Til døden os skiller (Eller længere endnu)

”Til døden os skiller, Signe, ikke sandt?”
”Og endnu længere, min skat, og endnu længere.”

Når ens mor drikker, ryger, horer på Istedgade og egentlig er fuldstændig ligeglad med en, og når man selv er dømt til at være et udskud, ikke bliver set af samfundet, fordi man går i de forkerte fodspor, så er livet ligepludselig ikke så indbydende længere. Dog kan alt det negative ændre sig, når man først møder kærligheden.

Signe er alt, hvad hun har bedt om, mere end man kunne drømme om, men Signe er tværtimod slet ikke det, som hendes mor vil tillade.
Deres kærlighed er noget unikt, men også så yderst unikt, at hendes mor vil gøre alt for at sætte en stopper for den.

9Likes
1Kommentarer
1015Visninger
AA

3. 2. Kapitel

Signe forstod mig, vidste med det samme, at jeg skulle væk der fra, omgående.

Hun havde stået uden for kiosken, der kun lå en gade fra mit tidligere rædselsvækkende hjem, hvis man kunne kalde det det.
Hun vidste godt, at hun for frygt for sit eget liv, ikke skulle tættere på. Min mor ville være gået endnu mere i selvsving, hvis hun havde set, at Signe var kommet for at hente mig. Hvis hun havde set vores fingre flettet ind mellem hinandens.

Signe var der som ingen anden, og ligeså var Signe som ingen anden. Jeg havde aldrig mødt en som hende før, aldrig nogensinde kendt en, der kunne dulme smerten, som hun gjorde.

Jeg elskede hendes lange hår, de brune, altid nyklippede lokker, der var velplejede og duftede af kanel.
Sådan en kanelstang man altid kom på juledekorationen, så den lige blev en tand pænere og ikke mindst mere velduftende.

Jeg elskede den måde, hun svang det på. Hver gang der kom et vindstød, og hun mente, at det ikke sad godt nok, så hun måtte løfte hovedet til endnu et stød, så det dansede for øjnene af en.

Jeg elskede måden hun gik på, der var en vis ynde over hendes gang. Sådan som hofterne bevægede sig i takt til fødderne og viste, at hun var en kvinde med figur.

Jeg elskede også måden, hun bed sig i læben på. Når der var noget, der virkede forvirrende, eller at hun blev lettere frustreret.
I stedet for at råbe op og lave en scene, som jeg ellers så umådeligt ofte havde været vant til, så bed hun sig bare i overlæben, lod tænderne den berøre.
Det vækkede noget særligt i mig.
Hun var så fattet, noget jeg ikke havde prøvet før.

Jeg elskede alt ved hende, for at gøre det lettere. Dog mest, at hun fortalte, at hun også elskede mig, at hun ikke lagde skjul på den kærlighed, hun følte.
Det var naturligt for hende at tage min hånd i offentligheden. Der var ikke noget besynderligt ved, at hun kyssede en anden pige, selvom hendes forældre var til stede.
Hun hvilede i sig selv og i kærligheden, og jeg, jeg fandt hvilede i hende.

Jeg sad i hendes seng. Jeg foretræk det sådan, brød mig megen mere om omgivelserne i hendes lejlighed, end det mørke hul jeg kom fra.
Hun havde selv indrettet det, dog hun ikke var kommet så langt.
Der stod stadig flyttekasser i entreen. Men det vigtigste var sat op, gjort i stand.

Der var egentlig ikke så synderligt megen plads, det kunne godt gå hen og blive en smule klaustrofobisk, hvis man var flere, men man vendte sig til det efterhånden.
I starten havde jeg haft lidt svært ved det, jeg har aldrig brudt mig om små rum, aldrig kunne lide at føle mig fanget, det skyldtes nok min barndom, min mor, men jeg havde lært mig selv at se bort fra det, lært mig selv, at nyde duften af sæbe, nyde sengen, der stod overfor sofaen og tv’et.
Det var på alle måder bedre, end det jeg kom fra.

