To cry soundless [Harry styles fanfic]

"han lærte mig at græde lydløst"
Gemma blev misbrugt af sin far helt fra dengang hun var en lille pige.
Hendes liv brød sammen. Hun kunne ikke mere. Hun forlod brigthon og drog mod London for at leve et normalt liv men hvad sker der når hendes far dukker op igen? Hvad sker der når Gemma bliver bortført af sin egen far?
Vil smerten der har ligget begravet i hendes hjerte gro op igen?
Vil Gemma opleve alt det som hun ikke ønskede skulle ske for hende igen
Vil Harry redde Gemmas smerte eller vil Gemma redde sig selv?

Fandom-One direction

70Likes
116Kommentarer
10865Visninger
AA

9. I see you

Gemmas synsvinkel

Jeg kan ikke risikere at løbe hjem til lejligheden, Harrys og min lejlighed, tænk hvis han er der. Jeg bliver nødt til at finde noget tøj at tage på, jeg bliver nødt til at komme væk fra London. Gemma hvordan? Det her er en meget urealistisk og dumdristig ide. 1. Hvordan vil du finde nyt tøj? 2. du har ingen penge på dig. 3. hvordan vil du komme væk fra London. Jeg blev nødt til at tage tilbage til lejligheden, jeg blev nødt til at hente mine penge, noget nyt tøj og min bil, jeg kunne gøre det på under ti minutter.

Jeg åbnede døren til lejligheden, der var ingen, kun stilheden. Den lignede sig selv bortset fra de mange beskidte tallerkner, bortset fra duften der lå i luften, duften af sorg. Jeg gik mod soveværelset, mit blik faldt på den uredte seng, puder lå spredt rundt omkring i rummet, glaskår lå på gulvet, hvis Harry har gjort selvskade med de glaskår så.. Gemma det ville Harry aldrig gøre. Ikke engang du ville gøre det. Jeg åbnede skuffen og tog min taske ud, min pung lå stadig i tasken, jeg tog tasken i hånden og tog et par sorte stramme jeans fra skuffen, Harrys brugte trøje lå i vasketøjskurven, jeg tog den på, han ville ikke lægge mærke til det, jeg er sikker på at han ikke ville lægge mærke til det. Jeg gik mod udgangen, jeg kastede et blik tilbage. Tårerne trillede ned af mine kinder, afskeden med det sted jeg fandt med Harry dengang, dengang vi besluttede os for at finde sammen, bo sammen.

Flashback.
”Jeg sagde jo at det var perfekt.” vinduerne var store, udsigten var fantastisk. ”Du er bare så god til sådan noget basse.” Jeg gik hen mod Harry, jeg pressede mine læber mod hans. Han kiggede mig dybt i øjnene. ”Hvad ser du Gemma?” Jeg tog ham i hånden og rynkede med næsen. Hvad mente han? ”Hvad?” Jeg smilede dristigt. ”Fremtiden Gemma hvad ser du?” Han gik fra fjollede til seriøs så hurtigt. ”Dig.” Jeg smilede mod ham og pressede igen mine læber mod hans. ”Jeg ser dig Harry.” Hans blik bliv igen fjollede. ”Hvad ser du?” Han trak mig ind i et kram. Et varmt kram, der gav mine cellehår frit spil. ”Dig. Min fremtid ser kun dig og mig sammen indtil vi bliver gamle, indtil vi lægger i den samme grav sammen.” Jeg grinede og slog ham på skulderen. ”Opfindsomt at bruge det jeg sagde Harry.” Harry har altid været poetisk og det var han så sandelig også med hans ordvalg den her gang. ”Det er sandheden Gemma og jeg elsker dig.” Vi gik mod udgangen. ”Vi tager den.” Harry smilede mod mægleren og mod mig, jeg smilede tilbage. Det her var starten på et friskt kapitel i mit liv.
Flashback færdigt.

Jeg satte mig ud i bilen. Jeg tænkte et par gange. Gemma tænk dig nu om, tager du bilen så lægger Harry først mærke til det. Jeg steg ud af bilen, at lytte til mit bedre jeg var vidst en god ide i det her tilfælde. Jeg Gik mod London station, jeg blev nødt til at komme væk fra den her by før Harry så mig et eller andet sted. Det gjorde ondt i mit hjerte fordi jeg ved hvor ondt i hjertet Harry har det lige nu, jeg gør jo kun det her for at redde ham og redde dig selv Gemma. Jeg gik ind på stationen, duften af friskbragt brød fangede mine næsebor, jeg var sulten, min mave knurrede. Jeg valgte at det vigtigste var at komme væk fra byen først, så måtte jeg tage hele madpyramiden bagefter. ”En billet til Oxford.” Oxford var et stykke væk fra London, fra Oxford af kunne jeg finde ud af mit næste træk men lige nu handlede det op at skulle væk. ”Værsgo, god rejse.” den ældre dame bag billetstanderen smilede mod mig. Jeg smilede venligt tilbage selvom der intet var at smile af. Jeg gik mod togene, jeg ventede et stykke tid og der kom toget til min flygt. Jeg gik på toget. Jeg satte mig inderst så jeg kunne glo ud af vinduet, jeg kunne igen mærke tårerne presse på. Hvor er det her dumt Gemma. Folk tænker sikkert at det jeg gør, er dumt men jeg syntes det er klogt, klogt at flygte. Blev jeg ved Harry, fortalte jeg ham at jeg var okay, løb jeg tilbage til ham ville min far finde os, han ville slå os begge halvt ihjel, jeg redder bare os begge to. Du redder kun dig selv, du efterlader Harry med et åbent sår Gemma, stig ud nu, du kan stadig nå det. Jeg trak mit hoved ned i mine hænder. Jeg havde brug for at mine tanker ville holde mund. Jeg havde ikke brug for at tænke over det. Jeg ville bare væk.

