The Forgotten Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Færdig
Dette er den glemte historie om Alexandra. En historie glemt i tiden, men aldrig glemt af personerne som var en del af den.
Alexandra Winther var en agent for den britiske efterretningstjeneste, da hun får en ny og anderledes mission. Folk omkring i England dør af noget, som lader til næsten at være magi. Det er næsten, som om en krig foregår uden for deres vinduer, og Alexandra er fast besluttet på at afsløre gåden foran hende.
For at finde ud af det må hun komme tæt på den charmerende Sirius Black, men kan hun holde sine følelser i skak og ikke falde for ham? Kan de to overhovedet klare sig midt i en krig, eller vil de miste alt i kampens hede?
En Harry Potter Fanfiction.

16Likes
7Kommentarer
2291Visninger
AA

17. Foræderen

Kapitel 17
-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-
Foræderen


”SIRIUS!”

Sirius vendte sig mod Alex som kom stormende ind i stuen.

”Hvad sker der nu Alex?” Han var efterhånden blevet vant til tonen, som hun brugte hver gang hun var irriteret eller træt af ham.
Hun satte hænderne på hofterne og så irriteret på hendes mand. Maven havde vokset i løbet af de sidste to uger og var blevet ganske synlig. Hun havde været til læge, og fået at vide at hun allerede var 3 måneder henne, og  at alt var i skønneste orden. Hun havde snakket Lily næsten hver dag især fordi Sirius havde det med at irritere hende grænseløst som nu.

”Jeg bad dig gå ud med skraldet for to dage siden men-”

”Jeg har været ude med skraldet-” Afbrød Sirius hende før hun kunne afslutte, men tav da han så hendes blik kun blive værre.

”Men du lukkede for skraldespanden udenfor?! ”Sagde Alex surt. ”Er det da fuldstændig umuligt for dig at gøre ordentligt?

”Undskyld-”

”Det er Halloween i aften Sirius. Børn kommer måske forbi og selv hvis der ikke kommer nogle børn så har huset altså bare at se ordentlig ud!”

”Ja, ja. Jeg skal nok lukke for den inden jeg tager på arbejde” Sirius lod sig falde tilbage i sofaen.

Alex så bare på ham med mistænksomme øjne.

”Skal du ikke hjem til James inden arbejde i dag?” Spurgte hun så

”Øhm nej.” Han undvigede hendes blik, noget som Alex havde lagt mærke til at han havde gjort en del hver gang samtalen landede James, Lily eller Harry.

”Hvad sker der Sirius?” Spurgte Alex bestemt og lagde op til at det ikke var et spørgsmål om, men hvornår.

”Jeg er ikke længere hemmeligvogteren” Indrømmede Sirius så.

”Hvad?!” Alex så i chok på ham.

”Flip nu ikke ud på mig igen” Han lød næsten træt. ”Peter er vogteren nu”

”Det mener du ikke” Alex stolede stadigvæk ikke det mindste på Peter.

”Vi har en foræder i ordenen Alex, og alle ved at James ville vælge mig” Fortalte Sirius ”Det er det perfekte bluff. Ingen ville nogensinde tro at det er ham”

”Hvorfor så ikke tage Remus?”

Sirius sukkede og undgik hendes blik. ”Han ved ikke noget om skiftet. Remus har opført sig mærkeligt på det sidste og-”

”Du tror vel ikke at han er foræderen?!” Alex troede næsten ikke sine egne hører.

”Jeg siger bare at han opfører sig anderledes” Sagde Sirius

”Han er på en mission for ordenen Sirius. ”Forklarede Alex utålmodigt. ”Den tager på ham og-”

”Alt hvad jeg siger-” 

Telefonen ringede og afbrød Sirius midt i hans sætning. Alex var først ovre ved telefonen og tog røret.

”Hallo”

”Hej Alex”

”Hej Lily” Alex smilede glad, mens Sirius himlede med øjnene. ”Hvad er det får noget jeg hører om Peter?”

”Sirius har fortalt dig det?” Lily lød overrasket. ”Jeg ved hvad du vil sige Alex, men jeg må give dem ret. Det er et godt bluff.”

