The Forgotten Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Færdig
Dette er den glemte historie om Alexandra. En historie glemt i tiden, men aldrig glemt af personerne som var en del af den.
Alexandra Winther var en agent for den britiske efterretningstjeneste, da hun får en ny og anderledes mission. Folk omkring i England dør af noget, som lader til næsten at være magi. Det er næsten, som om en krig foregår uden for deres vinduer, og Alexandra er fast besluttet på at afsløre gåden foran hende.
For at finde ud af det må hun komme tæt på den charmerende Sirius Black, men kan hun holde sine følelser i skak og ikke falde for ham? Kan de to overhovedet klare sig midt i en krig, eller vil de miste alt i kampens hede?
En Harry Potter Fanfiction.

16Likes
7Kommentarer
2311Visninger
AA

1. Hjemme Igen

Kapitel 1
-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-
Hjemme Igen


Alexandra Winther trådte træt ind i elevatoren. Hun hev irriteret den bagbundne mand med sig derind, hvorefter hun trykkede på knappen med det lille 2-tal på. Hun lænede sig imod den kolde metalvæg, mens manden ved siden af hende højlydt rablede videre på tysk. Alexandra ingorede ham, som hun gjorde bedst som elevatoren endelig sat i bevægelse.

”Hvad med vores bryllup?” Mandens engelske var dårligt, men forståeligt.

Hun så ligeglad over på ham mens han ihærdig prøvede at finde hende, noget der var temmelig umuligt med bagbundne hænder og bind for øjnene.

”Aflyst” Svarede hun, som hun lod sit hoved læne imod væggen.

”Men du sagde at du elskede mig?” Manden virkede desperat, noget der tydeligt blev hørt i hans stemme.

”Jeg var aldrig forelsket i dig, Tony” Alexandra gad ikke indgang kigge på ham, som elevatoren stoppede med et dunk og dørene langsomt gik op. ”Men synd at bryllupskjolen gik til spilde”

Hun kiggede ned på den hvide kjole som faktisk havde været flot engang. Men at kaste sig ned på jorden, for at undgå at blive sprængt i stykker var åbenbart ikke noget, sådan en kjole kunne lide. Sløret var væk for længst og det fine opsatte mørke hår var, halvt faldet ned og uglet. Make-uppen var da også tværet ud, og hun vidste udmærket da hun trængte til et bad. Kjolen var revnet adskillige stedet, og jord havde farvet meget af den brun. Den gik nu kun til knæene, noget hun selv havde revet af. Det var nu ti gange lettere at flygte igennem landet med en kort kjole. Det eneste der var nogenlunde intakt var de hvide højhælede sko der uden tvivl der gjort hendes fødder ømme. Hun havde foretrukket at havde skiftet tøj, men muligheden for et tøjskift havde været for små og risikable.

Tony havde været alt for let at få fat i. Ham havde planlagt en kup imod dronningen af England, og Alexandra havde haft missionen at stoppe ham. Det var let nok, da han forelskede sig hovedkulds i hende første gang, han så hende. Hun havde leget med og ladet, som hun også holdte af ham, og han havde heldigvis troet på det. Alexandra ville selvfølgelig aldrig gifte sig med ham, men det havde han ikke vist før hun havde ødelagt bryllupsdagen, og hevet ham med tværs over England tilbage til hovedkvarteret. 

Alexandra havde et fast greb som Tony, som han snublede efter hende igennem bygningen. Folk ved skrivebordene omkring dem så forvirret op på hende, men det var ikke noget der bekymrede hende det mindste.

”Alex!” Alexandra vendte sig straks om, klar til at overflade den idiot der sagde hendes rigtige navn foran en fange. Men stoppede brat da hun så det velkendte lyse hår og de blå skinnende øjne.

”Hej med dig Alex,” Samantha Miller smilte bredt til sin bedste veninde.

”Alex? Hvem er Alex? Er du der Sarah? Hvad sker der, Sarah?” Tony rablede videre, halvt på tysk, halvt på engelsk.

”Tag ham væk gutter” Sagde Samantha, som et par bredskuldrede mænd kom og tog Tony med dem væk, mens han stadig råbte efter sin ”Sarah”

”Jeg hører at du næsten blev gift, Sarah” Samantha smilte endnu bredere, og lagde ekstra tryk på det falske navn, der havde tilhørt Alex for omkring seks måneder, mens hendes øjne gled over den ødelagte kjole. ”Men jeg er sikker på at den kjole var pæn engang”

”Det er også dejligt at se dig Sammy” Alex smilede sødt til hende, men Samanthas smil var blevet en skulen.

”Det er Samantha. Ingen forkortelser eller kælenavne!” Sagde Samantha surt ”Det kan du da umuligt have glemt på seks måneder, Alexandra."

Alex skar ansigt ved lyden af hendes fulde navn, og Samantha smilede tilfreds.

