Do you remember me?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 nov. 2013
  • Opdateret: 1 feb. 2014
  • Status: Igang
Familie? Pisse irriterende.
Venner? Ja, cool nok.
Kæreste? Fuck kærlighed, jeg vil bare leve mit liv.
Mig? Well, det er så..hmm? Jeg swagger bare.
Den 18 årige Stella Hastings, har en rig familie, og alt er godt, men det trælse ved det er, at Stella er meget anderledes fra sin familie. Hun sidder en dag og spiller guitar på gaden, og hvem kommer forbi? Naill Horan.
Hvad sker der når Stella skal møde Harry? Hvor har hun set ham før?
*Læsning på eget ansvar*

102Likes
114Kommentarer
21013Visninger
AA

6. Flashback

Jeg stod ud af bilen og gik med faste skridt op til lejligheden. 

Jeg vidste godt, at Kelly og Will ville være derinde. 

Det skulle nok blive en fed aften. 

"Stella-skat!" råbte Kelly og trak mig ind til et kram. "Hej, Kelly!" hilste jeg og smilede. "Er vi godt udstyret?" spurgte jeg drilsk. "Totalt," grinede Kelly frækt. 

Will kom til syne i døren og smilede flirtende. 

"Hej, Stella."

Jeg smilede tilbage. 

"Lad os begynde festen!" forslog Kelly og trak mig med ind i stuen. "Hvorfor står sengen i stuen, Kelly?" spurgte jeg. "Fordi det er sjovere," svarede hun. Jeg grinede. 

Kelly rakte mig en flaske vodka, som jeg hurtigt fat et stort glas til. Jeg hændte op til mig selv og drak det.

Jeg kneb øjnene sammen, fordi det var lidt stærkt. Men jeg var efterhånden vant til det. 

"Uh ha!" grinede jeg. Kelly og Will grinede bare af mig. 

Vi satte os alle tre over i sengen og snakkede lidt frem og tilbage, med alkohol indblandet selvfølgelig. 

Efter en time, var vi godt stive så vi var begyndt at danse rundt i sengen og resten af stuen. 

Jeg hoppede rundt i sengen, Will stod og dansede på sofabordet og Kelly sang af fuld hals. 

"I ved godt, at jeg elsker jer over alt på jorden ikk'?" råbte jeg for at overdøve musikken. "Ja!" råbte de tilbage. 

Best friends forever.

Det begyndte at blive lidt utydelig for mit syn, så jeg satte mig ned i sengen. 

Det var blevet rigtig varmt herinde, så jeg bandt min skjorte op. 

Ups, jeg havde glemt undertrøje. 

Haha, nej jeg havde ej!

Jeg gjorde bare oprør imod min mor. 

Will piftede da han så mig, og Kelly grinede.

"Flasher du, skat?" grinede hun. "Nej, glemte bare undertrøje i morges," smilede jeg. Will smilede frækt, "I orden for mig." 

Han satte sig over til mig i sengen.

Han begyndte at kysse mig, og det havde jeg for resten ventet på i flere måneder.

Hele vejen ned af halsen og op igen.

Han var prof.

Det begyndte at kilde i min mave. - Pga. Will. 

Han lagde mig ned i sengen og kyssede videre. 

Sådan fortsatte vi længe.

"Så, guys. Jeg er her også," grinede Kelly. Vi satte os lidt op igen. Jeg fik lidt farve i kinderne, men Will smilede bare. 

Jeg knappede min skjorte.

"Så, her er noget kokain, Will," fortalte jeg og rakte ham det, der lå på natbordet. 

Jeg fik fat i mit glas med vodka og drak det hurtigt. 

Der lød en snifende lyd, der nok kom fra Will. 

Han satte sig op og smilede lidt til mig, men lige pludselig begyndte han at ryste. 

 "Will?" sagde jeg. Han svarede ikke, men rystede bare. "Will?" sagde jeg igen. Der begyndte at fosse noget hvidt skum ud af hans mund. 

Jeg fik et sus i maven. 

"Kelly! Hvad fanden gør vi?!" råbte jeg. Kelly så chokerede ud. "Øh.." Jeg ruskede kort i Will. Han reagerede ikke, han rystede bare stadig og den hvide masse forsatte stadig.

