Not expected

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Emma på 19 - snart 20 år er bedste veninder med Lou, som er stylist for One Direction. Emma lever livet med fester, kæreste, venner osv.
En dag finder hun ud af noget, der tager en dristig drejning på hendes liv.
Kærlighed og had opstår for Emma, da hun tager med Lou og One Direction på Tour.
Vil hun kunne klare alt det had hun pludselig får - og hvorfor får hun det? Og hvordan reagere fans, og andre da både Emma og to af drengene begår en fejl, de muligvis aldrig kan komme over?
Der vil opstå meget drama, romantik og udfordrende oplevelser for Emma.


- Dette er min første Movella, så håber i kan lide den.
I må meget gerne læse mine Imagines, som er med 1D!

13Likes
11Kommentarer
778Visninger
AA

12. Everything will be allright.

Harry's synsvinkel: 

Jeg begyndte at tro at der var noget mellem Niall og Emma, selvom Emma ikke viste noget, udover hele tiden at tænke på ham eller snakke med ham. Og så var de jo også sammen konstant. Tanken om det gjorde mig vred. Jeg gik med hastige skridt ned af gangen på hotellet, sparkede til væggene. Jeg var så vred og irriteret på Niall, det kunne ikke beskrives. Emma ville kun snakke med ham og han kunne altid gøre alt godt. Niall sagde dit og Niall gjorde dat - ARG! Min mobil i min baglomme brummede. "My only" - Det var Emma. Jeg tog den, men fortrød det bagefter. Hun skulle kunne mærke den samme følelse, som jeg havde, det tror jeg nemlig ikke hun ville bryde sig om. "Hvad?" Svarede jeg da jeg tog telefonen. "Harry, der er ikke noget som helt mellem mig og Niall, du er nødt til at tro på mig" Jeg rystede på hovedet. "Men det gør jeg ikke" Jeg lænede mig op af væggen og lod mig lytte til alt det Emma havde at sige. "Jeg er ikke interesseret i Niall, men kun dig! Og det mener jeg, du skal tro på mig, ellers ved jeg ikke hvad jeg gør af mig selv" Jeg bed mig i læben. Jeg begyndte langsomt at tro på Emma, men så alligevel ikke. "Jeg sover ved Liam i nat.." Jeg valgte derefter at lægge på. Jeg vidste udmærket godt at Emma sad og græd lige nu, men jeg gad ikke at tage diskussionen op - og så skulle hun egentlig have lov til at mærke hvordan jeg har haft det, de gange hun ikke har troet på mig. 

 

Emma's synsvinkel:

Jeg vidste det her aldrig ville gå godt - mine tårer løb ned af mine kinder, hvis Harry og Niall ikke ville snakke sammen, ville det gå udover bandet, og deres venskab. Jeg ville ikke være kendt for pigen der ødelagde One Direction. Niall var gået i mens jeg sad og snakkede med Harry. "Emma?" Døren gik stille op. "LOU?" Jeg havde glemt alt om Lou, hvilket jeg slet ikke kunne være bekendt. "Er du okay?" Jeg tørrede en tårer væk og smilede. "Ja, helt fint" Hun lagde hovedet på skrå og rystede på hovedet. Jeg begyndte at græde, som jeg aldrig havde grædt før, Lou trøstede mig. "Fortæl mig nu om det" Sagde hun hårdt og koldt. "Lou..Det..Det kan jeg ikke, undskyld" Hun nikkede stille. "Okay, den dag du så kan Emma - så sig det" Og så var hun væk. Jeg kiggede tomt rundt i værelset, stille koldt, trist, dystert - forfærdeligt kan man godt kalde det. Det var beskrivelsen af mit liv lige nu. Klokken var efterhånden blevet mange og mine øjne længtes efter at sove. Jeg lagde mig godt til rette,og bum. Sov jeg som en sten. 

Emma, først datede hun Liam, og Harry. Så gik de fra hinanden. Og nu er de tilbage. Men ikke alene, Emma har nemlig fået lokket Niall med sig. "Hvad sker der oppe i dit hoved Emma? Har du været mig utro med Niall?? Og du som påstod at være min bedste ven hva? Løgner, idiot!" Jeg græd, og Niall græd. Alle græd, undtagen Harry. "Harry, det her var min fejl, du må ikke bearbejde Niall for det" Harry rystede på hovedet. "Vi er ovre Emma, mig og Niall er ovre - One Direction er ovre" 

Jeg vågnede op med et sæt. "Det var bare en drøm.." Rummet var stadig tomt. Min mobil lå ved siden af mig - 09:13 - jeg var egentlig stadig utroligt træt, men jeg havde noget der skulle ordnes før eller siden. Harry. 

