Playboy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 okt. 2013
  • Opdateret: 10 nov. 2013
  • Status: Igang
Lewis Dean er netop lige flyttet til Hurlev, som er en lille mystisk by lidt ude for den store by, London, han er lige startet på skolen: Hurlev School.
Lige såvel er den lidt mystiske, og utrolige kønne, Mason Ford, også lige flyttet til byen, og dagen efter Lewis Dean først skoledag, startede Mason Ford. Han bor sammen med hans storesøster.
Mason bliver lettere anerkendt end Lewis, og er begyndt at gå sammen med de populære.

Alt forandre sig for Lewis, da han begynder at blive forelsket i Mason, en fyr... Han vil gøre alt for at få fat i Mason.. Men Lewis mener, at han forsøger at undgå ham.
Hvorfor prøver Mason det? Er der noget han skjuler?

11Likes
11Kommentarer
559Visninger
AA

4. Idrætstimen

Dagene gik så hurtige, og jeg synes, at jeg var god til at holde det skjult. Jeg havde ikke fortalt nogen, hvordan jeg i virkeligheden føler, og når Sam, Jordan eller Amy begynder at snakke om Mason, skifter jeg emne, for at virke uinteresseret.
Men i dag var det anderledes.. For i dag skal vi have idræt, og der er stor chance for, at det er sammen med Mason. Der er ingen vej udenom. Jeg kunne hverken pjække eller noget som helst til det.. Jeg måtte springe ud i det og tage det som det kommer.

Jeg gik lidt trist mod omklædningsrummet, jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente. Skulle jeg forvente glade fyre, som kom og snakkede med mig? Næppe.. Alle de andre år, har de drenge altid været efter mig. De har altid kørt på, at jeg ikke var en 'rigtig' mand, og så fløjter de efter mig for sjov, de griner af mig, og det er altid et helved for mig, at være i et omklædningsrum. Og ville Mason være lige sådan? Jeg havde mange tanker i hovedet da jeg var på vej imod omklædningsrummet i det der skete det, som jeg på en måde havde gået og ventet på og glædet mig til, men alligevel noget jeg havde frygtet. Mason kom hen og snakkede med mig.. Eller snakkede er måske så meget sagt, han kom hen og spurgte mig.

"Hey, Lewis, har jeg ret? Er du okay?" spurgte den skønne stemme. Jeg kiggede op på ham, og beundrede hans smukke og charmerende smil. Han havde lagt sin hånd på skulderen af mig. Han havde varme hænder, og jeg havde så svært ved, at svare noget.

'"J.. J.. jaa," stammede jeg, og sendte ham et smil. Jeg kunne mærke mine kinder brænde svagt. Jeg var virkelig forelsket, det er der ingen tvivl om!

"Godt! Vi ses til idræt," sagde han og sendte et varmt smil, hvorefter han løb ind i omklædningsrummet, sammen med de andre fyre.

"Mmkay," mumlede jeg for mig selv, og smilede svagt, før jeg begyndte at gå ind i omklædningsrummet.

Der lugtede.. Der lugtede fælt af sved og andre ting. Men hvad kunne man overhoved forvente? Det er jo trods alt et sted, hvor der er mange drenge i ét lille rum.
Det eneste sted hvor der var plads, var over i hjørnet i den modsatte side af rummet, så jeg begyndte at gå derhen af.

"Wooow, se lige den hotte chick dér!" fløjtede et par drenge efter mig, i det alle så på mig.

"Skal du noget i aften?" spurgte nogle andre fyre ironisk, og de alle begyndte at grine. Jeg ignorerede dem, men de ville hele tiden i kontakt med mig.
Den ene slog mig med et håndklæde på ryggen.

"Av! Lad mig være," udbrød jeg, i håb om at de lod mig være, men det eneste det udrettede, var at jeg fik mere opmærksomhed.

