Orange

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 okt. 2013
  • Opdateret: 18 okt. 2013
  • Status: Færdig
Håkon drømmer om at kunne tage sin jakke af og glemme alt der tynger ham. Men det får han ikke lov til.

9Likes
4Kommentarer
570Visninger

1. Håkon

Håkon holder tandbørsten i sin højre hånd, og børster omhyggeligt hver enkel tand i først sin overmund, så sin undermund. En stadigt voksende mængde af kombineret spyt og tandpasta drypper ad hans hage og ned i den hvide porcelænsvask. Sæben der ligger i holderen er næsten brugt og han overvejer om han skal pakke en ny ud nu, eller vente. Efter 289 sekunder, spytter Håkon resten af væsken ud. Da han kigger op og ind i spejlet, lægger han mærke til det orange lys’ spejling i hans pupiller. Det ligner at jeg græder, tænker han.

 

Efter han har taget sit koksgrå, dobbeltradede jakkesæt på, går han hen til det neutrale skrivebord der står centralt i værelset. Han rister to stykker toast i sin medbragte toaster, og spiser dem på vej ud i sin bil. Han kan ikke lide morgenbuffeten på hotellet. Efter at have børstet krummer af sine kinder, starter han bilen og kører 27 kilometer, med en gennemsnitsfart på 59 km/t. Han stiger ud af bilen og en følelse af déjà vu rammer Håkon da han kigger på den grå bygning han er ankommet til. Det er ikke mærkeligt, eftersom han har gentaget denne handling fem dage om ugen de sidste tolv år. På vej hen til sin kontorbås passerer han 33 andre kontorbåse, der alle ligesom hans indeholder et skrivebord, en computer og en mand i et jakkesæt. Når han går hurtigt forbi dem, få de ham til at tænke på palmer, og han kan ikke helt forklare hvorfor. Da han har sat sine taske ved sit skrivebord og tændt computeren, kan han mærke han skal tisse.

Han går ind på mandetoilettet og tømmer blæren. Mens han vasker sine hænder tænker han, at han burde have tisset hjemme. Det plejer han også at gøre. Han glemte det i dag. Da Håkon skal til at slukke for vandhanen, kommer han til at placere sin hånd sådan, at en mængde vand i stedet for at lande i vasken, sprøjter op på hans jakke og får stoffet til at virke sort.

”Øv,” siger han. Han går ind på toilettet igen og vikler toiletpapir om sin hånd. Gentagne gange gnider han den mod den våde plet. Han bliver ved og ved, og hans bevægelser bliver hurtigere og hurtigere. Hans øjne skinner og papiret smuldrer. Hans fingre kører over stoffet og dets fugtighed gør ham ør. Han tager jakken af og smider den ned i skraldespanden der står ved siden af ham. Han tager fat i den med begge hænder og jokker jakken nedad med sin ene blanke sko.

 

På vej tilbage til sin computer, der står klar til brug, føler han sig flydende uden den tunge jakke. Han har det som om han kunne lette, hvis han havde haft vinger. Han sætter sig og tager sit arbejde frem. Nogle gange når han skriver meget hurtigt i excel, forestiller han sig at hvert klik fra tasterne er lyden af en stepsko der rammer gulvet. Han ser for sig stepsko der danser umulige rytmer og fødder der prøver at følge med. Han kigger på sine egne, sorte, spidse sko og forestiller sig de lyde de kunne give hvis han stillede sig og steppede lige nu. Lyden af fødder der stopper op ved hans bås, får ham til at kigge op. To velbarberede mænd i sorte jakkesæt kigger ned på ham. Den enes tænder er helt lige. De er nok fra direktionen, tænker Håkon. Ham der står til højre har Håkons grå jakke i sine hænder. Den er foldet til en lige kvadrat.

”Du har tabt den her,” siger han. Den anden mand nikker. ”Det er nok en god idé du tager den på igen.” Håkon adlyder. Jakken er tør. Mændene går.  

 

Håkon sidder på sin kontorstol og stirrer ind i det bare filt der skiller ham og hans kollegaer. Væggene skulle være lydisolerende, men lyden af klakkende taster fylder rummet og Håkon bliver nødt til at rejse sig og gå. Han går ud ad glasdøren, som ellers kun rygere benytter sig af. Håkon har aldrig nogensinde røget. Han tænker tilbage på dengang han var lille, da hans far som var læge, viste ham et slideshow med billeder af sorte lunger og tjære der blev presset ud af luftrør. Håkon har hele sit liv undgået alt usundt og beskidt, men nu står han der, blandt rygerne og han kan ikke lade være med at regne på, hvor meget tid af hans liv han mister for hvert sekunds passive rygning han udsættes for. De står i en lille klump for at holde varmen, tæt på hinanden, skulder mod skulder, og puster røg ind i hinandens intimsfære. Ind imellem udhaleringer, snakker de om stort og småt, og selvom Håkon ikke selv siger noget, nyder han at leve sig ind i rygernes ligegyldige anekdoter lige så meget som da han var lille, og hans mor fortalte ham historier om drager.