”Jamen hvad nu hvis han bliver fanget?” Alexs stemme lød næsten desperat. ”Peter vil klare et minut under totur”

”Peter ville selv gå i skjul” Brød Sirius ind og ignorerede Alexs blik. ”Han skal nok klare sig.”

”Bland dig udenom” Bed Alex af ham.

”Der er nok en som skal sove på sofaen i aften” Hørte Alex James sige fra den anden ende.

De stod tilsyneladende begge med telefonen. ”Fortæl Sirius at jeg føler med ham.”

”Det kunne du selv gøre, hvis i ikke havde skiftet hemmelighedsvogter. Hvordan kan I tro at Remus er foræderen?” Alex spurgte.

”Jeg har ikke lyst til at tænke på at nogle af mine venner vil forråde mig Alex, men kendsgerningerne er der”

”Remus er på en mission for ordenen hvor han skal infiltrere Voldemorts varulve. Det tager på hans helbred!” Snappede Alex, og der blev helt stille i den anden ende af røret.

”Hvad siger du?” Lily var tilbage i røret. ”Er det det han laver?”

”Ja” Alex nikkede. ”Han måtte ikke fortælle nogen det, men jeg regnede det ud. Remus er ikke foræderen”

Sirius rakte ud efter røret og Alex rakte det modstræbende til ham.

”Jeg fortæller det til Remus i aften” Sirius ventede til øjeblik på svaret.

”Det ved jeg godt Lily, men-” Han holdt en pause og hans bryn rynkede, mens Lily snakkede. ”Ja, okay. Jeg bliver nødt til at gå nu. Jeg skal på arbejde. Ja det skal jeg nok… Ja vi ses også James… Hils Harry…”

”Her” Sirius rakte Alex telefonrøret tilbage og gav hende et hurtigt kys 

”Jeg er hjemme til aftensmad, og jeg skal nok huske skraldespanden.” Han tog sin kappe på.

”Jeg elsker dig.”

”Jeg elsker også dig”

Sirius smilede til hende før han forlod huset, og Alex tog røret op til røret igen.

”-det var godt nok rørende” Hørte hun James sige.

”Mange tak James” Sagde hun med et smil som hun satte sig ned i sofaen med et suk. ”Kan jeg tale med din fornuft-jeg mener Lily igen”
”Hahaha hvor er du morsom” Der var et øjebliks stilhed. "Jeg må gå nu, men vi snakkes ved Alex"

"Ja, det gør vi James" Alex smilede.

Det tog mindre end et sekund før Lily var i røret igen.

”Det skal nok gå Alex”

Alex nikkede bare til sig selv. ”Jahh… Hvordan går det ellers med jer?” Hun håbede på at Lily kunne få hendes tanker væk fra den dårlige fornemmelse hun havde over det faktum at Lily, James og Harrys liv afhang af Peter.

”Meget godt. Harry har lært ordet bil i dag. Han går praktisk talt rundt og kalder alt og alle for det. Men det er nu godt nok, sår det får et grin ud af James”

”Stadig lige så restløs?”

”Er vi ikke alle? Jeg kan mærke det på ham. Han er ved at blive vanvittig af at være fanget her” Lily sukkede. ”Jeg håber snart at det her er overstået. Harry savner sin onkel Siri og tante Lexi”

”Det gør vi alle” Svarede Alex tørt, men smilte stadig over at Harry savnede hende og Sirius. ”Det kan du godt fortælle ham at vi også gør.”

”Der er noget jeg gerne vil fortælle dig” Sagde Lily efter lidt tavshed og Alex synes hun hørte en dør lukke på den anden side af røret.

”Hvad er det?”

”Jeg har fundet noget som kan redde Harry selv hvis Voldemort finder os”

Alex satte sig med et op i sofaen. ”Hvad?”

”Kærlighed.” Alex rynkede brynene ved Lilys svar. ”Jeg ved det lyder lidt mærkeligt men hør alligevel her. Hvis en person villigt ofrer sit liv for en anden med kærlighed, dannes der et skjold omkring den person. Jeg ved ikke præcist hvor stærkt det skjold vil være, men der er en chance for at det måske kan forhindre Voldemort i at dræbe Harry”

Alex sad forskrækket tilbage. ”Vil det virke?”