Jeg gik direkte ud af værelset og gik mod Liam's værelse, hvor Harry og Liam var. Mit gåpåmod plejede at virke, men ikke i dette tilfælde, jeg skulle til at banke på, men lige da min hånd var få centimeter fra døren, blev den åbnet. En høj mørkhåret dreng med krøller og grønne øjne, mødte mig. "Hvad vil du?" Jeg bed mig i læben og sank en klump nervøsitet. "Det ved du godt, og det er nu Harry" Han kiggede sig omkring og lukkede mig derefter ind. "Harry hvor mange gange skal jeg fortælle dig, at der ikke foregår noget mellem mig og Niall? Ja, vi har et meget specielt forhold, men han er kun min bedste ven. Du er stadig min kæreste, efter min mening. Men hvad føler du? Stoler du ikke nok på mig?" Harry satte en hånd i siden, og begyndte at tænke, som om det virkelig kom bag på ham. "Fint, men det der gør noget så ondt på mig, det er at du altid henvender til dig Niall i stedet for mig, jeg føler mig ikke som din kæreste. Jeg er bare en du går og kysser med, du bliver også nødt til at stole på mig. Jeg siger ikke at du ikke må være sammen med Niall, det er bare meget ofte" Jeg nikkede forstående. "Og så glemmer vi alt det her" Jeg rettede på min hestehale og smilede. "Ja" Mit hjerte som før bankede 100 slag i sekundet, havde dæmpet sig. Jeg stillede mig på tær og kyssede Harry. "Undskyld" Han nikkede og kyssede mig videre. Han begyndte derefter at tage min t-shirt af, og ligeså dan gjorde jeg. Han kyssede min hals så jeg begyndte at grine. Og sådan fortsatte det. 

 

***

"Det var længe siden" Grinede Harry, da han lagde sig forpustet på sengen. "Ja..Harry elsker du mig stadig?" Ordene jeg havde holdt tilbage længe, kom ud og det føltes godt at få svar på det. "Det vil jeg altid gøre" Smilede Harry. "Vil du ikke vide om jeg stadig elsker dig?" Spurgte jeg, efter en kort akavet stilhed. "Nej, for jeg stoler på dig Emma" Jeg rullede om på siden og kyssede Harry. Hans hænder blev plantet som sukker på en pandekage, på min mave. "Jeg elsker dig, så er du ikke i tvivl" Sagde jeg og smilede. "Det var jeg ikke i tvivl om søde" Harry kørte en hånd gennem mit hår. Jeg smilede hurtigt. "Det er snart min fødselsdag" Harry smilede. "Jaaa - og så skal vi holde en kæmpe fest, men der er vi jo taget til Spanien" Jeg nikkede. Jeg havde aldrig været i Spanien før, så det ville været utroligt fedt at holde min 20 års fødseldag der. "Så bliver du 20 - 20 år Emma, og stadig lige så smuk" Jeg grinede hurtigt, når Harry prøvede at være poetisk, blev han bare sjov og sær. "Du så mærkelig" Det var som om at jeg var faldet lidt til ro med hensyn til det med Niall. Jeg ønskede ham egentlig mest som ven, for det andet ville være forkert. Jeg rejste mig fra sengen og hev min dyne med mig, da jeg kun havde undertøj på, og Liam også var her på hotelværelset. "Godmorgen Har...Emma?" Liam lød meget forvirret, og havde tilsynladene ikke lagt mærke til at jeg var kommet eller at mig og Harry havde, ja. "Øhm hej" Liam stod lige foran mig, og dækkede for døren på badeværelset. "Jeg skal lige på toilettet" sagde jeg og kiggede på Liam, som studerede mig. "Åh okay" Han gik stille væk fra døren og ind til Harry. "Hvor kommer Emma lige fra? Har i fundet ud af det?" Kunne jeg høre Liam sige. Bare fordi jeg var 4 meter væk fra hvor de var, og døren var lukket - betød det ikke at jeg ikke kunne høre dem. "Ja, vi har fundet ud af det" Svarede Harry og jeg smilede. Det gjorde mig glad. Jeg elskede Harry - enormt højt, jeg elskede også Niall, men jeg var nød til at passe på de ting jeg gjorde. Jeg hev hurtigt Harry's tandbørste frem, vi delte tit vores ting, hvilket de andre drenge syntes var så klamt. Men det var bare en Harry-Emma ting. Jeg fik hurtigt en t-shirt på, mens jeg børstede tænder, derefter gik jeg ind til Harry for at hente mine bukser. "Er det min tandbørste det der?" Harry så undrende og mærkeligt på mig. "Hmm" Mumlede jeg. Harry trak på skuldrene og Liam kiggede sært på mig. "Det for klamt det der Em" Grinede han og det gjorde jeg også. Jeg fandt hurtigt mine bukser og tog dem på - men jeg stadig børstede tænder. Ja, os piger kan faktisk multiterske. 

