To cry soundless [Harry styles fanfic]

"han lærte mig at græde lydløst"
Gemma blev misbrugt af sin far helt fra dengang hun var en lille pige.
Hendes liv brød sammen. Hun kunne ikke mere. Hun forlod brigthon og drog mod London for at leve et normalt liv men hvad sker der når hendes far dukker op igen? Hvad sker der når Gemma bliver bortført af sin egen far?
Vil smerten der har ligget begravet i hendes hjerte gro op igen?
Vil Gemma opleve alt det som hun ikke ønskede skulle ske for hende igen
Vil Harry redde Gemmas smerte eller vil Gemma redde sig selv?

Fandom-One direction

70Likes
116Kommentarer
10855Visninger
AA

2. Prolog

Et liv som jeg levede i 19 år af mit liv.
jeg har levet i svigt
jeg har levet i gråd
jeg kan flygte fra mine problemer men de vil altid hjemsøge mig.

Jeg tog min rygsæk op som lå på gulvet, jeg havde pakket den pænt, jeg havde været afklaret med min flygt fra den mand som i 19 år har terroriseret hvert lille hjørne af mit hjerte. Det skulle være nu eller aldrig. Jeg ved godt hvor meget min far elsker mig, ja han elsker mig trodsalt det smerte han har påtaget mig, alt det svigt han har forrådt mig med, alle de løgne om min mor, mit liv og alle de gange jeg har grædt lydløst for at gemme mig fra hans hårde ord om hvor latterlig jeg er når jeg græder over små ting. Han lærte mig at græde uden lyd. Jeg tog rygsækken rundt om min ryg, døren til min fars værelse stod helt åben, jeg kunne se hans ene ben der lå på sengen. Skulle jeg sige noget eller skulle jeg bare gå forsigtigt mod min frihed? Jeg valgte det sidste. Jeg skyndte mig med stille trin at gå ned af trappen, min mors jakke hang stadig på knagerækken. Jeg savnet hende, jeg savnet hendes grin, hendes smil men jeg hadet hende, hun ødelagde mig. Hvor var min mor i alt det her? Hun hjalp mig ikke, hun lukkede det ude. Når min far trak mig med ovenpå, når han slog mig fordi jeg ikke spiste mine grøntsager, når han misbrugte hver eneste følelse i min krop. Hun svigtede mig, præcis som min far gjorde. Hun prøvede ikke engang. En tåre ramte min kind ved tanken om min mor. Jeg skulle væk, væk fra mit liv før det slog mig ihjel. "Gemma?" Lyden af trin på trappen fik mig til at skynde mig med at tage mine sko på. "Hvad tror du at du laver Gemma?" Hans øjne blev store og faretruende. Jeg svarede ham ikke, jeg stod bare der, jeg kunne ligeså godt give op, Gemma du skal ikke give op! Du skal ikke frygte mere, tænk på et liv uden alt det her, tænk på et liv væk fra din fortid, væk fra smerten. Mit bedre jeg fortalte mig alt det som jeg havde brug for at vide. Jeg åbnede hoveddøren, solen var ved at gå ned, fuglene sang en sørgelig melodi som beskrev mit liv perfekt som om de kvidrede til mig og mit indre jeg. Jeg slog mine øjenlåg hårdt i for at forhindre mine tårer fra at ramme min kind. ”Du skal ikke forlade mig nu Gemma.”  Min far stod med knytnæven hævet højt over hans hoved. Jeg skulle væk før den ramte mig. Ramte mit hjerte.  ”Undskyld.” Jeg løb ud af hoveddøren og ud i min bil som stadig duftet ny. Jeg klaskede bildøren hårdt i. Min far bankede hårdt på ruden. ”Jeg finder dig Gemma. Du slipper ikke så let!” Hans blik skreg. Jeg kørte så hurtigt jeg kunne, jeg skulle væk, langt væk. Jeg stoppede ved en lille flække i udkanten af Brighton. Jeg kiggede bagud, der var helt stille på vejen, mine tanker flød hen på at jeg skulle væk fra den by jeg voksede op i, i den by jeg fik mit første kys, i den by jeg så min mor blive kvalt ihjel, i den by hvor jeg lærte at cykle, den by hvor jeg blev slået, voldtaget og svigtet af min egen far. Mit hoved ramte styret. Tårerne røg ud af mig, jeg græd lydløst præcis som jeg har lært igennem de år hvor mit liv var et helvede, men nu skal jeg begynde forfra. Han finder mig aldrig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...