Brøl

denne novelle har jeg lavet til en skole opgave hvor de eneste krav var at den skulle hedde brøl og den kun måtte fylde en side.. selv om det er en skoleopgave vil jeg prøve at skrive videre på den.. <3

1Likes
2Kommentarer
305Visninger

1. Hope

 Det bedste jeg ved, er at ligge i det dejlige, grønne sommergræs, ligge og nyde græssets friske duft, og jordens kølighed, ligge og nyde græsset mellem mine bare fødder og solen der bager over mig. jeg elsker den følelse af frihed. Jeg elsker når du er her, når dine brune øjne bliver til to stykker rav som jeg holder op mod solen, som får et gyldent skær...

Alt bliver stille. Selv de smukke fugle er stoppet med at synge deres dejlige sange. En sort sky, for sneget sig ind foran solen, og alt solens lys forsvinder. Alt græsset visner, og får en rådden lugt. Alt er dødt. Jeg kigger mig omkring. For at finde dig, men du er her ikke. Det eneste jeg kan se er det grønne græs som er visnet, og jorden er begyndt at revne på grund af tørhed...

 

Jeg vågner hurtigt, og sætter mig op. Jeg tænder lyset, der står på mit bord, den skaber et slags tæppe af tryghed. Når jeg tænker tilbage på dig, begynder jeg at foragte mig selv, at jeg bare lod dig gå. Men hvad skulle jeg ha' gjort? Jeg kan ikke gøre noget nu? Det er 3 år siden, at du døde...

Jeg siger til mig selv at jeg skal tage mig sammen, men jeg kan ikke. jeg rejser mig op og kigger mig omkring, jeg går hen over det knagende gulv, og går over til vinduet. Jeg trækker gardinet væk fra det gamle vindue og kigger, over på det vindue der engang var dit, i det mørke forladte hus. Jeg lukker mine øjne i et par sekunder. Jeg kigger over på vinduet igen og bliver chokeret, over at der er lys. En skikkelse dukker op i vinduet, en dreng. Jeg trækker gardinet for, men kan ikke lade være med at kigge igen. Jeg laver en lille sprække mellem de to gardiner, og kigger på den velkendte skikkelse , han minder om dig. jeg træder langsomt tilbage, på det knagende gulv. Er det dig ? Men du er jo død, ikke? Jeg begynder at smile ved tanken om, at det er dig, selvom det er umuligt?

 

Jeg tager noget tøj på som ligger på min stol, og min fars gamle militærjakke der hænger på knagen. Jeg løber ud på gangen og ned af trapperne, og ender nede ved hoveddøren. Jeg kigger på den slidte trædør med de fine blomster udskæringer. I et øjeblik fanger virkeligheden mig, jeg læner mig op af døren og siger til mig selv, at jeg er ved at blive skør, at jeg har mistet forstanden. Jeg kan ikke klare det mere, at savne dig så meget, det gnaver indeni mig. Jeg rejser mig op, åbner døren, og går ud på den smalle sti, der kun bliver oplyst af de rustne gadelygter. Hurtigt når jeg op til hans hoveddør og jeg tøver med at banke på, da han selv åbner døren. En dreng med lyst hår og mørke blå øjne står nu i døråbningen, han kigger på mig og smiler. Jeg rækker hånden frem for at sige hej, men indså at det ikke var ham jeg søgte, da jeg så de blå øjne. Med en venligt smil rækker han hånden ud :" Hej jeg hedder Brøl"...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...