To cry soundless [Harry styles fanfic]

"han lærte mig at græde lydløst"
Gemma blev misbrugt af sin far helt fra dengang hun var en lille pige.
Hendes liv brød sammen. Hun kunne ikke mere. Hun forlod brigthon og drog mod London for at leve et normalt liv men hvad sker der når hendes far dukker op igen? Hvad sker der når Gemma bliver bortført af sin egen far?
Vil smerten der har ligget begravet i hendes hjerte gro op igen?
Vil Gemma opleve alt det som hun ikke ønskede skulle ske for hende igen
Vil Harry redde Gemmas smerte eller vil Gemma redde sig selv?

Fandom-One direction

70Likes
116Kommentarer
10866Visninger
AA

11. Lie

Gemmas synsvinkel

En lille pige stod af præcis det samme sted som mig, Oxford. Hun var helt alene, helt lille, bange, hun var mig, mig som lille, bange og intet vidende om hvordan mit liv ville spille. Hun var forvirret det kunne jeg let se på hende. ”Hvor skal du hen lille ven?” Jeg satte mig på huk foran hende. Hendes blik vendte sig mod mig. ”Jeg kan ikke finde min mor.” Hendes blik kiggede rundt, endnu en grund til at være bange, ikke at kunne finde sin mor eller i mit tilfælde at miste hende. ”Hvor så du hende sidst?” Jeg smilede mod hende og tog hende i hånden. ”Lad os finde hende.” Hun slap min hånd og løb mod en ældre dame. Hun kiggede ikke tilbage, moren kiggede ikke, jeg var bare en ensom prik i verden hvorfor skulle de give mig deres opmærksomhed?

Jeg tog min mobil frem da jeg var kommet ud af stationen, luften var frisk, ikke som i London. Jeg tastede hurtigt Tobys nummer ind. ”Gemma.” Harry? Jeg slap et lille skrig ud af min åbne mund, jeg var stille, alt var stille. ”Gemma er du okay, hvor er du, er du okay?” Han spurgte alt for meget, det gjorde mig næsten helt forvirret. Jeg lagde på og skrev en besked så smart som jeg er.

Vil du ikke godt hjælpe mig, jeg prøvede Harry. Det gør ondt, min far gør ondt.

Løgner, løgner og atter løgner. Det gjorde ondt at skrive det. Det gjorde ondt. Han ville sikkert stille kæmpe spørgsmåls tegn ved beskeden, selvfølgelig Harry er ikke dum. Jeg gik mod byen, gik mod et sted jeg kunne være i sikkerhed indtil jeg skulle videre, heldigvis havde jeg nok penge til en lejlighed, ikke for at lyde snobbet. Hurtigt fik jeg en besked tilbage.

Gemma hvor er du, jeg savner dig, det gør så ondt på mig.

Jeg svaret ikke, det ville være dumt i stedet smed jeg min mobil i tasken og gik mod byen. Et eller andet billigt hotel måtte der være her i byen, bare et med en seng så jeg kunne sove, det havde jeg virkelig brug for lige nu.

”Hej har i et ledigt værelse.” En ældre mand kiggede mod nøglerne og heldigvis var værelse 307 fri. ”Nyd dit ophold.” Hans blik var surt, hans måde at snakke til en på var dovent, han lignede en der bare var træt af det hele, måske var han faktisk bare virkelig træt af livet, det kan vi vel alle være engang i mellem. Jeg gik mod værelset da jeg gik forbi en som så meget bekendt ud. Liam. Liam Payne. Jeg stoppede op og han stoppede også op. ”Hvad er der?” Han var lugtet langt væk af alkohol, hans øjne var røde og fortabte.

Harrys synsvinkel

”Gemma er du okay, hvor er du, er du okay?” Intet svar kun stilheden, inden at jeg nået at spørge om mere blev der lagt på. Fuck. Jeg havde hende så fucking tæt på men så alligevel var hun bare væk. Hvorfor ringer hun til Toby og ikke mig? Hvorfor er mit store spørgsmål? Et bip lød fra Tobys mobil, jeg kiggede spændt mod skærmen, en besked fra Gemma.

