Do you remember me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Familie? Pisse irriterende.
Venner? Ja, cool nok.
Kæreste? Fuck kærlighed, jeg vil bare leve mit liv.
Mig? Well, det er så..hmm? Jeg swagger bare.
Den 18 årige Stella Hastings, har en rig familie, og alt er godt, men det trælse ved det er, at Stella er meget anderledes fra sin familie. Hun sidder en dag og spiller guitar på gaden, og hvem kommer forbi? Naill Horan.
Hvad sker der når Stella skal møde Harry? Hvor har hun set ham før?
*Læsning på eget ansvar*

101Likes
114Kommentarer
21441Visninger
AA

2. The guitar play

Bad day..

Seriøst, bad day! Det eneste gode, var min bedste ven, Eric. Han er virkelig en, alle vil have fat i. Elsk på Eric, han er dejlig.

- Er ikke forelsket eller vild med ham, vi er bare super gode venner. Hehe. - Desuden har han en kæreste der hedder Lia.

Jeg smed min taske hen på min seng og hev fat i min guitar. Klokken var kun 15:00, så jeg havde tre timer hjemme, også skulle jeg over til Eric. 

Jeg gik nedenunder, og videre ud i haven, og satte mig på barnevognsstolen.

Jeg begyndte at spille Waitin' on the day, med John Mayer. - Kan totalt anbefales! Han er amazing! 

"Øh, Stella?" kom det fra Aura. Jeg fløj en meter op i luften. Oh my God, chok! "Hvad, Aura?" vrissede jeg, da jeg fik et chok. "Kan du ikke noget med One Direction?" spurgte hun og rettede sig til i liggestolen.

Sis, jeg gider ikke spilde min tid på One Direction. Det har jeg for kort liv til.

"Nej, Aura. Det kan jeg ikke," svarede jeg. "Oh my God, styr dig. Hvis du absolut skal spille på den der ting, kunne du da i det mindste spille noget godt musik," pipede hun.

Don't never talk bad about my guitar!

"Aura, hold din kæft. Min guitar er ikke bare en ting, den er-" "- Spar mig, Stella. Jeg gider ikke høre på det," afbrød hun og viftede afvisende med hånden. 

Er det den tid på på måneden, Au? Du plejer altid, at ville diskutere med mig.

Jeg begyndte igen at spille Waitin' on the day

Jeg lukkede øjnene og levede mig ind i sangen. 

"Oh, Jesus christ," kom det fra Aura. Jeg åbnede øjnene og så hende gå hurtigt ind i huset. 

Ahaha. Jeg skæmte hende væk. Det' godt, Mayer. Du skal blive ved med at skrive sådan nogen fantastisk sange!

Jeg grinede kort. Jeg kan faktisk spille en enkel sang med 1D. Little things, men jeg ville gerne irritere Aura.

Jeg sad og spillede i omkring en halv time nok, og hvem forstyrre så? Min mor. 

"Stella, vi skal af sted," sagde hun med hånden på dørhåndtaget. "Hvad skal vi?" spurgte jeg. "Vi skal besøge Anne og Mikky. Det sagde jeg til dig i går aftes?" svarede mor med hævet øjenbryn. "Men, jeg skal lave opgave," løj jeg. "Om hvad?" spurgte hun.

Lad mig nu bare blive hjemme! De er kedelige mennesker! De har kun en teenager på Auras alder. 

"Øh, iPaden?" løj jeg. "Klart. Kom så, du skal skifte tøj," sagde mor og gjorde et nik ind mod huset. "Kom nu, lad mig blive hjemme, mor!" bad jeg. "Hvorfor?" spurgte hun. "Fordi.." mumlede jeg, uh, god idé! "Fordi, Eric er syg, også skal jeg passe ham," smilede jeg forsigtigt. Mor tænkte lidt, "Fint." 

Yes, yes, yes! Yes x 1000!

"Vi ses ved 22:00 tiden," sagde mor og forlod døren.

Jeg lagde min guitar på jorden, og dansede lidt rundt. Godt at jeg var alene, for jeg danser virkelig forfærdeligt..

Jeg tog fat om min guitar og gik ind i huset igen. Jeg havde brug for mad.

IS

!!!

Jeg åbnede fryseren og studerede derind. Hvis man nu kan sige det.

For helvede i røvens kælder!

Ingen is.

Tud og brøl.

Pis og lort.

