To cry soundless [Harry styles fanfic]

"han lærte mig at græde lydløst"
Gemma blev misbrugt af sin far helt fra dengang hun var en lille pige.
Hendes liv brød sammen. Hun kunne ikke mere. Hun forlod brigthon og drog mod London for at leve et normalt liv men hvad sker der når hendes far dukker op igen? Hvad sker der når Gemma bliver bortført af sin egen far?
Vil smerten der har ligget begravet i hendes hjerte gro op igen?
Vil Gemma opleve alt det som hun ikke ønskede skulle ske for hende igen
Vil Harry redde Gemmas smerte eller vil Gemma redde sig selv?

Fandom-One direction

70Likes
116Kommentarer
10922Visninger
AA

4. I thought i was dead

Harrys Synsvinkel

”Gemma?” Jeg vågnede brat, Jeg rejste mig op. jeg kunne mærke sveddråberne i min pande, jeg kunne mærke rædslen i min krop. Jeg drømte en forfærdelig drøm. ”Harry?” Gemma rejste sig op ved siden af mig, hendes blik mod mit. ”Er du okay?” Hun nussede mig i håret, hendes bløde fingre i mit hår. ”Nej.” En tåre formede sig i mine øjne, jeg vendte mig om og vores blikke mødtes i et, vores læber mødtes i et intenst kys. ”Det er jeg heller ikke.” Hun tog sin hånd i min. Hun er nok den stærkeste pige jeg nogen sinde har mødt. Jeg tog hende tæt ind til mig, mine læber kyssede hendes bløde hår.” Vil du snakke om det?” Hun kiggede på mig med et seriøst blik i hendes øjne. ”Jeg drømte at du døde, jeg drømte at din far dræbte dig.”

Gemmas Synsvinkel

”Gemma?” Lyden af Harrys stemme vækkede mig. ”Harry?” Jeg rejste mig op, jeg vendte mit blik mod hans. ”Er du okay?” Han så slet ikke ud til at være okay, hans hud var svedig. Jeg nussede ham i håret, hans hår var vådt og blødt. ”Nej.” Jeg kunne se at han var på nippede til at græde, hvis han græd, ville jeg også begynde at græde. Han vendte sig om. Hans blik mødte mit. Jeg pressede mine læber mod hans. ”Det er jeg heller ikke.” Jeg tog hans hånd og lagde den i min. Hvad skal jeg gøre? Mit liv er ved at krakelere, min far er i London, hvad nu hvis han kommer tilbage, hvad nu hvis han gør noget, præcis som for 5 år siden, tanken gør mig virkelig bange og ikke mindst vred. Den mand som har ødelagt mit liv i 19 år, jeg havde ingen ungdom, jeg havde intet, ingen venner, ingen kæreste, ikke for at nævne hvem der tog min mødom, en mødom er noget specielt, jeg troede jeg skulle finde den perfekte fyr, jeg troede jeg skulle miste min mødom til en som Harry. Han tog mig tæt ind til ham, jeg kunne mærke hans kys i mit hår. ”Vil du snakke om det.” Jeg kiggede mod ham. Jeg var seriøs, det her er et seriøst emne, før eller siden måtte vi fortælle hinanden de her ting, vi kan ikke bare begrave dem i jorden og lade som om det aldrig var sket. ”Jeg drømte at du døde, jeg drømte at din far dræbte mig.” Mit hjerte hoppede fra sin plads op til min hals, det var lige før at det hoppede ud. ”Det må du ikke drømme.” Jeg lukkede mine øjne, jeg kan mærke min små tårer i mine øjne gerne vil lukkes ud, lukkes ud af deres skjul fra mørket bag mine lukkede øjenlåg. ”Jeg ved det godt, men baby hvad skal jeg gøre, din far har fucking givet dig helvede.” Han rejste sig op, det samme gjorde jeg. ”Harry, der er nogle ting du skal vide.” Jeg var klar, det skulle være nu eller aldrig, min fortid skulle frem fra sit skjul nedenunder alt mit smerte. Vi satte os begge på sengen. Hans blik lå udelukkende mod mit.

