Til døden os skiller (Eller længere endnu)

”Til døden os skiller, Signe, ikke sandt?”
”Og endnu længere, min skat, og endnu længere.”

Når ens mor drikker, ryger, horer på Istedgade og egentlig er fuldstændig ligeglad med en, og når man selv er dømt til at være et udskud, ikke bliver set af samfundet, fordi man går i de forkerte fodspor, så er livet ligepludselig ikke så indbydende længere. Dog kan alt det negative ændre sig, når man først møder kærligheden.

Signe er alt, hvad hun har bedt om, mere end man kunne drømme om, men Signe er tværtimod slet ikke det, som hendes mor vil tillade.
Deres kærlighed er noget unikt, men også så yderst unikt, at hendes mor vil gøre alt for at sætte en stopper for den.

9Likes
1Kommentarer
1038Visninger
AA

2. 1. kapitel

”I kan ikke være sammen, det kan I bare ikke. Jeg forbyder det!” Hun skreg mig i hovedet. Helt oprevet over min tilståelse. Hvis øjne kunne dræbe, var det det, de gjorde. De så ikke bebrejdet på mig, men var fyldt af skam, en skam over, at hendes datter var blevet til dette misfoster, eller ved nærmere eftertanke nok altid havde været det.

Hun glødede, som var hun et knitrende bål, der var lagt for mange fyrretræs grene på. Røgen var så tyk, at man ikke kunne tillade sig andet end at lave røgsignaler; hjælp!
Vandet var på bristepunktet til helt og aldeles koge over, ville snart løbe ned langs grydens forrustede kant.

Vi kender alle udtrykket græd ikke over spildt mælk, men det var netop lige det, hun gjorde. De salte tårer løb ned langs hendes kind og fik hendes øjne til at blive store, ophovnede og blodskutte.

Med tårerne løbende i endeløse strømme, som var der læk på vandpumpen, skreg hun ad mig, nærmest truede mig på livet, hvis jeg bare som valgte at tænke på at trodse hendes beslutning, der var blevet truffet inden for det sidste kvarter - fra da jeg indrømmede, at det nok var mere end som så. At jeg endelig havde fundet mig selv, forstod hvad jeg ville, og hvem jeg ville det med. Dog var det kørt af sporet for hendes vedkommende. Jeg var den ufølsomme togfører, der kørte toget ud på et sidespor. Jeg havde set, at der var et skarpt sving forude, som ville kræve alle mine midler fra praktikken, men alligevel, så valgte jeg ikke at sætte farten ned, jeg trykkede på speederen, lod den komme over de 150 kilometer i timen og farede ligefrem, ud af sporet, ud af den tremmesikrede firkant, som hun havde holdt mig indespærret i.
”Du tænker jo heller ikke på andre end dig selv! Hvad har jeg dog gjort galt som mor!” Hendes hysteriske anfald blev til en svag jamren. Hun hulkede over det, hun ved en fejl havde bragt til verdenen, det der ikke hørte hjemme her. Hun tog sig til hovedet, dækkede sit ansigt for Guds øjne, så han ikke skulle se den skuffelse, hun havde påført hans mesterværk.
Hun blev nødt til at sætte sig ned, kunne ikke stå på sine egne fødder. Dette var blot for megen for hende, noget hun ikke kunne håndtere. Hun sad foroverbøjet henover bordet, havde krummet sig så megen sammen, at hun så helt deform ud. Tabt efter fødslen.

Jeg havde set hende sådan utallige gange. Vinglasset ville have stået ved siden af hende, hvor det var fyldt til randen og flasken tom. Askebægret ville være proppet, placeret så nøjagtigt, at højrehånd blot lige skulle løftes for at smide de små gennemsuttede skodder i, der tydeligt bar spor af hendes vinrøde læber.