Jeg traskede op på mit værelse, nu ville jeg dø.

Ingen is= intet liv.

Ej, jeg ville tage over til Eric. 

 

***

 

"Hør, Stel. Du er den smukkeste pige i hele verden. Dit brune lang hår, dine mørke mystiske øjne, din højde, dit tøj, dit smil, din brune hud, bare alt ved dig er perfekt!" sagde min veninde, Chanel. Jeg grinede, "Nej, Chanel. Du er perfekt. Dit blonde hår er bare gosh!" sagde jeg. For det passer, hendes hår er ligesom guld. Hun smilede, "Tak." 

"Nå, Stella. Hvad sker der imellem dig og Eric?" spurgte Chanel drillende. Jeg rullede med øjnene, "ingenting, vi er bare venner. - Jeg mener det." Chanel kiggede. "Mener det," fastslog jeg. "Jaja," svarede hun og rev op i et blad, som lå på gulvet.

Hun sukkede, "Han er altså så fucking lækker." Jeg kiggede ned i bladet og fik øje på Justin Bieber. 

Uf.

"I know," svarede jeg bare, "Er du Belieber?" "Mig?" spurgte Chanel overraskede. Jeg nikkede. "Kun af hans udseende," svarede hun. Jeg grinede.

Havde det på samme måde.

"Stadig ikke fundet ud af hvad du vil efter college?" spurgte Chanel lidt efter. "Næh," svarede jeg kort. "Har du?" "Regner med at overtage min mors tøjfirma efter college," svarede Chanel. "Jeg gider fandme ikke overtage noget af min mors!" fastslog jeg. Chanel grinede, "Du er også meget anderledes fra din familie." "Helt ærligt, jeg tror at jeg er blevet placerede i den forkerte familie," sagde jeg. "Måske," mumlede hun og bladrede videre i bladet.

Placerede.

Det er faktisk et ret fedt ord. 

Placerede. 

Synes I ikke?

Hehe.

Jeg fangede kort klokken på min iPhone. Uh ha. Jeg skulle hjemad! 

"Vi ses i morgen, Chanel," sagde jeg og rejste mig fra sengen. "Yes, ses," svarede hun og gav mig et kort kram.

Jeg vinkede kort og skred ud af hendes værelse.

"Hey, Stel," kom det bagfra.

Kom det bagfra.

Frækt.

"Yo," mumlede jeg.  Har jeg sagt, at Chanels storebror er lækker? Nå, men det er han! 

"Hvad skal du?" spurgte han med et smil der solgte sig selv. "Øh, hjem?" svarede jeg dumt. Han grinede, "Sorry. Ses i morgen." Jeg nikkede og skred hjem.

Jeg proppede min høretelefoner i ørene og skruede højt op for 'Don't wake me up' den er underlig nok god. De fleste af sådan nogen sange med de titler er røv, men den her var god.

Jeg blev altså nød til at afreagere, jeg skulle nok hjem og høre på One direction. 

Hurra.

NOT.

Det var så barnligt musik de lavede. Gad vide om de hørte John Mayer, hvilke de nok ikke gjorde. Fordi ellers ville deres musik være mere voksen. 

Jeg traskede i et langsomt tempo hjemad, bare for at trække tiden ud. Min mor havde sikkert en forventning om, at jeg skulle komme hjem på slaget tyve, but I don't give a fuck. Jeg kommer normalt aldrig til tiden. Hvis jeg bliver inviterede til en fest, skal jeg helst have at vide, at festen starter klokken 17:30, selvom det er 18:00, fordi jeg altid bliver forsinket. 

Upsi.

That's me.

Jeg kom op til huset og sparkede døren op. 

"Stella! Du skal skynde dig at klæde om, vi skal hen til Nicole!" kommandere mor allerede. "Hvorfor?" spurgte jeg og lagde min taske på køkkenbordet. "Ja, fordi...Det skal vi bare," svarede mor og små løb forvirret rundt i stuen. "Eh, kan du ikke bare selv tage af sted? Jeg kan passe Aura," prøvede jeg. "No way," sagde en stemme bag mig, "Jeg er fjorden." "Ja, det er også lille," drillede jeg. 

Aura sendte mig sit uh ha dræberblik. Hvilke faktisk ligner, at hun har bidt sig selv i læben. 