”jeg kan ikke huske ret meget fra min barndom andet end at jeg skreg indvendig, jeg kunne ikke sove om natten, jeg drømte om de slag min far havde givet mig dagen forinden. Da jeg blev 9 år begyndte min far at voldtage mig. Jeg kan huske at min far trak mig i mit håndled, så hårdt at jeg skreg, min mor kiggede på i mens jeg skreg fra min fars hårde greb, hun gjorde ikke noget hun så min egen far tage mig med ovenpå, lukke døren hårdt i og ødelægge hvert hjørne af min krop, den smerte han påførte mig er det værste minde i mit hoved.” Jeg tog en dyb indånding, Harry tog min hånd i hans.

 ”Jeg troede jeg var død, jeg troede det var helvede. Jeg troede ikke rigtigt på at det var min far, jeg troede bare ikke på det. Sekunderne, minutterne, timerne, dagene og årene gik og mit liv var ensomt, jeg havde ingen venner, jeg gik ikke i skole, min mor lærte mig de basale ting som man skal kunne. Jeg mødte aldrig nogle på min egen alder. Da jeg var 13 år gammel så jeg min mor blive kvalt. Kvalt af min egen far. Jeg elskede hende Harry, det gjorde jeg men jeg hadet hende også som fanden.”

Flashback
”Giv slip John.” Min mors råb kom nede fra stuen af, jeg rejste mig stille op fra min seng, min nysgerrighed tog over. ”I skal ikke forlade mig nu.” Hans råb blev højere jo tættere på at jeg kom. ”John, jeg kan ikke mere, du ødelægger os, du ødelægger dig selv.” Jeg trådte ned af det sidste trin, jeg gik hen til døråbningen til stuen, min far lå ovenpå min mor henne i sofaen, de havde begge ryggen til mig. ”Jeg ødelægger ikke nogle, det er dig der ødelægger Gemma og mig kan du ikke se det? Det er dig der er syg i hovedet.” Min far hævet en knytnæve, den ramte min mor i hovedet. Jeg kneb øjnene sammen, mine tåre ramte min kind, jeg græd, jeg græd lydløst uden så meget som at lade et hulk komme ud af min mund. ”John, lad Gemma og mig besøge min mor.” Hun græd, hun hulkede, hun havde ikke lært at græde lydløst. ”Hold kæft, hold nu bare din kæft, i skal ingen steder, Gemma bliver her ved mig, sin far, hun elsker dig ikke, hun har intet bånd til mig, men se på Gemma og mig vores bånd er stærkt, vi har noget sammen som andre ikke ser fordi de ikke forstår det.” Min fars ord så ud til at gøre min mor sur, hun skubbede min far væk fra sig og rejste sig op fra sofaen. ”Du er jo syg i hovedet at voldtage sin egen datter er insest John.” Jeg ville gerne besøge den mormor jeg aldrig havde mødt i mit liv før, jeg ville gerne væk. ”Nej. NEJ!” Min far råbte, han råbte så højt at jeg blev bange. De lagde ikke mærke til mig, ingen lagde nogen sinde mærke til mig, jeg var usynlig. Min far tog sine store hænder rundt om min mors hals, han rystede i hende, min mor slog ud med armene, hun prøvede at få ham væk. I et sekund var hun levende i det andet lå hun på gulvet helt blå i hovedet, hun bevægede sig slet ikke. Jeg græd, jeg skreg, uden noget lyd der kom ud af min mund. Min far sparkede til hendes døde krop. Min far havde slået min mor ihjel, ordene lød dumt i mit hoved. Jeg løb op på mit værelse, jeg lukkede døren. Mine tårer ramte gulvet. Jeg var så godt som død.
Flashback færdigt.