Hun påstod altid, at det havde været min skyld. Det var mig, der havde fået hende så langt ud.
Det var fordi, jeg ikke hørte efter, fordi jeg ikke var der nok. Fordi jeg var en fejltagelse som datter. Jeg passede ikke ind i hendes sammenfaldet hverdag, passede ikke til hendes mange humørsvingninger som gik igen. Jeg blokerede blot for mulighederne, for at hun kunne leve livet, som alle ønskede det. Jeg var det lyskryds, der altid viste rødt, selvom der ingen andre biler var i nærheden. Jeg stod bare på den samme farve, rød. Som i had, som i rebel.
Dog var det ikke mig, der var fejlen her. Det var rettere hende, der havde fejlet med mig. Hende der havde kreeret det sorte får i familien ved ikke at være der, ved at glemme mig, se igennem mig, ved hellere at hore ude på Istedgade end at spørge ind til min dag. Det var hende, der tog mændene med hjem og lod mig høre på larmen, støjen og de skrig, der skulle bekræfte en nydelse, selvom den var falsk.
Det var hende, der var en fejl. En fejl som mor. Den beskyldning kunne jeg ikke tage på mig.
”Du skal ikke bestemme over mig!” Jeg stampede vredt i gulvet. Det rystede, jeg rystede. Tog fat om køkkenbordet og rev så hårdt i det, at det fløj et stykke hen over gulvet, væk fra den nikotingule væg, der engang havde været fuldkommen æggehvid.
Efter al den smerte, harme, hun havde påført mig, skulle hun ikke have lov til at ødelægge min lykke på ny. Hun skulle ikke afgøre, hvorledes jeg skulle leve mit liv. Den sag var op til mig og ingen anden. Jeg knyttede mine næver.
Hun fór op. Fra at være den lille ynkelige person, der havde siddet og teet sig over, at livet ikke var en dans på røde roser, til at blive et stort tårn, der fik mig til at stå i skyggen.

Der var intet ved hende, der viste, at hun havde en forsømt datter på blot 17 år. Ingen tegn der tydede på, at hun elskede det væsen, hun havde givet livet. Hun var blot helt udkogt. En bums der lige så godt kunne havde ligget på en af bænkene nede i parken, uden at have et gøremål for, uden at have noget at stille op med sit liv.
”Så længe du bor under mit tag, din forpestede mide, så er det også mine regler, du følger!” Hun var over mig som en høg. Havde et fast greb om begge mine håndled, der strammede til.
Hun skurrede tænder, som var hun et bidsk dyr fra zoologiskhave, der hele tiden måtte opgive sin søvn for små skrigende unger, der ville have et glimt af det.
Jeg følte, hvordan jeg blev mindre. Hvordan mine 1,70 centimer skrumpede, og jeg blot stod som en dværg foran kæmpen, der spyttede mig i ansigtet.
En stor, våd klat, der lugtede af nikotin, løb ned ad min kind.

Jeg havde mistet min kampgejst, kastet det hvide klæde i ringen. Min rustning var beskadiget, kun et par enkelte slag til og den ville være brudt, min mur ville smuldre og til sidst falde sammen. Hun slog med jernhesten, bar den med al sin styrke og brød grundigt porten ned, porten der indeholdt alle mine håb som drømme.

Jeg var ellers trådt ind ad døren med strålende øjne, øjne der glinsede og tydeligt viste, at jeg på længe aldrig havde haft det bedre.
Nu var de tomme, sendte ingen blikke, viste ingen følelser. De så intet, for min verden var gået hen og blevet sort.

”Hvis du nogensinde vover på at ses med hende igen, så er du bandlyst fra dette hus!” Hun havde trukket mig helt tæt på sig, så tæt at vores næser næsten rørte ved hinanden.

Det spændte i min krop, hendes hænder sydede på mine håndled. De var en syre, der ætsede mit største organ. 

Åndedraget var ophidset, lød tungt og udmattet. Havde hun haft næseringen, ville man omgående se tyren for sig. Jeg blafrede med lagnet, og hun så rødt.