                      Langsomt bakker Håkon ud af den lukkede cirkel, og stiller sig med lukkede øjne. Han mærker vinden mod sit ansigt og kulden kærtegner ham nærmest, synes han. Da han var yngre havde han en pilotjakke med orange fór. Han åbner sine øjne og tager en beslutning; han trækker i enden af sine lange, tunge ærmer, og befrier sig fra jakken. Han smider den på jorden og spreder sine arme, så vinden kan finde vej igennem hans tynde, hvide skjorte, og ramme ham på maven. Med gåsehud og bævrende læbe, står han der en sum tid. Det føles som et sekund – udstrakt i en evighed.

                      Han træder ind på kontoret igen og ignorerer sine kollegaers skæven. Hans bryst er skudt frem og et øjeblik har han helt glemt han ingen vinger har. Men da han når til sin bås spændes hans skuldre med ét. Han vender hovedet og når lige at se den store, anonyme dør af krydsfinér lukke i.

På Håkons glatte tastatur i midten af skrivebordet i båsen, ligger den velkendte, koksgrå jakke pænt foldet sammen. Han synker en klump, sætter sig ned på sin kontorstol, tager jakken på og åbner excel. Mens han forsøger at fokusere på sit arbejde, tager han ubevidst sin orange kuglepen i hånden og klikker spidsen ind og ud 47 gange i træk.

 

Håkon kan ikke lade være med at stirre stift på krydsfinér døren, han før så lukke i. Han rejser sig op og nærmer sig den med skridt af stigende hastighed. Det er som om båsene der strækker sig på hver side af ham, indskrænkes og lyden af tastaturklik som maskinpistoler forfølger ham til døren. Han tøver ved dørhåndtaget, lader så jakken glide af sin krop og skynder sig om på den anden side af døren. Han opdager han har holdt vejret, og giver nu slip på luften i sine lunger. Han går forbi receptionen og er næsten ude, men stopper op da han ud af øjenkrogen får kigget ind i det store sølvspejl der hænger og reflekterer i foyeren. Han tager hånden op til sit krageben, og mærker det kraftige stof der vanligt omkranser hans silhuet. Han ryster på hovedet og tager jakken af. Han knuger den mens han med hurtige bevægelser iler til sin bil. Han åbner handskerummet og griber en slidt metallighter. Hans ekskones. Han famler. Flammen blusser op. Han sidder med sin krop halvt ude af bilen og dingler sin koksgrå habitjakke over den orange ild. Flammen får endelig taget i stoffet og stofbålet i Håkons rystende hænder spejler sig i hans glinsende tænder. Han smider det, da han ikke længere kan holde varmen ud, og smækker hårdt bildøren.

                      Håkon lægger ikke mærke til hjulets hvin, og lugten af brændt gummi. Han ænser ikke røgen. Han ænser ikke metal og lyde og vej. Han ænser knapt den lastbil der næsten rammer ham frontalt. Hans øjne er fæstnede ved bakspejlet i forruden, han har tippet ned så det kun viser hans skjortebeklædte torso.

                      Hans øjne brænder. Han ser sig omkring. Hans krop har kørt ham ad den vej han kender bedst. Han står i forhaven til et rødt hus – en lille kvadrat, dækket af småsten. Han skuler rundt, ser ingen bil, og sukker da han ved, hans ekskone ikke er hjemme, ude af stand til selv helt at vide, om det er af lettelse eller skuffelse. Han kigger ned ad sig selv. Hvid skjorte. En lyd; en trillende lyd. En anmassende lyd. En hvinende lyd. Håkon ser op. En sort bil nærmer sig langsomt huset ad hovedvejen. Den kaster asfaltsfragmenter til siden og stopper så op nogle meter fra Håkon. To jakkesætsklædte mænd, stiger ud af bilen, hæver hver en pistol og peger dem mod Håkon.

                      Håkons synsfelt går fra at være dækket i blå himmel, til gradvist at være dækket af orange.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...