Smile Like You ❋ 1D (HLY Special)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 2 nov. 2013
  • Opdateret: 30 nov. 2013
  • Status: Igang
Læs først, når du har læst hele serien færdig. Det samme gælder for traileren :) // Hvis du har læst HLY færdig, så ved du, hvad dette er. Til nye læsere ønsker jeg ikke at afsløre noget :) Enjoy! x

127Likes
38Kommentarer
6838Visninger
AA

4. ♙

Dagen er forløbet lige så stille og langsomt. Det er weekend, og jeg nyder faktisk at sidde i min celle og slappe af. Sådan har det været hele dagen, de sidste mange dage. Jeg kigger på mig selv i spejlet og sukker. Krøllerne på mit hoved sidder slet ikke som jeg ønsker, da det ikke er så meget man får lov til her i fængslet. Det irriterer mig meget. Jeg savner min fritid så meget, at det nogle gange kan få mig til at bryde helt sammen på sengen. Jeg græder ikke, det er meget, meget sjældent for mig at græde, men jeg må indrømme, at jeg savner mine venner, min fritid – at blive elsket.

Tænk, at jeg nogen sinde skulle sige det …

Der går nogle få sekunder, før et bank høres på døren, og jeg overrasket kigger op. Det er ikke sket før, medmindre en vagt er kommet for at hente mig til mad.

Mine øjne kigger på en ældre vagt, der giver mig et skummelt blik. Sådan har jeg følt alles blikke, som om alle nedstirrer mig, fordi jeg har været årsagen i George Taylors død. Jeg ved stadig ikke hvad jeg vil få i dom, men er lige nu i fængsel på grund af visse regler. Jeg har ærlig talt ikke rigtigt sat mig ind i det hele, da det eneste jeg tænker på er omverdenen omkring mig.

”Mr. Styles, du har nogle, der venter på dig,” hører jeg kort efter vagten sige, der derefter åbner døren mere op for mig. Med rynkende bryn går jeg forbi ham og videre mod lokalet, hvor besøgende kan snakke med andre.

Men hvem vil besøge mig nu?

Jeg får svaret, da jeg træder ind i lokalet og møder ingen andre end min mor siddende med hendes nye mand. En mærkelig følelse løber igennem min krop, da vi får øjenkontakt. Det er første gang hun er her, og det går op for mig, hvor meget jeg har savnet hende. ”Hey mor.” Det er i den grad stadig mærkeligt for mig, hver gang jeg kan bruge det ord. Men hun er min mor, det skal intet ændre på.

”Hej Harry,” siger hun lige så lavt, mens hendes nye mand tager armen omkring hende og giver hende et smil. Jeg ved straks hvor svært det her er for hende. ”Jeg var virkelig i tvivl, om jeg skulle komme eller ej, men jeg blev nødt til det.” Hun snakker lavt og langsomt, og viser hendes utryghed ved at være her. Hun føler sig ikke tilpas. ”Men du er min søn, Harry – det kan jeg ikke ændre.” Som hun siger det, ved jeg ikke om jeg skal smile eller være sur. Vil hun ikke være i familie med mig?

”Mor, du skal ikke tro, at-”

”Harry, pas på hvordan du snakker til hende.” Hendes nye mand står op for hende og taler til mig, for at fortælle mig, jeg ikke kender min egen mor. Men det gør jeg, og sådan skal han ikke tale til mig.

”Mor …”

Der er stilhed og det dræber mig indvendigt. Hvorfor opfører hun sig sådan? ”Harry, jeg elsker dig mere end noget andet, du kan altid komme til mig … Men jeg kan ikke klare at min ene søn er døende og du er her. Derfor blev jeg nødt til at finde frem til nogen, jeg håber der kan hjælpe dig.”

Jeg forstår ikke hvad hun mener, eller måske vil jeg bare ikke forstå det. Men hvem dælen har hun fået til at komme?

Hun kigger hen mod indgangen og ind kommer de to personer jeg mindst vil se.

Det er ingen ringere end mine plejeforældre.

”Åh Harry, hvor er det fantastisk at se dig!” Min plejemor, Karin, smiler stort til mig og omfavner mig i et hårdt kram. Noget jeg altid, og jeg mener altid, har hadet over alt på jorden. Det kan godt være at jeg har indset alle de forkerte ting jeg har gjort, men det har ikke fået mig til at fortryde valget om at forlade dem.

Min plejefar (aldrig har jeg omtalt dem mor og far) kommer også hen og smiler til mig. ”Længe tid siden min knægt,” morer han sig over og klapper mig på håret.

Hvad tror de jeg er, 5?

”Gider du godt lade vær, Andrew?” Jeg rejser mig fra stolen og kigger hårdt ind i hans øjne.

”Harry,” hører jeg min mor sige, men jeg lytter ikke. Alt haden til min plejefar kommer frem og jeg kan næsten ikke klare det. Hvorfor står jeg her og ser dem i øjnene. Jeg skal finde alt godt frem inden i mig for ikke at slå ham ned. Det gælder om at komme ud herfra hurtigst muligt, og derfor bliver jeg nødt til at lade ham være.

”Slap dog af knægt, bare vær glad for du er over 18, så vi ikke kan tvinge dig med tilbage,” griner han højlydt og nyder at stå over for mig i den her position. Han er fri, jeg er fanget.

”Jeg ville aldrig, aldrig, tage tilbage til jer.” Han kan høre haden i min stemme, og forstår nok endelig hvorfor jeg forlod dem som sekstenårig. ”Og vil du så gerne gå?”

Han ryster på hovedet, ”ikke medmindre du har noget vigtigt at skulle?” Han griner igen og kigger rundt, og som jeg følger hans blik, ser jeg brunetten i døren. Hun kan ikke have valgt et bedre tidspunkt at komme på, og er du gal, hvor er jeg glad for at se hende. Hun er her – hun er kommet. Den eneste person, der kan hjælpe mig lige nu.

Jackie.

”Det har jeg faktisk, min veninde er her.” 

 

{_✿_❤_❀_♥_✿_♥_❀_❤_✿_}

Wuhuuu! Jackie kom :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...