeblik var pigen krummet sammen og skreg i vilden sky i smerte, noget der let trængte gennem støjen fra vinden.

Alex havde lyst til at hjælpe, stoppe pigens smerte. Hun så, smerten og skriget stoppe, og i det næste sekund hang pigen i luften ligesom på billedet. Kvindens latter brød ligesom skriget igennem vinden. Det gav næsten Alex kuldegysninger.

I det næste sekund dukkede mænd op, alle klædt i kapper. Et grønt lys skød ud af kvindens ’tryllestaven’ og ramte pigen lige i brystet, før kvinden drejede sig på stedet og forsvandt. Pigen faldt ned på jorden, i den samme stilling som på billedet. Mændene bevægede fremad mod kroppen, men videoen gik ud inden Alex kunne se hvad mændene gjorde ved pigen.

Med hjertet bankene i halsen, spolede Alex tilbage og så den grønne stråle ramme pigen igen. Pigen døde af den grønne stråle? Var dette virkelig magi? Hvad var alt det der? Hvorfor skulle pigen dø? Spørgsmålene blev ved med at komme, men Alex havde ingen svar på dem. Hun spolede mere tilbage indtil hun fik et klart syn af kvinden. Alex studerede de mørke øjne og tunge øjenlåg, og hoppede næsten en halv meter op i luften da lyden fra telefonen ekkoede i hele huset.

Alex kiggede sig hurtigt omkring, før hun kom op på benene igen. Benene var blevet ømme, og sov næsten efter at have siddet i så lang tid. Hun fandt hurtigt frem til drejetelefonen, der stod fint på kommoden ved siden af sofaen. Den gav et ring igen, før hun løftede røret op til øret.

”A-Isabella Lewis her” Hun tog sig irriteret til hovedet. Hun havde næsten kaldt sig selv Alex.

”Ved du ikke hvad du hedder længere, Isabella?”

”Samantha” Alex smilede ned i røret. ”Hvorfra kendte du mit nummer?”

”Jonathan fortalte mig”

”Fortalte Jonathan dig det, bare sådan uden videre?” Gentog Alex mistænksomt. ”Det lyder ikke som ham”

”Nej, okay det gjorde han ikke.” Jeg kunne næsten høre smilet i Samanthas stemme. ”Han fortalte mig ikke noget udover at du allerede var på en ny mission, hvorefter han gav mig nummeret og bad mig være din kontakt her” Hun fnøs ”Men jeg er stadig pisset på dig for at efterlade mig med Martin”

”Jeg skal nok gøre det godt igen senere” Alex grinede svagt, før hun blev seriøs igen ”Kan du for resten finde en person for mig?”

”Ja selvfølgelig. Hvad har du på ham eller hende?” Samanthas tone havde også lynhurtigt fået en seriøs klang i den.

”Det er en kvinde og en pige” Alex vendte sig mod fjernsynet hvor billedet af kvinden stadig flimrede. ”Jeg har kun et billede af dem”

”Send dem over så skal jeg se hvad jeg kan gøre”

”Super, vi tales ved så”

”Ja det gør vi, og Alex-?”

”Ja?” Alex rynkede brynene forvirret over hvad Samantha ville sige.

”Du skylder mig så meget en middag efter stuntet med Martin” Alex grinede højlydt ,indtil hun hørte tonen der fortalte hende, at tonen var død.      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...