Hun stod ved komfuret. Klokken var lidt over seks, og hun vidste godt, at jeg ikke havde fået noget at spise. Jeg var altid så udhungret, når jeg kom hen til hende.

”Jamen, hun bruger også alle pengene på de forbistrede smøger,” plejede hun at sige arrigt, når hun så mig gafle maden i sig. Som et vilddyr fortære sin føde.
Jeg selv bemærkede ikke sulten, bed mig ikke fast i, at jeg som regel ikke havde fået andet at spise i løbet af hele dagen end morgenmad. Men hun bød mig altid på mad, fiksede altid et eller andet sammen til mig, og så snart mine bihuler opfangede duften, rumlede min mave, brølede den, som en glubsk løve.

Hun havde puttet farsbrødet i ovnen og var så småt i gang med at pandestege nogle brasekartofler.
Det duftede dejligt som altid, og jeg kunne også mærke, som så mange gange før, hvordan min mund løb i vand.

Hun havde sat håret i en hestehale og iklædt sig det røde forklæde med julehjerterne.
Hvis der var noget, Signe gik megen op i, så var det hygiejne. Det var også en af grundene til, at lejligheden altid duftede af sæbe.
Jeg havde på fornemmelsen, at hun var lidt manisk med renligheden, måske led af en smule OCD, men så led vi i hvert fald begge af et eller andet absurd.

Hun havde dækket det lille tomandsspisebord, ren plastisk ligesom stolene, der hørte til. Tallerkenerne havde fået en serviet over sig. En grøn, en anden rød. Der var ikke den store farveorden.
Hun havde stillet den eneste slags krus, hun ejede på bordet. Små termokrus hun havde fået med hjemmefra. Som prikken over i’et, havde hun tændt et hvidt stearinlys, der blafrede i udluftningen fra emhætten. 

Jeg rejste mig fra sengen og gik over mod køkkenet. Hun stod med ryggen til og havde ikke bemærket min ankomst.
Over hendes skulder fiskede jeg mig frem til grydelappen. Den var af samme mønster som forklædet.

Jeg bukkede mig ned over ovnen, klikkede børnelåsen i og åbnede op.

Det med børnelåse havde altid gået mig på. Jeg forstod mig virkelig ikke på dem. Vel nok var det smart, hvis man havde små rollinger rendende og ikke ønskede, at de kom til skade, men at man havde konstrueret dem således, at selv voksne, eller for den sags skyld ældre mennesker, heller ikke kunne få dem op, gjorde det det jo blot til en ulempe at havde dem indstillet.
Jeg havde kun for nyligt selv gjort mig klog på denne børnelås. Lært at man var nødt til at presse op, for at kunne åbne for ovnen. Selv det var Signe ikke bevidst om.    

Jeg tog om fadet med grydelappen, følte, på trods af det tykke stofstykke, at varmen alligevel gik igennem og gjorde min hånd til et glødende stykke kul. Dog bed jeg smerten i mig, fortrængte den ild, jeg havde i hænderne og stillede det brændende fad på den varmeplade, Signe havde lagt frem på bordet.
Det var som, min hånd gik fra hede Sahara og til isnende Antarktis, da fadet stod på bordet, og jeg havde sluppet den ubrugelige grydelap. 

Hun sendte mig et skævt smil, ”Var det færdigt?”   

Jeg så på hende med et uvidende blik. Jeg havde aldrig lært at lave mad, aldrig behersket de kundskaber. Hverken hjemme fra eller i skolen. Det var som om, at lige netop den del var blevet sprunget over, undladt, og derfor havde jeg heller ingen anelse om, hvorledes man så på et farsbrød, om det var færdigt eller ej.

Signe vidste godt, at jeg lige på det punkt var yderst ubegavet, og begyndte derfor at le sin englelatter.
Hun rystede på hovedet og gav slip på panden med brasekartoflerne, gik hen i skuffen og tog en strikkenål frem, for derefter at stikke den i farsbrødet, mens jeg observerende så på.

