Stupid In Love <3

Vi kender vel alle kærligheden? Denne movella handler om mit liv. Mit kærlighedsliv. Jeg havde engang en kæreste, som kun var sammen med mig for at vinde et væddemål. Senere mødte jeg hans bedsteven, men selvom jeg i starten hadede ham – så udviklede jeg langsomt følelser for ham. Vi har nu været sammen i et år, både med op- og nedture – men vi klarede det altid sammen. Det er som en kærlighedsfilm, alt det drama der er skabt for at gøre filmen værd at se. Jeg er træt af at leve som i en film, jeg er træt af al dramaet. Jeg har brug for at få alle mine følelser ud omkring dette, og jeg håber I vil tage godt i mod mig. Virkelige navne vil ikke indgå.

4Likes
1Kommentarer
733Visninger
AA

6. Kapitel 5 <3

Nogle uger var nu gået, og jeg var faktisk blevet rigtig gode venner med Nate. Nærmere bedste venner. Vi var faktisk blevet meget tætte, og vi har også tilbragt meget tid sammen. Jeg tror, at jeg måske har fået små følelser for ham, for næsten hver gang han kigger på mig, rødmer jeg, og når han krammer mig, får jeg sommerfugle i maven. Gad vide om han havde de samme følelser for mig? Jeg ville gerne vide det, men turde ikke spørge ham.

”Hvilken farve synes du passer bedst? Sort eller skrigende pink?”, var der, en der spurgte og afbrød derved min tankegang. Jeg rystede stille på hovedet og kiggede ud til siden, hvor Lucy sad og kiggede spørgende på mig.
”Huh?”, sagde jeg forvirret. Lucy sukkede opgivende og gentagede så det, hun havde sagt.
”Skrigende pink! Den er sgu fed!”, sagde jeg glad. Lusy smilede stort og gik så i gang med neglelakken. Mens hun så sad og koncentrerede sig om neglelakken, sad jeg og stenede Facebook. Det var egentlig noget, vi tit gjorde, når vi var sammen. Hun lavede altid et eller andet, mens jeg sad og stenede computer.

”Nåh, hvordan går det så i Odense? Nogle fyre, måske?”, spurgte Lucy og kiggede på mig. Hun vippede med øjenbrynene, og derefter flækkede jeg af grin. Fuck, det så sjovt ud!
”Nej, ikke i Odense”, svarede jeg med et hemmelighedsfuldt smil på læben, efter at jeg havde grinet færdigt.

”Uh! Fortæl! Hvem er det? Hvem er fyren?”, spurgte hun nysgerrigt og satte sig ved siden af mig. Hun kiggede på mig med store øjne, der sagde ”Tell me! Tell me!”.
”Øhm.. Det er Nate”, sagde jeg og kiggede rødmende ned.

”Det mener du ikke!”, sagde hun. Jeg kiggede op på hende og smilede et meget usikkert smil. Jeg var ikke helt sikker på, hvordan hun ville tage det.
”Hvad er der galt med det?”, spurgte jeg hende forvirret, da hun blev ved med at kigge på mig. Det så vidst ud til, at hun ikke synes godt om det. Gad vide hvorfor?
”Stella, der er vidst noget, du ikke ved”, sagde hun meget alvorligt? Det er virkelig sjældent, at hun var så alvorlig, så det kom jo som en virkelig stor overraskelse.
”Hvad taler du om, Lucy?” spurgte jeg hende. Okay, jeg var virkelig forvirret. Hvad fuck var det hun talte om? Hvad var det jeg ikke vidste, som hun vidste?

”Stella.. Nate bruger dig. Han lavede et væddemål med Finn om, at han kunne score dig”, sagde hun. Hvad?! Var jeg bare en del af et eller andet åndsvagt væddemål?!
”Jeg er ked af at sige det Stella, men det hele er bare skuespil”, sagde hun trist og lagde en arm om mig. Med øjnene fulde af tårer rejste jeg mig op og stirrede på Lucy.
”Du lyver! Hvorfor skulle han gøre det? Sådan er han altså ikke!”, råbte jeg af hende, mens tårerene strømmede ned af mine kinder.
”Stella, det er faktisk sandt. Jeg hørte dem her forleden”, sagde hun.
”Jeg vil have beviser!”, sagde jeg og satte mig på kanten af sengen. Lucy sukkede og gik så hen til hendes skrivebord og tog hendes mobil.
”Jeg nåede lige at optage det. Her”, sagde hun og rakte mig hendes mobil.

”.. Nåh, hvordan går det så med planen?”, kom det fra hendes mobil. Det lød som Finn, men hvad mente han med ”planen”?
”Det går faktisk godt! Hun har slet ingen mistanke, og jeg tror faktisk, at jeg har en chance for at vinde det her væddemål. Jeg håber, at du er klar på at tabe”, var der en anden stemme, der sagde grinende. Det var sgu Nate! Men.. What?
”Seriøst?! Fuck man! Det havde jeg ikke regnet med!”, grinte Finn.
”Hun rødmer, hver gang jeg kigger på hende. Er det normalt?”, spurgte Nate forvirret. What the fuck?! Havde han lagt mærke til, at jeg rødmede? Pinligt!..
”Whaaat?! Rødmer hun? Hun har sgu følelser for dig! Det er sgu sikkert!”, grinte Finn og lidt efter grinede de begge to vidst. Optagelsen sluttede og jeg gav Lucy hendes mobil igen. Tårerene strømmede nu ned af mine kinder, og jeg tog en af Lucys puder og begravede mit hovedet i det. Jeg kunne virkelig ikke fatte, at det hele var skuespil.
”Så det er sandt? Jeg er bare et åndsvagt væddemål?”, spurgte jeg, efter jeg havde løftet mit hoved fra puden. Lucy lagde armen om mig og trak mig ind i et kram. Forsigtigt lagde jeg mit hoved på hendes skulder.
”Jeg er ked af at sige det, men ja, det er du”, sagde Lucy og gav mig et klem. Jeg kiggede ned på min bærbar, som lå ved siden af mig på sengen og lukkede så stille mine øjnene.
”Måske skulle du få sovet lidt. Du ser ret træt ud”, sagde hun og gav slip på mig. Jeg åbnede øjnene og kiggede på hende, mens jeg nikkede. Jeg slukkede bærbaren og lagde mig så under dynen.

Lidt efter kunne jeg se at lyset blev slukket, og jeg kunne høre en dør lukke. Det var sikkert Lucy, der skulle et eller andet. Hvad ved jeg? Mine tanker var et helt andet sted. Eller rettere sagt, på en helt anden person. Nemlig Nate. Hvordan kunne han gøre det? Jeg troede virkelig ikke at han kunne finde på sådan noget, men der kunne jeg godt tro om igen. Hvorfor ville han gøre sådan noget? Det lignede virkelig ikke ham, men som Lucy sagde, det hele var jo skuespil, så det kunne jo være, at det bare var en rolle, han spillede. Før jeg vidste af det, var jeg ved at falde i søvn. Det spørgsmål jeg virkelig gerne ville have svar på var: Hvorfor det lige præcis skulle gå udover mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...