Jeg begyndte at græde lidt svagt.  

"Kelly! Gør dog noget!" råbte jeg. "Nej, kom Stella, lad os skride før der sker mere," sagde hun og trak i min arm. "What?! Nej, det kan vi da ikke!" sagde jeg. "Jo!" sagde hun og trak lidt hårdere i mig.

Kelly rejste sig fra sengen og samlede noget i en taske.

Jeg spottede en telefon ligge på sofabordet, som jeg hurtig greb og ringede 1-1-2. 

"Hej, der er en fyr her der har fået et anfald-" "-Hvad fanden laver du?!" afbrød Kelly. "Ringer 1-1-2," svarede jeg. "Er du sindsyg? Der er stoffer overalt!" sagde Kelly og hev hårdt i mig så jeg tabte mobilen. Hun fik til sidst hivet mig ud af lejligheden.

Jeg havde det forfærdeligt. 

Helt forfærdeligt.

"Kelly, vi kan ikke bare efterlade ham," sagde jeg. "Vil du gerne i fængsel?" vrissede hun da vi stod ud af elevatoren. "Nej, men.." "Ikke men, vi skal bare væk," svarede hun.

Vi eller Kelly småløb hen af gaden, men jeg følte ikke at det var rigtigt.

"Kelly, giv slip. Jeg går tilbage," fortalte jeg. "Nej, jeg har brug for dig!" svarede hun. "Jeg er ligeglad, jeg efterlader ham ikke," sagde jeg. Kelly sukkede og tænkte lidt. 

"Hvis du gerne vil se en person dø, så er du velkommen til det. Jeg er ligeglad," sagde hun til sidst og gav slip på mig. 

Hun trampede hårdt hen af gaden. 

Måske skulle jeg ikke gå tilbage til ham.

Jeg besluttede mig for, at blive udenfor bygningen og håbe på det bedste.

Der gik nok to timer før der skete noget.

Der kom nogen ambulancefolk ud fra bygning med en båre.  

Jeg kunne mærke gnisten af håb sive ud af mig.

Will var død, og det var min skyld.

Jeg tog mine hænder op til min mund for, at skjule hulket der var på vej.

Jeg havde slået én ihjel. 

Jeg lukkede mine øjne, måske passede det ikke. Jeg åbnede dem igen, og indså, at det passede. Jeg havde virkelig slået én ihjel.

Det stak mig i hjertet. 

Jeg kunne ikke klare at stå at kigge mere, så jeg vendte rundt på hælen og begyndte at løbe.

Jeg kiggede mig kort tilbage. Farvel Will. Mit crush. Min bedste ven. Min elsker. 

Jeg løb lige pludselig ind i noget hårdt.

"Årh! Undskyld!" udbrød det jeg løb ind i. Jeg kiggede op, og opdagede at jeg stod foran et menneske. "J-ja, det var mig," mumlede jeg. Fyren jeg stod foran, smilede lidt. Jeg ville være venlig, at smile tilbage, men jeg kunne ikke.

"Er du okay?" spurgte han. "Det rager ikke dig," mumlede jeg. Det begyndte at snurre rundt for mig, så jeg lagde min hånd på muren vi stod ved.

"Jo, du har store pupiller, og du bliver nød til at støtte dig op af noget.- Og dit hår er mega stort og din mascara sidder langt nede af dine kinder." Fyren lagde sin hånd under min hage og drejede mit hoved imod hans. "Hvad sker der lige?" spurgte han. 

Jeg opgav og fortalte historien. - Var ret stiv, så jeg opgav ret hurtigt. 

Han lyttede venligt med og nikkede til sidst. "Wow." "Du må ikke sige det til nogen! Gosh, hvad fanden har jeg gjort? Og hvorfor i al helvede fortæller jeg det til en eller anden random fyr? Jeg skrider nu." Jeg rystede på hovedet af mig selv og gik forbi ham.

Hvad havde jeg gjort? Han kunne fortælle det til alle og en hver. Jeg kunne blive sat i spjældet. Nej, nej, nej. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

___________________________________________________________________________ Pu ha, Stella :o

Ikke så godt..

Håber I kan lide det.

Lots of love ♥

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...