A Complicated Story - One Direction

18 årige Hope Valentine skal arbejde sommeren over, på sin skrappe og disciplinære stedmors hotel. Det går meget godt i starten, trods sin stedmors strenge ordre døgnet rundt, men hvad sker der når der tjekker 5 irriterende drenge ind på hotellet, som Hope får ansvaret for? Og hvad sker der da en af drengene kommer lidt for tæt på Hopes store og forfærdelige hemmeligheder? Spørgsmålet er bare hvilke hemmeligheder der gemmer sig inden under Hopes hårde facade og om de hemmeligheder vil blive afsløret? Og så lige en ting til, hvad vil hun gøre når hotellet højest sandsynligt skal lukkes?


-Drengene er ikke kendte

1Likes
0Kommentarer
350Visninger

2. "Harry"

Kap. 1

Hope’s Synsvinkel

Har i nogensinde tænkt den tanke… Det at man ikke rigtig ved om livet er noget værd? Det har jeg, mange gange, det er sådan jeg tænker lige nu. Jeg mener, hvad er livet værd når man er tvunget til at arbejde på et latterligt hotel for sin latterlig strenge stedmor? Og jeg kan så svare for dig ”ingenting” Nå men som jeg jo siger så skal jeg arbejde på min stedmors hotel, og hun er efter mig hele tiden, altså sådan HELE tiden, og jeg bliver sindssyg af det.

”Hope! Kom her ned, jeg har noget jeg skal snakke med dig om” Lenes skarpe stemme rev mig ud af mine tanker - og ja, min stedmor hedder Lene - ”Hope!” og hun har meget lidt tålmodighed ”Jeg kommer nu!” Råbte jeg så tilbage, jeg satte mit lange rødlige hår op i en høj og stram hestehale, derefter trak jeg i den grimme uniform som alle ansatte skal bære, den består af en kort sort kjole med et eller andet hvidt foran og et par sorte flade sko.

Jeg gik ned af den lange gang og ind i elevatoren, derefter trykkede jeg på STUE og kort efter var jeg nede ved Lene som stod over i receptionen ”Godt du kom” der gik lidt tid hvor hun bare stod og kiggede ned i sine papirer ”Nu skal du se, i dag klokken 17:00 kommer der 5 drenge du skal tage dig af, så du skal gøre rent på disse værelser inden de kommer”

Hun stak en seddel i hånden på mig og kiggede ned i sinde papirer igen, jeg kiggede kort ned på seddelen ”180 og 184? Sagde du ikke at der kommer 5?” hun kiggede kort op på mig ”Jo, men de har kun bestilt de 2 værelser” Hun kiggede ned igen, og gjorde et signal til mig som viste at jeg skulle gøre hvad hun havde bedt mig om, så jeg vendte om på hælen og trådte ind i elevatoren igen, for at gå op og gøre rent, som hun så fint havde bedt mig om.

Lidt efter åbnede jeg døren til værelse 180. Jeg kiggede lidt rundt inden jeg trådte ind på værelset, jeg startede med at støve lidt af hist og her. Der var faktisk allerede næsten hel rent, så jeg gik ud igen lidt efter. Kort efter stod jeg på værelse 184, det lignede jo det andet værelse på en prik, lige bortset fra at sengen og sofaen var byttet om. Lige da jeg skulle til at støve af afbrød Lenes stemme mig.

”Hope! Kom” jeg løb nærmest ned af trappen og kort efter stod jeg nede ved Lene… og 5 fremmede drenge, det var nok dem som jeg skulle lege tjener for? ”Drenge, det her er Hope, hun vil tage sig af jeg under jeres ophold, så hvis i mangler noget kan i bare gå til hende” Alle drengene stod og kiggede på mig, det var faktisk en anelse ubehageligt da de gav mig elevator blikket.

