The Forgotten Story

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 nov. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Færdig
Dette er den glemte historie om Alexandra. En historie glemt i tiden, men aldrig glemt af personerne som var en del af den.
Alexandra Winther var en agent for den britiske efterretningstjeneste, da hun får en ny og anderledes mission. Folk omkring i England dør af noget, som lader til næsten at være magi. Det er næsten, som om en krig foregår uden for deres vinduer, og Alexandra er fast besluttet på at afsløre gåden foran hende.
For at finde ud af det må hun komme tæt på den charmerende Sirius Black, men kan hun holde sine følelser i skak og ikke falde for ham? Kan de to overhovedet klare sig midt i en krig, eller vil de miste alt i kampens hede?
En Harry Potter Fanfiction.

16Likes
7Kommentarer
2308Visninger
AA

8. Bellatrix Lestrange

Kapitel 8
-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-
Bellatrix Lestrange


Alex stirrede på ham i chok. Sagde han lige, at han elskede hende? Det virkede uvirkeligt – Nej det var uvirkeligt. Kun hendes forældre havde nogensinde sagt, at de elskede hende. Ikke engang Jonathan havde nogensinde brugt de ord. De ord betød alverden, noget som faktisk var ret utroligt, når det jo er så simple ord. Sirius Black elskede hende!

”Hvad?” Spurgte hun chokeret.  Hun havde brug for at være helt sikker på, at han virkelig mente, hvad han sagde.

”Du hørte mig” Han trak sig en smule tilbage, men uden at give slip på hende. ”Jeg elsker dig Isabella Lewis”

Navnet fik Alex til at vågne op fra den trance, de tre ord havde sat hende i. Han elskede Isabella Lewis, ikke Alexandra Winther. Han elskede den pige, hun lod som om hun var. Ville han overhovedet elske hende, hvis hun var Alex? Nej, vent! Hvad tænkte hun på? Den eneste grund til, at hun skulle bekymre sig om det, var hvis hun… Hvis hun også elskede ham…
Men det gjorde hun jo ikke, gjorde hun? Elskede hun ham virkelig? Havde hun forelsket sig i Sirius Black?

Og med et indså hun det. Hun elskede Sirius! Hun havde forelsket sig i ham, trods at have prøvet at undgå det. Hun indså, at hun var mere end villig til, at give alt op for den kærlighed, som hun følte nu. Hun ville give hele den her løgn op og fortælle ham sandheden, og det ville hun gøre lige nu.

”Sirius, der er noget meget vigtigt som jeg må fortælle dig” Hun så langsomt op på ham. ”Jeg er-”

”NED!” Råbte Sirius pludseligt, kastede sig ned over hende, så de begge landede på jorden.
Sirius hev hende hurtigt op igen og så sig omkring i parken, som de ikke længere var alene i. Alex kunne se adskillige hætteklædte skikkelser stå i en kreds omkring dem. De var omringet.

”Jamen hej Sirius” En bekendt kvindestemme sagde, sarkasme i stemmen. ”Hvad laver du dog her?”

”Bellatrix” Vrissede Sirius bare tilbage, som en kvinde trådte ind i cirklen.

”Og hvem er din lille veninde?” Spurgte hun sukkersødt.

Alex mærkede, hvordan Sirius’ greb strammede sit greb om hende, og så ned bare for at opdage, at han nu holdte en stav i hans frie hånd.

”Hold dig væk!” Sagde han bare og løftede den truende.

”Jeg tror ikke helt at du forstår det her, Siri” Bellatrix lagde ekstra tryk på navnet, som måtte være en form for kælenavn til Sirius. ”Jeg er kommet her for- Hvad vil du kalde det? – Tage jer til forvaring? Anholde? Og vi har faktisk ret travlt”

Bellatrix gjorde et vift med håndledet, og i næste øjeblik var hele parken badet i forskellige farver lys. ’Besværgelser’ i form af farvede stråler susede imod dem fra alle sider, og trods

Sirius forsøgte at beskytte dem begge, men det var stort set umuligt, så ramte nogle af dem plet. Det tog næppe lang tid før en ramte Alex, og hun susede tilbage i luften, lige ind i et træ.
Disorienteret så hun op, og så at også Sirius lå på jorden kun få meter fra hende. 

