Den døve pige

En historie om en døv pige, som fantaserer om at kunne høre noget.
Hun får en chance, men er lydene virkelig som hun troede?

*One Shot*

0Likes
0Kommentarer
220Visninger

1. Den døve pige

Kære dagbog.

Jeg har aldrig kunne høre noget. Lige siden jeg blev født, for sytten år siden har jeg kun kunne høre stilhed.

Men nu er der håb.

Smilende skrev jeg den sidste sætning ned. I dag skulle jeg ned på hospitalet, og få tjekket min hørelse. De vidste selvfølgelig godt at jeg var døv, men sidste gang jeg var til lægen opdagede de at mine øre kunne opfange svage ekkoer af høje lyde. Det gav både min familie og jeg nyt håb.

Jeg havde opdaget lydene selv, men jeg troede bare det var den tomme lyd af stilhed som fik mit hoved til at runge. Jeg fik tit hovedpine af det, når min hjerne prøvede at opfange lydene.

Jeg har længe drømt om at kunne høre. Min far har forklaret lydende for mig på tegnsprog.

 Musik. Fugle der fløjter. Havets bølger der skummer ind over den sandede strand.

Alt dette, og mere til kunne jeg måske få en chance for at høre.

Jeg rejste mig op for stolen og gik over til mit store vindue. Der var overskyet, men solen tittede lige frem og varmede mit ansigt, i dens varme stråler. Som en velsignelse.

En boblende fornemmelse nede i min mave, fik mig til at le højt. En lyd som jeg kun lige kunne ane, hvis jeg anstrengte mig på det yderste.

Stadig leende fandt jeg noget malergrej frem. Jeg ville male, noget lykkeligt. Jeg stod længe og kiggede ud af vinduet, til jeg så en smuk sommerfugl flyve forbi.

Gad vide hvad dens lyd er? Tænkte jeg fornøjeligt. Den skulle jeg male.

Hurtigt tegnede jeg en skitse på lærredet. Jeg stod længe og malede sommerfuglen. Da jeg var færdig kiggede jeg tilfredst på mit værk. Sommerfuglen svævede yndigt over en gul blomstereng.

Der var en der prikkede mig på skulderen, og da jeg vendte mig om så jeg min fars smilende ansigt.

Den er smuk min skat. Er du klar til at gå til lægen? Spurgte han på tegnsprog

Jeg glæder mig så meget til at høre alle de fantastiske lyde, svarede jeg smilende tilbage.

Køreturen på vej over til hospitalet var uendelig lang. Og stille. Jeg tændte for radioen, og anstrengte mig for bare at høre et ord. Det eneste jeg fik ud af det, var noget summen. Det skulle jeg vel egentlig også være tilfreds over. Mange ville ikke få denne mulighed. Jeg var heldig, at jeg måske kunne komme til at høre.

Men et suk slukkede jeg radioen. Det gjorde ikke nogen stor forskel. Min far kiggede spørgende på mig.

Jeg håber bare de kan gøre noget, forklarede jeg med bevægelser.

Selvfølgelig kan de det, søde, svarede min mor. Hun smilede til mig.

Men hvad hvis de ikke kan? Sagde min stemme i mit hoved

Bilen stoppede, og vi var uden foran hospitalet. Jeg åbnede bildøren, og indsnusede den friske luft. Gad vide hvilke lyde der var her.

Vi gik direkte ind på hospitalet, og gik hen til receptionen, for at sige at vi var kommet. Eller… Mine forældre sagde det, jeg var der bare og slet ikke til nogen hjælp.

Efter lidt tid kom en venligt udseende kvinde ud, og gjorde tegn til at vi kunne komme ind hos lægen.

Da vi kom ind på lægens kontor, blev jeg meget nervøs. Så var det nu. Nu skulle jeg have svar.

Lægen kom smilende hen, og gav mig hånden, og pegede på en stol tættest på hans arbejdsbord.

Han viste mig nogle billeder på sin computer, og fik mine forældre til at oversætte, hvad han sagde.

Mine forældre viste mig, at han havde fundet ud af at mine øre var svært hørehæmmet, men ikke var helt uden funktion. Hvis jeg fik et høreapparat, ville der være en stor chance for, at jeg ville kunne høre. Jeg smilede ved tanken.