"Jeg er ikke lille, og jeg skal ud og købe en kjole til i morgen," sagde hun. "Til hvad, Aura?" spurgte mor. "Bare...en fest," mumlede hun. "Aura, skat. Du er for lille til at feste," sagde mor bestemt. Jeg kneb læberne sammen for ikke at grine.

"Moaaar! Jeg er fjorden! Jordan har allerede røget!" råbte hun irriteret. Mor kiggede chokerede på hende. "Ja, nu får du ihvertfald ikke lov." 

Jeg kæmpede hårdt for ikke at bryde sammen af grin. 

"Hallo, hvorfor må Stella så gå til fest?" spurgte hun. "Fordi hun er 18. Hun er voksen-" "-Hvorfor bor hun så stadig hjemme?" afbrød Aura.

Det spurgte hun bare ikke om! Det havde jeg overvejede at spørge om i flere måneder.

"Fordi, hun stadig går på High school. Når hun er kommet på college, flytter hun nok," svarede mor.

Hell yeah! Et år til jeg flytter.

Vent et år er lang tid?

Crap.

"Klæd så om, piger. Vi skal være der om en time," afsluttede mor emnet og marcherede ud af det åbne køkken. 

"Argh!" vrissede Aura og skred op på sit værelse.

Den tid på måneden, Au?

Ahahaha.

Jeg grinede lidt og gik selv op på mit elskede værelse.

Jeg hev det ulækre tøj ud fra skabet og trak i det. Jeg følte mig forfærdelig lille og grim i det her tøj. 

Er faktisk også kun 1,69. Men jeg var glad for min højde, så no hate!

Ved faktisk ikke om det er højt eller ej? Det er vel ret højt hvis man er tolv, men nok ikke når man er atten. 

Okay, det er lige gyldig viden. 

 

 

***

 

"0, 2?! 0, 2?! Stella hvad i al verden tænker du på?" råbte mor og viftede rundt med papirerne. "Jeg..." tænke overhovedet ikke, jeg sad bare og sms'ede med Eric. 

Vi havde allerede haft en mega svær prøve i går, og svarene var kommet alt for hurtigt. 

"Det var bare en pisse svær prøve!" svarede jeg lettere irriterede. "Stella, ikke det sprog der. Jeg troede du var i blandt i bedste, eller det var du," sagde mor. "Den var bare rigtig svær, jeg har lige haft sommerferie," argumenterede jeg.

Det sværeste ved mor, var at jeg aldrig kunne redde min røv. Hun havde en gang forbudt mig, at være sammen med Eric i en hel måned. Seriøst, jeg følte mig død.

"Hvis du skal ind på de gode studier næste år, skal du forbedre dig groft! Ellers ender du i et supermarked," sagde mor. "Sorry! Det var bare en ligegyldig prøve, okay?" "Nej, alle prøver gælder, Stella!" "Har ikke andet at sige, end undskyld," prøvede jeg igen. Mor rystede på hovedet og gik ud i haven.

Hvad fanden fejler min familie?

Jeg traskede irriteret op på mit værelse, hvor efter at jeg gik ud på badeværelset og gik i bad. 

Viste I, at man bruger 6 liter vand på, at være i bad i 10 minutter?

Nå, men nu gør I.

Efter mit bad gik jeg tilbage på mit værelse, og fandt mor stå med min Mac book. 

"Hvad skal du, mor?" spurgte jeg underende. "Jeg tager din computer med mig. Når du får bedre karakter, får du din computer tilbage," svarede hun. "Hvad?!" udbrød jeg. Mor nikkede strengt. "Mor, alt andet end min computer, please! Det var en prøve, som ikke betød en skid, lad mig nu være!" bad jeg. "Din guitar?" sagde mor og kiggede over på guitaren. "Nej! Never! Så ta' bare min computer!" svarede jeg. Mor nikkede og gik ud af mit værelse.

Fuuuuck..

Jeg greb min guitar og styrtede ud af huset. Jeg skulle bare væk.

 

 

***

 

Jeg sad og spillede stille og roligt nede i byen, bare for mig selv. Jeg elskede at sidde og spille nede i byen. Stemingen var altid god, modsat derhjemme. 

Jeg sad på en slags trappe. Der var trin ned til en å. Tre trin helt præcis. Jeg sad på det mellemste. 

Jeg kan absolut ikke synge, men når jeg er alene er det altså sjovere at spille og synge. Men jeg sang ikke lige nu.