Vil du ikke godt hjælpe mig, jeg prøvede Harry. Det gør ondt, min far gør ondt.

Jeg kan høre hendes fortabte stemme kalde på mig, hendes råb om hjælp, jeg ser hende for mig men alligevel bliver jeg stående, jeg kigger bare mod hende i mens hendes far river tøjet af hende, slår hende over det hele, tager hende på hendes bryster og niver til så hendes skrig bliver endnu højere. Jeg er bange. Jeg er vred men stadig kan jeg intet gøre.

Jeg savner hende så meget. Mit hjerte svirer, det græder højt men ingen hører det, kun mig selv, kun mit rådne selv.

Gemma hvor er du, jeg savner dig, det gør så ondt på mig.

Jeg ventede på et svar men jeg fik aldrig et, igen en stilhed og en ensomhed. Jeg smed Tobys mobil ned på sædet og kiggede mod McDonald’s, Toby kom gående med en pose og 2 colaer. ”Det var på tide, gæt hvem der lige har ringede.” Han satte sig ind i bilen og overrakte mig maden og min cola, den sidste del fik ham til at stoppe med det han gjorde og hvine præcis som Gemma lige havde gjort. ”Hvem?” Hans blik var mystisk. ”Gemma, hun sagde ikke noget men hun sendte en besked bagefter, kig den selv.”

Tobys synsvinkel

Køen var lang, duften af det fede mad fandt vej til mit næsebor og hold kæft hvor det duftede af himmel, det her var det mad Harry og mig altid ville vælge hvis vi havde været helt sindssygt stive dagen før. Det blev min tur. ”Hvad kan jeg hjælpe dig med?” Den unge, smukke og ikke mindst fucking lækre unge pige smilede mod mig. ”Kan du ordne 2 bacon menuer.” Bacon menuer lå så dejligt i maven. ”Det kan du tro jeg kan.” Hun gik mod båsen med burgerne. Hendes røv fik jeg et godt udsyn til og hold kæft den var konge helt igennem fantastisk og rund, rund og dejlig, den ville sikkert være dejlig at røre. Hun kom tilbage med posen. ”Tak smukke.” Jeg blinkede mod hende, hun grinede og så veldigt tilfreds ud. ”Velbekomme.” Hun smilede mod mig lige indtil det tidspunkt jeg ikke var der mere.

Harry kiggede mod mig fra bilen af, hans blik så mere seriøst ud end det havde været i dag. ”Det var på tide, gæt hvem der lige har ringede.” Fuck. Det var ikke så svært at regne ud Harry. ”Hvem?” Jeg prøvede at lyde interesseret, prøvede at lyde som en der ikke var lige ved at skide i bukserne af nervøsitet. ”Gemma, hun sagde ikke noget men hun sendte en besked bagefter, kig den selv.” Har Harry set de beskeder hun sendte til mig tidligere, for så er vi færdige. Jeg gik ind på beskeder. Jeg havde heldigvis slettede dem der var tidligere men tænk forhelvede hvis jeg ikke havde det havde jo været fucking dumt. Jeg kiggede beskederne i gennem. Løgn. ”Hold da kæft.” Jeg var fokuseret på at lyde bange og næsten grædefærdig. ”Måske vi bare skulle komme mod fucking Brighton så, hvis hun har brug for din hjælp.” Harry nikkede og satte bilen i gang. Der gik ikke forfærdelig lang tid før vi kørte op af vejen til Brighton, pludselig var vi der, pludselig ramte et par tårer Harrys kind, det gjorde ondt indeni at se ham sådan og ikke kunne gøre noget. Det smadrede mig. Dræbte mig. Skreg mod mig. Hev i mig. Sparkede mig uden at jeg kunne gøre noget ved det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...