Do you remember me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Familie? Pisse irriterende.
Venner? Ja, cool nok.
Kæreste? Fuck kærlighed, jeg vil bare leve mit liv.
Mig? Well, det er så..hmm? Jeg swagger bare.
Den 18 årige Stella Hastings, har en rig familie, og alt er godt, men det trælse ved det er, at Stella er meget anderledes fra sin familie. Hun sidder en dag og spiller guitar på gaden, og hvem kommer forbi? Naill Horan.
Hvad sker der når Stella skal møde Harry? Hvor har hun set ham før?
*Læsning på eget ansvar*

102Likes
114Kommentarer
21362Visninger
AA

14. She's gone

Andre end mig der hader og vågne med at svede sygt meget?

Year, så er jeg da ikke den eneste.

Men det gjorde jeg altså ikke normalt!

Jeg havde bare haft mareridt. - Igen.

Det var tredje gang i denne uge.

Og altid om den samme person. 

Min mor.

Ej, om Kelly.

Jeg er virkelig bange for hende.

Hun er ligesom Gossip girl. Hun ved alt, før alle andre. Hun har sikkert spurgt alt og alle om mig inden hun kom til byen. 

Jeg lå og kom mig over chokket i nogen minutter. Så rejste jeg mig og fandt en sort Jerseynederdel og en hvid løs top.  

Jeg traskede ud på badeværelset og lagde mit tøj på bordet, hvor efter jeg gik i bad.

Det var tirsdag.

Hurra for det.

Og jeg skulle være sammen med Harry.

Og mine lærere kunne lide mig og Hopes projekt i sidste uge.

Og vi havde fået vores karakter på det i dag, og det var 10 med pil op.

Ja, livet er dejligt!

"Diana, let me be the one to light a fire inside those eyes, you've been lonely, you don't even know me, but I can feel you crying!"

Ja, okay glem at jeg sagde, at livet er dejligt...

Jeg rakte ud efter- årh, glemt undertøj.

Pik.

Jeg gik tilbage på værelset og tog en sort bh og underbukser på. Tilbage på badeværelset og have tøj på. Ind på væreslet igen og lægge make up. 

Jeg kigget på klokken, som efterhånden havde taget al min tid. Jeg greb min taske og smuttet ned for at tage sko på, også var jeg taget af sted.

I løbet af det sidste uge, havde Harry været en smiley jeg overhovedet ikke kunne lave, eller jeg kunne prøve: :)))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))))

Dobbelthager på smiley, er Gud!

Hihi.

Han havde virkelig været en fantastisk dobbelthage.

HAHA!

Okay, han var en fantastisk smiley i mit liv. - En bedste ven. 

Eric havde haft rigtig travlt på det sidste, så jeg havde næsten ikke set ham. Også havde hans tætte onkel fået kræft, så der var ham og hans familie næsten hele tiden. 

Men hallo, kræft, det er en alvorlig sygdom, så jeg bebrejder ham intet.

Jeg drejede om en hjørne og stødte ind i en.

"Oh my gosh! Undskyld!" udbrød jeg. "Det er okay, smukke," svarede personen.

Smukke?

Har bare at være en lækker dreng!

"Stella, har savnet dig," sagde stemmen og jeg kiggede op. Et sus gik igennem mig, og jeg mistet kort vejret. "Kelly, hold dig så langt væk fra mig så muligt," sagde jeg. "Hvorfor? Fordi jeg har noget på dig, som ingen andre vil tilgive dig for?" spurgte Kelly. "Nu er det sådan, Kelly. At der faktisk er nogen der ved det, og de er stadig sammen med mig," svarede jeg og undgik at kigge på hende. "Jeg tænker ikke dine venner. Jeg tænker mere..." Kelly smilede ondt, "din mor."

Jeg havde en seriøs trang til at løbe skrigende væk.  

"Det må du ikke. Hun er den eneste, du ikke må sige ét ord til." Jeg prøvede at lyde hård. "Okay, Stel. Jeg skal nok lade vær', ses senere." Kelly smilede og gik. 

Hvorfor føltes det altid som om, at jeg har løbet et mareton, når jeg skal snakke med hende?

Jeg trak vejret dybt mindst ti gange før jeg gik videre. 

Harry skulle ikke have den mindste mistanke om, at jeg lige havde mødt Kelly.

Jeg ringede på dørtelefonen, og det sædvanlige skete.

Dør åbner, elevator, banke på dør, HARRY!