Bellatrix så imellem dem og så skiftevis frem og tilbage, før hun gik over til Sirius.

”En muggler?” Vrissede hun,  og had og vrede fra hendes stemme fyldte natten. ”Er det virkelig det bedste du kan gøre?!”

Alex stirrede op på hende. Der var det ord igen. Det ord den ældre mand havde kaldt hende er den dag hun mødte Sirus. Men hvad betød det? Var det et ord for en som ikke kunne lave magi?

Bellatrix gik over til Alex og før hun vidste af det stod Bellatrix foran hende. ”En sølle muggler som ikke er til nogen form for gavn” Bellatrix viftede med hendes stav igen, og i næste øjeblik hamrede Alex hovedet ind i træstammen, og sorte pletter begyndte at komme til syne for hendes blik.

Lige før alt blev sort så hun op og fik et klart syn ad Bellatrix. Det mørke krøllede hår, smilet om læberne, de tunge øjenbryn. Denne kvinde var morderen fra videoen. Og med det vidste Alex at der var stor sandsynlighed for, at hun ikke ville vågne op igen.


-.-.-.-.-҉-.-.-.-.-


Det var hovedpinen, som vækkede hende. En enorm smerte som gav hende lyst til at skrige i vilden sky. Hun lå på et hårdt og koldt stengulv, uden nogen form for ide om hvor hun var. Faktisk så vidste hun ikke engang, hvordan hun var havnet der.  Smerten i hendes hoved gjorde hendes tanker og minder uklare, og forhindrede hende i at finde ud af, hvad hun skulle gøre nu. Langsomt fik hun sat sig selv op. Hun lænede sig udmattet op af den nærmeste væg.

Hendes muskler var ømme, og hendes ene ben lå i en smertefuld unaturlig vinkel. Alex vidste med det samme, at den var gået af led.  Hun forsøgte at flytte på den, så hun kunne få den sat på plads igen, men hun kunne ikke nå den rigtigt for at gøre det. I stedet gav hun et lille klynk fra sig, da musklerne i benet slappede af og smerten tog til.

I stedet prøvede hun at finde ud af, hvor hun var. Der var ikke lys nok til, at hun kunne se ret meget af rummet, så hun havde ingen ide om hvor stort dette var. Det nærmeste hun kunne se var lange runde tremmer som dækkede væggen til højre for hende. 

”Isabella?” Hørte hun pludselig ”Isabella!”

Alex vendte sig imod stemmen, og så Sirius knælende ved siden af hende med et bekymret udtryk i øjnene. I det svage lys kunne hun ikke se ham tydeligt, men hun vidste alligevel, at det var ham. Hun havde slet ikke lagt mærke til ham før nu, men om det var smertens skyld eller ej, vidste hun ikke.

”Er der sket dig noget?” Spurgte han, og kørte hans hånd over hendes pande så hun veg tilbage. ”Du bløder” Han tog sin hånd til sig og skulle lige til at rive sin trøje i stykker for at tørre blodet væk, men Alex stoppede ham.

”Det er ikke det største problem” Sagde hun gennem sammenbidte tænder, og fik Sirius til at møde hendes blik. ”Mit ben er gået af led, og du er nødt til at sætte det på plads igen.”

Sirius’ øjne ændrede sig til skræk.

”Sætte det på plads igen? Spurgte han forfærdet. ”Det kan jeg ikke Isabella. Jeg er ikke-”

”Det bliver du nødt til!” Afbrød Alex lettere irriteret. ”Jeg kan ikke selv gøre det, men nogen bliver nødt til det, ellers kan jeg ikke gå”

Sirius så bare på hende.

”Men hvordan-?”