Jeg ville vide hvornår jeg kunne få høreapparatet. Lægens mund bevægede sig, og min mor oversatte. Han sagde at han først skulle tage nogle målinger før han kunne fremstille et høreapparat, som præcist passede til mig. Han regnede med at det ville være klar om en uge, så de kunne få tilpasset det.

Jeg nikkede. En uge.

Lægen tog sine målinger og prøver, og vi var så på vej hjem igen. Hele ugen sad jeg bare, og tænkte. Hvad ville der ske når jeg fik min hørelse.

Hvordan ville det være at kunne høre? Ville det blive skræmmende? Hvad er lyde egentlig?

Om natten kunne jeg ikke sove af bar glæde. Snart ville jeg kunne høre regnen der falder mod taget over mig. Uglen der tuder højt oppe i grantræet udenfor. Mine forældres stemmer der siger at de elsker mig. Det ville være som endelig at kunne se en film, hvor lyden ikke var skruet helt ned på. Endelig ville mit liv kunne gå rigtigt i gang.

Det føltes som en drøm, da jeg endelig sad foran lægen igen. Denne gang havde lægen en mærkelig hudfarvet dims med sig. Nøglen til min hørelse. Vejen ud af stilheden.

Min mor forklarede mig at lægen ville lægge høreapparatet rundt om begge mine øre, og så indstille og sætte den rigtigt.

Lægens fingre var ubehageligt kolde da han satte høreapparatet fast, men jeg var fast besluttet på ikke at rykke hovedet væk. En ubehagelig ringen for mine øre, gjorde mig opmærksom på at han havde tændt for maskinen. Forskellige høje irriterende toner brød stilheden indtil jeg kunne høre noget der skilte sig ud.

Ja. Høre.

Min mors stemme der sagde noget jeg ikke kunne forstå, samtidig med hun lavede de velkendte bevægelser. Vi elsker dig.

Grædende kastede jeg mig i armene på mine forældre. Jeg kunne høre deres gråd af glæde. Jeg lo. Også det kunne jeg høre. Jeg kunne høre alt. Det var så overvældende. Dette var lyde. Dette var det jeg havde gået glib af.

Solen havde virkelig velsignet mig.

På vejen hjem tændte jeg igen for bilradioen. Den høje lyd af musik forskrækkede mig og jeg fór sammen.

Det skar i mine øre. Den uharmoniske klang, der rummede hele bilen gjorde mig ør i hovedet. Hurtigt slukkede jeg for det.

Udenfor dyttede bilerne, og mennesker råbte irriteret op. Bilens summen og bibben, fordi den manglede benzin, fik mig til at holde mig for ørene. Lydene var slet ikke, som hun havde troet. De var ikke så rene og dejlige som hun havde troet. Slet ikke.

Da vi var hjemme åbnede jeg døren, og gik ud på gruset. For vært skridt jeg tog, larmede stenene så højt så jeg troede mine øre skulle sprænges. Mine forældres stemmer var så høje, at det gav mig hovedpine. Nøglen der låste døren op, skurrede mod metallet, da den blev skubbet ind i nøglehullet.  Jeg gøs.

Gulvet knirkede da jeg gik over det, og alle lyde samlede sig i mit hoved, og rungede endnu højere end noget som helst andet jeg havde hørt.

Med lange skridt løb jeg hen til mit værelse, og lukkede døren i med et brag, der fik mig til at fare sammen.

Billedet med sommerfuglen hang på væggen, som om den grinede af mig. Som om den sagde:

Nå. Hvor er så alle dine dejlige lyde? Kan du ikke høre dem? Det troede jeg ellers høreapparatet skulle hjælpe dig med.

Sagen var den at jeg slet ikke vidste om der overhovedet fandtes gode lyde. Alt var så højt og irriterende.

Tårer gled ned af mine kinder. Det var som om at selv de lavede en sådan høj lyd når de landede på min lyserøde hovedpude. Jeg kunne ikke klare det. Det var vanvid.

Med en hidsig bevægelse rev jeg den forfærdelige tingest af, der fik alle de lyde der skulle være så dejlige, blive så onde.

Jeg hørte ikke engang at den knasede da jeg knuste den med min fod.

Stilhed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...