Til døden os skiller (Eller længere endnu)

”Til døden os skiller, Signe, ikke sandt?”
”Og endnu længere, min skat, og endnu længere.”

Når ens mor drikker, ryger, horer på Istedgade og egentlig er fuldstændig ligeglad med en, og når man selv er dømt til at være et udskud, ikke bliver set af samfundet, fordi man går i de forkerte fodspor, så er livet ligepludselig ikke så indbydende længere. Dog kan alt det negative ændre sig, når man først møder kærligheden.

Signe er alt, hvad hun har bedt om, mere end man kunne drømme om, men Signe er tværtimod slet ikke det, som hendes mor vil tillade.
Deres kærlighed er noget unikt, men også så yderst unikt, at hendes mor vil gøre alt for at sætte en stopper for den.

9Likes
1Kommentarer
1042Visninger
AA

5. 4. Kapitel

Signe havde tændt for bilen og sagt, at jeg bare skulle sætte mig ind i den, selv skulle hun låse hoveddøren.

Hondaen var et vrag foruden lige. En gammel sag, hun havde fået i atten års fødselsdagsgave af sine forældre.

”En bil er vel en bil,” havde hendes far sagt, da han gav hende de slidte nøgler i hånden.
Han havde haft et smørret grin på læben. Kun ved synet af den, forstod hun hvorfor.

Historien havde jeg fået fortalt et utal af gange. 

Sammen havde hun og familien været ude i Toyota-forhandleren for at se på en stilig og kvalitetssikker bil en måned før hendes fødselsdag.
Før hun blev myndig, før hun blev fri. Hun har så ofte bekræftet mig i, at fylde de atten år er en sand befrielse.

Hendes far, som er en umådelig humoristiskmand, havde set begejstret på alle de biler, hun havde peget så enfoldigt på.
Han havde nikket og sagt; ”Ja, vi får se, Signe. Til tider er en ligvogn jo også lige så tiltalende som en limousine.”
 

Men at ende op med en gammel, rødmalet bunke metal, som denne, var dog ikke lige det, hun havde haft i tankerne, og selv heller ikke det, hun havde set i sin fars øjne.

Dog rigtig nok, en bil var en bil, og om døren til det ene passagersæde måske ikke kunne åbnes, var vel blot en bagatel, når nu den kunne køre, mere eller mindre.

Bare tanken om det at være i besiddelse af en bil i mine øjne, var det rene drømmesyn.
At have sit eget, en mulighed for at flygte, hvornår end det skulle være.

Jeg havde altid været påtvunget den offentlige transport, som mødte tyve minutter for sent op og altid var så tilproppet, at man måtte stå klæbet op af diverse svedende vejarbejdere med maven slagsene i de blå overalls. 
De mente, at offentligtransport var paradis på jord, da det gav dem et bredt udsyn til alle de mennesker, der almindeligvis ville havde undgået sådan en som dem, hvis de gik frit på gaden. Derimod var det vel også det samme, de fleste tænkte om mig.
Når sådan en trådte ind, så holdt man sig for næsen, ikke nødvendigvis fordi jeg havde en dunst med mig, men det var rettere min udstråling, den med færre ord stank i deres øjne, sved i deres næsebor.

Vi havde ikke haft en bil siden mor og fars brod.  Indtægten var for lav til at lade pengene blive slugt af de skyhøje benzinpriser, mente hun, dog i stedet for benzin hun slugte vinen. Mange flere penge derpå, end der ville have været brugt på benzinen.

Det var en flot, præsentabel sølvfarvet Mercedes, dog af ældre udgave, men også givet til os som arbejdsbil fra fars firma. Vi brugte den alligevel også under andre omstændigheder end blot hans arbejde.

Han plejede at lade mig side foran, selvom jeg var for lille, selvom det egentlig med nærmere eftertanke også var ulovligt.
Var politiet kommet, havde han fået en bøde, men sådan noget skete aldrig, når man var med far.