”Hør godt efter” Begyndte Alex. ”Du skal tælle til tre og så skal du holde mit ben sådan – nej sådan her” Hun rettede lidt på hans hænder. ”Og så skal du rykke mit ben tilbage i ledet. Det vil gøre ondt på mig, men smerten vil hurtigt gå væk. Du bliver nødt til at gøre det!”

Sirius nikkede nervøst, og satte sig bedre til rette, mens Alex stak sine fingre ned i jorden for at forberede sig til smerten, som hun vidste, ville komme.

”klar?” Spurgte Sirius så, og så hende direkte ind i øjnene, som hun nikkede. ”1… 2…” Han talte langsomt, mens han strammede grebet om hendes ben. ”3”

Hun nåde kun lige at kvæle sit skrig, før smerten ramte hende. Det gjorde ulidelig ondt, men hun kunne klare det, det var hun nødt til. Hun bed så hårdt ned på hendes læber, at det fremdrog blod, men ikke en lyd kom over hendes læber. Og med det forsvandt smerten, lige så hurtigt som den kom.

Langsomt løftede hun hovedet og så op på Sirius. Hans hænder gav langsomt slip på hendes ben og satte sig op ved siden af hende.

”Gjorde jeg det rigtigt?” Spurgte han bekymret.

”Ja” Hendes stemme lød helt ved siden af. ”Det gjorde du”

Alex rev det halve af det ene buskeben i stykker og bandt det om knæet for at støtte det, så det ikke gik af led igen.

Hun så op på ham, men han var travlt optaget af selv at rive et strimmel af hans trøje. Han krøllede stoffet sammen til en lille kugle hvorefter han begyndte at tørre blodet, som strømmede ned af hendes ansigt, af et sår hun havde fået.

”Hvor er vi?” Spurgte hun så.

”Jeg ved det ikke helt” Svarede han og så sig omkring. ”Eller det vil sige at jeg har adskillige ideer om, hvor vi kunne være, men jeg ved det ikke. Jeg var bevidstløs, da vi kom her”

”Er der ikke nogen vej ud herfra?” Spurgte Alex. Hvis de var fanget, så vidste Alex det kun var et spørgsmål om tid, før hendes sande identitet ville blive afsløret.

”Nej. Jeg har tjekket mens du var bevidstløs” Hans blik blev bekymret igen. ”Du var væk i temmelig lang tid, er du sikker på at du er okay?”

”Det er ikke vigtigt lige nu Sirius” Hun burde ikke vrisse af ham, men hun gjorde det alligevel.

”Vi må finde en vej ud herfra! Finde ud af hvad de vil med os!”

”Vi ved allerede hvad de vil med os Isabella!” Han rejste sig med utålmodighed. ”De vil dræbe os, torturere os! Det er hvad de gør. Det er hvad Bellatrix Lestrange gør.”

”Bellatrix Lestrange” Alex gentog navnet ”Det er den kvinde, er det ikke? Du kender hende.”

Sirius sukkede dybt og vendte sig imod hende. ”Ja jeg-”

”Tråd tilbage!” En dyb stemme afbrød ham, som en lysende tryllestav blev rettet imod dem.

En mand, hvis ansigt var gemt bag en sort maske, trådte ud i lyset og åbnede celledøren.

Sirius havde trådt tilbage og stod foran Alex nærmest for at beskytte og skærme hende fra manden. Manden virkede dog ligeglad, som han gik ind i cellen og pegede staven på hende.

”Op og stå din beskidte muggler!” Hvæsede han. Sirius tog fat i Alexs arm og fik hende på benene. ”Et forkert skridt og I dør på stedet.” Advarede manden, som han gik bag dem med staven som en ladt pistol.

Han førte dem op af en stejl trappe, og Alex så til som omgivelserne ændrede sig fra klam fangekælder til dyrt kongehus. Alting virkede så fornemt omkring hende med de flotte møbler, malerier og inventar, som alle sammen faldt i symfoni med hinanden.