"Hey," smilede han. "Yo, Hassan!" sagde jeg. "What?" grinede Harry. "Jo, jeg synes det er lidt synd for dig, at dine venner kalder dig Hazza, hvilket minder mig om Hassan, så hvorfor ikke?" forklarede jeg. "Okay, den tanke havde ikke faldet mig ind." Harry lukket døren, "men jeg kan nu bedre lide Hazza." Jeg viftede afvisende med hånden, "same, same." 

Vi gik ud i køkkenet og stod og kigget lidt underligt på hinanden.

Wtf?

"Øh, Harry.. hvorfor kigger du sådan på mig?" spurgte jeg da han begyndte at blinke heftigt. "Liam sagde, at hvis man fokusere på én person i lang tid, uden at blinke, kan man begynde at græde," svarede Harry. "Er jeg virkelig så grim?" grinede jeg. "Du ved hvad jeg mener.." mumlede Harry. "Yeah. Men stop," svarede jeg og åbnede køleskabet. 

Jeg tog noget yogurt ud og fandt en tallerken og ske. 

Uh, skeer.

Don't kill me!

Jeg hældte noget yogurt op og satte den tilbage i køleskabet.

Jeg kigget tilfældigt op på Harry, fordi jeg skulle forbi ham, og guess what? Han stod stadig og gloede på mig.

"Harry. Stop dig selv," sagde jeg og skubbede ham med ind i stuen. Han grinede lidt. 

"Hvorfor spiser du yogurt?" spurgte han. "Altså, du har det bedste yogurt i hele verden?" svarede jeg. Og hvorfor var det så lige, at han var ved at flække af grin.

Year, jeg er sjov, men ikke så sjov.

"Hva' nu, Harry?" stønnede jeg. "Mit yogurt," svarede han og grinede lidt videre. 

Ta' dig dog sammen, fjorten årige dreng.

"Styr dig," mumlede jeg og skubbede yogurt'en væk fra mig. 

Havde ikke så meget lyst til yogurt mere. 

Takker til Harry.

Not.

"Har du set Kelly efter sidste gang?" spurgte Harry. "Ja, vi stødte lige ind i hinanden før," svarede jeg som om at den var normalt. "Hvad?" udbrød Harry. "Skal jeg gentage mig selv?" sukkede jeg. "Hvorfor er du så ligeglad?" spurgte Harry. "Fordi hun er en bitch, og hun kan ikke få mig ned at ligge. End of story," svarede jeg. 

Løgn.

"Søde, drop det. Hun kan og hun vil," sagde Harry,"og jeg er lige her, hele tiden." Jeg trak vejret helt ned i maven. "Det ved jeg. Tak, Harry." Harry smilede lidt og trak mig til et kram. 

Lige i det kærlige øjeblik, ringede min telefon. 

Harry kiggede smilende ind i mine øjne i nogen sekunder. "Ta' din mobil."

Jeg smilede og tog min telefon. 

"Mor, det er et dårligt tidspunkt. Kan vi ikke snakke om det senere?" spurgte jeg. "Nej, Stella. Det er alvorligt, kom hjem nu," svarede hun i en meget bestemt tone. 

Det lød rigtig alvorligt. Hun lød altid lidt anspændt, men denne gang var det forskrækkelse. 

"Øh, okay. Jeg kommer med det samme." Jeg lagde på og rejste mig. "Det lød seriøst. Hvad sker der?" spurgte Harry. "Ved det ikke, men jeg liver lød til at smutte. Ses, ikk?" svarede jeg og fik mine sko på. "Nej nej, jeg kører dig," sagde Harry. 

Jeg havde håbet, at han ville sige det.

"Tak, Harry. Du er en skat!" sagde jeg. Harry smilede kort og vi gik ned til hans bil. Vi satte os ind og kørte af sted. 

"Skal jeg bare holde her?" spurgte Harry da vi var ti meter væk fra huset. "Kan du ikke bare fortsætte?" spurgte jeg. "Jo da." Harry kørte lidt videre og stoppede igen. "Tusinde tak. Det betyder alt," smilede jeg og kysset ham på kinden.

Han er jo min bedste ven.

"Altid, smukke, ses." Harry smilede og kørte igen. Jeg vinkede og gik så hurtigt ind. Fuck, jeg glemte min taske. Nå, den henter jeg senere.

Jeg gik ind i stuen og fik øje på mor og Aura. "Hvad sker der?" spurgte jeg. "Årh Stella!" udbrød mor og rejste sig fra sofaen. Hun havde tårer i øjnene og noget af hendes make up var tværet ud. 

Okay, fuck sker der?

"Mor, hvad er der sket?" spurgte jeg forvirret da hun havde krammet mig. - Hvilke hun aldrig gør. "Sæt dig ned, Stella," kommenderede mor, men i en blid tone. Jeg satte mig ned i sofaen og kigget kort på Aura, som så helt tom ud. 