Jeg havde tit fået lov til at sidde på hans skød, når han kørte. Jeg havde hænderne på styret, under hans, og sammen kørte vi bilen, dog mine fødder var langt fra speederen.

Der var ikke aircondition installeret i Hondaen. Den var hvinende kold, og jeg skuttede mig i passagersædet.

Et tyndt lag dis havde lagt sig på ruden. Det gjorde det svært at se ud, uden at alle omgivelserne blev helt tilslørede.

Jeg kunne kun lige skimte Signes silhuet ved hoveddøren, i færd med at lægge nøglen ved dens skjul, potteplanten.
Yderst nytænkende. 

Venstre forlygte lyste kun svagt. Den var ikke til den store hjælp i mørket. Jeg havde sagt til hende flere gange, at hun burde få den fikset, men hverken tiden eller pengene var på hendes hjemmebane, når jeg kom ind på emnet.

Hun træk i håndtaget, det fik døren til førersædet til at knirke skingert.
Der var en lille tillukket kande med olie under mit sæde, men den var vidst tom.

Hun satte sig ned på sædet i en smidigbevægelse. Mon hun havde været kat i tidligere liv?

At tage at betragte af hendes mimik kunne det ses, at hun også selv var forbløffet over kulden.

Hun smækkede den trængende dør i, præcis samme lyd, som jeg havde hørt i telefonsvareren.

Nøglen sad allerede i tændingen. Blafrede fra dørens stød. Den lille søde bamse, der omfavnede et rødt hjerte.

Hun rettede på sidespejlet, rykkede på det, så hun fik øjenkontakt med sig selv, og træk håndbremsen.

Roligt begyndte bilen at køre hen ad den ujævneasfalt, så jeg sprang i det fjedrede sæde. En discount forlystelse i Tivoli.

Hun slap rattet med den ene hånd og lod den dale over på mit lår.

”Et bestemt sted du godt vil hen?” Hun spidsede læberne.

Mine øjne smilte, selvom mine mundvige hang ned af. 
”Det er lige megen hvor, så længe det bare er med dig.”

Hun bekræftede mine ord ved at lade hånden kærtegne mit lår, så det sendte elektriske viberationer gennem kroppen. Jeg var en antenne midt under tordenvejret.

Det var svært at se noget for sig i vintermørket, en dunkel hinde, havde lagt sig over vejen. Kommunen havde sparet på lygtepælene, nærmere helt og aldeles sparet dem væk. De mente ikke, at det var en nødvendighed, at selv natten skulle have så mange små lysende sole.
Det var vel i dybere sigt også fordi, at de ikke ville have ballade i gaderne om natten, det kunne de bare ikke promovere lige så godt.

Manglen på lys sørgede for, at man holdt sig inden døre, hvis man havde muligheden, noget jeg tidligere desværre ikke havde støttet op omkring.

Men nu hvor vinteren var trådt ind, så var det ikke kun natten, der bar mørket med sig. De sene aftner bestod af tusmørke, de tidlige var en kalden på dets frembrud.  

Bilen var ikke synderligt isoleret. Selv når sidevinduerne var lukkede, forhindrede de ikke kulden i at trænge ind. Det tog også en hel krig at få dem lukket, når først man havde båret sig ad med at få dem åbnet. Det gjorde jo egentlig heller ikke den store forskel. Der kom luft ind fra alle sprækker uanset hvad.

Det rev i skroget.

Jeg skuttede mig. Mine nøgne arme var dækket af gåsehud. Hårene strittede.
Jeg havde i al det hastværk med at komme ud af lejligheden, væk fra hendes trusler, sagt til mig selv, at jeg ikke behøvede fars jakke. Det var ikke en nødvendighed, som så megen andet havde været. Men dog havde jeg heller ikke været ude og mærke på kulden forinden. Den bidende kulde, der var lige så bidsk som en kamphund. Jeg var en sæk knogler, og den var udhungret.

Jeg træk ærmerne på min bluse længere ned og tog benene til mig.