Alexs ben var stadig øm, men hun kunne støtte på den. Hun kunne også mærke hendes pistol under den sorte bluse, noget som gjorde hende rolig. Hun havde troet, at de ville have taget hendes våben, men var overrasket over at mærke at pistolen under trøjen ikke var det eneste våben som hun stadig havde. Faktisk så havde hun alle dem, hun havde inden. Den lille pistol i den venstre støvle, kniven i den højre og hendes armbånd som faktisk også var en mini kniv. Intet manglede.

”Derind!” Manden skubbede til dem, så de var tvunget ind i et dæmpet rum. Sirius havde et fast greb om Alex, som de trådte ind i rummet. Det ville sikkert være et rigtigt hyggeligt rum, hvis det ikke var så mørkt; Mørk maling, mørke møbler, det hele var så mørkt. Det eneste lys var flammen, som brændte i den store kamin. Lige så snart Alex så det mørke lange og store hår, vidste hun at Bellatrix stod foran dem, klædt i en lang læderkjole, som bragte hendes mørke skønhed frem.  

Manden skubbede dem frem, indtil de kun stod få meter fra hende. Alex hørte døren smække og så sig omkring, kun for at se adskillige andre maskeklædte mænd eller kvinder.

”Hej igen kære fætter” Bellatrix vendte sig imod dem, et hånligt smil om læberne.

Fætter? Hvem var-Sirius! Var han og Bellatrix fætter og kusine? Umuligt? Bellatrix lod til at læse Alexs tanker.

”Har han da slet ikke fortalt dig det muggler?” Spurgte hun. ”Sirius og jeg er skam i familie”

Hun tog et skridt imod hende. ”Dit ansigt virker bekendt” Bellatrixs øjne kørte undersøgende over hendes ansigt. ”Jeg glemmer ellers aldrig et ansigt” Hun smilede ondskabsfuldt som hun veg tilbage. ”Hvad er dit navn så?”

Alex svarede ikke. Hun så bare på hende uden at sige et ord.

Bellatrix gjorde et kast med hovedet, og i næste sekund blev Sirius revet væk fra hende, og

Bellatrix stod helt tæt på hende.

”Jeg spørger igen” Hun stod alt for tæt på Alex, og kørte hånden over hendes kind. ”Hvad hedder du?!”

Alex veg tilbage fra Bellatrix, hævede hånden og gav hende en lussing. Bellatrix kiggede overrasket på hende.

”Gå af helvede til” Sagde Alex, mens hun stirrede på Belllatrix.

Dolor” Forbandelsen var ude af Bellatrixs mund hurtigere, end Alex kunne nå at reagere.

Det næste sekund lå Alex nede på jorden. Aldrig havde hun følt en sådan smerte, som den hun følte lige nu. Tusind knive borede sig ind i hendes krop, længere og længere, og lod ikke til nogensinde at ville stoppe. Hun ville hellere gå igennem tusinde af ben gået af led end det her.

”Stop det! STOP DET!” Hun kunne høre Sirius råbe, men det føltes som om det var kilometer væk.

Så stoppede smerten pludselig. Udmattet fik hun sig sat op. Det føltes, som om hele hendes krop var ødelagt. Bellatrix stod det samme sted stadig med staven hævet.

”Hvad er det du vil have?” Hørte hun Sirius spørge. ”Det er mig du vil have, så du skal ikke skade hende!”

”Fint” Bellatrix gik over til et lille bord, tog et glas med et klar væske og tog en slurk af den, før hun vendte sig imod dem igen. ”Jeg vil have adressen på Phoenix ordenens hovedkvarter”

Alex så forvirret om på hende. Phoenix ordenen? Hvad var det?

Sirius lo bare hult. ”Aldrig i livet”

”Udmærket.” Bellatrix løftede staven igen, og i næste sekund lå Alex igen på jorden i smerte.

”Stop det!” Råbte Sirius igen. ”Torturer mig i stedet, men lad Isabella være”

”Isabella?” Bellatrixs smil voksede. ”Så du hedder Isabella? Smukt navn.” Hun vendte sig imod Sirius. ”Vil du have smerte? Er det der lille fætter?”