”Hope, viser du ikke drengene deres værelser” Jeg vidste godt at det ikke var et spørgsmål så jeg svarede bare det hun gerne ville høre ”Jo” Jeg vendte blikket mod drengene igen ”Følg med mig” Jeg vendte mig om og begyndte at gå op af trapperne igen, kort efter stod vi inde på værelse 180 ”Hvem skal have nøglen?” Jeg vendte mig om mod en dreng med sort hår og brune øjne, han tog imod nøglen ”Tak, jeg hedder for resten Zayn” han sendte mig et blændende smil, de andre drenge præsenterede sig også.

Jeg gik nu ind på værelse 184, det var Harry og Nialls værelse, Niall… er det kun mig der syntes at det er et lidt underligt navn? Eller hvad? Nå jeg syntes altså at det er lidt underligt, men ud fra hvad jeg har set indtil videre så er han vist også lidt underlig, men sødt på en eller anden syg måde vel? ”Hvis i mangler noget kan i bare sige til” Jeg vendte om på hælen og travede lige så stille ud af værelset igen og ind på mit eget værelse som lå lidt nede af gangen.

 

Harry's Synsvinkel

Mig og Niall stod og var ved at pakke ud, da jeg kom til at tænke på hende Hope, hun er da lidt mærkelig, eller er det bare mig der syntes det? Men køn det er hun da, jeg havde prøvet at sende hende et par flirtende blikke men hun afviste dem bare… Jeg blev nød til at snakke med hende igen, det var sikkert og det skulle være nu. ”Nå, jeg smutter lige et øjeblik” Niall kiggede lidt mistroisk på mig ”Hope?” Han løftede et øjenbryn og kiggede på mig igen, jeg nikkede kort inden jeg vendte mig om og gik ned af gangen, jeg kunne høre Niall grine bag mig, men jeg fortsatte bare ned af gangen.

Altså, hun måtte da have et værelse et sted? Medmindre at hun sov i et kosteskab, og det gjorde hun vel ikke vel? Ej det ville være forfærdeligt. En dør rev mig ud af mine tanker, og det lyder måske lidt mærkeligt at en dør rev mig ud af mine tanker, men det gjorde den altså for ved du hvad der stod på døren?

*172.Personale.Hope* Yes! Jeg bankede stille på døren, der gik lidt tid så jeg bankede på igen og lidt efter åbnede hun døren, men da hun så mig ændrede hendes blik sig straks til et mere irriteret blik. ”Hvad vil du?”Hendes stemme lød som om at hun lige havde grædt? Ja hvad ville jeg egentlig? Det havde jeg jo ikke taget højde for… ”Jamen hej til dig også, jeg må spørge dig om noget” Hun kiggede lidt mistroisk på mig ”Ja?” Hendes stemme var fyldt med en ked tone.

 ”Må jeg komme ind?” Hun flyttede sig hurtigt fra døren ”Ja” Jeg gik ind i rummet og satte mig på sofaen som stod over i hjørnet. Hun satte sig over for mig efter at havde lukket døren. ”Så hvad er der?” Mine øjne fangede hendes utroligt flotte og varme brune øjne. ”Jeg vil bare vide hvorfor du er så fraværende over for os?” Hun kiggede hurtigt ned på sine hænder ”Det… det ved jeg ikke” Jeg skimtede en tåre der langsomt gled ned af hendes kind for derefter ramte gulvet, hvilket fik mig til at rynke brynene let. Jeg kiggede bekymret på hende og hun bemærkede det vist, for det næste der skete var at hun stormede ud af døren, og ned af gangen.

Jeg var helt mundlam, hvorfor græd hun? Havde jeg sagt noget forkert? Jeg kunne ikke rigtig finde noget svar på hvorfor hun havde grædt. Men jeg var besluttet på at finde ud af det, og det var også derfor at jeg løb efter hende. Men så indså jeg at jeg nok havde siddet og tænkt lidt for længe, for hun var ikke til at se på gangen. Jeg løb ned af trapperne og hen i receptionen, hvor Lene stod

”Har du set Hope?” Jeg så spørgende på hende ”Ja jeg har givet hende fri for i aftenen” hun kiggede bare ligegyldigt på mig ”Okay… Hvor gik hun hen?” Hun kiggede sjovt på mig ”Og hvorfor skal du vide det?” ”Fordi, det skal jeg bare” Hun løftede et øjenbryn og svarede så ”Hun gik vist nok hen til London eye, men hun har ikke set London før så jeg er ikke sikker” Jeg gjorde bare et lille nik med hovedet inden jeg løb ud af døren og hen mod London eye.