Hvis jeg distraherede mig selv fra at tænke på den, fra at tænke på min skælvende krop, så ville jeg automatisk glemme det lag af is, som stilfærdigt lukkede sig om min krop, det der mindede mig om fortidens dage.

De kolde nætter, hvor jeg lå ude i ghettoen, lå blandt de andre af min slags, der gav mig alverdens tilbud; smøger, stoffer, sprut, alt kunne købes for sin pris.

Jeg havde bare prøvet at tage de fugtige aviser over mig og vende hovedet den anden vej, men intet kunne overdøve deres klager.

I et forsøg på at fortrænge lukkede jeg øjnene i og skabte Signes og mit drømmescenarie, os to sammen.
Det var megen enkelt, men dog umådeligt at drømme om, da jeg vidste, at der var én, der ville stå os i vejen.

Hver gang jeg forestillede mig, hvordan det ville være at leve sammen med Signe, i hendes varme arme, så dukkede hun op. Fik alle forestillinger til at smuldre, brænde i fandens flammer.
Hun var der, havde filteret min underbevidsthed, min måde at se positivt på tilværelsen.

Synet af hendes mord på mit liv gjorde kun kulden endnu mere uudholdelig.

Jeg havde ladet min mobil ligge i lejligheden, gjort det umuligt for hende at kontakte mig og lettere for mig selv at blive af med hende. Dog det psykisk aldrig til fulde ville kunne lade sig gøre. Hun var et mén for livet.
Bare tanken om hende fik mig til at væmmes.   

”Jeg tænkte nok, at du ville glemme din jakke,” Signe fjernede blikket fra vejen og lod det flakke over mod min sammenkrummede krop, der ihærdigt forsøgte at holde på sin kropstemperatur.

”Heldigvis var jeg forberedt på dine dumheder,” smågrinte hun.

På bagsædet havde hun lagt et uldent, rødt ternet tæppe, der higede lige så megen efter mig som jeg efter det.

”Og jeg som ellers sådan havde håbet på, at det havde været hedt nok så længe, du var sammen med mig?”

Hendes elendige forsøg på at være morsom og løsne den stemning, jeg havde gjort stram, gav alligevel en svag rødmen i mine ellers kril hvide kinder. Jeg kunne jo ikke være kold, når hun var der. Når hun virkelig kæmpede sådan en brag kamp med mig og de vanskeligheder, jeg havde påtvunget hende ved mit samvær, mor.

Hun var en engel, som Gud tugtede ved at give hende mig til opgave. Men hun var en engel med et hjerte af guld, en der tog udfordringen op, og så småt var begyndt at holde af den.
Det så jeg i hendes øjne, følte i hendes tag.

Måske var jeg rædselsslagen for at ødelægge det hele, mest for at min mor ville, og måske var det efterhånden også gået så vidt, at jeg nu havde drevet Signe ud i sin bil midt under mørkets frembrud, for at ingen skulle kunne komme i vejen for os. For at al den vrede, der var indebrændt i min mor, ikke ville kunne harme os, men alligevel, på trods af alt det, så var jeg ikke synderligt bange, jeg var overhovedet ikke bange. Der kunne ikke ske mig noget, det vidste jeg, for jeg var udødelig. Signe havde badet mig i Hades flod, og jeg havde skubbet hende i sammen med mig.

Hun slap rattet med begge hænder, holdt stadig højre fod på speederen, men havde venstre lige over bremsen. Hun lod vejen være, der så ud til at ligge død, og vendte sig mod bagsædet, der lokkede med sit uldne tæppe.

”Sidder du godt, for ellers har jeg også en pude, du kan få?” Hun sagde det med ryggen til, med en stemme der lindrede og helede, men jeg nåede ikke at svare.

Mine øjne havde set lyset, stødt på de to strålende ildfluer, der skiftede vejbane over mod vores. Dem der hyllede alt ind i ét stort lysglimt, og dem reaktionsevnen var for langsom til at undvige. Kronen på værket. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...