Dolor” Denne gang sigtede hun efter Sirius, som faldt i jorden i smerte. ”Vil du have mere? Dolor!”

Alex så hjælpeløs på Sirius, som han veg sig på jorden i smerten.

Alex havde brugt tiden, mens de snakkede på at komme op med en eller anden form for plan. Staven var alt hvad disse mennesker havde, uden dem var de intet. Hvis hun bare kunne få fat i Bellatrixs, så kunne hun få overtaget. Men for at kunne det, så skulle hun kunne op og stå, noget som hun ikke lige nu.

Bellatrix vendte sig pludseligt imod hende igen.

”Vil du have hans smerte til at stoppe Isabella?” Spurgte hun med et smil om læberne. ”Alt hvad du skal gøre er at få ham, til at fortælle mig, hvad jeg gerne vil vide.”

”Aldrig i livet” Alex havde ingen ide om, hvad det var hun ville have ud af Sirius, men hun havde ikke tænkt sig at hjælpe med det.

Imperio” Bellatrix kastede en ny besværgelse på hende, og en mærkelig fornemmelse kom over hende

En vidunderlig fornemmelse strømmede igennem hende. Hun havde ingen bekymringer, ingen negative tanker, kun en skøn frihed. Hun følte sig afslappet uden nogle andre tanker i hovedet. Hun følte intet. Hun kunne hverken mærke smerte fra hovedet eller benet. Kun en glad og lykkelig følelse fandtes i hovedet på hende.

Så hørte hun Bellatrixs stemme i hovedet, næsten som hun talte til hende igennem det: Bed ham! Læg din på dine knæ og bed ham gøre som jeg siger.

Et øjeblik var hun næsten lige ved at gøre det, men så begyndte hendes egen fornuft at kæmpe imod. Nej, Alex… DU vil ikke bede! Aldrig nogensinde.

Bed!

”ALDRIG!” Skreg Alex og i det næste øjeblik, var den lykkelige følelse væk, erstattet med smerten fra hovedet og benet. 

”Du vil ikke?!” Bellatrix så overrasket på hende før hun lod til at komme til sig selv igen. ”Så lad os fortsætte med smerten skal vi?” Bellatrix hævede hendes stav endnu engang, og Alex gjorde sig klar til endnu et skud smerte. ”Dol-”

Bellatrix nåde aldrig at komme længere, før vinduerne eksploderede, og de blev kastet til side.
Med et var de omringet af folk, men ingen af dem bar masker. Alex genkendte da også hurtigt tre af dem: Lily, James og Remus. Alex vidste, at dette var deres eneste mulighed for at slippe væk, og hurtigt kom Alex på benene. Det var svært og benene rystede under hende, men hun var ligeglad. Ingen lod mærke til hende længere, alle sammen midt i dueller mellem hinanden.

James havde fundet Sirius’ tryllestav, så nu var Sirius også i fuld gang med en duel med Bellatrix. En duel som han var ved at tabe.

Expelliarmus” Hans tryllestav fløj ud af hånden på ham. ”Farvel fætter, Avada K-”

Uden at tænke mere over det kastede Alex sig over Bellatrix, og væltede hende omkuld. Hun havde ikke en chance imod Alex, så det tog ikke lang tid før Alex havde hendes stav i hånden. Uden at tænke videre over det tog hun fat i træpinden med begge hænder og bøjede den, indtil den knækkede.

”Nej!” Bellatrix skreg efter Alex som hun kom op og stå. Hun lignede en, som var parat til at myrde eller overfalde Alex. Men allerede før Bellatrix tog sit første skridt imod hende, havde

Alex pistolen fremme. Bellatrix stoppede op.

”Tror du virkelig at, sådan en sølle mugglerting kan stoppe mig?” Spurgte hun hånligt.

”Nej, men det kan måske forsinke dig.” Og med det trykkede Alex på aftrækkeren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...