”Undskyld Samantha.” Svarede Alex uden den mindste undskyld i stemmen. Samantha vidste udmærket at Alex hadede sit fulde navn Alexandra og at hun derfor foretrak navnet Alex. Kald hende Alexandra og man fik et slag lige på stedet.

”Du må hellere skifte tøj” Samantha begyndte at gå væk fra de stirrende blikke, og Alex fulgte hurtigt efter hende. De højhælede sko klikkede imod gulvet som de gik af sted.

De to piger trådte ind i et lille rum, med et stort forhæng hængende midt i, så rummet blev opdelt.

”Jeg har fundet noget af tøj til dig” Sagde Samantha som hun satte sig ned på den hvide læderstol og slog hånden ud imod en bunke tøj på det lille træbord ved siden af stolen.

Forsigtigt tog Alex det første stykke tøj og holdte det ud foran sig. En kort sort nederdel grinte foran hende.

”Seriøst Samantha?” Alex hævede mit højre øjenbryn imod Samantha, men hun smilte bare tilbage imod hende.

Alex tog den hvide trøje, sorte blazer og sendte endnu en surt blik imod Samantha som Alex tog de højhælede sko ind bag forhænget for at klæde om. Det var dejligt at få den ødelagte kjole af, som hun smed over i skraldespanden mens hun fjernede pistolen der havde siddet på hendes lår, kun lige dækket af kjolen.

”Du burde da snart være vant til det her tøj” Samantha fingerede med den sorte knap i hendes egen blazer, som hun ventede på at Alex var færdig. Hun hørte vandet løbe og lænede sig tilbage i stolen.

”Aldrig i livet. Bukser og flade sko er mig” Samantha kunne ikke lade være med at smile til sig selv, som hun hørte hendes venindes råbe sit svar. Hun havde virkelig savnet Alex de sidste seks måneder.

Vandets løben var væk, og tilbage var der kun lyden af Alexs skridt bag forhænget.  

”Der er skønt at have dig tilbage, Alex” Sagde Samantha med et bredt smil.

Alex stak hurtigt hovedet ud af forhænget for at se på Samantha. Alex gav hende et skævt smil som hun trådte ud af forhænget i færd med at tage blazeren på, og de højhælede i hånden, hvorefter hun placerede pistolen under nederdelen på låret igen.

”Er der slet ikke sket noget her?” Spurgte Alex som hun fik den sidste knap knappet og de forfærdelige sko på fødderne.

Samantha sukkede.

”Ikke andet end Martins daglige mobning”

”Bare sig til hvis jeg skal tæske ham”

”Nu ved jeg hvorfor jeg har savnet dig”

De to veninder gik sammen ud af rummet og op af en trappe.

”Jona -”

”Samantha!” Samantha blev afbrudt af en ung mand med brunt hår som slog armene omkring omtalte.

”Giv slip Martin!” hvæsede Samantha efter ham, som Martin Jameson med et smil langsomt lod hende gå.

”Hej Martin” Alex mødte hans blik, men han nægtede at krympe sig under de iskolde brune øjne.

”Jamen hej Alexandra” Blikket blev til en hård stirren. ”Jeg hørte at du kom tilbage i dag, så jeg håbede da at se dig.” Samantha kiggede skiftevis imellem de to, men ingen af dem bevægede en muskel. ”Hvad? Intet knus?”

Alex lyste op i et smil.

”Jo selvfølgelig får du et knus” Alex tog det enkelte skridt over til Martin og lagde armene omkring ham. Han gjorde det samme, men lykken var kort, før Alex lynhurtigt løftede sit knæ, så hun sparkede ham lige mellem benene. Martin bøjede med et råb forover i smerte. Alex klappede ham tilfreds på ryggen.

”Det er det du får ud af at kalde mig Alexandra” Sagde hun bare og trak sig ud fra knusset.

Samantha prøvede og mislykkedes i at lade være med at grine. Hendes latter lød som en ekko i den tavse bygning, og adskillige blikke var rettet imod dem.

”Winther!”

Alex vendte imod stemmens ejermand som kaldte efter hende ved at bruge hendes efternavn, og så de kendte øjne gemt bag de runde briller. Hans hårløse hoved var vendt imod dem, og hans læber var trukket i en lige linje, et udtryk Alex kun kendte alt for godt; Hun var i problemer.

”Mr. Willow” Alex behøvede ikke at tale højt for at få ham til at høre hende omtale ham formelt.

”Mit kontor, Winther” Han sendte Alex et bestemt blik før han vendte sig om og trådte ind på kontoret bag ham.

Martin sendte Alex et smørret smil, og lagde armen om Samantha som sendte hende et desperat råb om hjælp. Alex sendte et undskyldende blik til Samantha, før hun sendte sit dræber blik til Martin, og gik op af trappen og op imod kontoret.

Trods det faktum at Samantha var en agent for MI5, opførte hun sig ikke som en. Hun havde svært ved at sige nej til nogen som Martin, og måske var det derfor hun aldrig bliver sendt ud på missioner og i stedet blev på kontoret. Alex ville ikke kunne have klaret sig på den måde.