En masse overgearet drenge kom og skubbede mig og slog mig med håndklæder, de fløjtede efter mig. Jeg blev ved med at insistere på, at de skulle stoppe, men ingen af dem hørte efter. Der var især én person, som var den værste, det var ham, som var "bossen" i den populære gruppe: Matthew Henry.
"Matthew, kom nu! Lad ham nu bare være," sagde Michael. Michael var den som Matthew's bedsteven, og de gik altid sammen. Det kom som en overraskelse for mig, at han synes, at det var ved at være nok.
"Hvorfor, Michael? Vi har det jo lige så sjovt," grinte han.
"Synes du ikke også, Lewis?" fortsatte han, i det han slog ud efter mig. Jeg nåede akkurat, at rykke mig, hvilket han nok ikke var så tilfreds, for han forsøgte at holde mig fast, men blev afbrudt.
Lige pludseligt hørte jeg et brøl. Et brøl som nok skræmte mig mere, end det skræmmende nogen andre.
Alle rettede blikket mod fyren, som stod med blikket ind imod muren, og med hænderne på muren, som om han prøvede at skubbe væggen. Han prøvede at skjule eller beherske noget, var jeg rimelig sikker på! Det tog mig noget tid før jeg fandt ud af hvem det var. Det var Mason! Mason, som ellers virkede så uskyldig, en som aldrig kunne 'gøre en flue fortræd', men lige nu lignede det, at han kunne gøre alle fortræd.
Han rystede på hovedet, og endelig vendte han sig imod de mange drenge, som var gået fuldstændig i stå og stod og stirrede på ham. Jeg studerede hans ansigt. Det var fuldstændig koldt, hans charmerende smil var væk og han var målrettet på én person. Ham som havde startet det hele, ham som fortsatte utallige af gange: Matthew.
Han skubbede alle de andre drenge, som havde omringet mig væk, enten faldt de ind i væggen, ellers kunne de ikke holde balancen og faldt ned på gulvet. Mason skubbede dem væk, som om det ingen forhindring var. Han stod så tæt på mig nu, og jeg kunne høre, at hjertet begyndte at slå hurtigere, og igen brændte mine kinder svagt.
Mason havde stadig det iskolde ansigtsudtryk, han viste ingen tegn på angst, selvom Matthew var på samme højde og var mindst lige så muskuløs som Mason selv. Dog viste Matthew mere angst end Mason.
Han skubbede ham ind mod væggen, han holdt ved Matthews hals, så han på ingen måde kunne flygte. Matthews nervøsitet var tydelig at se, men der var ingen tvivl om, at han prøvede at skjule det.

"Lad Lewis være, okay? Han har ikke gjort dig noget," sagde Mason stille og roligt, men man kunne sagtens høre, at han var vred.

"Rend mig, Mason! Siden hvornår er du blevet en helt?" svarede Nevil flabet, han havde åbenbart ingen form for samvittighed.

"Siden hvornår er det blevet okay, at mobbe og nedgøre et andet menneske?" hvæsede han, og strammede grebet om halsen, det var helt tydeligt.

"Stop, Mason! Du kvæler ham!" sagde en af hans venner, som stod i baggrunden. Mason løsnede grebet en smule, men holdt stadig fast i ham.

"Mason, stop," sagde jeg stille, det kom som en overraskelse for mig, at jeg fik taget mig sammen til, at sige noget til ham.
Han kiggede på mig med store og undskyldende øjne. Jeg mundaflæste hvad han sagde. 'Undskyld'. Han kiggede over på de andre med et koldt og ondt blik. Han gav slip på Matthew og gik ud til idrætstimen, som var begyndt for længst. 
Matthew faldt ned på gulvet. Han hostede og trak efter vejret, og begyndte at grine.

"Argh, er Mason blevet bøsse?" grinte han, imens han hostede.

Jeg skyndte mig hurtigt ud til idræt, for at undgå de blikke af ren had, som jeg nok har fået.

Jeg havde en million spørgsmål, som lå og kørte rundt i hovedet på mig. Hvad skyldes det, at Mason gjorde det? Hvad skyldes det, at han først gav slip, da jeg bad ham om det? Hvorfor skiftede han ansigtsudtrykket ud fra '*koldt og brutalt*' til '*blidt og kærligt*' da jeg snakkede til ham? Hvordan har han det egentlig med mig? Og hvorfor var han så enorm stærk? Lige meget hvad, så vil jeg gøre alt min magt, for at finde ud af nogle af spørgsmålene!

Man kan sige mange ting om den populære gruppe. De er respektløse, tænker kun på dem selv, vil kun have magten og der er en million andre ting.
Men en ting står fast i mit hoved nu, Mason var ikke ligesom de andre i den populære gruppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...