 

***

"Zayn, stop nu, stoop, jeg mener det, stop" Zayn havde fundet min mobil og var gået ind under mine billeder. Jeg havde de pinligste billeder i verden. "Det her kunne været et godt Twitter billede" Sagde han hoverende. "Gi' mig den nu" Sagde jeg strengt og sukkede. Han rakte mig mobilen, men tog den hurtigt tilbage igen. "Årh, Zayn Bradford-Badguy" Grinede Louis som var kommet. "Louis hold mund" Zayn gav ham 'Blikket'.."Bradford Badguy, hva Zayn? Hit så med den" Jeg orkede ikke at løbe efter ham mere. Han rystede bare på hovedet. "Harry!!" Harry kom gående, meget rolig og nede på jorden. "Zayn gider ikke at give mig telefonen" Jeg kiggede ham dybt i øjnene, så han blev en smule bange. "Zayn, giv hende hendes mobil, jeg orker ikke selv, så henter jeg bare Poul" Jeg grinede, Harry var så træt. Han rakte mig endelige mobilen. "Hvor er i kedelige" Sagde Zayn og smed sig på sofaen. "Harry jeg skal lige fortælle dig noget" Jeg tog fat i Harry's hånd, og han flettede sine fingre sammen med mine. "Hvad så?" Jeg havde tænkt mig at fortælle Harry, at min familie ikke anede noget om vores forhold - det var måske en idé snart at fortælle dem det. "Mine forældre og søskende bor jo i Canada..De ved ikke noget om os, de ved ikke at jeg er afsted, jeg har ikke snakket med dem i 2 måneder" Harry kiggede chokeret på mig. "Wow, eh, det vidste jeg ikke, hvorfor ringer du så ikke og snakker med dem? Vi kunne jo tage et smut til Canada?" Helt ærligt Harry, tage til Canada for at møde min familie, det tror jeg ikke. "Men skat, der er mere end det...Jeg har ikke snakket med min far i 3 år" Jeg havde kun fortalt det til Lou, for hun var der dengang det skete. "Hvad?" Harry tabte helt ansigt, han sukkede højt. "Hvorfor har du ikke fortalt mig det her? Hvad skete der?" Han lagde en hånd på mit lår. "Dengang jeg for første gang jeg præsenterede Mike for mine forældre, blev min far ikke glad, han ville have at jeg skulle på Universitet, og kunne ikke se hvad jeg skulle bruge en kæreste til. Han ville have at jeg skulle blive til noget stort, men det var ikke det jeg ville. Jeg ville leve livet ud, men da mine søskende der blevet advokater, direktører og så videre - havde han høje forventninger til mig. Og..Så sendte han mig hjem i gen, og siden da, har vi aldrig snakket sammen" Harry trak mig ind til ham. "Årh prinsesse, hvad siger din mor til det?" Jeg tog nogle dybe vejrtrækninger. "Hun må ikke snakke med mig for min far - så da vi sidst snakkede sammen, var det igennem min mors arbejde, så min far ikke opdagede noget" Jeg kunne mærke Harry's hjerte banke hurtigt. Hurtigere end mit. "Jeg vidste ikke du havde oplevet sådan noget, skat dog - hvorfor har du ikke fortalt mig noget?" Jeg rystede på hovedet. "Det er ikke noget jeg har lyst til at snakke om" Harry nikkede forstående. "Du må undskylde at jeg har været så hård ved dig, det skulle jeg ikke have.."  -  -  - " Skat, lad vær, det her var lige så meget min skyld, du skal ikke undskylde" Han kyssede mig på kinden. "Vi tager til Spanien i overmorgen" Jeg rejste mig og strakte mig. "Det lyder godt" Man skulle helt klart vende sig til at være kærester med Harry. Men det var KUN på grund af hans personlighed jeg var sammen med ham. Så længe hjertet sidder på det rette sted, kan alt andet være lige meget. Og det gjorde det. Det var så bare en bonus, at han også så godt ud. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...