”Det ville være et forsøg værd. Ville du ikke gøre det samme for dit barn?”

”Jo selvfølgelig” Alex svarede uden tøven. ”Men forhåbentlig behøver det ikke komme til det.”

”Nej forhåbentlig” Lily sukkede. ”Jeg må hellere gå nu, men vi kan snakke videre i morgen?”

”Helt klart. Vi ses”

”Farvel”

Alex lagde røret på og så op i loftet. Samtalen med Lily havde ikke fjernet den forfærdelige fornemmelse som hun havde. Peter ville da ikke foræde dem ville han? Hvis Alex skulle være særlig så kunne svaret godt være ja. Hun kendte folk som Peter, altid sammen med stærkere folk end en selv fordi man føler sig bedre beskyttet. Hvis Peter følte sig nok truet så kunne han måske godt skifte side. Eller måske ville hans venskab med drengene betyde mere. Alex bad til at det var sådan det hang sammen.

Alex vandrede hvileløst rundt i huset de næste par timer før hun ikke længere kunne klare bare at gå rundt uden at vide hvad der skete. Alex var nødt til at være sikker på at Lily, James og Harry var i sikkerhed, og den eneste måde at være sikker på det var at gå til Peters sted.  
Alex fandt hurtigt noget papir som hun skrev en hurtigt note til Sirius hvis han skulle komme hjem før hun kom tilbage, før hun satte sig ud i sin bil og kørte af sted imod Peters hus.


-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-

 

En halv time senere stod Alex foran Peters hus. Det var et lille to værelseshus midt i en lidt større by. Peter tilbragte det meste af hans tid hos hans mor, så Alex havde kun været her en enkelt gang før, og det var kun for at hente Peter sammen med Sirius og Remus.

Hun tog de få skridt hen til hoveddøren og bankede på. Hun trippede med fødderne men der kom ingen og lukkede op. Alex tog fat i håndtaget og til hendes overraskelse åbnede døren sig uden besvær. Hvis Peter virkelig var gået i skjul, hvorfor var intet af det her låst, beskyttet, hvad som helst. Hun kunne frit vandre herhen. Trods skrækken for hvad hun muligvis ville møde bag døren åbnede hun den på vid gab og trådte ind.

Intet i huset virkede til at stå forkert. Der var ikke mange møbler, og mange af dem var slidte, men der var ingen tegn på kamp.

”Hvad laver du her?”

Alex snurrede rundt på stedet og stod nu ansigt til ansigt med Peter. Han stod i en ren hvid skjorte som var knappet skævt, et par sorte bukser og et nervøst udtryk i ansigtet.

”Jeg kom for at tjekke op på dig” Sagde hun og forsøgte i ihærdigt ikke at tænke på nogle af de faresignaler som hendes hoved prøvede at vise hende. ”Sirius fortalte mig-”

”Ja men jeg har det fint så gå nu” Peter tog hendes arm og begyndte at hive hende imod døren.

”Næh hov vent lige lidt, jeg-” Alex vred sig løst og da Peter prøvede at tage fat i hendes hånd igen, vred Alex hans hånd væk og revnede hans ene ærme i processen. Hun stivnede da hun så tegnet på hans underarm.

Dødningehovedet med slangen.

Voldemorts tegn

Tegnet som alle dødsgardister havde.

Peter Pettigrew var foræderen, og bar på hemmeligheden som kunne dræbe James, Lily og Harry. Alex var nødt til at stoppe ham på en eller anden måde!

Sirius havde givet hende kursuser nok til at genkende mørkets tegn til hver en tid, og hun var helt sikker på at det var hvad Peter havde på hans underarm.

”Du!!” Sagde hun så, mens hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde en måde at komme ud af denne pine. ”Du er foræderen!”

Peter så bare på hende.

”Hvordan kan du gøre det Peter?” Fortsatte hun så. ”De er dine venner?!”

”Det er nyttesløst at kæmpe imod ham længere Alexandra” Alex veg tilbage ved lyden af hendes navn, og så overrasket på Peter hårde blik. Det her lignede ikke Peter. ”Hvorfor ikke slå mig til ham mens jeg stadig havde en chance for at overleve?”

