Min far (1D)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2013
  • Opdateret: 7 aug. 2014
  • Status: Igang
Alle tror det er fedt at være den kendte og populære Zayn Malik's datter, 15-årige Sophie Louise Javaad Malik. Men tro om igen. Han opfører sig som aller verdens bedste far, og helt nede på jorden, udenfor husets fire mure, men ingen kender den rigtige Zayn, når han er indenfor huset fire mure. Siden da Perrie og ham blev skilt, gik det helt ned af bakke med ham, han begyndte at ryge, tage stoffer, drikke, blive ond og voldelig imod Sohpie. Bliver Zayn god igen, eller bliver han ved med at være den voldelige og misbrugene far? Læs med her i 'min far'!

26Likes
50Kommentarer
2126Visninger
AA

10. Stilhed og tørklæde

 

"Mor?" spurgte jeg stille, og kiggede op i hendes blå øjne. Hun nikkede og smilte til mig. Jeg forsatte; "Hvorfor har du stadig Malik til efternavn?". Vi gik videre op i opgangen, og kom til en dør hvor der stod P. L. M stående for Perrie Louise Malik. 

 

Hun låste os ind, og vi satte vores sko og hang vores jakker op. "Hm, jeg ved det ikke. Jeg har glemt det med tidens hast vel" svarede hun mildt. Jeg nikkede kort. "Te?" spurgte hun og så undersøgende på mig, jeg nikkede.

 

Vi havde sat os ind i mors hyggelige stue, og sad og drak teen der. "Hvad gjorde han ved dig?" spurgte hun mig forsigtigt.

 

Jeg fortalte hele historien om hvordan han havde slået mig, brændt mig, jeg var flygtet fra Zayn, de fandt mig, Harry prøvede at voldtage mig, jeg var stukket af fra dem. Vi i hinandens arme og græd og græd. Mor aede mig flere gange over kinden, der hvor jeg havde fået stukket en masse lussinger.

 

"Men Sophie" sagde Mama lige pludselig. Jeg kiggede op på hende, og lod hende tale. "Jeg vil ikke skræmme dig, men vi må være meget forsigtige og ikke mindst på vagt" jeg nikkede forstående. "Ikke for at gøre dig endnu mere ked af det, men du bliver nødt til at gøre dit sidste skoleår færdigt" Jeg kiggede ned i jorden. 

 

Hun forklarede, at Zayn vidste hun stadig boede i England nogle timer udenfor London men ikke hvor henne. Det var nødvendigt at jeg dækkede mig til, så Zayn ikke kunne genkende mig. Ligesom at starte på en frisk, bare med angst hele tiden, ikke rigtigt noget positivt udover at være kommet væk,, 

 

Efter nogle uger hos mor, havde jeg været lidt omkring som i parken, bagerbutikken, nabolaget og markedsgaden selvfølgelig sammen med hende, hun vidste at Zayn ville gøre alt for at få mig tilbage og han skulle nok finde ud af noget...

 

Mor havde fået mig indskrevet på en skole, omkring 1 km. fra lejligheden, så det var jo bare at følges med hende derover og tilbage. Jeg forstod at jeg blev nødt til at, tage håret op i en hestehale, og så et tørklæde udover, så Zayn eller drengene ikke ville komme til at kunne genkende mig. Mama måtte også tage et på, hun skulle nødig heller ikke blive genkendt af dem.  Zayn havde aldrig set mig dækket før, så han havde ingen anelsen om hvordan jeg ville se ud. 

 

Skolen gik godt, jeg havde fået mig en nær veninde som hed Falia, hun bar også tørklæde hvilket jeg var ret glad for så jeg jeg ikke den eneste der skillede mig ud. Ikke mindst at have fundet en nær ven, men også hun var ikke en af de der piger som sladrede eller snakkede grimt om andre.

 

Begge Falias forældre kom fra Pakistan, de var velhavende og sød familie.

Falia var den spinkle høje type, med et flot og markeret ansigt og tynde håndled. Vi var tit sammen, både hos mig, men også hos hende. Min mor kunne rigtig godt lide Falia, og det var næsten hendes datter nummer 2.

 

Jeg kom også godt ud af det med hendes forældre, vi snakkede omkring religionen hvis jeg spiste med, hvordan det gik i skolen og alt det der. Falia havde en søster, Ammi, som allerede var gift, så Falia var det eneste barn der var hjemme.

Min mor hentede mig altid hvis det var blevet mørkt eller sent, hvilket jeg godt kunne forstå, jeg ville aldrig tilbage til ham igen eller hans ondskabfulde venner. 

 

Da vi på et tidspunkt sad i sofaen med vores te, drejede hun sit hoved og så ked ud af det; "Sophie jeg er så ked af det du har været igennem og alt det du går igennem nu, jeg er ligesom dig skrækslagen for hvad der kan ske med dig eller os". Jeg krammede hende, og sagde at jeg var glad for jeg havde hende som mor, og havde mødt hende i tide.

 

I mors halvlille lejlighed, var der heldigvis to soveværelser, så jeg ikke skulle sove i stuen. Vi havde rettet det fint ind som jeg gerne vil have det. Jeg havde et vindue ud til vejen og et mørkelilla gardin til at trække for. Nogle billede af mig og Falia i en photobox på mit skrivebord, sammen med min halvgamle computer. Sengen stod i hjørnet ved siden af det lyse natbord med min lampe og min bog. 

 

 Jeg havde aldrig i mit liv været så lykkelig før, jeg havde en mor der elskede mig og var sød og kærlig mod mig, en veninde som elskede mig og syntes om mig som den jeg var. Selvom Falia var min eneste veninde, betød hun virkelig meget for meget, hun var næsten som en søster. 

 

Jeg havde aldrig fortalt Falia omkring mit liv og havde heller ikke tænkt mig at, gøre det lige pt. 

Jeg blev revet ud af mine tanker da, jeg hørte mors mobil ringe. Jeg blev nervøs og jeg kunne ikke kontrollere mig selv. Jeg håbede og bad til at, det var en af mors få veninder..

 

Jeg gik ind i stuen og så mor så skrækslagen på mobilen som hun havde tabt ned på det kolde gulv...

 

-----

Det er ikke rettet, jeg håber I overlever og kan lide kapitlettet, der kommer mere om nogle dage x

-TheBlonde x

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...