Harrys synsvinkel.

Jeg kan ikke Harry. Jeg kan ikke hjælpe med at finde en som selv har valgt det. Har Gemma forladt mig? Har hun forladt mig? Tankerne ødelagde mit hjerte, det blev slået itu ikke en gang men mange gange, så mange gange at jeg ikke havde tallene på det. Tårerne ramte stadig min kind. Jeg holdte ind ved vores lejlighed. Gemmas og min lejlighed. Jeg gik op af de tunge trapper, et håb om at Gemma sad i sofaen og krammede mig når jeg nået til gangen. Hendes læber mod mine i en fantastisk velkomst, keep dreaming Harry!

Jeg åbnede døren til lejligheden, stilheden fangede mig i et øjeblik. Jeg gik ind af døren, gik ind i soveværelset. Gemma må sgu da have et eller andet med sig fra den forfærdelige fortid. Jeg åbnede det store skab. Gemma har altid fortalt mig at hvis jeg fik lysten til at åbne det skulle jeg spørge hende først men jeg kan ikke rigtig spørger hende når hun er her til at blive spurgt. Jeg trak i håndtaget, en kasse med navnet Gemma Stod øverst, jeg trak den ud. En masse bøger der i blandt fifty shades of grey og Alt om One Direction. Tankerne omkring hende. Var hun directioner. Hun har aldrig nogen sinde i sit liv fortalt mig omkring den del af hendes fortid, et grin fandt vej til mine læber. En anden tyndere bog fanget min opmærksomhed, jeg åbnede den stille og roligt. Gemmas dagbog, du rører den ikke. Det stod med store bogstaver, wow. Jeg burde ikke men det her var min vej ind i hendes fortid, min vej til at finde hende. Jeg slog op på første side og begyndte at læse.

Min far siger at jeg ikke må tage med til One Direction koncerten i London, jeg hader ham! I går slog han mig igen, han rev mig i håret og sagde jeg var uduelig, han sagde han hadet mig. Han trak mig ud i badekaret og rev mit tøj af, alle mine blå mærker på min krop blev blottede, de blå mærker han har lavet. Jeg græd lydløst, det tror jeg at jeg gør hver eneste dag. Min far trak sig ind i mig i badekaret, det gjorde så ondt præcis som alle de andre gange at han gjorde det. Min Mor var ikke hjemme men hun sagde at John var en god far han havde bare svært ved at vise det, det siger hun altid og jeg tvivler virkelig på hendes ord. Jeg syntes ikke at min far er nogen god far, jeg syntes ikke at han vise kærlighed på nogen måde. Jeg tror jeg vil gå ned i køkkenet og finde noget mad, min far er på arbejde i dag, jeg kan endelig spise nået uden at han skal vide hvad jeg skal spise, uden at han skal bestemme hvad jeg skal spise.

Mit hjerte pumpede derude af, mine tåre ramte stadig min nu tørrer kind. Forhelvede Gemma, hvor var jeg i alt det her. I mens du havde den værste barndom sad jeg med champagne i hånden og festede med kendisserne.. Havde jeg vidst det havde jeg været der, havde jeg hjulpet dig, det kan jeg jo sige millioner af gange… Kan du huske Diana? Den var ikke kun ment til directioners den var ment til piger, drenge som oplevede ting de ikke kunne skille sig af med. Gemma forhelvede. Jeg læste videre på næste side.

Min mor fortalte mig i går da jeg var nede i køkkenet at hun gerne ville tage med mig til One Direction koncerten men først når vi var væk fra det her sted, væk fra min fars hårde hånd. Væk fra Brighton.  Jeg vil til London, jeg vil kramme Louis, Zayn, Niall, Liam og Harry. De er mine helte selvom de ikke har reddet mig endnu men jeg ved at det nok skal komme. Jeg bliver nødt til at gå nu, der er nogen ude i gangen og ser min far at jeg skriver dagbog læser han den undskyld. Hej. Hej x Gemma.

Jeg ville redde dig når som helst Gemma, det er det jeg prøver på lige nu. Jeg lagde bogen i en taske. Brighton lød til at være der jeg skulle hen. Heldigvis lå Brighton ikke fandens langt væk. Er det der Gemma er, er det der at jeg skal hen. Der er nok nogen i den by der kender til John. Jeg går ud fra at vi skal kalde ham John Holdaway.

Jeg tog en taske frem fra sit skjul og lagde på sengen, jeg tog en masse ligegyldigt tøj i og min pung, computer, oplader og dagbogen. Jeg tog mine nøgler i hånden og kiggede en sidste gang tilbage, jeg tog afsked for et stykke tid og lukkede døren i. Jeg fandt vej ud til min bil, den var stadig varm fra tidligere. Jeg tog min mobil frem. Ingen ulæste beskeder, ingen mistede opkald intet. Helt tom præcis som i mit hjerte, jeg lagde mobil fra mig og satte min bil i gang..

Det der gør mest ondt er at være så tæt på, at have så meget at sige, at se dig flyde væk fra mig. Hvor er du Gemma?

Håber i kunne lide kapitlet
Billedet har jeg selv lavet.
Hvis i får lyst må i meget gerne lave nogen Photoshop billede af India Eisley og Harry S
tyles sammen, smid dem i kommentaren, det kunne være fråderen :)

// Lizzi_1

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...