Harry krammede mig. ”Du behøves ikke hvis du ikke vil Gemma.” Hans tåre ramte hans kind, jeg kunne se på ham hvor svært det var at lytte på. ”Jeg vil gerne, du er alt jeg har Harry.” Harry var virkelig det eneste i mit liv, han var mit et og alt. ”Hvorfor hadet du din mor.” Harry nussede min hånd som stadig lå i hans. ”Jeg hadet hende fordi hun aldrig gjorde noget, hun gik altid når jeg mest af alt havde brug for hende men jeg elskede hende fordi at jeg vidste hun kun ville mig det bedste, hun ville flygte med mig Harry. Inden hendes død fortalte hun min far at vi ville tage væk i et stykke tid, ned til min mormor men det skete aldrig.” Jeg lagde mit hoved mod hans skulder. Han kyssede min kind. ”Efter min mors død, gik der 6 år hvor jeg levede et liv der var ens hver dag, der skete aldrig noget nyt. Da jeg var 19 år, sagde jeg til mig selv at det var nu eller aldrig. Jeg tog springet jeg kørte mod min frihed. Han sagde han nok skulle finde mig. Han løj i hvert fald ikke omkring det for han har fundet mig Harry og jeg er så bange, det der skete tidligere gjorde så ondt Harry, det mindede mig om alt det smerte jeg oplevet for 5 år siden Harry.” Jeg græd, jeg hulkede jeg lukkede det ikke inde mere. ”Jeg plejede at græde lydløst, jeg hulkede kun indvendig, han lærte mig at græde lydløst.” Jeg lagde mig ned på min hovedpude, jeg lukkede mine øjne i. Jeg faldt i søvn til Harry der nussede mig. ”Gemma vi klare det her. Vi klare den altid. Jeg elsker dig. Din historie viser hvor stærk du er Gemma, du er den stærkeste jeg kender.” Han kyssede mig på kinden og rejste sig op. Vi ringer til politiet i morgen og alt skal nok gå, alt skal nok gå.

Harrys synsvinkel

”Gemma vi klare det her. Vi klare den altid. Jeg elsker dig. Din historie viser hvor stærk du er Gemma, du er den stærkeste jeg kender.” Jeg kyssede hende på kinden og rejste mig op. Gemmas øjne er lukkede, hun er i dyb søvn, jeg kan vidst godt tage mig et bad uden noget sker med hende, jeg har svært ved at gå fra hende, ikke fordi jeg er bange men fordi jeg ikke vil have at hun vågner op og tror jeg er væk, jeg ville aldrig forlade hende, det ved hun også godt.

Jeg gik ud på badeværelset og tændte for det varme vand, et bad vil gøre alt godt lige nu, jeg stod i badet, jeg tænkte over alt det jeg fik af vide af Gemma, det var det mest forfærdelige jeg længe har oplevede, jeg længe har fået af vide. At se hendes smerte direkte i øjnene på hende, gør så forfærdeligt ondt, at se hende græde river hvert lille enkelt stykke af mit hjerte itu, jeg troede at hendes liv havde været godt, jeg troede hun havde haft en barndom, en ungdom som de fleste børn og unge har haft men nej, det der lå bag hendes facade viste en bange pige der kun har levet sit liv oprigtigt i 5 år, i 2 år af de 5 har jeg været ved hendes side i de 3 andre har Toby altid været hendes bedste ven, uden os ville hun falde tilbage til en ensom verden uden kærlighed, ikke kun uden os, men uden nogle, hvis nu hun i de 5 år i London slet ikke havde fundet en som Toby for ikke at nævne en som mig, hvad var der så sket? Var hun blevet prostitueret? Var hun kørt tilbage til sin far? De værste ting falder mig ind, også ting som jeg slet ikke har lyst til at tænke på.

Det bad var nok det længste bad jeg nogen sinde har taget, wow der sker mange nye ting for mig i dag. Jeg tog et par shorts på som gik mig til lige over knæene, jeg tog en simpel hvid T-shirt på, mine tatoveringer kunne ses igennem den, jeg er sikker på at Gemma ikke har noget i mod det.

Jeg åbnede døren til soveværelset, der var helt mørkt, jeg gik ind i mit natbord, jeg tændte natlampen, jeg blev mødt af synet af.. Ingenting. ”Gemma?” Jeg gik rundt i hele lejligheden, jeg ledte og ledte, hun var ikke i lejligheden, jeg gik ud i mørket, jeg tog hen til alle de stedet Gemma kunne være, hun sov da gjorde hun ikke? ”GEMMA!” Tårene ramte min kind. ”Gemma?” Jeg stod midt ude i kulden, jeg stod på den kolde jord, mine ben faldt sammen under mig, jeg ramte jorden, jeg faldt sammen i gråd, Gemma var væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...