”Du er måske ond Peter, men du skal ikke kalde mig Alexandra!” Alex slog ud efter Peter og ramte ham lige på næsen så han faldt tilbage på gulvet.
Hans næse blødte, men Alex var ligeglad som hun kastede sig ned på knæ ved siden af ham og vred hans tryllestav ud af hånden på ham. Hun kom op, og holdte hånden over hendes mave. Hun skulle være forsigtig. Der var mange måder hun kunne komme til at skade barnet.  
Peter stirrede op på hende, og Alex stirrede hårdnakket tilbage med et stramt greb omkring hans stav. De vidste begge at han ikke havde en chance imod Alex uden med gravid eller ikke gravid.

”Hvad har vi her? En troldmand for en mugglers fødder?” En kold stemme hørtes bag Alex og sendte kuldegysninger ned af hendes nakke. Langsomt vendte hun hovedet bagud.

Der stod han, som taget ud af et mareridt. Manden, hvis han kunne kaldes det, var tynd, høj og bleg, med et kridhvidt kranie-lignende ansigt, bare to mindre sprækker som næse og røde kolde øjne som lige nu kørte over Alex. 

Den læbeløse mund trak sig op i et ondskabsfuldt smil og Alex fik en stor trang til at skrige.

Hun stod overfor Lord Voldemort, det vidste hun bare. 

”Hvem er det vi har her Ormehale?” Voldemort gik over og stod ved siden af Peter, men gjorde sig ingen mine til at hjælpe ham op. 

”Herre… Alex…” Peter mumlede ude i stand til at tale klart på grund af blodnæsen.

”Alex?” Voldemorts røde øjne kørte endnu engang over Alex før han nikkede. ”Selvfølgelig. Du er Alexandra Black” Han spyttede nærmest hendes navn ud. ”Du tror du er noget var pigebarn?”

”Jeg er mere end dig Voldemort” Sagde hun koldt. ”Og du bliver nødt at komme forbi mig for at få Harry”

Voldemort lo og gik hårene til at rejse sig på Alexs arme.

”Du er en muggler.  Du er ingenting. At dræbe dig betyder ingenting. Ingen vil savne dig, ingen vil huske dig. Du vil blive glemt som enhver anden ligegyldig muggler, og hvad angående det der” Voldemort gjorde en håndgestus imod hendes lettere gravide mave. ”Så vil slægten Black kun bifalde at en Black med så beskidt blod ikke når længere i sin vækst.”

”Du er ynkelig” Alex mødte modigt Voldemorts øjne og huskede Lilys ord. Et offer af kærlighed vil redde en, men at det måske ikke var nok til at redde Harry. Alex ville give sit eget liv til ham, og bed til at han kunne vokse op, som det glade barn, barnet indeni hendes mave ikke kunne.
”Du vil aldrig vinde Voldemort” Fortsatte Alex. ”Der vil altid være folk der vil kæmpe imod dig, som er villig til at dø, for hvad de kæmper for. Og så længe der er sådan nogle i verden, vil du aldrig vinde. Jeg er en af de personer. Jeg er måske bare en simpel muggler, men mit liv var i det mindste mere værd end dit. Jeg har levet mit. Jeg har været lykkelig” Alex kunne mærke at tårerne trille ned af hendes kinder. ”Harry skal nok få dig.”

Alex vidste at det her var slutningen. Hun kunne ikke slippe væk. Hun ville dø lige her, ofre sit eget liv for Sirius. For James. For Lily. For Remus. For Harry. Og for fremtiden han vil få.

”Avada Kadavra!” Råbte Voldemort, og Alex så hvordan det grønne lys skød ud af hendes tryllestav, imod hende, og ramte hende direkte i brystet. Det gjorde ikke ondt. Hun følte faktisk slet ikke noget som hun faldt som en dukke med afklippede snore. De brune øjne stirrede livløse frem for sig med en sorg og tårer i dem ved tanken om at hun ikke kun var ude i stand til at beskytte James, Lily og Harry, men også hendes ufødte barn.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...