Måske var det hendes opdragelse eller bare hendes personlighed, men hun kan ikke klare at bare sidde ved et skrivebord vel vidende at andre er ude at risikere sit liv. Det var hvad hun ville gøre, og hun måtte indrømme at hun faktisk var ret god til det. Måske var det i hendes blod? Hendes forældre havde jo begge været agenter som hende, og som hende kunne heller ingen af dem sidde bag et skrivebord. Efter hendes egen mening burde folk som dem ikke have børn. Ikke fordi de var dårlige forældre tværtimod, de var fantastiske. Men deres tid til at tilbringe med hende var begrænsede.

Døren til kontoret stod åben da Alex nåde den, så hun trådte hurtigt ind. Mr. Willow sad bag sit bord med en stak papirer foran ham.

Hun behøvede ikke at sige noget til ham, da hun vidste, at han allerede vidste, at hun var der. Kald det et spiontrick.

”Luk døren efter dig” Hun gjorde som han sagde før hun satte sig ned på stolen foran skrivebordet.

”Først vil jeg gerne fortæller dig Winther, at hvad du gjorde ved Jameson var uacceptabelt” Hans tone var hård og fortalte hende at der ikke var nogen diskussion om dette, men det stoppede ikke Alex i at vende øjne af ham, noget han bare ignorerede.

”Dernæst vi jeg sige at  din mission var succesfuld og uden fejl. Godt gjort Winther” Han nikkede arkendende til hende, som hun hurtigt gengav. 

”Og til sidst vil jeg gerne velkomme dig hjem, Alexandra”  Mr. Willows tone ændrede sig fra hård til venlig.

”Det er dejligt at være hjemme, Jonathan” Sagde Alex, før hun tilføjede bittert ”Kunne du ikke kalde mig Alex i stedet for?” 

Jonathan Willow lo.

”Du har slet ikke ændret dig” Han smilte til hende. ”Jeg kalder dig Alexandra fordi det er hvad dine forældre navngav dig. Desuden hvad med dig?” Hans øjne kørte over hendes ansigt. ”Er du blevet for gammel til at kalde mig onkel?”

Alex smilte bare til ham. Jonathan var ikke hendes biologiske onkel, faktisk havde hun slet ingen onkel. Han havde dog været hendes fars bedste ven og hendes gudfar. Han var den eneste familie, hun havde tilbage efter at hendes forældre døde. Han havde taget den lille skrøbelige 10årige pige ind, og hjalp hende blive til det, hun var i dag. Hun var en af de bedre agenter, det vidste hun udmærket selv, men hun havde også startet tidligere end nogen før med Jonathan som værge. Han var den slags der mente, at enhver skal kunne forsvare sig selv uanset hvad, og især hvis man var en kvinde. Hun kendte alle trykpunkter på en krop, og flere måder end lovligt til slå folk bevidstløse eller ihjel. Det sidste var dog noget, hun for det meste undgik. 

Jonathan rejste sig fra stolen og gav hans ’niece’ et stort kram. Han ville lyve, hvis han sagde, at han ikke havde været bekymret for hende de seks måneder, hun havde været væk. Hun havde været på missioner før men aldrig i så lang tid.

”Vi har savnet dig” Sagde han, som han trak sig ud af krammet dog uden at give slip på hende. ”Jeg har savnet dig.”

Alex nikkede bare. Hun vidste, at hun også var alt hvad Jonathan havde tilbage af familie, og hun ville da også gerne være der for ham. Hun vidste bare også, at det var noget hun ikke kunne. Hun kunne ikke blive her resten af sit liv.

”Hvad skal jeg nu?” Spurgte hun og fik et velfortjent suk fra Jonathan.

”Hvorfor vidste jeg at du ville spørge mig om det?” Spurgte han sig selv, som han gav slip på hende og sank tilbage i kontorstolen bag skrivebordet. ”Du er lige kommer hjem Alexandra. Tag den med ro et par dage og-”

Alex var oppe af stolen i et snuptag.

”Jeg vil ikke tage den med ro Jonathan!” Sagde hun med hård stemme, mens hendes øjne fastlåste sig til Jonathan.

Det tog nogle sekunder, før han sukkede igen.

”Du ligner fuldstændig din mor nu, men med din fars blik” Han rystede på hovedet med et svagt smil. ”Ak og ve til din fjende, eller kæreste for den sag” Han mumlede den sidste del, så lavt at Alex ikke hørte det tydeligt nok til at svare.

Hun sagde ikke noget. Øjnene var stadig fastlåst til ham.

”Jeg giver dig en ny sag” Han så kort ned på papirerne. ”Måske skulle du sætte dig ned.”

”Jeg står helt fint her”

”Som du selv vil” Han kiggede op på hende, før han talte igen. ”Jeg vil give dig dine forældres sag”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...