Hotellet lå ikke langt derfra, så det tog mig ikke mere end 3 minutter at løbe derhen. Jeg kiggede lidt panisk ind mellem alt menneskemyldret, i frygt for at hun ville kunne nå at slippe væk, inden jeg fik snakket med hende. Jeg løb lidt længere ind mellem alle menneskerne, og dér sad hun på en bænk, med hovedet begravet i hendes hænder. Jeg gik lige så stille derhen, og da jeg kom helt derhen satte jeg mig ved siden af hende, og kiggede på hende lige indtil hun løftede hovedet og så på mig.

Hun afslørede tårerne i hendes øjne og på hendes kinder, det var forfærdeligt at se på ”Hvad er der galt? Jeg vidste selvfølgelig godt at hun ikke var okay, men hvad skulle jeg ellers spørge hende om? Hun kiggede overasket op, men om det var på grund af mit spørgsmål, eller om det var fordi hun havde troet at jeg var sådan en dreng, der… ja måske bare er fuldstændig ligeglad med pigers følelser, vidste jeg ikke.

Hun tørrede kort sine øjne inden hun svarede mig ”Øh… Ikke noget, jeg har det fint” det var så ikke lige det var jeg havde forventet, men så alligevel, hvem ville også sidde og plapre løs om sine dybeste følelser, til en komplet fremmede? Eller måske ikke fremmede, for det var jeg jo ikke, eller jo altså hun kendte jo mit navn og så er man da ikke helt fremmed, er man? Nå det er lige meget.

 Hun skulle lige til at rejse sig op og gå, men jeg nåede at tage fat i hendes hånd og trække hende ned og sidde på bænken igen ”Bliv, kom nu” Jeg så med bedene øjne på hende ”Okay, men hvad er det du vil?” jeg gav slip på hendes hånd, ikke at det var det jeg ville, men jeg ville nødig få det til at virke akavet.

”jeg vil gerne lære dig bedre at kende” jeg sagde det bare lige ud, der var jo ikke nogen grund til at pakke det ind ”Okay så” Hun sukkede tungt og så opgivende på mig ”Hvad vil du vide?” hendes spørgsmål overraskede mig meget, jeg havde ikke troet at det ville være så nemt at få hende til at svare… men på den anden side, så havde jeg jo ikke stillet mit spørgsmål endnu ”Hvorfor er du så afvisende over for os, du ignorere vores smil og ruller med øjnene hver gang vi kommer hen og taler til dig?” ”Jeg, tror bare at det har noget med min barndom at gøre” Hun tøvede lidt da hun sagde. Hende barndom? Hvad handlede det nu om?

”Og hvad mener du med det?” Hun sank en klump og fortsatte så ”Vil du virkelig gerne vide det?” Jeg nikkede ivrigt, inderst inde håbede jeg vel på at kunne få hende blødt lidt op, så hun ville være min ven og åbne sig mere op over for drengene og ikke mindst mig.

 

 

 

Hope’s synsvinkel

 Det var ærligt talt lidt skræmmende at han bare kom valsende hen og ville vide min forfærdelige livshistorie, og jeg vidste ikke om jeg skulle fortælle ham det, om jeg kunne stole på ham, jeg var virkelig forvirret ”Altså… da jeg blev født var min mor 16… så min far valgte at forlade mig og min mor, jeg ved ikke hvorfor… og da jeg så var 4 blev jeg taget fra min mor, fordi at hun begyndte at drikke hver dag, og hun kom altid hjem fuld og tog sig aldrig af mig… ” Jeg havde det så skidt med det, for det var bare én stor løgn, og Harry fortjente bedre… men det hele var ikke en løgn, altså det var rigtigt at min mor fødte mig da hun var 16, men jeg blev ikke taget fra hende og min far blev hos os, og de opdragede mig utroligt godt… lige indtil de blev taget fra mig

