Et råb om hjælp

Jessika, som også bliver kaldt Jessi, lever et hårdt liv, efter hendes egen mening. Hun ser sig selv hellere dø end at leve det her liv. Hun bliver tæsket og misbrugt af sin kæreste. Hun vil væk fra ham og har prøvet at løbe væk mange gange, men vær gang har han fundet hende igen. Og det er aldrig endt godt. Hun skjuler sig i skolen, pjækker fra de timer hvor hun skal vise hendes krop som Idræt og Svømning. Hun vil skjule sine blå mærker og sår. Hun cutter i sig selv fordi hun føler at det hjælper på en måde, men sandheden er det gør det hele meget værre. Hvad sker der når hendes Kæreste Jack finder ud af det, vil han være ligeglad, eller skade hende endnu mere? Og kommer hun væk fra ham? Og hvad sker der når der kommer en ny dreng på skolen, som er lidt for nysgerrig efter hendes mening?Find ud af det ved at læse med...

6Likes
0Kommentarer
604Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg gik ned af gangen med foroverbøjet hoved. Jeg havde taget en lang tyk trøje på der dækkede alle ar og blå mærker. Men mit blå øje havde jeg prøvet at dække til med masser af makeup, de hjalp bare aller en skid. Så jeg prøvede at skjule det mest som muligt, lad håret hænge løst og gå med foroverbøjet hoved. Uden at se mig for gik jeg direkte ind i en. Jeg ville ikke se op for at se hvem det var jeg mumlede bare undskyld og gik uden om personen og videre ned af gangen. Jeg nåede endelig hen til mit skab, jeg låste det hurtigt op og smed mine engelsk bøger ind. Nu var det geografi, jeg tog hurtigt bøgerne og låste skabet igen. Nu skulle jeg bare hen til geografi uden at støde ind i nogen.

Jeg satte mig bagerst i lokalet. Ingen satte sig ved siden af mig. Ingen ville ses sammen med den upopulære pige. Jeg havde det faktisk fint med det, for så var der ingen der vil vide noget om mig, eller vide hvorfor jeg er som jeg er. Jeg ville ikke fortælle nogen noget, for det hele hang sammen med Jack. Og ingen skulle vide hvad han gør mod mig, for så ville de bare spørge ind til hvorfor jeg ikke var gået endnu. Jeg ha da lyst til at gå fra ham, men jeg kan ikke. Han vil sende nogen ud for at lede efter mig, og det vil han uden tvivl.
”Så slår vi alle op på side 23 i grundbogen” Jeg gjorde som der blev sagt. Lidt efter bankede det på døren. ”Undskyld jeg kommer for sent, havde lidt svært ved at finde lokalet” Jeg så ikke op, selv om jeg gerne ville. ”Årh du med være den nye dreng. Her er den nye elev, Justin Drew Bieber, ja nogen af jer har sikkert mødt ham. Du kan sætte dig ned ved siden af Jessika” Jeg himlede med øjnene. Stolen ved siden af mig blev trukket ud, og en dreng satte sig på den. Læren var i fuld gang med undervisningen igen. ”Hej” Hviskede en stemme tæt på mig. Jeg mærkede en varm ånde mod min kind. ”Hej” Hviskede jeg koldt. ”Var det ikke dig der gik ind i mig?” Jeg bed mig i læben ”Måske” Kunne han ikke mærke på mig at jeg ikke havde lyst til at snakke. ”Er der noget galt?” Okay stop dig selv, du har lige mødt mig og nu sidder du allerede og spørger ind til mig, jeg havde virkelig lyst til at råbe det til ham, men det vil tiltrække for meget opmærksomhed ”Hvad får dig til at tro det?” Hviskede jeg i stedet Du har ikke set op en eneste gang” ”Har du et problem med det” Vrissede jeg. ”Nej nej” Endelig ringede klokken. Jeg samlede mine ting sammen og rejste mig. Endelig var dagen forbi. Det var faktisk underligt at jeg først var stødt ind i ham der Justin drengen nu. Okay bortset fra det der med at jeg gik ind i ham.
Jeg skyndte mig ud af lokalet, eller det prøvede jeg på, men noget greb min arm, og der lavede jeg fejlen, jeg så op på personen, Justin. Hvad var der galt med ham? Kunne han ikke finde en anden pige og irritere? ”Hey!” Det gjorde faktisk ondt der hvor han holdte om min arm. Pokkers tage Jack og hans blå mærker på min arm! ”Hvorfor er du så kold, og hvad er der lige sket med dit øje” Han havde store øjne og hans mund stod lidt åben. ”Jeg gik ind i en lygtepæl” løg jeg. ”Og hvad rager det endelig dig? Vi kender ikke engang hinanden og nu vil du vide alt om mig” Han smilede et lille skævt smil. ”Hvis du nu vil åbne dig lidt op, så kunne vi jo godt lære hinanden og kende” ”Jeg har ikke brug for dig eller nogen anden!” Jeg havde såret ham, det kunne jeg tydeligt se. Pis os. Jeg hader at såre personer. ”Sorry Justin, men vi kan ikke være venner” Der gjorde jeg det igen. ”Ingen kan leve uden venner Jessika. Det må du da ha indset” ”Jeg har venner” Jeg sendte ham et lille falsk smil ”Det kan godt være jeg ikke kender dig endnu, men det føles det virkelig som om. Hvis du har brug for et eller andet vil jeg gerne hjælpe dig” ”Justin…” ”Og for det andet, hvorfor så ikke ha flere venner end man har? Hvad kan der ske ved det?” afbryd han mig. Flere spørgsmål jeg ikke kan svare på. Jeg skulle til at åbne munden for at svare ham, men noget afbryd mig, nemlig min mobil. Tak for det, for jeg havde rent faktisk ikke et godt svar til det han lige havde spurgt om.
Hej – Jo jeg kommer om lidt – ja hej
”hvem var det?” Spurgte Justin ”Ikke nogen” Løg jeg igen ”Jo det var” Selvfølgelig hoppede han ikke på den. Hvem havde os gjort det? ”Bare min kæreste” Han nikkede bare som svar. ”Justin, vi snakker om det her i morgen” Han lyste hurtigt op i et smil, og det smittede af på mig. Første gang i lang tid hvor mit smil ikke var falsk. 


***
Undskyld for den lange ventetid med et nyt kapitel. Har haft vildt travlt med lektier og det. Men havde tid i dag til at skrive, har virkelig savnet det lidt med at skrive. Tror der kommer flere ud i dag. Håber i er tilfredse med kapitellet<3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...