Hun betragtede strikkenålen nøje, ”Der hænger intet fast på den, og derfor er det færdigt,” hun viste mig den, så også jeg kunne tage del i madlavningsuniverset og forhåbentlig lære noget af det.
Jeg nikkede ved synet, og hun kunne ikke lade vær med at stråle, ”Jeg skal altså få lært dig at lave mad,” sagde hun og gik hen for at tage panden af blusset.  

Jeg holdt stolen for hende, tog den ud fra bordet og gjorde plads til, at hun kunne sætte sig foruden besvær.
Nu havde hun jo gjort så megen, lidt kunne jeg da gengælde.

Hun satte panden fra sig, løsnede på forklædet og træk det over hovedet.
Hun havde den stramme sorte top på, den der indsnævrede hendes barm, og fik den til at træde i karakter.
Hvis hun sammenlignede med min, så måtte hun vel blive en anelse skuffet. Der var ikke så megen fylde over min drengede krop, former kunne lige så godt være en myte. Den ville nok aldrig ramme puberteten og blomstre sig frodig som hendes.

Hun gav mig et lille forsigtigt kindkys, der fik kinden til at blusse, og satte sig på stolen, hvor jeg derefter træk den ind.
Ubesværet, hun var let som en fjer.

I en nænsom bevægelse træk jeg den røde hårelastik ud af hendes hår, så det foldede sig ud og faldt mod skuldrene.
Hun svang en omgang med det, så det glinsede i skæret fra stearinlysets flamme. Et syn, der fik mig til at tro på, at drømme kunne blive til virkelighed.

Jeg kom elastikken i lommen. Træk selv min stol ud og satte mig overfor, mødte hendes store, tiltalende dådyrøjne, der betragtede mig sagligt.

På længe sad vi i stilhed, nød den varme atmosfære og den liflige mad, der fik smerterne i maven til at fortage.

Når nogen virkelig har betydning, så er det ikke altid, at der behøves ord, tit og ofte kan stilheden også tale for sig selv, og den talte så smukt og velformuleret, så harmonisk og dæmpet, at jeg faldt helt til ro, glemte al ubehagen og fandt mig selv.
Der var ingen råb heller ingen beskyldninger. Ingen trusler lå i luften og var klar til at gøre mig fortræd.
Der var mad, der var varme, der var husly, men mest af alt, der var hende. En bedre glasur på kagen fandtes ikke.

Jeg brød stilheden, ”Tak,” sagde jeg. Det havde jeg ikke nået at få sagt under al kaosset. Jeg havde været fór oprevet og indebrændt, at jeg helt og aldeles havde undladt det vigtige ord, jeg på alle måder skyldte hende.

Hun rynkede på næsen, ”Du skal da ikke sige tak? Der er ikke noget at takke for. Vi er sammen om det her.” 

Jeg fik en klump i halsen. Selvfølgelig skulle jeg sige tak. Hun havde gang på gang reddet mig fra rendestenen, grebet mig de mange gange, jeg var faldet og plejet mig, når arene blev betændte.

Denne gang var for hende måske blot endnu en til samlingen, men for mig var den dog straks mere betydningsfuld.
Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis hun ikke havde været der. Haft hånden om mig og sørget for, at jeg ikke kom til skade.

”Virkelig, du skal ikke føle dig skyldig for noget. Det var det mindste, jeg kunne gøre. Du ved jo, at jeg altid vil være her for dig. Din mor, hun har bare svært ved at forstå det, og jeg kan også godt se det fra hendes side. Men vigtigst af alt, så er det, at du er væk fra det miljø. Du havde ikke godt af det.”
Jeg følte, hvordan hendes ord omfavnede mig, lod al tvivl komme mig til gode.
Hun havde været min redning.

Dengang jeg sad og røg mig skæv på krydset. Der hvor jeg var kommet ud på så dybt vand, at jeg ikke længere kunne bunde.