Harry sad bare og stirrede på mig som om at han lige havde set verdens værste horror film ”Og da du så blev 18, var du desperat efter penge til en lejlighed, at du blev nød til at arbejde for en led dame, som behandler dig som en sæk kartofler?” Nu var det så min tur til at stirre på ham ”Nej, altså den lede dame der behandler mig som en sæk kartofler, er faktisk min stedmor” Og nu stirrede han på mig igen ”Ohh, undskyld det vidste jeg ikke” Jeg skyndte mig at ryste på hovedet ”Nej, du skal ikke undskylde, for du har ret, hun er led og behandler mig dårligt” Han gjorde et lille nik med hovedet, som tegn på at han havde forstået det ”Så du har aldrig set London før?”

-

Vi havde gået rundt i London i cirka 3 timer nu, og klokken var omkring 22.00, Harry er utrolig sød og åben, og på den tid vi havde brugt sammen føler jeg faktisk at jeg er hans ven, men jeg ved jo ikke hvad han syntes om mig. Og derfor havde jeg ikke ligefrem fået det bedre efter at jeg løj over for ham, han burde vide sandheden, og jeg ville også godt sige det til ham, men jeg var bare for bange, jeg ville ikke ødelægge vores venskab, eller hvad man nu kalder en 3 timers gåtur i London med en sød fyr…

Men der gik vi så, i Londons gader og hyggede os da det værste skete, eller nok ikke lige det værste, men i hvert fald noget der ikke måtte ske, det begyndte at regne, og gæt hvad jeg havde på, kjole og flade, åbne sko, og ingen jakke… typisk.

 Jeg begyndte hurtigt at fryse, og det så Harry åbenbart, for han løb hen til parken og ind på en lille overdækket pavillon som stod derhenne. Vi satte os på en lille bænk der var der, jeg frøs stadig og igen så Harry det, han tog sin jakke af og lagde den hen over mine skuldre, lidt ligesom i en film ”Tak” Han smilede til mig og trak mig ind til sig, igen som i en film… det var faktisk ret romantisk, Harry var sød… meget sød, og romantisk… og jeg er normalt ikke den der romantiske type, men Harry han… han, er bare speciel. Okay nu lyder jeg som en eller anden håbløs romantiker, så jeg stopper nu.

Jeg trak mig kort fra ham for at kigge ham i øjnene, de er flotte sådan som de glimter i månelyset, de får et helt andet grønt skær når månen skinner på dem.

”Hvad er klokken?” Han kiggede ned på sin mobil og svarede mig så 22:30 jeg nikkede og kiggede så ud på parken som vi sad i, der var en stor sø midt i det hele, hvor to ænder plaskede rundt sammen. Jeg smilte blidt ved synet af det, det var faktisk en utrolig smuk park som den stod der også oplyst af månelyset, ja alt er smukt når det bliver oplyst af månelyset.

 

Harry's Synsvinkel            

”Hope?” Hun kiggede forventningsfuldt op på mig med hendes smukke brune øjne. Hun er sød, det er hun, og smuk. ”Ja?” kom det så spørgende fa hende ”Øhh… Jeg tænkte på om du måske ville lave noget med mig i morgen? Lidt som en date” Jeg kiggede ned på mine hænder, nervøs for hvad hun mon ville sige ”altså hvis jeg kan få fri… så vil jeg vel gerne med dig ud på en date”

Jeg kiggede op på hende igen, med det største smil plantet på mine læber, og det så nok lidt dumt ud for hun begyndte at fnise lidt ”Hvad tid?” Jeg tænkte mig kort om inden jeg svarede hende. ”Hvad med klokken 20:00? Vi kan mødes foran indgangen til hotellet” hun nikkede svagt ”Det er en aftale” Hun rejste sig op og vendte sig imod mig med et smil ”Tak for lån af jakken” hun bukkede sig ned og kyssede mig på kinden inden hun gav mig jakken ”Det var så lidt” Svarede jeg hende med et endnu stører smil end før om læberne. Hun vendte sig om og gik langsomt hen mod hotellet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...