Hendes øjne lukkede hårdt i, hun ville ikke se på denne vandskabning af eget kød og blod. Det gav en tydelig rynke i panden, en rynke af anstrengelse.

Hun gav udslip på al den stress, hendes problembarn havde bragt hende, og pustede i ét ud.
En dunst af vin og al for megen kaffe rev i næseborene.
Hun smed mig fra sig, opgav at fortsætte kampen. Hun var for træt, træt af mig og de mange problemer, hun mente jeg havde.

Væggen var kold, gold og kold.
Jeg stod blottet op ad den, nøgen som var jeg spæd.
Hun havde sat sig tilbage til bordet, suttede ekstra godt på den sidste stump, der var tilbage af hendes cigaret.
Pakken stod åben, den var snart tom. Noget tobaksmuller havde lagt sig i bunden.

Jeg ville hellere bandlyses fra dette helvede, hun kaldte hjem. Jeg var træt at stanken af røg, træt af den vrede, der lurede i hver en afkrog.

Dette skur udstrålede kun negativitet, sorgmodighed og ubehagelige tanker. Det bar kun på dårlige minder, minder som hun havde givet mig, traumer som hun havde påtvunget mig.

Jeg rettede mig op fra væggen, lod tåren tørre af i det slidte bluseærme og bed tænderne sammen.
Hun skulle ikke have lov til at tage det her fra mig, som hun havde gjort med alt andet. Det her ville jeg for intet i verdenen lade forgå.  

Jeg tog i hast jakken ned fra knagen. Den var gammel og slidt ligesom alt andet i huset, men den havde været fars, og derfor havde jeg gemt den. Hun havde flere gange forsøgt at smide den ud, tilfældigvis forlagt den eller ved et uheld puttet den i affaldsspanden, en gang endda også givet den til genbrugen, men aldrig havde hun formået at holde den væk fra mig. Blot fordi hun hadede ham, behøvede jeg ikke. Han havde haft en grund til at forlade hende, og jeg bebrejdede ham ikke spor, for jeg havde i sinde at gøre det samme.

Jeg samlede det mest nødvendige i tasken; nogle trøjer, et par bukser, min hue, som jeg enten altid havde på eller bare med mig, de små penge jeg havde kunne vride ud af sparegrisen, inklusiv den hundredelas jeg havde taget fra hendes pung, hun ville jo bare have brugt den på smøger eller vin, og min mobil, så jeg kunne ringe til Signe og sige, at jeg for alvor havde fået nok og ikke havde brug for andre end hende.

Jeg kunne høre hende ude fra køkkenet, hvordan hun rev stolen til side, så hun kunne lade sit korpus komme forbi.
Hun trampede i gulvet og stoppede ved døråbningen, hvor hun så mig.

”Hvor tror du, at du skal hen?” Hendes stemme var hård, nysmedet stål, og klar til at springe over mig med alle de skældsord ordforrådet besad. Det var begrænset.

Jeg havde tasken på ryggen. Stropperne gnavede i kødet, men det var mere behageligt end at sidde i den spændetrøje, hun havde givet mig på.

Mine fødder kunne kun lige være i gummiskoene, som jeg havde haft gennem flere år. De var betydeligt vokset, og havde svært ved at passe skoene, der var to størrelser for små.

Jeg så på hende med mine døde øjne. Jeg havde ligget i kisten, ligget og rådnet i 17 år, men formåede endelig at springe dens mange låse, så jeg kunne lade føle solens varmende stråler for første gang.

”Jeg skal væk! Væk fra huset, væk fra dig, væk med Signe!” Jeg skreg det sidste med mine lungers fulde kraft, tog fat i dørhåndtaget, som til min forbløffelse ikke faldt af som sædvanligvis, og så løb jeg med hele min oppakning, løb fra den bitre kvinde, der tordnede af raseri.
Hende der tillod sig at kalde mig for sin datter, men aldrig mere. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...