Det havde regnet, og jeg var gennemblødt. Jeg forsøgte at holde varmen ved at krumme mig sammen og trække huen ned over ørerne, men jeg var en istap, der ikke ville tø, en bjørn, der var blevet forvekslet og ved et uheld sendt til nordpolen.

Jeg var for anden gang blevet smidt ud af huset, sad på et tilfældigt trappetrin og havde ingen steder at gå hen.

Jeg var et sølle syn, ikke sådan et folk havde ondt af, dog rettere et folk fandt afskrækkende, noget man undgik, fordi man var bange for, at det smittede.
Jeg kunne lige så godt have haft pest, sådan som folk gik i buer om mig, skjulte sig for regnen under deres dyre mærke paraplyer.

Hun var kommet ud fra Netto, der lå på gaden overfor, bar på to store indkøbsposer, der så ud til at slide på hende.

Jeg kiggede ikke, da hun kom forbi, heller ikke da hun stoppede op og gjorde på mig.

Regnen havde tværet makeuppen rundt om hendes øjne ud. En stor sort plamage dækkede hendes kind.

Hun havde stillet sine proppede poser med dagligdagsvare fra sig, selvom fortovet var drivende vådt og gjorde plastikken klæbrig.

”Du ved godt, at der ikke er nogen hjemme, ikke sandt?”
Hun havde set på mig med et ganske særligt blik, et blik som ikke havde medlidenhed med mig, som alle de andres.
Jeg så op og mødte dådyret.

”De er ude at rejse,” sagde hun på ny, uden jeg havde fået svaret på det første.

Jeg træk på skuldrene, vidste ikke hvad jeg skulle sige og havde også svært ved at formulere mig frem til noget relevant, så skæv som jeg efterhånden var blevet.

”Du ser ikke så glad ud. Fryser du ikke?” Der var noget elskeligt over hendes stemme, noget der fik det til at lyde som om, at hun virkelig inderligt bekymrede sig for mig, selvom hun slet ikke vidste, hvem jeg var.

Mine tænder klaprede, min joint var gået ud, ”jo,” sagde jeg. Kort, konkret, lige ud.

Hun bukkede sig ned og tog på min kind med hånden.
Berøringen gnistrede, tændte et lille fyrværkeri på den kind, der var så gennemfrossen, at min rødmen var helt usynlig.

 ”Der er noget, der siger mig, at du ikke er sådan, som du ser ud,” stemmen lød spørgende, som bedte hun mig om at bekræfte hendes mistanke. Dog foretræk jeg ikke en mine, kiggede blot ynkeligt på hende, ynkelig som jeg var.

Hun rettede sig op, gav kun tegn på, at hun ville stikke af.

En tyngde kom over mine skuldre. Hun var som alle andre, fuldt ud ligeglad. Dog der heller ikke var megen at være glad over i denne bitre verden. 
Jeg var så småt i gang med at fordøje, at jeg nok blot var dømt til at leve et liv, hvor folk ikke så mig som en person på lige fod med dem, men udelukkende et udskud, da hun tog ud efter min hånd 
”Du kan komme hjem til mig og få varmen, hvis du har lyst?”

Jeg tøvede ikke en eneste gang, ikke et sekund, slap min værdiløse joint og tog fat om hendes hånd.

Det var svært at stå på benene efter at have siddet i kulden i timevis. De var forfrosne og krampede smertefuldt, men jeg fortsatte, for jeg kunne ikke andet, havde ikke andet at gøre, ikke andet for.

Hun anstrengte sig med bæreposerne, gik med udstrakte arme, der tydeligt spændte under deres vægt.

”Jeg kan godt tage poserne for dig?” stoppede jeg op og sagde.

Hun havde været min redning dengang, og hun havde også været min redning nu.

Jeg lagde min hånd på bordet, higede efter hendes væsen, som sædvanligvis havde gennemskuet min bagtanke.
Hun lagde sin egen ovenpå, jeg spredte fingrene, og hun kørte sine mellem.

”Jeg ville bare godt sige tak. Om du selv synes det eller ej, så mener jeg, at du i hvert fald har fortjent et tak en gang for alle.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...