Jeg begyndte at føle, at der var noget rigtig galt. 

"Okay, Stella. Det ligger sådan, at din gamle veninde fra folkeskolen, Liz, er blevet kørt ud over en bro, og hun er..." Mor hulkede, "hun er død, Stella." 

Jeg stivnede. 

Liz. Er. Død?

Liz var min bedste veninde hele skolen igennem, men vi blev uvenner, og v har ikke set hinanden siden, og det er to år siden. 

"Hvad?" spurgte jeg. "Jeg er ked af det, Stella," sagde mor og fældede endnu en tåre. 

Varmen fra mit hoved begyndte at forsvinde. 

Nej.

Liz kunne ikke være død.

Død.

Oh my god...

Jeg rejste mig fra sofaen. 

"Stella, bliv her sammen med os. Vi er to andre der også holdte meget af Liz," sagde mor. "Det ved jeg, men jeg bliver nød til at klare det her alene," svarede jeg og gik. 

Jeg åbnede døren til mit værelse og satte mig ned foran min seng.

Tårerne fik frit løb, og jeg var ligeglad med at stoppe det.

Min mor ville sikkert komme op, men jeg var ligeglad.

Totalt ligeglad.

Liz var hende jeg ville have en lejlighed sammen med, dele alt med. Jeg havde ikke tænkt på hende i lang tid, men hun ville være den jeg fortalte mine børn om. At jeg håbede for dem, at de ville få en lige så god person ind i deres liv, som jeg havde.

Og jeg havde fucked det op. 

Jeg fucker alt op.

Jeg forstår hvorfor min mor hader mig, jeg er en mærkelig person, med intet til overs for dem, der ikke kan lide mig. 

Totalt diva-agtigt. 

Jeg ville ikke være en diva ligesom i Mean girls. Jeg ville være mig. Ligesom alle de billeder. Men måske var det problemet. Det jeg jeg var, var forfærdeligt. 

 

 

***

 

Jeg havde fundet min guitar frem og sad og spillet triste sange.

Mor havde været oppe ved mig tre gange. Jeg havde genet hende ud alle tre gange. 

Jeg er en dårlig person.

Ikke?

Godt, at have ret. Tak alle sammen, jeg elsker jer. 

Oh my God.. Liz er død.

Jeg lagde guitaren og gemte mit hoved i mine hænder.

Måske kunne jeg forsvinde nu. 

Nej, det virkede ikke.

Fuck det.

Fuck mig.

Fuck alt.

Generelt bare FUCK.

Jeg sukkede lidt og lagde mig op i sengen. Jeg ville bare sove nu.

 

 

***

 

"Begravelsen er på søndag," sagde mor. "Okay," svarede jeg og lagde mit tøj ind i skabet. "Stella, du skal komme," bestemte hun. "Hvorfor skulle jeg ikke det?! Liz var min bedste veninde i ni år. Selvfølgelig kommer jeg!" udbrød jeg. "Godt, Stella. I mens du lægger tøj sammen, kan du jo finde noget sort tøj." Mor gik igen, men jeg kunne godt mærke, at hun blev lidt overrasket over mit flip.

Hvilke jeg også selv blev.

Selvom jeg ikke havde set Liz i to år, følte jeg mig tom. 

Det var underligt. 

Min mobil afbrød mine tanker. Jeg tog den op til øret og sagde: "Hej, Harry."

"Hej.." svarede han, lige så trist som mig. 

What?

"Hvad er der galt, Harry?" spurgte jeg. Harry sukkede, "en af min mors gode veninders pige er død. Vi plejede altid, at lege sammen da vi var små.. Det føltes underligt, tomt. Jeg så Liz, altså pigen, i sidste uge, og nu.." fortalte Harry.

Oh.. my.. God

"Harry, jeg tror, at vi kender den samme pige." Jeg satte mig langsomt ned ad væggen. "Kendte du Liz?" spurgte Harry. "Ja, vi var bedste veninder i ni år," svarede jeg. "Shit.." mumlede han. Jeg nikkede, selvom han ikke kunne se det. "Det er jeg ked af at høre," sagde Harry. "I lige måde," svarede jeg. 

Vi var begge stille lidt.

"Jeg bliver nød til, at smutte, Harry. Men vi ses vel på søndag?" sagde jeg. "Ja, ses." Harry lagde på.

Jeg har været ude for mange sjove tilfælde, men denne gang, var bare uhyggeligt.

_____________________________________________________________________________________

- Ikke rettet.

Uh ha.. Liz er død, og Stella og Harry kendte hende.

Ja, nu må vi jo se hvad/hvem der gør noget.. :3

xx

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...