Uh ha, det ville bare skræmme folk væk. 

Der var også nogengange folk der gloede underligt på mig, men altså så vidt jeg ved, spiller jeg godt.

Jeg sad og kiggede lidt ud på åen. Tænk at flyde væk på den måde, tænk hvis jeg kunne det. 

Hey, hvor kom det der fra?

Jeg tænker aldrig så dybt. Oh my God...

Det er nok bare min mor der er ved, at overtage min hjerne.

Jeg stoppede et kort øjeblik med at spille. 

Jeg begyndte igen, da jeg ikke kunne klare stilheden. 

Der var ikke så mange mennesker her om torsdagen. Hvilke der næsten altid var.

Okay, nu lyder jeg bare ensom. Det vil jeg lige sige, at det er jeg ikke på nogen måde! Jeg har Eric og min rigtig gode veninde, Hope. Ja, hun hedder Hope. Det er et ret cool navn, ikk?

Jeg gik i gang med Waitin' on the day.

Seriøst, den er fantastisk på alle måder! 

Elsk på John Mayer! 

Eller hvad man nu siger..

"John Mayer?" spurgte en bag mig. 

Uh, cool person!

Jeg drejede mit hoved så jeg kunne se personen.

Det. Er. Fucking. Løgn.

"Fuck," mumlede jeg. "Du må ikke skrige," sagde han. "Bare rolig," snerrede jeg let irriterede. "Kan du ikke lide mig?" spurgte han. "Er ikke så vild med One direction, sorry," forsikrede jeg ham om. 

Ja, måske er det nu, at jeg skal fortælle at det var Niall Horan der stod og tårnet sig op over mig. - Ja, jeg sad jo ned. 

"Hmm, men du kan godt lide John Mayer?" spurgte han. "Hvem kan ikke det?" svarede jeg. Niall grinede lidt.

Det var sgu da ikke sjovt?

Niall satte sig ned ved siden af mig. 

Move your ass, famous boy.

"Hvad vil du?" spurgte jeg dumt. "Du skulle prøve, at spille sangen i en lidt blidere tone," sagde han.

Undskyld mig, hvad?

Kritiserede han lige min måde at spille på?

Oh my God, tardrøv.

"Hvorfor?" spurgte jeg. "Bare prøv," kommandere han og lød et øjeblik, som min mor.

Jeg rystede kort på hovedet og begyndte at spille.

Jeg hader at indrømme det. men drengen havde sgu ret.- Det lød bedre.

"Se selv," smilede han. "Jaja, hovere bare," mumlede jeg. Niall grinede lidt, "skal nok lade vær'. Kan du spille andet?" "Som du vil ændre i?" spurgte jeg. "Nej, øh- Hvad hedder du?" spurgte han. "Stella Hastings," fortalte jeg, "jeg behøver ikke spørge hvad du hedder." Niall grinede lidt. "Spil nu."

Jeg valgte at irritere ham lidt, ved at spille Take you med Justin Bieber. 

"Wow, du er fandme go'. Justin Biebers take you?" sagde han. Jeg stirrede forvirret på ham, hadede de ikke hinanden? 

"Jo? Kan du godt lide ham?" spurgte jeg overrasket. "Ja da, han er en super fed person. - og sanger," svarede Niall, "da jeg mødte ham, blev Harry nød til at hive mig udenfor, så jeg kunne skrige hvor glad jeg var." Jeg grinede.

En dreng der fangirler. 

Eller så hedder det fanboyer? Ej, det hedder nok bare fangirler.

Niall tog fat i min guitar og begyndte at spille.

Hallo! Heart attack! 

"Hey! Gi' mig den!" vrissede jeg. "Jeg skal bare lige spille noget," mumlede han. "Pas nu på den!" sagde jeg højt. "Hør, jeg sidder dagligt med en guitar i hånden, der sker intet," forsikrede han mig om. 

Jeg gav mit tic op og hørte på ham spille. 

Vi begyndte at snakke om musik, og det gjorde vi længe.

Jeg fik hans nummer og før jeg viste det, var jeg på vej hjem igen.

Jeg var overraskede over, hvor professionel han faktisk var, omkring musikken. Sjovt, var? 

Niall Horan, I like you.

___________________________________________________________________________

Nåååå?

Niall Horan er vist den sidste person Stella venter den dag, huh?

Tror I de bliver gode venner?

xx

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...